|
|
|
|
|
Hengiven tjeneste uden motiver, del 1 Det følgende er en forelæsning, hvor
Srila Prabhupada bl.a. fortæller om Madhavendra
Puri, hvis sri
munaya ucuh ”De store vismænd sagde: Kære konge, vi er kommet for at give dig et godt råd. Lyt til os med stor opmærksomhed, for det vil forøge din livslængde og din rigdom, din styrke og dit omdømme.”
Srila Prabhupada: Det er naturen af denne materielle verden, at alting forfalder. Ligegyldigt hvad godt, man laver, vil det forfalde med tidens løb. Sådan er den materielle natur. Noget skabes, og i begyndelsen går det godt, men gradvist forfalder det, og under tidens indflydelse forsvinder det til sidst. Selv i en religiøs bevægelse vil tingene forfalde, hvis der er materielle motiver. Udgangspunktet for religiøst liv bør være frihed fra materielt motiv. Ren hengivenhed betyder anyabhilasita-sunyam [Brs. 1.1.11], intet materielt motiv. De fleste folk går, som det siges i Bhagavad-gita, i templet, kirken, synagogen eller enhver anden religiøs [institution] med et materielt motiv. Arto artharthi. Generelt har de brug for penge, eller de er ulykkelige på en eller anden måde, og de vender sig til Gud, Krishna, og beder om materielle fordele. Dette er også godt, for de går til Krishna eller Gud. Men det er ikke ren hengivenhed. Hvis det materielle motiv vedbliver, falder man ned fra hengiven tjeneste, for så snart ens lidelse er lindret, vil man tænke, at der ikke mere er nogen grund til at tilbede [Krishna]. Man glemmer [Ham] naturligt. Det er ligesom med en rig mand. Det er ikke let at blive rig. Det bliver man kun efter stor askese enten i dette eller i et tidligere liv, men når man får penge, bliver man ødsel og falder igen ned. På samme måde kan vi vende os til Krishna på et tidspunkt, hvor vi lider, men så snart lidelsen er væk, glemmer vi Krishna. Almindeligvis tyr folk til hengiven tjeneste, når de er i en materielt set lidelsesfyldt tilstand. Rige mennesker er normalt ligeglade [med hengiven tjeneste], men hvis en rig mand tænker, at han har fået pengene ved Krishnas nåde og bør bruge dem for Krishna, vil han aldrig være ulykkelig. Når det kommer til stykket, kommer alt, vi får, ved Krishnas nåde. Isavasyam idam sarvam [Sri Isopanisad, mantra 1]. Alt tilhører Krishna. Ved Hans gunst får vi rigdom, men når vi er velstående, glemmer vi Krishna, for maya er meget stærk. Maya lægger mærke til det. ”Ih, så mange penge du har. Hvorfor ikke nyde vin og kvinder?” Som det går for sig i europæiske og amerikanske lande, bruger alle, der får penge, dem på vin og kvinder. De ved ikke, hvad de ellers skal anvende penge på. Vi har med egne øjne set, hvor velstående det engelske imperium var, men nu er det gået tilbage for dem. For nylig så vi i London, hvordan folk ligger rundt omkring på bænkene. Sådan er det. Vellevned fører til fattigdom. Derfor bør vi passe meget på. Tro ikke, at fordi jeg nu er initieret, og jeg chanter Hare Krishna, er alt garanteret. Nu kan jeg gøre, hvad jeg vil. Nej, så vil det gå tilbage. Vi bør ikke udnytte denne Hare Krishna-bevægelse til noget materielt formål. Så vil den forfalde. Enten falder den enkelte person ned, eller statussen udhules, sådan som det nu er gået i Indien. Praktisk taget har de mistet al åndelig interesse, skønt Indien er det åndelige fremskridts land. Enten individuelt, kollektivt, samfundsmæssigt eller politisk er det sikkert, at tingene forfalder, hvis vi glemmer Gud, Krishna. Men dette ved tåbelige mennesker ikke. ”Vores gode dage kommer til at fortsætte på denne måde,” troede englænderne. Jeg giver eksemplet med englænderne, for jeg har set i mit eget liv, hvor velhavende disse englændere var, og nu har jeg set i London, hvordan de forfalder overalt. Noget sådant skete for mange, mange år siden i Dhruva Maharajas familie. Dhruva Maharaja var en stor hengiven, og hans familiemedlemmer var også store hengivne, men gradvist gik det tilbage for dem, og en konge, hvis navn var Maharaja Vena, var ustyrlig som en dæmon på grund af sin mor, som det fortælles i Srimad-Bhagavatam. Hans mor havde en ikke særlig god fader, hun arvede denne dårlige faders natur, og hendes søn arvede moderens natur. Derimod var kongen, faderen, meget from, sådan som det skal være. Han væmmedes så meget ved sin søns opførsel, at han vendte deres hjem ryggen uden varsel. Derved blev kongens søn, Vena, indsat på tronen, men han opførte sig meget dårligt, og praja’erne eller borgerne, var meget ulykkelige. Derfor gik de store vismænd og helgenagtige personer til kongen, for det blev forventet af kongen, at han lod sig lede af helgenagtige personer, der her råder ham. Nrpa-varya nibodha etad yat te vijnapayama bhoh: ”Vores kære Konge, lyt opmærksomt til, hvad vi har at sige.” Ayuh-sri-bala-kirtinam tava tata vivardhanam: ”Hvis du lytter til vores råd, kommer du til at leve et langt liv.” Et fromt menneske lever længe. Ufromme mennesker dør hurtigt. Selv en ren hengiven kan forlænge sit liv mere, end hvad han af skæbnen er bestemt til. Alle har en skæbne. ”Denne person vil leve i så og så mange år.” Men en ren hengiven kan som en yogi forøge sin livslængde. En ren hengivens liv forlænges ved Guds nåde, skønt han ikke kunstigt forsøger at forlænge det. En ren hengiven er ikke længere under den materielle naturs regler og reguleringer. Krishna siger i Bhagavad-gita, sa gunan samatityaitan brahma-bhuyaya kalpate [Bg. 14.26]. Mam ca 'vyabhicarena bhakti-yogena yah sevate. Enhver, der engagerer sig i ren hengiven tjeneste, er ikke længere under denne materielle naturs regler og reguleringer. Vismændene sagde til kongen, ”Lyt til vores instruktion, og din livslængde vil forøges.” Ikke kun livslængden. Sri-bala-kirtinam. Sri betyder skønhed. Medmindre man er sund og rask, er der ingen skønhed i ens krop. Forøgelse af livslængden betyder, at man er sund, og derfor bliver ens fremtoning frisk og smuk. Sri-bala, styrke, og kirtinam. Hvis man virkelig er avanceret i åndeligt liv, eller hvis man virkelig er religiøs, vokser ens berømmelse også. Man behøver ikke at gøre reklame for sig selv, men hvis man er from og er en hengiven, spredes ens berømmelse af sig selv. Sri Madhavendra Puri er et godt eksempel. Kender I historien om Madhavendra Puri. Madhavendra Puri var en stor hengiven i denne Gaudiya-sampradaya. I Vrindavana viste Gopala [Krishna] Sig for ham i en drøm. ”Madhavendra Puri, Jeg er ved at gå til. Jeg er dækket af jord og jungle. Grav mig frem og installer mig i et tempel.” Med hjælp fra landsbyens beboere fandt og udgravede Madhavendra Puri denne murti [Deitet] af Gopala, der blev installeret under stor prægtighed med hjælp fra folk fra landsbyen. I mange dage var der festival. Sådan installerer man en Deitet. Der skal være festival i mindst syv dage. Efter et stykke tid havde Madhavendra Puri igen en drøm. [Gopala sagde:] ”Da jeg har opholdt Mig i jorden så længe, er Min krop meget varm. Bring venligst noget sandeltræ fra Jagannatha Puri og smør Min krop ind i sandeltræspasta. Det vil gøre Mig tilfreds.” Madhavendra Puri var meget gammel, men det var Gopalas ordre, så han drog af sted til Jagannatha Puri. På vejen dertil er der et Gopinatha-tempel i Orissa. Her overnattede han, og han så, at der blev ofret syv krukker ksira [sødris] til Gopinathaji. Madhavendra Puri tænkte ved sig selv, ”Hvis jeg kunne smage en smule ksira, kunne jeg også lave en sådan ksira og ofre den til min Gopala i Vrindavana.” Så tænkte han igen, at ”Så dum jeg er. Før noget er ofret til Deiteten, tænker jeg på at spise det.” Han regnede sig selv for en stor synder og forlod med det samme templet. ”Jeg har begået en forseelse.” Madhavendra Puri syntes, at han var en stor forbryder. Han burde ikke være i dette tempel, han burde forlade det. Han gik udenfor, og under et træ reciterede han Hare Krishna og ventede på, at natten skulle gå, hvorefter han ville fortsætte til Jagannatha Puri. Om natten viste Gopinatha Sig for pujarien [i en drøm]. ”Jeg har gemt en krukke med ksira bag mit klædningsstykke. Bring denne krukke ksira til Madhavendra Puri, der sidder under et træ, og giv den til ham.” Pujarien vågnede, og da han åbnede døren til Deitetsrummet, fandt han faktisk krukken med ksira. Han kunne forstå, at Madhavendra Puri ikke var en almindelig hengiven, men en stor hengiven. Hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre, at Herren stjal denne krukke til ham? Siden dengang har denne Gopinatha været berømt som Ksira-cora-Gopinatha – Gopinatha, der stjal ksira til Sin hengivne. Han er kendt som en tyv, men alligevel kommer folk for at se denne flinke tyv. Det er forskellen imellem Krishna og os selv. Når vi er tyve, prygler folk os med sko. Når Krishna er en tyv, tilbedes Han af Sine hengivne. Det er den Absoluttes natur. Krishna i en hvilken som helst situation er Krishna, enten som Ksira-cora-Gopinatha, som den, der driller gopierne, eller på nogen anden måde, der i den materielle verden anses for forkastelig. Når Krishna gør det, er det godt, for Han er absolut. Det er, hvad det betyder at være absolut. Man kan ikke anklage Krishna for de ting, Han gør. Hvad end Han gør, er det rigtigt. Så sent som i går aftes kritiserede en ung fyr Krishna for at drage denne sondring af stri-sudra-vaisya [kvinder, arbejdere og handelsfolk] som papa-yoni [syndige mennesker]. Det er Gudløst, at vi vover at kritisere Krishna. Vi bør ikke kritisere Krishna, men de, der ikke kender Krishnas position, gør det. Vi er nødt til at fortælle dem, hvordan det virkeligt forholder sig. I virkeligheden siger Krishna, at selv stri-sudra-vaisya ophøjes også til den højeste position, hvis de søger tilflugt ved Krishnas lotusfødder. Mam hi partha vyapasritya ye 'pi syuh papa-yonayah [Bg. 9.32]. (Fortsættes i næste nummer) |
