Foredrag på MIT, del 2

Dette er anden del af en forelæsning fra Massachusetts Institute of Technology fra den 5. maj 1968. Srila Prabhupada forklarer, hvordan den højeste teknologi er at frigøre sjælen fra gentagen fødsel og død.

 Disse instruktioner er der. Desværre har vi hverken tid eller ønske om virkeligt at forstå, hvad jeg er, hvad denne verden er, hvad mit forhold til verden er, hvad Gud er, eller hvad mit forhold til Gud er. Disse spørgsmål er meget vigtige spørgsmål, og der findes en teknologi, der sætter en i stand til at forstå disse spørgsmål. Srimad Bhagavad-gita, Srimad-Bhagavatam, Vedanta-sutra og alle disse bøger findes også. Hvis I tager et kig i alle disse bøger, finder I løsningen på livets problemer.

Men vi er ikke interesserede. Det er problemet. Vi tror, vi er lykkelige, og vi ingen problemer har, selv om der er så mange problemer, og vi ikke er lykkelige. Dette kaldes maya. Maya betyder det, som ikke er. Vi tror, at vi er lykkelige, men i virkeligheden er vi ikke lykkelige. Og selv om vi er lykkelige, hvor længe er vi da lykkelige? Tag for eksempel jer amerikanere. I er den rigeste nation i verden. Jeres materielle komfort og alting er højere end andre landes levestandard, men prøv blot at tænke på, hvor længe I kan fortsætte med at være amerikanere. 50 eller højst 100 år. Men vi ved ikke, hvad der vil ske i vores næste liv, for vi tror ikke på et næste liv. I virkeligheden er der et næste liv, så hvis vi ikke sørger for vores næste liv, og hvis vi uansvarligt spilder vores kostbare menneskelige livsform, er vi ligesom almindelige dyr. Almindelige dyr har brug for noget at spise, de ønsker at sove, de vil gerne forsvare sig, og de ønsker at parre sig. Hvis et menneske på samme måde kun er optaget af disse fire principper af kropslige behov – at spise, sove, parre sig og forsvare sig – er det ifølge den vediske litteratur ikke et menneske. Dharmena hina pasubhih samanah. Hvis man ikke forstår sin virkelige åndelige identitet og blot har travlt med de fire kropslige nødvendigheder, er man på linje med lavere dyr som katte og hunde.

Bhagavad-gita giver løsningen. Det er ikke vanskeligt at forstå denne videnskab. Bhagavad-gita giver viden om den åndelige sjæl på en meget enkel måde. Bhagavad-gita siger,

dehino ’smin yatha dehe
kaumaram yauvanam jara
tatha dehantara-praptir
dhiras tatra na muhyati
[Bg. 2.13]

Da man var barn, var man inde i denne krop – ikke netop denne krop, men en anden krop, der var så lille. Hvor er den krop nu? Den krop er borte. Man har en anden krop. Bhagavad-gita siger, at vi skifter krop fra øjeblik til øjeblik, dehino ’smin yatha dehe [Bg. 2.13]. Dehinah betyder sjælen, den åndelige sjæl, der befinder sig inde i denne krop, imens han skifter krop fra øjeblik til øjeblik. Det er en kendsgerning, en medicinsk kendsgerning, at man skifter krop hvert øjeblik. På samme måde kaldes den sidste forandring døden, og vi bliver nødt til at antage en anden krop. Men vi ved ikke, hvad slags krop, vi må acceptere. Denne teknologi mangler i den moderne civilisation. Men der er 8.400.000 forskellige kroppe, og efter at have forladt denne krop kan man komme ind i en hvilken som helst af sådanne kroppe. Efter at have forladt denne krop kan man blive amerikaner, inder, kineser, en gud på måneplaneten eller en anden planet, eller man kan blive en hund, man kan blive en slange – hvad som helst. Det er under den materielle naturs kontrol. Det er ikke under vores kontrol. Men hvis man vender sig til Krishna-bevidsthed, vil det være under ens kontrol. Hvordan er det muligt? Bhagavad-gita besvarer dette:

yanti deva-vrata devan
pitrn yanti pitr-vratah
bhutejya yanti bhutani
mad-yajino ’pi yanti mam
[Bg. 9.25]

Hvis man vil, kan man komme til en anden planet som for eksempel måneplaneten, solplaneten eller Venus-planeten. Der er utallige planeter, og den yderste, højeste planet hedder Brahmaloka. Fordelen ved at komme til Brahmaloka forklares også i Bhagavad-gita. Der kan man kan få et liv, der varer i millioner og millioner af år (sahasra-yuga-paryantam ahar yad brahmano viduh [Bg. 8.17]). Ikke desto mindre er der død, der er fødsel, der er alderdom, og der er sygdom der. Men mad-dhama gatva punar janma na vidyate. Hvis man overflyttes til den planet, der kaldes Krishna-loka, Goloka Vrindavana eller Vaikuntha, behøver man ikke komme tilbage til denne materielle, midlertidige eksistens. Denne viden findes, og den er meget videnskabelig og ikke dogmatisk. Hvis man accepterer den med logik, kritik og menneskelig bevidsthed, er løsningerne der.

Krishna-bevidsthed er ikke en ny bevægelse. Denne bevægelse har været almindeligt udbredt i 500 år. Herren Caitanya startede denne bevægelse i 1500-tallet. Denne bevægelse er almindeligt udbredt overalt i Indien, men i jeres land er den selvfølgelig ny. Vores anmodning er, at I tager denne bevægelse lidt seriøst. Vi siger ikke til jer, at I skal ophøre med jeres teknologiske fremskridt. Fortsæt med det. Et godt ordsprog i Bengalen siger, at en kvinde, der arbejder travlt i sin husholdning, sørger også for klæde sig pænt på. Det er kvindens natur. Når de skal ud, klæder de sig pænt på. På samme måde kan I have travlt med alle former for teknologi. Det er ikke forbudt. Men prøv at forstå denne teknologi, videnskaben om sjælen, samtidigt. Den findes. Det er ikke fuppropaganda. Det er videnskab. Ligesom videnskab ikke er fuppropaganda, er denne Krishna-bevidsthed heller ikke fuppropaganda. Videnskab betyder, at to plus to er fire, Krishna-bevidsthed betyder på samme måde at råde bod på alle livets problemer, og metoden er meget enkel. Herren Caitanya anbefaler en bestemt proces i denne tidsalder, hvis man vil opnå selvrealisering:

harer nama harer nama harer nama iva kevalam
kalau nasty eva nasty eva nasty eva gatir anyatha
[Cc. Adi 17.21]

Herren Caitanya siger, at i denne tidsalder, hvor vores liv er meget kort, hvor vi ikke er videre oplyste i åndelig henseende, og hvor vi på samme tid er meget dovne og uheldige, anbefales folk blot at synge Hare Krishna. Harer nama harer nama harer nama iva kevalam. Med hensyn til denne Hare Krishna-bevægelse vil man måske sige, at ”Dette ’Krishna’ er et indisk navn eller hindunavn. Hvorfor skal vi sige ’Krishna’?” Men hvis I har et andet navn på Gud, kan I også recitere det. Caitanya Mahaprabhu siger, at Gud har millioner og milliarder af navne. Et hvilket som helst navn er lige så godt som Krishna. Det er lige meget.

Hvorfor synger vi Hare Krishna? Fordi vi følger i fodsporene på Herren Caitanya, og Han sang disse hellige navne, som vi synger. Så vi anmoder jer alle allerydmygst om dette. For jeres vedkommende har I intet at miste ved det, men vindingen er umådelig. Hvis man tager denne sang af Hare Krishna til sig, forsvinder ens misforståelse af livet gradvist. Man vil forstå sin virkelige identitet, og man vil handle derefter. Og teknologien er så god, at man kan fortsætte med det, man gør, det er lige meget. Man behøver blot at recitere Hare Krishna. Lad os sige, at man går på gaden. Hvis man synger Hare Krishna, er der ingen, der beskatter en for det, ingen generer en på grund af det, og man vinder en masse ved det, så hvorfor ikke gøre det? Det er vores forslag. Denne bevægelse har som sit formål at give en løsning på livets problemer, og det kan gøres med lethed. Hvem som helst kan tage imod den. Det spiller ingen rolle, om man er inder eller amerikaner, hindu, muslim eller kristen. Det er ligegyldigt. Syng blot denne sang: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.

Så jeg takker jer alle for at deltaget i denne kirtana. Brug i det mindste nogle minutter på at synge Hare Krishna, Hare Krishna. Mange tak. Er der nogle spørgsmål? (Fortsættes)