George Harrison møder Srila Prabhupada
Af Nanda Kumar Dasa

Jeg vil gerne dele en historie med jer om deres [Srila Prabhupada og George Harrison, red.] møde med hinanden ved en lejlighed i London. Jeg rejste sammen med Srila Prabhupada såvel som med Syamasundara Dasa og Pradyumna Dasa i 1972 (Jeg husker datoer dårligt. Jeg tror, det var det år). Syamasundara var medvirkende i at sætte George i forbindelse med Srila Prabhupada og vores bevægelse og var meget sammen med ham. De var nære venner.

Jeg var i sekretærens kontor, der mere var som et stort kammer ved siden af Prabhupadas logi, og skrev breve ind på maskine, da et hoved viste sig i døren, og en person med en meget engelsk accent sagde, „Hej, er Syamasundara her?"

Jeg kiggede derover og sagde, at han var ude og ville komme tilbage senere. Jeg vendte tilbage til min skrivemaskine, men så så op ekstra gang, da det var George. Jeg rejste mig og gik over til ham og sagde, at jeg ville fortælle Prabhupada, at han var der.

Han sagde meget ydmygt, „Nej, nej, jeg vil ikke forstyrre ham."

Jeg forsikrede ham for, at det ikke ville forstyrre ham, og jeg gik ind i Prabhupadas værelse for at fortælle ham, at George var der. Prabhupada sagde med det samme, „Ih! Lad ham komme ind."

Jeg gik ud igen og fortalte George, at Prabhupada gerne ville hilse på ham. Han tog sine strømper af, så over på mig og sagde, „Jeg bliver så nervøs, når jeg er omkring Hans Guddommelige Nåde."

Jeg fortalte ham, at jeg havde det på samme måde. George havde lige barberet sit skæg af og klippet sit hår tilbage til en Beatles-frisure, og han sagde, „Jeg har netop klippet mit hår for at kunne mødes med Prabhupada." Han var så ydmyg og fordringsløs. Det var som at være omkring en stor hengiven.

Han gik ind i værelset og lukkede døren. Jeg kunne ikke forblive udenfor, men måtte ind og se udvekslingen. Jeg åbnede døren, og George gjorde fuld dandavat og frembar begge bønner [nama om visnupadaya osv.] til Prabhupada med perfekt udtale. Prabhupada smilte fra det ene øre til det andet. George rejste sig og satte sig ned med ryggen mod døren.

Prabhupada sagde, „Kom ind, kom ind," og George rykkede tøvende hen imod Prabhupadas skrivebord, meget genert og respektfuld. Prabhupada sagde, „Nej, her, her," og slog på den asana, han sad på. George gik rundt om skrivebordet til kanten af hans asana, og Prabhupada rakte armene ud og trak ham ind til sit bryst, omfavnede ham, lo, rodede rundt i hans hår og sagde, „Det er rigtigt godt at se dig. Hvordan har Patty det?"

De havde en fantastisk samtale, hvor George på et tidspunkt spurgte, om han skulle flytte ind i templet og rage sit hoved. Jeg tror, han havde gjort det, hvis Prabhupada havde sagt ja.

Men Prabhupada sagde med eftertryk, „Nej! Du har sådan en stor gave at give verden i form af din musik. Blot fortsæt med din musik, og Krishna vil være meget tilfreds, og Han vil velsigne dig." Så sagde han, „Jeg skal give dig nogle ideer til dine sange," og han fandt Srila Bhaktivinodas sangbog frem og gennemgik et antal sange, imens han læste oversættelserne op for George.

Det var kort efter dette, at han skrev ’My Sweet Lord’. George kom hver dag i en hel uge sammen med Ravi Shankar for at have Prabhupadas darsana om eftermiddagen. Ravi Shankar er bengaler, så han og Prabhupada talte og lo sammen som bengalere.

Selvfølgelig var Srila Prabhupadas levninger altid et transcendentalt klenodie for alle de hengivne, og jeg var velsignet med at kunne dele dem ud efter hans måltider. I denne uge, da jeg fjernede tallerknerne, flokkedes mange af templets matajier omkring mig og spurgte, „Kan vi også få nogle af Georges levninger?"

Jeg har husket denne historie så mange gange i årenes løb ud af glæde og med stor respekt for Bhakta George. Han er så sandelig en ydmyg hengiven og et stort menneske. Jeg lever for øjeblikket på Maui, hvor George havde et hus, og historierne fra de lokale mennesker er alle goder. Han spredte godhed, hvor han end kom. Jeg føler mig meget beæret over at have mødt ham ved den lejlighed, og jeg sender ham min kærlighed. Der er ingen tvivl i mit sind om, hvor han er nu. Jeg håber at se ham igen.