|
|
|
|
|
Hengiven tjeneste uden motiver, del 2 Dette er anden del af en forelæsning, som Srila Prabhupada gav den 16. november 1971 i Delhi, hvor han talte over Srimad-Bhagavatam 4.14.14. From eller ufrom, det er en sondring i denne materielle verden. Så længe vi er i den materielle verden, er der godt og dårligt. Skønt der intet godt er i denne materielle verden – alting er dårligt – opdigter vi, at ”dette er godt,” og ”dette er dårligt.” I Caitanya-caritamrta siger Krishnadasa Kaviraja, dvaite bhadrabhadra sakali samana. I den materielle verden er al bhadra og abhadra, godt og dårligt, blot mentale indfald. Der kan ikke være noget godt. En mand er syg og sengeliggende, og en ven kommer og spørger ham, ”Hvordan har du det i dag?” Han siger, ”I dag har jeg det godt.” Hvad er det for noget godt? Han ligger i sengen, og han er på medicin og har så mange smerter, og alligevel siger han, ”Jeg har det godt.” I den materielle verden er såkaldt velbefindende ikke velbefindende, for jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i næste liv. Men det næste liv findes. Janma-mrtyu-jara-vyadhi-duhkha-dosanudarsanam [Bg. 13.9]. Derfor tænker det lærde menneske altid, ”Min lykke, hvad er denne lykke værd? Jeg skal dø, jeg bliver gammel, jeg kommer til at lide af sygdom, og så snart jeg dør, kommer jeg igen ind i en bestemt moders liv for at blive født på ny.” Hvor er lykken? Vi har glemt, hvordan det er, men at opholde sig i en moders liv i ti måneder i en meget ubehagelig position er ikke lykke. Vi talte om, at Madhavendra Puri fik denne krukke med kondenseret mælk, ksira, og præsten berømmede ham, “Du er så stor en hengiven, at Krishna har stjålet denne krukke med kondenseret mælk. Her, tag imod den.” Og han bukkede sig ned for ham og tog støvet fra hans lotusfødder. Madhavendra tænkte, “I morgen tidlig, når alle hører om, at jeg har fået denne krukke med kondenseret mælk, vil folk komme i skarer for at gratulere mig. Det er bedre at drage af sted med det samme.” Han ønskede med andre ord ikke at blive berømmet som en stor hengiven. Han rejste videre, men så snart han kom til Jagannatha Puri, var nyheden allerede nået frem, og alle kom for at lykønske ham, ”Madhavendra Puri, du er så stor en hengiven, at Krishna stjal denne kondenserede mælk. Vi har hørt om det.” Pointen er, at selv om en hengiven ikke ønsker berømmelse, giver Krishna ham det uden, at han selv gør noget for det. Krishna ønsker at se Sin hengivne berømt. Da Caitanya Mahaprabhu spurgte, ”Hvem er det mest berømte menneske?” svarede Ramananda Raya, ”Den, der er kendt som en stor hengiven af Krishna, er det mest berømte menneske.” Hvis man er religiøs eller en hengiven, øges ens omdømme, ens kropsstyrke, ens skønhed og ens livslængde. Det er betydningen [af det, vismændene siger]. Ayuh-sri-bala-kirtinam tava tata vivardhanam. De hellige personer sagde, “Min kære konge, hvis du følger vores instruktioner, øges disse ting: din livslængde, din krops skønhed, din styrke og dit omdømme.” Hvad er instruktionen?
dharma acaritah pumsam De sagde, at ethvert menneske bør udføre sin bestemte pligt i livet. Det kaldes dharma. Hvis vi selv opdigter vores pligt, er det en anden sag, men sastra og Krishna siger, catur-varnyam maya srstam guna-karma-vibhagasah [Bg. 4.13]. Pligt vil sige at følge dette catur-varnyam, fire varnaer og fire asramaer. Det kaldes dharma, sadharma. Brahmanaen skal gøre sine brahminske pligter, en ksatriya skal gøre sine ksatriya-pligter, og på samme måde skal en vaisya, en sudra, en brahmacari, en grhastha, en vanaprstha og en sannyasi [gøre deres pligter]. Det kaldes dharma. Dette er materiel dharma, ikke åndelig dharma. Materiel dharma vil sige, at så længe vi lægger under for den kropslige livsopfattelse, er der visse pligter. At spise er også en pligt, for hvis jeg ikke spiser, dør jeg. Men hvad slags mad, jeg skal spise, foreskrives i sastra. Det kaldes dharma-sastra, de regulative principper. Blot for at holde os på plads er der tyve slags dharma-sastra, for vi er alle kommet for at nyde denne verden. Det er ligesom med statens regler og reguleringer med hensyn til f.eks. salg af spiritus. Det er en dårlig ting, men fordi folk vil have det, giver regeringen lov til, at man kan sælge det til drankerne, men under visse regler og reguleringer. På samme måde er de levende væsener, alle de betingede sjæle, der er kommet til den materielle verden, her med det egentlige formål at ville nyde denne materielle verden. De har intet andet formål. Men det levende væsen er ikke en nyder. Han er en tjener, men når han ønsker at nyde, sendes han ind i denne materielle verden. Krsna jiva bhoga vancha kare. Fordi vi er uadskillige dele af Krishna, er vores eneste pligt at tjene Krishna. Derfor forlanger Krishna, sarva-dharman parityajya mam ekam saranam vraja [Bg. 18.66]. Vi har ingen anden pligt end blot at tjene Krishna. Men når vi glemmer vores naturlige position og forsøger at nyde denne materielle verden, kaldes det den materialistiske levemåde eller det betingede liv. Ligesom druk. Druk er ikke godt. Ingen går ind for det. Men når en dranker insisterer på at drikke, giver regeringen ham en indrømmelse. “Denne mand dør uden at drikke. Godt. Du kan få spiritus i denne forretning med spiritusbevilling, og du kan købe det under disse betingelser. Du kan ikke gøre dette eller dette, der er så mange reguleringer.” Men der er ingen sådanne begrænsninger for at spise ris eller dal, for det er ikke dårligt. Den dårlige ting [regulerer man]. Ligesom et slagteri. Et slagteri er ikke åbent for offentligheden. Slagtning gøres på et skjult sted, så folk ikke kan se det. Det er grufuldt. Alt dårligt foregår under bevilling. Ligesom sexliv. Det er heller ingen god ting. Derfor er bevillingen ægteskab. Hvis man ønsker at nyde sexliv, godt, tag denne licens, ægteskab, ikke ud over det, ellers er man kriminel. Srimad-Bhagavatam
siger (11.5.11), at loke vyavayamisa-madya-seva nitya hi
jantor na hi tatra codana. Disse ting – at være beruset, nyde sexliv og
spise kød – er naturlige tilbøjeligheder i alle. Når sastra siger, “Gør
det sådan,” betyder det begrænsning. Ifølge vedisk civilisation har kødspisere
lov at slå ihjel, eller rettere, ikke slå ihjel, men at ofre en ged i nærværelse
af gudinden Kali på amavasya-natten under så og så mange restriktioner.
Det betyder indirekte, at det er for at hindre det. “Gør det ikke. Men hvis du
gør det, skal du gøre det på denne måde.” Men folk gør det ikke engang på denne
måde. Kødspiserne køber direkte fra slagteriet uden at underkaste sig
kødspisningsprocessen, som den foreskrives i dharma-sastra, og derfor er
der så mange slagterier over hele verden. Alting gøres mere og mere imod de
religiøse principper. Derfor er verden ulykkelig. Munaya, de store
vismænd, råder derfor kongen, dharma acaritah pumsam
van-manah-kaya-buddhibhih. Vrindavana[Her er der et afbræk i optagelsen af forelæsningen. Srila Prabhupada fortsætter:] I den åndelige verden er der også så mange planeter, ligesom vi har planeter i denne materielle verden. Bag himlen er der en anden himmel. Den indsigt er der i Bhagavad-gita. Paras tasmat tu bhavah anyah 'vyakto'vyaktat sanatanah [Bg. 8.20]. Der er en anden himmel, der er evig og hinsides denne manifesterede og ikke-manifesterede materielle kosmiske verden. I den verden går intet til grunde. Alt er vedvarende, evigt. Jivaen, det levende væsen, er evigt, Krishna er evig, og Hans bolig, Vaikuntha-dhama eller Goloka Vrindavana-dhama, er også evig. Dette Vrindavana her er en kopi af Vrindavana der. Når Krishna kommer på denne planet, kommer Han her i dette Vrindavanas land. Derfor er det så transcendentalt, for det er det sted, Krishna har Sine lege. Det er lige så godt som Krishna. Aradhyo bhagavan vrajesa-tanayas tad-dhama vrndavanam. Lige så meget som Krishna er tilbedelsesværdig, er dette Vrindavana tilbedelsesværdigt for vaisnavaerne, specielt gaudiya-vaisnavaerne, for Vrindavana blev grundlagt af gaudiya-vaisnavaerne på Herren Caitanyas ordre. Først kom Sanatana Goswami her. I har set hans gamle Madana-Mohana tempel. Fordi han havde fået sin mesters ordre, kom han her, men det var kun en mark. Der var ingen bygninger, og ingen kendte til noget. Men på Caitanya Mahaprabhus ordre blev byen Vrindavana grundlagt af Sanatana Goswami. Da Sanatana Goswami først etablerede Madana-Mohana-templet, og Rupa Goswami bagefter opførte Govindajis tempel, kom alle de andre templer gradvist. Det er historien bag byen Vrindavana. Selvfølgelig eksisterede Vrindavana allerede, for Krishna havde Sine lege her. Men fordi det var for 5000 år siden, var der sket så mange ting. Minderne derom var praktisk taget gået tabt, men igennem Caitanya Mahaprabhu og Hans hengivnes bestræbelser er denne Vrindavana, som den nu er. Vrindavana er visokan, vigata-soka. Der er ingen sorger og bekymringer. Hvis man kommer til Vrindavana og synger Hare Krishna-mantraet, vil intet forstyrre en. Fortsat er der tusindvis af mennesker her. De bryder sig ikke om at forlade Vrindavana, for det er så rart og frit for bekymringer, visokan. Men hvis man har et andet ydre motiv, er det en anden sag. Så vil maya fange en selv i Vrindavana. Det sker også. Vi ønsker ikke at kritisere nogen, men det sker. Bhakti bør være uden materielle bagtanker.
anyabhilasita-sunyam Førsteklasses hengivenhed er uden noget motiv. Vismændene sagde, at hvis man udfører menneskehedens foreskrevne pligter, vil man i sidste ende blive ophøjet til den planet, hvor der ingen bekymring er, og man vil blive befriet forudsat, at man holder sig fri for enhver besmittelse fra denne materielle verden. Dette kan lade sig gøre. Det forklarer Rupa Goswami også.
anasaktasya visayan Hvis vi ønsker at være hævet over denne materielle verdens besmittelse, må alt, vi anvender, og alt, vi har brug for, være i relation til Krishna. Så kan vi holde os selv hævet over materiel besmittelse. Det er den befriede tilstand. Det betyder, at man er Krishnas evige tjener. Hvis man altid er engageret i Krishnas tjeneste, er man hævet over denne materielle verden, ubesmittet. Men hvis man har nogen form for materielle bagtanker overhovedet, er man igen i kløerne på maya. Det bør vi altid huske på. Mange tak. |
