Den mest fortrolige viden 

Den følgende klasse blev givet af Srila Prabhupada i Vrindavana i Indien den 17. april 1975 over det første vers fra Bhagavad-gitas 9. kapitel, der kaldes ’Den mest fortrolige viden’. Klassen findes også på engelsk i det seneste nummer af Back To Godhead.  

*** 

 sri bhagavan uvaca
idam tu te guhyatamam     
pravaksyamy anasuyave
jnanam vijnanam-sahitam  
 yaj jnatva moksyase ’subhat 

“Guddommens Højeste Personlighed sagde: Min kære Arjuna, fordi du aldrig er misundelig på Mig, skal Jeg give dig denne mest fortrolige viden og erkendelse. Når du ved dette, vil du blive befriet fra den materielle tilværelses lidelser.” (Bg. 9.1)

Sri Bhagavan uvaca. Dette ord, bhagavan, har jeg forklaret mange gange. Bhagavan betyder den højeste autoritet. Krishnas autoritative magt er blevet analyseret af Srila Rupa Goswami: Et hundrede procents magt eller kvalifikation er i Krishna. Krsnas tu bhagavan svayam: ”Krishna er Guddommens Højeste Personlighed.” 

Selv om andre personer i den vediske litteratur tiltales som Bhagavan, betyder det ikke, at de er jævnbyrdige med den Højeste Person. Somme tider kaldes Narada Muni Bhagavan. Herren Siva tiltales også som Bhagavan. Ikke kun visnu-tattva [Gud og Hans fuldstændige ekspansioner], men andre kaldes også somme tider Bhagavan. Men for specielt at fremhæve Krishna siges det i Srimad-Bhagavatam [1.3.28], krsnas tu bhagavan svayam: ”Krishna er Guddommens Højeste Personlighed.” 

Bhagavan er Krishna, for Krishna har hundrede procent af Bhagavans kvaliteter. Dette analyseres i Caitanya-caritamrta. Krishna er hundrede procent Bhagavan. Andre er også Bhagavan, visnu-tattva. Narayana er også Bhagavan. Men Srila Rupa Goswami har analyseret, at Narayana er 94 procent, ikke hundrede procent Bhagavan. 

Bhagavan er sad-aisvarya purnah, fuldstændig i seks overdådigheder: skønhed, rigdom, styrke, berømmelse, viden og forsagelse. Denne Bhagavan er Krishna. Ekspansioner af Krishna er også sad-aisvarya purnah, men de udfolder ikke den fuldstændige overdådighed. Selv Herren Ramacandra viste ikke Krishnas fulde overdådighed, selv om Han accepteres som Bhagavan. 

Ramadi-murtisu kala niyamena tisthan. Herren Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, eksisterer som den Højeste Person sammen med Rama, Nrsimha, Varaha – mange tusinder af avataraer. De er også Krishna. Kesava dhrta-rama-sarira jaya jagadisa hare. Kesava dhrta-mina-sarira jaya jagadisa hare. Krishna eksisterer med alle inkarnationerne. Han eksisterer ikke kun som Krishna. Når vi taler om Krishna, mener vi alle Hans ekspansioner og inkarnationer. 

Derfor siges det, ramadi-murtisu kala. De er kala. Kala betyder delvis ekspansion, ikke fuldstændig ekspansion. Fuldstændig ekspansion kaldes purna. De er også Bhagavan, men krsnas tu bhagavan svayam betyder, at bhagavata – Bhagavans autoritet – kommer til fuldstændigt udtryk i Krishna, ikke i andre. Derfor siges det i Srimad-Bhagavatam efter listen af forskellige inkarnationer, ete camsa-kalah…krsnas tu bhagavan svayam: Alle inkarnationer, der er blevet nævnt, er enten delvise ekspansioner og ekspansioner af ekspansioner eller ekspansioner af Krishnas kraft, saktyavesa-avatara. Herren Buddha er en saktyavesa-avatara. Der er mange saktyavesa-avatara’er.  

På denne måde eksisterer Krishna altid sammen med Sine ekspansioner og inkarnationer. Men den virkelige, oprindelige Guddommens Personlighed er Krishna. Krsnas tu bhagavan svayam. Bhagavad-gita tales af Krishna, men for at fremhæve Ham skriver Vyasadeva sri-bhagavan uvaca. Han skriver ikke sri-krsna uvaca, for han ønsker at markere forskellen: krsnas tu bhagavan svayam.

Vi har forpligtiget os til at modtage viden fra Guddommens Højeste Personlighed. Det er vor mission i Krishnabevidsthed. Her gives viden af Krishna. Idam tu te guhyatamam pravaksyamy anasuyave: „Nu giver Jeg dig denne meget fortrolige kundskab.“ 

Krishna siger, at denne viden er guhyatamam. Guhya betyder ’fortrolig’, guhyatara betyder ’mere fortrolig’ og guhyatamam betyder ’mest fortrolig’. Positiv, komparativ og superlativ. Guhya er positiv, guhyatara er komparativ, og guhyatamam er superlativ. 

Brahma-jnana eller viden om ånd, er guhya, fortrolig¸ for hvis man opnår brahma-jnana, bliver man den vigtigste person i denne materielle verden. Dette stadie kaldes brahma-bhuta. Brahma-bhuta er stadiet for en brahmana eller højere. At blive brahma-bhuta, brahma-jnani, er guhya, fortrolig viden. 

Det næste stadie er Paramatma-erkendelse. Brahmeti paramatmeti. Isvarah sarva-bhutanam hrd-dese ’rjuna tisthati [Bg. 18.61]. Der er to forskellige sjæle. Den ene er Paramatma, og Han er overalt. Mayavadierne, upersonalisterne, siger, der ingen forskel er imellem atma, den individuelle sjæl, og Paramatma, Oversjælen, men det er ikke rigtigt. Atma’en er i én bestemt krop. Jeg er atma, I er atma. Dehino smin yatha dehe [Bg. 2.13]. Asmin dehe betyder ’i denne krop’. Jeg er atma, I er atma, men vi er ikke Paramatma. Paramatma er Krishna eller Guddommens Højeste Personlighed og befinder Sig i enhvers hjerte. Den forståelse er guhyataram¸ mere fortrolig. 

For det første at forstå brahma-jnana eller selverkendelse er fortrolig. Det er ikke almindelig viden, det er mere end almindelig viden og kaldes derfor guhya. Guhya betyder fortrolig. Næsten ingen forstår denne atma-tattva. 

Grhesu grha-medhinam. De, der lever indenfor familielivet, kan ikke forstå atma-tattva, selverkendelse. Sukadeva Goswami fortalte Pariksit Maharaja, at mennesker har for travlt med almindelige ting til at udforske atma-tattva. Et almindeligt, verdsligt menneske køber stakkevis af aviser og er interesseret i deres indhold. Men han er ikke interesseret i at forstå Bhagavad-gita, hvor atma-tattva beskrives. Folk er ikke interesserede. 

Sukadeva Goswami fortalte Pariksit Maharaja, at for det almindelige menneske er der tusindvis af forskellige slags nyhedsstof. Vi kan se så mange magasiner – tekniske, musiske, filmmagasiner – og almindelige nyheder i så mange udgaver af alle aviser i enhver by. Så dette er rigtigt. Srotavyadini rajendra nrnam santi sahasrasah. Sahasrasah betyder tusinder og tusinder og tusinder. Hvorfor har folk så travlt med så mange aviser, og hvorfor er de ikke interesserede i at høre Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam? Fordi apasyatam atma-tattvam: De ved ikke, at livets virkelige formål er at forstå atma-tattva. Hvorfor glemmer de? Grhesu grha-medhinam. De har dedikeret sig til at forsørge familien og hente nydelse fra familielivet. 

Familieliv betyder samfund, venskab og kærlighed. Der er en sang af digteren Vidyapati: Tatala saikate vari-bindu-sama, suta-mita-ramani-samaje. De tilsvarende engelske ord er ’samfund, venskab og kærlighed’. Alle har travlt med samfund, familie, venner, land, nation, fællesskab. Og hvad består disse af? Suta betyder børn, mita betyder venner, og ramani betyder kvinde. Har en mand en smuk kvinde, tror han, alt er godt. 

Folk har så travlt. Den anden dag talte vi med en gæst i Hyderabad. Han har meget travlt med suta-mita-ramani-samaje. Det har alle. 

Nogle kan spørge, ”Hvorfor skulle mennesker ellers være interesserede i disse, medmindre der er lykke der?” Der er afgjort lykke der. Men den store digter Vidyapati har sammenlignet denne lykke med en dråbe vand i ørkenen. Ørkenen har brug for enorme mængder vand. Nu om dage er praktisk taget hvert land, specielt Indien, en ørken på grund af mangel på vand. I kan se, der ligger så meget land udyrket hen i Vrindavana. Intet landbrug. Hvorfor? Der mangler vand. Er der mangel på vand, omdannes disse steder gradvist til ørkener. 

Så Vidyapati bruger ordet ørken, for en ørken har brug for enorme mængder vand.  På samme måde forsøger vi i denne materielle verden at være lykkelige i samfund, venskab og kærlighed. Suta-mita-ramani-samaje. Men den lykke, vi får, sammenlignes med en dråbe vand i ørkenen. Hvis vi i ørkenen siger, at vi har brug for vand, og nogle kommer med en dråbe vand, er det helt ubetydeligt og uden mening. På samme måde ønsker vore hjerter virkelig glæde, transcendental lyksalighed. Så hvad gavner det os, hvis vi sættes i denne ørken? 

Denne sang [af Vidyapati] bekræftes i Srimad-Bhagavatam, hvor det siges, apasyatam atma-tattvam: folk kender ikke livets mål. De er tilfredse med denne dråbe vand i ørkenen, men den vil aldrig lindre tørken. Ørkenen er et meget stort tørt landområde, og siger nogle, ”Her er en dråbe vand,” har det ingen betydning. 

På samme måde er vi åndelige sjæle. Vi længes efter Krishna. Det er vort inderste ønske. Hvilken lykke vil vi få fra samfund, venskab eller kærlighed? Det er ikke muligt. Der er en vis lykke, en midlertidig lykke, et meget lille kvantum såkaldt lykke, der aldrig vil kunne tilfredsstille os. Fordi vi er evige, forsøger vi at få evig lykke. 

Krishna taler her. Idam tu te guhyatamam pravaksyamy anasuyave. Asuya betyder misundelig. Alle er misundelige på Krishna. Det er dæmonisk. Tag for eksempel Kamsa, der levede her på denne egn, Mathura. Han var så misundelig, at han beordrede sin tjener, ”Så snart Krishna er født, skal du bringe barnet, så jeg kan slå Ham ihjel.” Det er asuya. 

For øjeblikket er praktisk taget hele verden Gudløs. Alle forsøger at bevise, der ingen Gud eller Krishna er. Denne indstilling finder vi overalt, specielt i de kommunistiske lande. Bliver man en dæmon eller en kommunist eller hælder til disse, er man også smittet af asuya, misundelse[1] på Krishna, og da kan man ikke forstå Krishna. 

Krishna er meget striks, men hengivne er meget eftergivende. Krishna vil ikke tale med dæmoner, men hengivne er så venlige, at de opsøger dæmonerne og beder dem, ”Hør venligst om Krishna.” Derfor er en hengiven mere barmhjertig end Krishna. Krishna taler ikke til dæmonerne. Bhagavad-gita taltes til Arjuna, fordi han er en hengiven. Bhakto ’si me sakha ceti. Krishna var meget striks. Om Bhagavad-gita sagde Krishna, ya idam paramam guhyam mad-bhaktesu abhidasyati: ”Den, der taler denne fortrolige viden blandt bhaktaerne…” Han anbefaler bhaktaerne, de hengivne. Men de hengivne opsøger abhaktaerne, de ikke-hengivne, og bryder Krishnas ordre på grund af deres barmhjertighed: ”Ja ja da! Krishna har forkastet dem. Men lad mig forsøge. Lad mig forsøge.” Det er bhaktaernes indstilling. Ikke kun er de ikke misundelige på Gud, men de misunder ingen overhovedet. Derfor kaldes hengivne karunika, særdeles barmhjertige. 

Hengivne generes altid af dæmonerne. Dæmonerne er rede til at genere tilmed Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, såvel som store hengivne. Hengivne affinder sig med al denne chikaneren. Derfor beskrives hengivne som titiksavah, tolerante. Caitanya Mahaprabhu lærer, trnad api sunicena taror api sahisnuna: en hengiven bør være mere tolerant end et træ. En hengiven bør lære dette vers af Sri Caitanya Mahaprabhu. Karunikah. Hengivne løber risikoen ved at prædike blandt dæmonerne, de ikke-hengivne, for de er karunikah, meget barmhjertige – mere barmhjertige end Krishna. 

Krishna siger, ”Røb ikke denne Bhagavad-gita til de ikke-hengivne, for de vil ikke acceptere den.” Krishna siger, sarva-dharman parityajya mam ekam saranam vraja [Bg. 18.66]: ”Opgiv enhver form for religion og overgiv dig blot til Mig.” Hvem vil acceptere dette, medmindre man er en hengiven? Mayavadien, karmien [den frugtstræbende arbejder]¸ jnanien [den intellektuelle spekulatør] og yogien kan ikke acceptere dette. De er misundelige: ”Jeg er Krishna. Jeg er Gud. Hvorfor skal jeg overgive mig til Krishna? Hvorfor skal jeg acceptere Krishna som Gud?” 

Det er indstillingen hos dem, der er bhukti-mukti-siddhi-kami, de, der ønsker materiel nydelse, upersonlig befrielse eller mystiske kræfter. Man vil opdage, at der er så mange yogier, der kender til taskenspillerkunst og trylleri, men ikke er hengivne. De vil ikke overgive sig til Krishna. Sådanne personer kan ikke forstå videnskaben om Krishna. De kan ikke forstå, for Krishna afslører Sig ikke for de ikke-hengivne. Ved egen bestræbelse kan man ikke forstå Krishna, uanset hvor stor en yogi, jnani eller karmi man er. Krishna åbenbarer Sig for den, der er anasuyave, for den, der ikke er misundelig. Og det er den hengivne. Anasuyave betyder den hengivne, der ikke er misundelig på Krishna. Andre – karmi, jnani og yogi – er misundelige. 

Karmien vil sige, ”Arbejd hårdt, få resultatet og nyd. Hvorfor går I til templet og beder?” Dette er kommunisternes filosofi. ”Hvorfor gå i kirken? Hvorfor gå til templet? Glem alt dette. Arbejd hårdt, tjen penge og nyd livet.” Men det er dæmonisk. Fordi de misunder Gud, er de dæmoner. 

Videnskaben om Gud eller videnskaben om Krishna, krsna-tattva, afsløres eller åbenbares aldrig blandt de ikke-hengivne dæmoner. Den kan afsløres for og forstås af en person som Arjuna. Derfor siges det, anasuyave: Vi bør aldrig være misundelige på Krishna og Hans hengivne. Man kan ikke tænke, ”Jeg er misundelig på de hengivne, men ikke på Krishna.” Nej, nej. Krishna accepterer ikke den slags. For det første bør man være fri for misundelse imod de hengivne. Mad-bhaktah pujya-bhyadhikah. ”Hvis du er misundelig på Min hengivne og forsøger at blive Min hengivne – det er ikke muligt.” 

Det siges, at den, der direkte er en hengiven af Krishna, ikke er en hengiven, men den, der er en hengiven igennem Hans hengivne, er en hengiven. Man bør lære denne filosofi. Man kan ikke sige, ”Men hvorfor skulle jeg gå igennem en guru eller en vaisnava for at komme til Krishna? Jeg kan gøre det direkte. Jeg er så kvalificeret.” Nej, du er ikke kvalificeret. I Bengalen siges det, at man ikke kan springe over hesten for at æde græsset foran hesten. 

Man bør være en hengiven for det første. Tad-vijnanartham sa gurum eva abhigacchet. Vi må henvende os til en ægte guru for at forstå videnskaben om Krishna. Vil man lære om Krishna, må man være meget ydmyg og underdanig overfor Krishna og Hans hengivne – anasuyave. 

Jnanam vijnana sahitam. Jnana, denne viden, denne mest fortrolige viden, er intet banalt. Det er videnskab. Vijnana sahitam. Det er videnskab. I videnskabelig kundskab må man vide teoretisk og praktisk. Ikke, at man blot ved, at så megen ilt og så megen brint giver vand, når man blander dem. Det er teoretisk. Man skal kunne lave vand ved at blande disse to kemikalier. Det er praktisk. Ved en magistereksamen på universitetet prøves man både for teoretisk og praktisk viden. 

Den teoretiske viden i Bhagavad-gita er sarva-dharman parityajya mam ekam saranam vraja. Krishna siger, ”Opgiv alle slags religioner og blot overgiv dig til Mig.” Men når man virkelig overgiver sig, er det praktisk videnskab. Beslutter man sig til at overgive sig, hvilket kaldes saranagati, må man lære videnskaben om, hvordan man bliver overgivet, hvilket er vijnana. Jnana betyder teoretisk viden, og vijnana betyder praktisk viden. 

Vi må gøre det i praksis. Ikke, at jeg tænker, ”Jeg har læst Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam, så jeg er en hengiven.” Nej, man må demonstrere i praksis i sit liv, at man faktisk er en hengiven. Det kaldes vijnana-sahitam. 

Lærer man denne videnskab, er resultatet, at man bliver befriet fra asubha, de ugunstige tilstande i livet. Yaj jnatva moksyase asubhat. Hvad er livets ugunstige tilstande? Dette materialistiske liv. Folk tænker, ”Vi vil gøre det subha.” Subha betyder ’gunstigt’, ’lykkevarslende’. Folk tror, de kan gøre materielt liv gunstigt med materielle justeringer som en god bil, en god landevej, skyskraberbygninger og så mange maskiner og kropslige bekvemmeligheder. Disse kaldes materielt fremskridt. Men sastraerne siger, at de alle er ugunstige. 

Ønsker man at blive fri for denne ugunstige form for liv, bør man lære videnskaben, som Krishna lærer, og ikke materialistisk såkaldt videnskab. Man bør lære den virkelige videnskab, sa-vijnana. Det vil sige at vide, hvordan man overgiver sig til Krishna, og hvordan man bliver fri for misundelse imod Krishna. 

Dette er en stor videnskab. Vi er nødt til at lære den. Denne videnskab om Krishnabevidsthed tales i dette niende kapitel. Bliver man kyndig i denne videnskab, bliver man fri fra den dårlige, ugunstige materielle videnskab. 

Mange tak.