Fuldkommen kærlighed, del 2

Dette er anden del af en offentlig forelæsning, som Srila Prabhupada gav på et college i Seattle den 30 september 1968. Prabhupada endte første del med at forklare, hvordan gopi’erne eksemplificerer den højeste fuldkomne uselviske kærlighed.

Ifølge Herren Caitanya er det eneste, der er værd at elske, Krishna og Hans land, Vrindavana. Når det gælder måden, man elsker Ham på, er gopi’erne det levende eksempel. Ingen kan måle sig med dem. Der er forskellige stadier af hengivne, gopi’erne er på den højeste platform, og blandt gopi’erne er den bedste Radharani. Derfor kan ingen overgå Radharanis kærlighed. Ramya kacid upasana vrajavadhu-vargena ya kalpita, srimad-bhagavatam amalam puranam.

Srimad-Bhagavatam
For at kunne lære hele denne videnskab om, hvordan man elsker Gud, må der være en bog, en autoritativ litteratur. Caitanya Mahaprabhu siger, srimad-bhagavatam amalam puranam. Srimad-Bhagavatam er den pletfrie beskrivelse af forståelsen af, hvordan man elsker Gud. Der er ingen anden beskrivelse. Fra begyndelsen af fortæller den, hvordan man elsker Gud. Srimad-Bhagavatams første vers i den Første Bog er janmady asya yatah, satyam param dhimahi [SB 1.1.1]. “Jeg frembyder min ublandede hengivenhed til den Højeste, fra hvem alting er udsprunget.” Janmady asya yatah. Det er en omfattende beskrivelse, Srimad-Bhagavatam. Hvis man ønsker at elske Gud eller Krishna, skal man studere Srimad-Bhagavatam, og for at kunne forstå Srimad-Bhagavatam er det indledende studie Bhagavad-gita. Man skal studere Bhagavad-gita for at forstå Guds virkelige natur og identitet og en selv og ens forhold til Ham, og når man har fået lidt indsigt og er rede til at acceptere, at Krishna er den eneste, der er værd at elske, er den næste bog, man kommer til, Srimad-Bhagavatam. Bhagavad-gita er som adgangspasset, ligesom studenterne skal bestå deres grundskoleeksamen for derefter at komme ind på universitetet. Man består sin grundskoleeksamen i, hvordan man elsker Gud, ved at studere Bhagavad-gita som den er. Derefter studerer man Srimad-Bhagavatam, der er det videregående studie, og når man er yderligere avanceret, studerer man Herren Caitanyas lære.

Så det er ikke vanskeligt. Faktum er, at vi må lære, hvordan vi elsker Krishna. Anvisningerne er der, og metoden er der, og vi forsøger at tjene jer så vidt muligt. Vi sender vores drenge på gaden og ud i byen for at invitere jer. Hvis I tager imod denne mulighed, bliver jeres liv fuldkomne – prema pum-artho mahan ­- for formålet med denne menneskelige livsform er at udvikle kærlighed til Gud. I alle andre liv har vi elsket. Vi har elsket vores børn, vi har elsket vores hustru, vi har elsket vores rede i fuglens liv og i dyrets liv. Der er kærlighed. Der er ingen grund til at lære en fugl, hvordan den skal elske sine børn, for det er naturligt. At elske sit hjem, at elske sit land, at elske sin mand, at elske sine børn, at elske sin hustru osv. – al denne kærlighed er der alt sammen mere eller mindre også i dyreriget. Men den slags kærlighed vil ikke give en lykke. Man vil blive snydt, for denne krop er midlertidig. Derfor er alle disse kærlighedsforhold også midlertidige, og de er ikke rene. De er blot en forvansket afglans af den rene kærlighed, der eksisterer imellem en selv og Krishna. Hvis man virkeligt vil have fred, hvis man virkeligt vil have tilfredsstillelse, hvis man ikke ønsker at være forvirret, må man forsøge at elske Krishna. Da vil ens liv være vellykket.

Krishna-bevidsthedsbevægelsen er ikke blevet opfundet for at vildlede og bedrage mennesker. Det er en særdeles autoriseret bevægelse. Den vediske litteratur som Bhagavad-gita, Srimad-Bhagavatam, Vedanta-sutra og Puranaerne beskriver den, og mange, mange store helgenagtige personer har fulgt denne metode. Det levende eksempel er Herren Caitanya. Se på Hans billede, hvordan Han danser. Så I må lære denne kunst, da vil jeres liv blive vellykket. Man behøver ikke at opøve noget kunstigt og spekulere og bryde sin hjerne. Man har et instinkt for at elske andre. Det er instinktivt, naturligt. Der sker blot det, at vi fejlplacerer vores kærlighed, og derfor narres og forvirres vi. Hvis man ikke vil være forvirret og ikke blive narret, bør man forsøge at elske Krishna, og man vil selv kunne mærke, hvordan man gør fremskridt i fredfyldthed, i lykke, i alting, man ønsker sig.

Spørgsmål og svar
Mange tak. Er der nogle spørgsmål?

Madhudvisa: Prabhupada, er det i orden at fortsætte med at læse Srimad-Bhagavatam, efter at vi har fået din Bhagavad-gita? Bør vi blot bruge al vores tid til at studere Bhagavad-gita som den er, og så gå fremad derfra, eller bør vi fortsætte vores studie af Srimad-Bhagavatam?

Prabhupada: Du bør læse Bhagavad-gita som den er. Dette er kun en opdeling i begyndelsen. På den åndelige platform er alting absolut. Hvis du læser Bhagavad-gita, vil du opdage den samme ide som i Srimad-Bhagavatam. Det er ikke, at fordi du studerer Srimad-Bhagavatam, skal du ikke studere Bhagavad-gita. Sådan er det ikke. Du læser disse bøger og synger Hare Krishna, følger reglerne og reguleringerne og lever lykkeligt. Vores program er et meget lyksaligt program. Vi synger, vi danser, vi spiser Krishna-prasadam, vi maler flotte billeder af Krishna og ser dem flot udsmykkede, og vi læser filosofi. Hvad mere kan du ønske dig?

Jahnava: Hvordan og hvorfor mistede vi i begyndelsen vores bevidsthed om vores sande kærlighed til Krishna?

Prabhupada: Hm?

Tamala Krishna: Hvordan og hvorfor mistede vi vores kærlighed til Krishna i begyndelsen?

Jahnava: Nej, ikke kærligheden, blot bevidstheden om vores sande kærlighed til Krishna.

Prabhupada: Vores bevidsthed har vi altid. Du elsker også en eller anden, men det er meningen, at du skal elske Krishna. Den kærlighed har du glemt. Det er vores natur at glemme. Somme tider glemmer vi. I særdeleshed fordi jeg er meget lille, kan jeg ikke huske nøjagtigt, hvad jeg gjorde i går aftes på dette tidspunkt. At glemme er ikke unaturligt for os. Endvidere er det heller ikke unaturligt at sige ja til det, hvis en eller anden genopfrisker vores hukommelse.  

Genstanden for vores kærlighed er Krishna. På en eller anden måde har vi glemt Ham. Vi kan ikke spore tilbage, hvornår det skete. Det ville være spild af arbejde. Men vi har glemt, det er en kendsgerning. Genopliv nu den kærlighed. Her er en påmindelse om det, så tag imod den. Forsøg ikke at spore tilbage, hvorfor du har glemt, og hvilken dato du glemte. Hvad gavn har du af det, selv hvis du ved det? Du har glemt, så tag imod påmindelsen. Ligesom hvis man går til en læge, spørger han aldrig, hvordan du fik denne sygdom, hvad er historien bag denne sygdom, på hvilken dato, på hvilket tidspunkt du blev smittet. Nej. Han tager blot din puls og konstaterer, at du har en sygdom, og han giver dig medicinen: ”Værsgo’, tag den.”

På samme måde lider vi. Det er en kendsgerning, ingen kan benægte. Hvorfor lider du? Fordi du har glemt Krishna. Det er alt. Hvis du nu genopliver din hukommelse om Krishna, bliver du lykkelig. Det er alt. En meget enkelt ting. Forsøg ikke at spore tilbage, hvornår du glemte. Du har glemt, det er en kendsgerning, for du lider. Her er nu en mulighed, Krishna-bevidsthedsbevægelsen. Genopliv din bevidsthed, din kærlighed til Krishna. En meget enkel ting. Syng Hare Krishna, dans og tag imod Krishna-prasadam. Kan man ikke læse, så bare lyt. Du har en naturlig gave, øret. Du kan synge Hare Krishna, og du kan høre Bhagavad-gita eller Srimad-Bhagavatam fra personer, der har viden. Der er ingen hindring. Det kræver ingen forudgående kvalifikationer. Du skal blot lære at bruge, hvilket aktiv du end har. Det er alt. Du skal selv gå med til det. Det er nødvendigt. ”Ja, jeg søger til Krishna-bevidsthed.” Det afhænger af dig, fordi du har frihed. Hvis du ikke går med til det, ”Nej, hvorfor skal jeg søge til Krishna?” kan ingen give dig det. Men hvis du indvilliger, er det her, meget let. Tag det.  (Fortsættes i næste nummer)