|
|
|
|
|
Vi er ikke disse
kroppe dehi nityam avadhyo ’yam “O Bharatas efterkommer, han, der bor i kroppen, er evig
og kan aldrig dræbes. Derfor bør du ikke sørge over noget væsen.” (Bhagavad-gita
2.30) Det allerførste skridt i selvrealisering er at erkende sin
identitet som forskellig fra kroppen. ”Jeg er ikke denne krop, men en åndelig
sjæl,” er en afgørende erkendelse for enhver, der ønsker at sætte sig ud
over døden og komme til den åndelige verden på den anden side. Det er ikke
blot et spørgsmål om at sige, ”Jeg er ikke denne krop,” men om virkeligt
at erkende det. Skønt vi ikke er disse kroppe, men ren bevidsthed, er vi på en
eller anden måde blevet omsluttet af den kropslige klædning. Ønsker vi
virkeligt den lykke og frihed, der overskrider døden, må vi etablere os selv i
og forblive i vor naturlige position som ren bevidsthed. Når vi lever i den kropslige opfattelse, er vor ide om lykke som et menneske i vildelse. Nogle filosoffer gør gældende, at denne forvildede tilstand af kropslig identifikation skal helbredes ved afståelse fra al handling. Fordi disse materielle aktiviteter har været os en kilde til lidelse, hævder de, at vi i virkeligheden bør høre op med disse aktiviteter. Deres kulmination af fuldkommenhed er en slags buddhistisk nirvana, hvor der ikke foretages nogen aktiviteter. Buddha hævdede, at denne krop er blevet til på grund af en kombination af materielle elementer, og hvis disse materielle elementer på en eller anden måde sønderdeles eller udslettes, fjernes årsagen til lidelse. Giver skattevæsenet os for meget besvær, fordi vi ejer et stort hus, er en enkel løsning at ødelægge huset. Imidlertid tilkendegiver Bhagavad-gita, at denne materielle krop ikke er et og alt. Udover denne kombination af materielle elementer er der ånden, og symptomet på denne ånd er bevidsthed. Bevidsthed De upersonalistiske tilhængere af Sankaracarya såvel som vaisnavaerne,
der følger i discipelrækken fra Herren Sri Krishna, indrømmer sjælens
virkelige eksistens, men det gør de buddhistiske filosoffer ikke. Buddhisterne
påstår, at på et vist stadie frembringer materie bevidsthed, men dette
argument gendrives af det faktum, at skønt vi kan have alle materielle
bestanddele til rådighed, kan vi ikke skabe bevidsthed af dem. Alle de
materielle elementer kan være til stede i et dødt menneske, men vi kan ikke
genoplive dette menneske til bevidsthed. Denne krop er ikke som en maskine. Når
en maskindel går i stykker, kan delen erstattes, og maskinen virker igen, men når
kroppen går i stykker, og bevidstheden forlader kroppen, er der ingen mulighed
for at erstatte delen, der er gået i stykker, og genoplive bevidstheden. Sjælen
er forskellig fra kroppen, og så længe sjælen er der, er kroppen levende. Men
det er ikke muligt at gøre kroppen levende uden sjælen. Fordi vi ikke kan opfatte sjælen med vore grove sanser, afviser vi den. Men i virkeligheden er der så mange ting, vi ikke kan se. Vi kan ikke se luft, radiobølger eller lyd, og vi kan heller ikke sanse mikroskopiske bakterier med vore grove sanser, men det betyder ikke, at de ikke er der. Ved hjælp af mikroskop og andre instrumenter kan man se mange ting, som vore ufuldkomne sanser tidligere var forment adgang. Blot fordi sjælen, der er atomisk i størrelse, endnu ikke er blevet set af sanser eller instrumenter, bør vi ikke slutte, at den ikke er der. Og den kan under alle omstændigheder ses igennem sine symptomer og virkninger. Sjælens virkelige ønske matra-sparsas tu kaunteya “O Kuntis søn, de midlertidige forekomster af varme og
kulde, lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som somrenes og
vintrenes kommen og gåen. De opstår af sanseopfattelse, o Bharatas ætling, og
man må lære at tåle dem uden at lade sig forstyrre.” (Bg. 2.14) Om
sommeren føler vi måske nydelse i kontakt med vand, men om vinteren undgår vi
det samme vand, for det er for koldt. I begge tilfælde er vandet det samme, men
vi opfatter det som behageligt eller smertefuldt på grund af dets kontakt med
kroppen. Alle følelser af lidelse og lykke skyldes kroppen. Under
visse omstændigheder føler kroppen og sindet lykke og lidelse. I virkeligheden
higer vi efter lykke, for sjælens medfødte natur er at være lykkelig. Sjælen
er en uadskillelig del af det Højeste Væsen, der er sac-cid-ananda-vigrahah
[Bs. 5.1], legemliggørelsen af viden, lyksalighed og evighed. Ja,
selve navnet Krishna, der er usekterisk, betyder ’den største glæde’. ’Krs’
betyder ’størst’, og ’na’ betyder ’glæde’. Krishna er
indbegrebet af glæde, og som uadskillelige dele af Ham higer vi efter glæde.
En dråbe havvand har alle havets egenskaber, og vi har som mikroskopiske dele
af den Højeste Helhed de samme egenskaber som den Højeste. Skønt den atomiske sjæl er så lille, sætter den hele
kroppen i bevægelse og får den til at handle på så mange fantastiske måder.
I verden ser vi mange byer, veje, broer, store bygninger, monumenter og store
civilisationer, men hvem har skabt alt dette? Det er alt sammen blevet gjort af
den lille åndelige gnist inde i kroppen. Hvis sådanne fantastiske ting kan gøres
af den ganske lille åndelige gnist, kan vi ikke begynde at forstille os, hvad
der kan udrettes af den Højeste Åndelige Helhed. Den ganske lille åndelige sjæls
længsel er efter helhedens kvaliteter – viden, lyksalighed og evighed – men
denne higen forpurres på grund af den materielle krop. Denne viden om, hvordan
man opnår sjælens ønske, gives i Bhagavad-gita. For øjeblikket forsøger vi at opnå evighed, lyksalighed og viden ved hjælp af et ufuldkomment redskab. I virkeligheden blokeres vort fremskridt imod disse mål af den materielle krop. Derfor må vi komme til erkendelsen af vor eksistens hinsides kroppen. Teoretisk viden om, at vi ikke er disse kroppe, er ikke nok. Vi må altid holde os selv adskilte som kroppens herre, ikke som dens tjener. Ved vi, hvordan vi kører en bil ordentligt, tjener den os godt, men ved vi det ikke, er vi i fare. Beherskelse af sanserne indriyanam hi caratam “Ligesom en båd på vandet rives med af en stærk vind,
kan blot en af sanserne, som sindet koncentrerer sig på, rive et menneskes
intelligens med sig.” (Bg. 2.67) Det er tvingende nødvendigt, at vi lærer, hvordan man behersker sanserne. Navnet gosvami gives til den, der har lært, hvordan man behersker sanserne. Go betyder ’sanser’, og svami betyder ’en, der behersker’. Så den, der kan beherske sanserne, skal anses for at være en gosvami. Krishna giver udtryk for, at den, der identificerer sig med den illusoriske materielle krop, ikke kan etablere sig selv i sin rigtige identitet som åndelig sjæl. Kropslig nydelse er flygtig og berusende, og man kan i virkeligheden ikke nyde den på grund af dens forbigående natur. Virkelig lykke kommer fra sjælen, ikke fra kroppen. Vi må forme vore liv på en sådan måde, at vi ikke vil blive afledt af kropslig nydelse. Hvis vi på en eller anden måde bortledes, er det ikke muligt for os at etablere vor bevidsthed i dens sande identitet hinsides kroppen. (Fortsættes) |
Srila Prabhupadas
essay ’Vi er ikke disse kroppe’ udgør det første kapitel i bogen Beyond
Birth and Death, der også tidligere er blevet udgivet på dansk under titlen
Hinsides fødsel og død,