traigunya-visaya vede 
  nistraigunyo bhavarjuna  
nirdvandvo nitya-sattva-stho 
  niryoga-ksema atmavan  

“I sindet hos dem, der er for knyttede til sansenydelse og materiel rigdom, og som forvirres af sådanne ting, finder den resolutte beslutsomhed om hengiven tjeneste til den Højeste Herre ikke sted. Vedaerne beskæftiger sig hovedsageligt med den materielle naturs tre kvaliteter. Hæv dig over disse kvaliteter, o Arjuna. Vær transcendental til dem alle. Vær fri for dualiteter og for al bekymring om vinding og sikkerhed og vær grundfæstet i selvet.” (Bg. 2.44–45) 

Ordet veda betyder ’kundskabsbog’. Der er mange kundskabsbøger, og de varierer fra land til land, befolkning, omgivelser osv. I Indien henfører kundskabsbøger til Vedaerne. I Vesten kaldes de Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Muhamedanerne accepterer Koranen. Hvad er formålet med alle disse kundskabsbøger? At oplære os til at forstå vor position som ren sjæl. Deres formål er at begrænse vore kropslige aktiviteter ved bestemte regler og reguleringer, og disse regler kendes som moralens kodekser. Bibelen har f.eks. ti bud, hvis formål er at regulere vore liv. 

Kroppen skal under kontrol, hvis vi skal kunne nå den højeste fuldkommenhed, og derfor er det ikke muligt at gøre vore liv fuldkomne uden regulative principper. De regulative principper kan variere fra land til land eller skrift til skrift, men det spiller ingen rolle, for de er blevet givet i henhold til tid og omstændighed og menneskenes mentalitet. Men princippet med reguleret kontrol er det samme. På samme måde giver regeringen bestemte reguleringer, der skal adlydes af borgerne. Uden reguleringer er det ikke muligt at gøre fremskridt i ledelse eller civilisation. I det foregående vers fortæller Sri Krishna Arjuna, at tanken med Vedaernes regulative principper er at beherske den materielle naturs tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed (traigunya-visaya vedah). Imidlertid råder Krishna Arjuna til, at han grundfæster sig i sin rene naturlige position som åndelig sjæl på den anden side af den materielle naturs dualiteter.

Materiel nydelse
Som vi allerede har påpeget, opstår disse dualiteter som varme/kulde og nydelse/lidelse på grund af sansernes kontakt med deres objekter. Med andre ord fødes de af identifikation med kroppen. Krishna siger, at de, der har helliget sig til nydelse og magt, besnæres af Vedaernes ord, når de lover himmelsk nydelse igennem offerhandlinger og reguleret aktivitet. At nyde er vor medførte ret, for nydelse er et af den åndelige sjæls kendetegn, men den åndelige sjæl forsøger at nyde materielt, og der ligger fejlen. 

Alle forsøger at drage fordel af materielle ting med henblik på nydelse og tilegner sig så megen viden som muligt. En person forsøger at blive kemiker eller fysiker, en anden at blive politiker, kunstner osv. Alle ved noget om alting eller alting om noget, og dette kaldes normalt for viden. Men så snart vi forlader kroppen, er det slut med al denne viden. I et tidligere liv kan vi have været et meget lærd menneske, men i dette liv må vi starte forfra og gå i skole og lære at læse og skrive fra begyndelsen af. Uanset hvilken viden, man tilegnede sig i det forrige liv, er den glemt. I virkeligheden søger vi evig viden, men denne kan ikke erhverves igennem denne materielle krop. Vi søger alle nydelse igennem disse kroppe, men kropslig nydelse er ikke vor virkelige nydelse. Den er kunstig. Vi er nødt til at forstå, at ønsker vi at fortsætte med denne kunstige nydelse, kan vi ikke opnå vor position af evig nydelse. 

Kroppen må anses for en syg tilstand. Et sygt menneske kan ikke rigtigt nyde. For eksempel smager en person, der har gulsot, sukker som bittert, men en rask person kan smage dets søde smag. I begge tilfælde er sukkeret det samme, men alt efter vor tilstand smager det forskelligt. Medmindre vi helbredes for denne syge ide om kropsligt liv, kan vi ikke smage det åndelige livs søde smag. Ja, det vil smage bittert, og samtidigt komplicerer vi vor syge tilstand yderligere ved at øge nydelsen af materielt liv. En tyfuspatient må ikke få fast føde, og giver nogle ham det at nyde, og han spiser det, forværrer han sin sygdom yderligere og bringer sit liv i fare. Ønsker vi virkelig frihed fra den materielle tilværelses lidelser, må vi begrænse vore kropslige behov og nydelser til et minimum.

Den Højeste Nyder
I virkeligheden er kropslig nydelse slet ikke nydelse overhovedet. Virkelig nydelse hører aldrig op. I Mahabharata er der et vers –  ramante  yogino ’nante – der siger, at yogierne (yogino), de, der bestræber sig på at ophøje sig selv til den åndelige platform, virkeligt nyder (ramante), men deres nydelse er anante, uden ende. Dette kommer af, at deres nydelse er forbundet med den Højeste Nyder (Rama), Sri Krishna. Bhagavan Sri Krishna er den virkelige nyder. Bhagavad-gita  (5.29) bekræfter dette: 

bhoktaram yajna-tapasam 
  sarva-loka-mahesvaram  
suhrdam sarva-bhutanam 
  jnatva mam santim rcchati  

“De viise, der ved, at Jeg er den højeste nyder af alle offerhandlinger og askeser, Den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og alle levende væseners velynder og velgører, opnår fred fra de materielle lidelser.” Bhoga betyder ’nydelse’, og vor nydelse kommer af at forstå vor position som dem, der nydes. Den virkelige nyder er den Højeste Herre, og vi nydes af Ham. 

Et eksempel på et sådant forhold kan ses i den materielle verden imellem mand og kvinde. Manden er den, der nyder (purusa), og kvinden den, der nydes (prakrti). Ordet pri betyder ’kvinde’. Purusa eller ånd er subjektet, og prakrti eller naturen er objektet. Imidlertid får både manden og kvinden del i nydelsen. Når der virkelig er nydelse, er der ingen sådan forskel, at manden nyder mere, eller kvinden nyder mindre. Reelt er manden den, der dominerer, og kvinden den, der beherskes, men når det kommer til nydelse, er der ingen forskel. I en større målestok er intet levende væsen den, der nyder. 

Gud har ekspanderet sig i mange, og vi udgør disse ekspansioner. Gud er uovertruffen og har ikke Sin lige, men Han ønskede at være mange for at nyde. Vi har erfaret, at der er kun lidt eller ingen nydelse i at sidde i et værelse alene og tale med sig selv. Er der imidlertid fem mennesker til stede, forøges vor nydelse, og kan vi diskutere Krishna sammen med mange, mange mennesker, er nydelsen så meget desto større. Nydelse betyder afveksling. Gud blev mange for Sin nydelses skyld, og således er vor position at blive nydt. Det er vor naturlige position og formålet med, at vi blev skabt. Både nyder og den, der nydes, har bevidsthed, men den nydtes bevidsthed er underordnet nyderens bevidsthed. Skønt Krishna er nyderen og vi de nydte, deles nydelsen ligeligt af alle. Vor nydelse kan blive gjort fuldendt, når vi tager del i Guds nydelse.

Den åndelige platform
Det er ikke muligt at nyde hver for sig på den kropslige platform. Materiel nydelse på den grove kropslige platform frarådes igennem hele Bhagavad-gita. 

matra-sparsas tu kaunteya 
  sitosna-sukha-duhkha-dah  
agamapayino ’nityas 
  tams titiksasva bharata  

“O Kuntis søn, de midlertidige forekomster af varme og kulde, lykke og lidelse, og deres forsvinden med tiden, er som somrenes og vintrenes kommen og gåen. De opstår af sanseopfattelse, O Bharatas ætling, og man må lære at udholde dem uden at lade sig forstyrre.” (Bg. 2.14) 

Den grove materielle krop er et resultat af den materielle naturs kvaliteters vekselvirkninger, og den er dømt til undergang. 

antavanta ime deha 
  nityasyoktah saririnah  
anasino ’prameyasya 
  tasmad yudhyasva bharata  

“Kun det uforgængelige, umålelige og evige levende væsens materielle krop er genstand for ødelæggelse. Kæmp derfor, O Bharatas efterkommer.” (Bg. 2.18) Sri Krishna ansporer os derfor til at overskride den kropslige opfattelse af tilværelsen og opnå vort virkelige åndelige liv. 

gunan etan atitya trin 
  dehi deha-samudbhavan  
janma-mrtyu jara-duhhair 
  vimukto ’mrtam asnute  

“Når det legemliggjorte væsen er i stand til sætte sig ud over disse tre kvaliteter [godhed, lidenskab og uvidenhed], kan han blive fri for fødsel, død, alderdom og lidelserne, der følger med dem, og kan nyde nektar selv i dette liv.” (Bg. 14.20) 

For at etablere os selv på brahma-bhutas rene åndelige platform over de tre kvaliteter må vi ty til den Krishna-bevidste metode. Caitanya Mahaprabhus gave, sangen af Krishnas navne – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare – gør denne proces let. Denne metode kaldes bhakti-yoga eller mantra-yoga, og den anvendes af de største transcendentalister.