Hengiven tjeneste afhænger ikke af ydre omstændigheder

Den 22. december 1972 skrev Madhukara Dasa til Srila Prabhupada for at spørge ham, om han kunne lade sig skille fra sin kone, så han kunne tage vanaprastha og blive mere fri til at gøre hengiven tjeneste. Den 4. januar 1973 svarede Srila Prabhupada ham i følgende brev.

Jeg har modtaget dit brev af 22. december 1972, og jeg har bemærket mig indholdet med omhu. Med hensyn til disse spørgsmål, hvor du beder mig om lov til at forlade din hustru og tage vanaprastha-livsordenen – disse spørgsmål må du rådføre dig med og tage tilladelse fra præsidenter og GBC.

Ja, jeg kender din hustru Lilasakti og ved, at hun er en meget seriøs og avanceret discipel. Men nu du er gift med hende, er der er en vis forpligtelse ifølge vort Krishnabevidste eller vediske system. Disse ting kan ikke tages så let, ellers bliver det hele en parodi. Blot at blive gift uden at tænke over, hvor alvorlig en ting ægteskabet er, og så stikke af, hvis der er en lille smule forstyrrelse, eller hvis jeg ikke kan lide min kone eller mand, for det gør alle andre også. På denne måde er det hele ved at blive en farce.

Du skriver, at „det, at I er sammen, hindrer dit åndelige fremskridt." Men et Krishnabevidst ægteskab må ikke ses på den måde, at hvis der er problemer, betyder det, at noget hindrer mit åndelige fremskridt, nej. Når man én gang har slået ind på livet som grhastha, må det fuldbyrdes som min beskæftigelsesmæssige pligt, selv om det til tider kan være besværligt. Selvfølgelig er det bedre at forblive ugift, cølibat. Men så mange kvinder kommer, vi kan ikke afvise dem. Det er vores pligt at give beskyttelse til dem, der kommer til Krishnabevidsthed. Krishna har fortalt os i Bhagavad-gita, at selv kvinder, sudraer og andre lavere klasser af mennesker kan søge tilflugt hos Ham. Så problemet er der, og kvinderne skal have en mand til at give dem beskyttelse. Jo, hvis kvinderne kan forblive ugifte, og der er et ordentligt arrangement, så templet kan beskytte dem, ligesom der i den kristne kirke er nonneklostre, der systematisk engagerer kvinderne og beskytter dem, er det også fint. Men hvordan skal det holdes under kontrol, hvis der er sexønsker? Kvinder er normalt meget lystne, mere lystne end mænd, og de er det svage køn. Det er vanskeligt for dem at gøre åndelige fremskridt uden hjælp fra en ægtemand. Af så mange grunde skal vore kvinder have mænd. Det er også i orden, men hvis manden stikker af, så snart de har fået en, vil det ikke være særligt heldigt for dem.

Nu kender jeg ikke situationen i dit bestemte tilfælde. Jeg giver dig blot de generelle principper eller den bagvedliggende forståelse. Vi må aldrig tro, at vort såkaldte fremskridt hindres af eller afhænger af, at de materielle omstændigheder er på en vis måde som ægteskab, vanaprastha eller det ene eller det andet. Moden forståelse af Krishnabevidsthed betyder, at uanset hvilken tilstand i livet, jeg er i lige nu, jamen, det er Krishnas specielle barmhjertighed imod mig. Lad mig derfor drage så megen fordel af den på den bedste måde til at udbrede denne Krishnabevidstheds-bevægelse og udføre min åndelige mesters mission. Har jeg på den anden side så travlt med mit eget personlige fremskridt eller min egen lykke eller noget andet personligt, er det materielle hensyn.

Hvis du blev så ulykkelig af at blive gift, hvorfor giftede du dig da overhovedet? Hvad der er gjort, er gjort, det er en kendsgerning, men jeg påpeger kun, at én gang tidligere gjorde du noget uden rigtigt at forstå dit virkelige ansvar. Nu pønser du igen på samme måde på at gøre noget drastisk. Tænk derfor omhyggeligt over sagen i dette lys. Der er et vers fra Bhagavad-gita: yasman nodvijate loko lokan nodvijate ca yah/harsamarsa-bhayodvegair mukto yah sa ca me priyah, „Han, for hvem ingen sættes i forlegenhed, og som ikke forstyrres af bekymring, og som er vedholdende i lykke og lidelse, er Mig meget kær." (Bg. 12.15)

En fejlvurdering, de nye hengivne ofte gør, er at tro, at når der er forstyrrelser eller problemer, er omstændighederne eller de ydre forhold, under hvilke vanskelighederne finder sted, dem, der er årsag til problemerne. Det er ikke rigtigt. I denne materielle verden er der altid problemer og vanskeligheder, uanset om man er i den ene eller den anden situation. Derfor hjælper det intet blot at ændre min beskæftigelsesstatus eller min livsstatus, for den virkelige kendsgerning er, at hvis der overhovedet er nogen vanskelighed med andre, skyldes det min mangel på Krishnabevidsthed, ikke deres. Er det klart?

Krishna siger, at Hans kæreste hengivne er den, der ikke bringer andre i forlegenhed, ja, ikke sætter en eneste person i forlegenhed. Forsøg at vurdere sagen ud fra denne synsvinkel, om du bringer enten din hustru eller dig selv i vanskeligheder. Den rigtige forståelse af Bhagavad-gita er Arjunas forståelse. Med andre ord kom Arjuna til konklusionen, at han måtte gøre sin beskæftigelsesmæssige pligt, ikke som en materiel forpligtigelse på grund af hustru, familie, venner, omdømme, professionel retskaffenhed, i den stil – nej. Men han skulle gøre de ting, der fulgte af at være på det sted, han stod på i livet, som hengiven tjeneste til Krishna. Dette vil sige, at hengiven tjeneste er det, der betyder noget, og ikke hvad min beskæftigelsesmæssige pligt er. Men dermed ikke være sagt, at fordi beskæftigelsesmæssig pligt ikke er det virkelige hensyn, kan jeg opgive den og gøre noget andet og tro, at hengiven tjeneste kan udføres under ligegyldigt hvilke omstændigheder, som det nu lunefuldt falder mig ind. Krishna anbefalede Arjuna at forblive, som han var, og ikke bringe forstyrrelse i samfundsordenen og gå imod sin natur for bekvemmelighedens skyld.

Vor beskæftigelsesmæssige pligt er ikke vilkårlig, hvilket betyder, at når vi først én gang er slået ind på et bestemt handlingsområde, vil vi ikke, hvis vi er avancerede i vor forståelse, bytte det ud med et andet. Tværtimod er det hengivenhed, der er den vigtige faktor. Hvad rolle spiller det, hvad jeg gør, så længe mit arbejde og min energi er fuldstændigt viet til Krishna?

Ligesom Krishna. Han er Guddommens Højeste Personlighed, Han har intet arbejde, og der er heller intet, Han absolut skal gøre, men alligevel kommer Han her for at instruere os. Han indvilliger ikke kun i at gøre Sin beskæftigelsesmæssige pligt som kohyrdedreng og kongelig prins, men Han træder også ind i det gifte liv, Han går ind i politik, Han er filosof, Han er tilmed vognstyrer under et stort slag. Han giver ikke eksemplet med at undgå Sin beskæftigelsesmæssige pligt. Hvis Krishna Selv ved Sin egen adfærd viser, hvad tilværelsens fuldkommenhed er, bør vi bide mærke i sådan et eksempel, hvis vi er intelligente. Selv om vort udgangspunkt er, at vi har hustru og børn derhjemme, betyder det intet. Det er ingen hindring for vort åndelige liv. Når vi én gang har accepteret disse ting som beskæftigelsesmæssige pligter, bør vi ikke så letsindigt og skødesløst opgive dem. Det er pointen.

Nu er vor beskæftigelsesmæssige pligt jo at være prædikanter af Krishnabevidsthed. Det må vi holde fast ved under alle omstændigheder, det er hovedsagen. Hvad enten man er gift, ugift, skilt eller hvad som helst, afhænger min prædikemission ikke af disse ting. Varnasrama-dharma-systemet er arrangeret videnskabeligt af Krishna for at give de faldne sjæle let adgang til at blive udfriet hjem tilbage til Guddommen. Vi må tage med i vore overvejelser ikke at bringe forstyrrelse i dette system og lunefuldt skabe kaos i samfundsordenen. Det vil ikke være et ret godt eksempel, hvis så mange unge mænd og kvinder så skødesløst bliver gift og går fra hinanden igen, og hustruen er ulykkelig, og manden forsømmer hende på så mange måder. Sætter vi dette eksempel, hvordan vil alting da kunne fortsætte rigtigt?

Det gifte liv betyder hustru, børn, hjem, dette forstår alle. Hvorfor tror vore hengivne, det er noget andet? De har simpelthen nogle seksuelle ønsker, gifter sig, og når deres partner ikke opfylder deres forventninger, er der med det samme separation. Dette er ligesom materielle aktiviteter – prostitution. Hustruen står uden mand, og somme tider er der et barn, der skal opfostres. På så mange måder er din ide, som også andre har, usmagelig. Vi kan ikke forvente, at vore templer skal være tilflugt for så mange enker og kasserede hustruer. Det ville være en stor byrde, og vi ville blive til grin i samfundet. Det giver også uønskede børn, og det leder til ulovlig sex (hvilket vi allerede ser). Da kvinder er det svage køn, har de brug for en mand, der er stærk i Krishnabevidsthed, så de kan drage fordel deraf og gøre fremskridt ved at holde godt fast i hans fødder. Hvad skal de gøre, hvis manden forlader dem? Så mange tilfælde er der allerede i vort samfund, så mange frustrerede piger og drenge.

Jeg har introduceret dette ægteskabssystem i jeres vestlige lande, for sædvanen er at have fri omgang imellem mænd og kvinder. Derfor er der brug for ægteskabet for at engagere de unge mænd og kvinder i hengiven tjeneste uanset levestatus. Men vort ægteskabssystem er en lille smule anderledes end i jeres land. Vi kan ikke acceptere ideen om hurtig skilsmisse. Meningen er, at vi skal se vor mand eller hustru som evig ledsager eller hjælper i Krishnabevidst tjeneste, og vi lover aldrig at skilles. I tilfældet med meget avancerede disciple kan gifte par, hvis de er enige om, at manden nu skal tage sannyasa eller den forsagende livsorden, og begge er meget tilfredse med et sådant arrangement, have grund til en sådan separation. Men selv i sådanne tilfælde er der ikke tale om separation, for manden må, selv om han er sannyasi, sikre sig, at der drages omsorg for hans hustru, og at hun er beskyttet i hans fravær.

Nu er der så mange tilfælde med ulykkelige hustruer, der er blevet forladt af deres mænd imod deres ønsker. Så hvordan kan jeg give lov til noget sådant? Jeg vil ikke sætte et dårligt eksempel for fremtidens generationer, og derfor har jeg så mange betænkeligheder ved din ide. Hvis det bliver så let for mig at blive gift og derpå forlade min hustru under påskud af, at det gifte liv er en hindring for mit eget åndelige fremskridt, vil det slet ikke være godt. Det er en misforståelse af, hvad fremskridt i åndeligt liv er. En beskæftigelsesmæssig pligt skal være der, hvadenten det er den ene eller den anden, men når jeg nu engang er engageret i en bestemt beskæftigelsesmæssig pligt, bør jeg ikke udskifte den eller opgive den, det er den værste fejltagelse. Hengiven tjeneste afhænger ikke af sådanne ydre ting, så når jeg nu derfor én gang har truffet et valg, er det bedre at holde fast ved den vej og udvikle min hengivne mentalitet til fuldt udsprunget kærlighed til Guddommen. Det var Arjunas forståelse.

Jeg håber, dette finder dig ved godt helbred. Din evige velønsker, A. C. Bhaktivedanta Swami.