Srila Prabhupada holder foredrag på MIT

Dette er første del af et foredrag, som Srila Prabhupada gav på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston den 5. maj 1968. MIT er USA’s fornemste tekniske universitet, og foran en sal pakket med teknologistuderende forklarer Srila Prabhupada, at den højeste teknologi er den, der sætter sjælen i stand til at sætte sig ud over fødsel og død.

Det er mig en glæde være her hos jer i dag. I er alle teknologistuderende. Denne Krishna-bevidsthedsbevægelse er også en form for teknologi. I moderne civilisation beskæftiger man sig med andre områder af viden såsom medicinsk viden – så mange andre områder af viden, men uheldigvis er der intet institut, der udbreder kendskab til videnskaben om sjælen, selv om det er den vigtigste af alle ting, for sjælen er det faste grundlag for alt andet, vi gør.

I Bhagavad-gita er der et fint vers:

indriyani parany ahur
indriyebhyah param manah
manasas tu para buddhir
yo buddheh paratas tu sah

[Bg. 3.42]

I den nuværende bevidsthed tror jeg, at jeg er denne krop, skønt jeg i virkeligheden ikke er denne krop. Dette er uvidenhed. Kroppen betyder sanser. At jeg handler betyder, at jeg bruger mine sanser, ligesom jeg bruger min tunge, hvis jeg taler. Disse kropslige aktiviteter betyder sanselige aktiviteter. Men dybere betragtet kan sanserne kun handle, når sindet er sundt. Et galt eller sindssygt menneske, hvis sind ikke er sundt, kan ikke bruge sine sanser rigtigt. Derfor er det en højere videnskab. Først er der sansernes teknologi, og over den er der sindets teknologi, der kaldes psykologi og forsøger at forstå, hvordan tanke, følelse og ønske fungerer. Over sindet er der videnskaben om intelligens, og over den er der sjælen. Desværre har vi teknologi for de kropslige sanser, vi har teknologi i psykologi, men vi har hverken teknologi i intelligens eller nogen teknologi i videnskaben om sjælen. Krishna-bevidsthedsbevægelsen er teknologien i sjælens videnskab.

Der er en god historie, som I vil kunne lide. I Indien, specielt i Bengalen, er der mange floder. Landet er fuldt af floder. Fordi det er på bredden af den Bengalske Bugt, løber alle floder dertil. Så en teknologistuderende var på hjemrejse, og om bord på en båd spørger den studerende færgemanden, ”Ved du, hvad stjernerne er?”

Færgemanden svarer, ”Vi er en almindelig færgemand. Hvad ved vi om disse stjerner?”

”Aha, så har du spildt 50% af dit liv.” Så spørger den studerende, ”Ved du, hvad disse træer er? Kender du til videnskaben om botanik?”

Færgemanden siger, ”Jeg er en almindelig arbejder. Hvad ved vi om botanik?”

“Aha. Så er 75% af dit liv uden værdi.” På denne måde spørger teknologistudenten færgemanden, ”Ved du dit? Ved du dat?” Og færgemanden svarer, ”Jeg er en almindelig mand. Hvad ved jeg om alle disse ting?”

Pludseligt kommer der en mørk sky, der kommer en storm, og floden bliver oprørt. Færgemanden siger, ”Min gode mand, kan du svømme?”

”Åh,” siger han, ”Nej.”

Så siger han, ”Så er 100% af dit liv spildt, for nu synker vi. Dit liv er forbi.” Båden kæntrer i floden, og teknologistudenten drukner i bølgerne, for han kan ikke svømme.

Vi gør afgjort fremskridt i teknologi, økonomi og på så mange andre nødvendige områder, men Bhagavad-gita siger, at denne verdens virkelige problem eller vores livs virkelige problem er janma-mrtyu-jara-vyadhi-duhkha-dosanudarsanam. Hvis I er tilstrækkeligt intelligente, bør I kunne se, at det virkelige problem er fødsel, død, alderdom og sygdom. Janma betyder fødsel, og mrtyu betyder død. Janma-mrtyu-jara. Jara betyder alderdom, og vyadhi betyder sygdom. Det virkelige materielle problem er  janma-mrtyu-jara-vyadhi.

Vi har glemt, hvilken prekær tilstand, vi levede i, da vi var i vores moders mave. Selvfølgelig kan vi igennem lægevidenskabens beskrivelser vide, hvordan barnet er pakket sammen, og hvor megen lidelse der er. Ormene bider barnet, og det kan ikke sige noget, men lider blot. Moderen spiser stærkt krydret mad, og den stærke mad giver også barnet lidelse. Sastraerne, skrifterne og den autentiske vediske litteratur, har disse beskrivelser af, hvordan barnet lider inde i moderens mave. Dette er lidelserne ved fødsel. Barnet skal opholde sig i den lufttætte tilstand i mindst ti måneder. Forestil jer blot, hvis I blev anbragt i en lufttæt tilstand i tre minutter – I ville dø omgående. Men i virkeligheden gennemgik vi at opholde os i moderens mave i den lufttætte tilstand i ti måneder. Lidelsen var der, men barnet var ude af stand til at udtrykke det, for dets bevidsthed var ikke så stor. Det kunne ikke græde, men lidelsen var der.

På samme måde er der lidelse på dødstidspunktet, og når man er gammel. Jeg døjer nu med så mange kropslige besværligheder. Hele den anatomiske og fysiologiske tilstand forringes nu. Maven fordøjer ikke længere maden så godt, som da jeg var ung, så lidelserne er der. På samme måde med sygdom. Hvem ønsker sygdom?

Den moderne teknologi har utvivlsomt gjort fremskridt, men intet kan stoppe fødsel, død, alderdom og sygdom. Det er de virkelige problemer, men fordi disse problemer ikke kan løses af moderne videnskabelige fremskridt i viden, har man reelt skubbet dem fra sig eller tilsidesat dem, for man kan ikke løse dem.

Men der er en løsning. Løsningen gives i Bhagavad-gita.

mam upetya tu kaunteya
duhkhalayam asasvatam
napnuvanti mahatmanah
samsiddhim paramam gatah

[Bg. 8.15] 

“Min kære Arjuna, hvis en person kommer til Mig...” “Mig” betyder her, at Guddommens Højeste Personlighed, Krishna, taler. ”Hvis en person kommer til Mig, behøver han ikke igen tage fødsel i denne lidelsesfyldte materielle tilstand.” Duhkhalayam asasvatam [Bg. 8.15]. Duhkhalayam betyder et sted af lidelse. Vi tror, at vi har skabt et paradis, men i virkeligheden er dette sted lidelsesfyldt, for de trefoldige lidelser er her. Hvad enten det er i Amerika, Indien, Kina eller i noget andet land eller på nogen anden planet, er der materielle lidelser af tre slags, nemlig adhyatmika, adhibhautika og adhidaivika. Adhyatmika betyder lidelser, der står i forbindelse med kroppen og sindet. Somme tider har vi hovedpine, somme tider mærker vi andre smerter. I forbindelse med alt, der har med kroppen og sindet at gøre, er der lidelser. Disse kaldes adhyatmika. På samme måde er der lidelser, der forvoldes af andre levende væsener. De kaldes adhibhautika. På lignende vis er der lidelser, der kommer fra naturen og naturens love. Med ét er der et jordskælv, med ét er der hungersnød eller noget tilsvarende, som vi ingen kontrol har over.

Disse tre slags lidelser er altid til stede, men under illusionens fortryllelse tror vi, at vi er lykkelige. Illusion betyder, at den materielle energi er så illusorisk, at ligegyldigt hvilken afskyelig tilstand, et levende væsen er i, tror det, at det er lykkeligt. Tag et hvilket som helst dyr, f.eks. et svin – det lever det mest uhumske liv. Selvfølgelig har I ingen erfaring af svin i jeres byer, men i Indien er der mange svin i byen, og de opholder sig på snavsede steder. De æder ekskrementer og lever et modbydeligt liv. Men selv hvis man siger til svinet, ”Sikke en afskyelig tilstand, du lever i. Lad mig gøre noget godt for dig, ” nægter det at tage imod det. Hvis man giver det velsmagende mad, sådan som vi har det i Indien –halava f.eks. – vil det ikke have det. Det vil have ekskrementer, for det er, hvad dets krop er beregnet til, og det bryder sig ikke om nogen form for velsmagende mad. Det elsker ekskrementer. Sådan er mayas fortryllelse.

Krishna-bevidsthed betyder, at hvis vi virkeligt er uddannede, må vi først prøve at finde ud af, ”Hvorfor lider jeg?” Dette kaldes brahma-jijnasa. I Vedanta-sutra er den første aforisme athato brahma jijnasa. Man bør stille spørgsmål om sin eksistens som sjæl, ikke som krop eller som sind, for man er hverken krop eller sind. Så Vedanta-sutra siger, athato brahma jijnasa. Atha atah betyder, at nu i denne menneskelige livsform med udviklet bevidsthed, der har større intelligens end dyrene, er tiden inde til at udforske sin åndelige eksistens. Det er virkelig teknologi. Srimad-Bhagavatam siger, parabhavas tavad abodha-jato yavan na jijnasata atma-tattvam. Så længe man ikke spørger til sin åndelige eksistens [er alt til ingen nytte]. Alle fødes vi uvidende, for vi ved ikke, hvad vores virkelige identitet er. Generelt accepterer vi, at ”Jeg er denne krop,” men i virkeligheden er jeg ikke denne krop. Dette kan forstås med lethed. Lad os sige, at man hele tiden er sammen med en ven. Pludselig dør han, og man siger, ”Min ven er gået bort.” Jamen, vennen ligger der med hele kroppen, hænder, ben, alting. Han ligger der. Hvorfor siger man, at ens ven er gået bort? Man har aldrig set sin ven. Man har kun set hans krop. Det er alt.

På samme måde foregår der for øjeblikket humanitært arbejde, men vi ved ikke, hvad det grundlæggende princip for humanitært arbejde er. Srimad-Bhagavatam siger: yasyatma-buddhih kunape tri-dhatuke [SB 10.84.13]. Hvis man tror, at “Jeg er denne krop...,” hvis man tror, at, “I forhold til denne krop vil mine slægtningen beskytte mig,” og hvis man tror, at ”Landet, hvor kroppen er vokset op, er tilbedelsesværdigt,” må man accepteres som værende et dyr. Sa eva go-kharah [SB 10.84.13]. (Fortsættes i næste nummer).