Fuldkommen kærlighed

Det følgende er en offentlig forelæsning, som Srila Prabhupada gav på et college i Seattle den 30 september 1968. Han og hans disciple havde kirtana med de studerende, og derefter talte han over strofen ’Govindam adi-purusam tam aham bhajami’, der blev sunget i kirtana’en.

Govindam adi-purusam tam aham bhajami. Vores program er at tilbede Govinda, den oprindelige person, med kærlighed og hengivenhed. Govindam adi-purusam. Dette er Krishna-bevidsthed. Vi lærer folk at elske Krishna, det er alt. Vores program er at elske og at anbringe vores kærlighed det rigtige sted.

Alle ønsker at elske, men man skuffes, for ens kærlighed anbringes forkert. Folk forstår det ikke. De lærer, ”Elsk for det første din krop.” Derefter lidt mere udstrakt, ”Elsk din far og mor.” Derefter kommer ”Elsk din bror og søster,” og så ”Elsk dit samfund, elsk dit land, elsk hele menneskesamfundet eller menneskeheden.” Men al denne udstrakte kærlighed eller såkaldte kærlighed vil ikke tilfredsstille en, medmindre man når til det punkt, hvor man elsker Krishna. Først da vil man være tilfreds. Hvis man kaster en sten i en sø, starter en ring med det samme. Ringen udvider sig og udvider, udvider, udvider sig, indtil den når bredden, hvor den stopper. Medmindre ringen når søens bred, fortsætter den med at udvide sig.

Vi må udvide os, men der er to veje. Man kan praktisere, ”Jeg elsker mit samfund, jeg elsker mit land, jeg elsker mit menneskesamfund” efterfulgt af alle levende væsener. Men hvis man går direkte til Krishna, omfatter det alting. Fordi ’Krishna’ betyder alttiltrækkende, omfatter Han alting. Hvorfor alting? Fordi Krishna er midtpunktet. Det er ligesom i en familie. Hvis man elsker sin far, elsker man sine brødre, sine søstre, sin fars tjener, sin fars hjem, sin fars hustru, altså sin mor – alle. Midtpunktet er faderen. Dette er et groft eksempel. Hvis man på samme måde elsker Krishna, udvides ens kærlighed til at blive altomfavnende. Et andet eksempel er, at hvis man elsker et træ, omfatter det bladene, blomsterne, grenene, stammen, kvistene – alting. Ved simpelthen at komme vand på roden sørges der for ens kærlighedsforhold til træet. Hvis man elsker sine landsmænd og man ønsker at se dem blive uddannede og økonomisk, intellektuelt og fysisk fremskredne, hvad gør man da? Man betaler skat til regeringen. Man betaler simpelthen skat til centralregeringen, og pengene fordeles til uddannelsesområdet, forsvarsområdet, hygiejneområdet – til alting. Dette er brede eksempler, men hvis man i virkeligheden ønsker at elske alting, må man forsøge at elske Krishna. Det vil ikke skuffe en, for det er fuldstændigt og fuldendt. Når ens kærlighed er fuldstændig, skuffes man ikke. Ligesom hvis man har spist fuldstændigt og er fuldstændigt tilfreds med maden, siger man, ”Jeg er tilfreds. Jeg ønsker ikke mere.”

Frihed og underkastelse
Denne Krishna-bevidsthedsbevægelse er meget enkel. Den blev indvarslet af Herren Caitanya Mahaprabhu. Nej, egentlig er den meget ældre. Den kommer fra de vediske skrifter og har historisk set været her, siden Herren Krishna viste Sig på denne planet for 5000 år siden. Senere udbredte Herren Caitanya denne Krishna-bevidsthedsbevægelse for 500 år siden.

Hans mission er aradhyo bhagavan vrajesa-tanayah. Hvis man ønsker at elske eller ønsker at underkaste sig.... Alle underkaster sig. Alle ønsker at være frie, men ingen er frie. Ingen kan sige, ”Jeg er fri.” Kan nogle af jer sige, at I er frie? Nej. Alle underkaster sig frivilligt. Man underkaster sig ikke igennem tvang. En pige siger til en dreng, ”Jeg ønsker at underkaste mig dig.” Det er frivilligt. På samme måde siger en dreng til en pige, ”Jeg vil underkaste mig dig.” Hvorfor? Fordi det er min natur. Jeg ønsker at underkaste mig, for min natur er at være underkastet, men jeg ved det bare ikke. Jeg vrager den ene form for underkastelse og vælger en anden slags underkastelse, men underkaste mig, det gør jeg. Ligesom en arbejder, der arbejder et sted, men finder sig en bedre løn et andet sted og tager derhen. Det betyder ikke, at han bliver fri. Han er underkastet.

Caitanya Mahaprabhu sagde, at man skal underkaste sig Krishna. Aradhyo bhagavan vrajesa-tanayah. Hvis man ønsker at tilbede nogen, tilbed da Krishna. Og  tad-dhamam vrndavanam. Hvis man ønsker at tilbede nogen, elsk da Krishna eller tilbed Krishna eller Hans sted, Vrindavana, for alle ønsker at elske et sted. Det er nu blevet til nationalisme – et eller andet land. Nogle siger, ”Jeg elsker dette amerikanske land.” Nogle siger, ”Jeg elsker dette kinesiske land.” Nogle siger, ”Jeg elsker dette russiske land.” Alle ønsker at elske et land. Bhauma ijya-dhih. Folk er naturligt tilbøjelige til at elske et materielt land. Generelt, når man fødes, forsøger man at elske. Caitanya Mahaprabhu sagde, “Fordi man er tilbøjelig til at elske en eller anden person, bør man elske Krishna. Fordi man ønsker at elske et land, bør man elske Vrindavana.” Aradhyo bhagavan vrajesa-tanayas tad-dhama vrndavanam.

Gopi’ernes eksempel
Men hvis man siger, ”Hvordan skal jeg kunne elske Krishna? Jeg kan ikke se Krishna. Hvordan skal jeg elske Krishna?” siger Caitanya Mahaprabhu, ramya kacid upasana vrajavadhu-vargena ya kalpita. Hvis man ønsker at vide, hvordan man tilbeder Krishna eller elsker Krishna, forsøg da blot at følge i gopi’ernes fodspor. Gopi’erne. Deres kærlighed er den højeste fuldkomne kærlighed. Ramya kacid upasana. Der er forskellige slags kærlighed eller tilbedelse i denne verden. Begyndelsen er, “Kære Gud, giv os vores daglige brød.” Det er begyndelsen. Når vi får at vide, hvordan vi skal elske Gud, lærer vi, ”Gå i templet, gå i kirke og bed til Gud om dine fornødenheder og beklag dig til Ham.” Det er begyndelsen, men det er ikke ren kærlighed. Ren kærlighed, fuldkommenheden af ren kærlighed, kan ses blandt gopi’erne. De er eksemplet.

Hvordan elskede de Krishna? Krishna var en kohyrdedreng, og med Sine venner, de andre kohyrdedrenge, plejede Han at gå ud på græsgangene hele dagen med Sine køer. Det var systemet, for på den tid var folk tilfredse med jord og køer. Det var alt. Det er måden at løse alle økonomiske problemer på. De havde ingen industri, de var ingens tjener. Blot ved at dyrke jorden og tage mælk fra køerne er hele madproblemet løst. Krishna plejede at gå ud i græsgangene, og gopi’erne blev derhjemme. De var piger eller kvinder. Piger eller kvinder måtte ikke gå på arbejde. Det er det vediske system. De bør blive derhjemme og beskyttes af faderen, af manden eller af de voksne sønner. Det var ikke meningen, at de skulle gå ud.

De blev altså derhjemme, og Krishna var mange kilometer derfra ude på græsmarkerne. Gopi’erne derhjemme tænkte, ”Krishnas fødder er så bløde, og Han går på den hårde jord. Småstenene prikker Hans fødder, så det må gøre ondt på Ham.” Sådan tænkte de og græd. Se bare. Krishna er langt væk, og de tænker blot på, hvordan Krishna har det. “Måske har Krishna det sådan og sådan.” Dette er kærlighed. De spørger ikke Krishna, “Min kære Krishna, hvad har Du med hjem fra marken? Hvad gemmer Du i Din lomme?” Nej, de tænker blot på Krishna, og hvordan Krishna kan gøres tilfreds.

De plejede at klæde sig selv på og vise sig foran Krishna pænt klædt på, for de tænkte, ”Han vil blive glad for at se det.” Normalt bliver en dreng eller en mand glad for at se sin kæreste eller hustru pænt klædt på. Derfor er det kvindens natur at klæde sig pænt på, og ifølge det vediske system bør en kvinde klæde sig pænt på blot for at glæde sin mand. Det er det vediske system. Hvis hendes mand ikke er hjemme, bør hun ikke klæde sig pænt på. Prosita bhartrka. Der er forskelligt tøj til forskellige kvinder. Ved at se tøjet vil man forstå, hvad hun er. Man kan se, om hun er en ugift pige, en gift hustru, en enke eller en prostitueret.

Så tøj er vigtigt, men vi skulle ikke tale om alt det sociale. Vi taler om Krishnas kærlighedsaffærer. Forholdet imellem Krishna og gopi’erne var så dybt og så rent, at Krishna Selv indrømmede, ”Mine kære gopi’er, det er ikke i min magt at gengælde jeres kærlighed.” Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Han gik fallit. ”Mine kære gopi’er, det er Mig ikke muligt at tilbagebetale den gæld, I har skabt ved at elske Mig.” Dette er den højeste fuldkommenhed af kærlighed. Ramya kacid upasana vrajavadhu. (Fortsættes i næste nummer)