Sjæleforskning

 
I 1972 mødtes et fornemt panel i Windsor, Ontario, (Canada) og diskuterede ’Problemer forbundet med forsøg på at definere det nøjagtige dødsøjeblik’. Blandt panelmedlemmerne var den verdensberømte hjertekirurg Dr. Wilfred G. Bigelow, dommer Edson L. Haines fra Ontarios højesteret og J. Francis Leddy, rektor for University of Windsor. Dr. Bigelow forfægtede sjælens eksistens og anmodede indtrængende om, at man begyndte systematisk at forske i, hvad sjælen er, og hvor den kommer fra.  

The Montreal Gazette skrev om mødet:

”En verdensberømt canadisk hjertelæge siger, at han tror, at kroppen har en sjæl, der går bort ved døden, og teologer bør forsøge at finde ud af mere om dette. Dr. Wilfred G. Bigelow, leder af hjertekirurgisk afdeling på Toronto General Hospital, sagde, at “som en person, der tror, der er en sjæl,” mente han, at tiden var inde ”til at fjerne mysteriet omkring dette og finde ud af, hvad det er.” 

Dr. Bigelow var medlem af et panel, der stillede foran Essex Countys medicinsk-juridiske selskab for at diskutere problemer, der er forbundet med forsøg på at definere det præcise dødstidspunkt.  

Dr. Bigelow sagde i et interview, hvor han uddybede punkter, han havde bragt op under diskussionen, at hans 32 år som kirurg havde fjernet al tvivl i ham om, at der er en sjæl.  

“Der er visse tilfælde, hvor man tilfældigvis er til stede i det øjeblik, hvor folk går fra et levende stade til at være død, og nogle gådefulde forandringer finder sted. En af de mest mærkbare er den pludselige mangel på liv eller udstråling i øjnene. De bliver sløve og bogstaveligt talt livløse… 

…Det centrale spørgsmål, sagde Bigelow, var “Hvor er sjælen, og hvor kommer den fra?”” 

Da Srila Prabhupada fik artiklen i hænderne, skrev han et brev til Dr. Bigelow og tilbød at stå til rådighed med den vediske viden om videnskaben om sjælen og foreslog en praktisk måde at forstå den på. Srila Prabhupada skrev: 

Min kære Dr. Bigelow.

Modtag venligst mine hilsener. For nyligt læste jeg i The Gazette en artikel af Rae Corelli med titlen ’Hjertekirurg ønsker at vide, hvad en sjæl er’, og den var meget interessant. Deres kommentar viser stor indsigt, så jeg fik lyst til at skrive til Dem om dette. Måske ved De, at jeg er grundlægger-acarya for Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed. Jeg har flere templer i Canada – Montreal, Toronto, Vancouver og Hamilton. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse har specielt til formål at undervise hver sjæl om dens oprindelige, åndelige position. 

Utvivlsomt findes sjælen i det levende væsens hjerte og er kilden til alle energier, der opretholder kroppen. Sjælens energi er spredt over hele kroppen, hvilket er kendt som bevidsthed. Eftersom denne bevidsthed spreder sjælens energi over hele kroppen, kan man føle smerte og velbehag i en hvilken som helst del af kroppen. Sjælen er individuel, og han vandrer fra den ene krop til den næste, ligesom en person vandrer fra spædbarn til barndom, fra barndom til ungdom og derefter gradvist til alderdom. Derefter foregår forandringen, der kaldes døden, når vi skifter til en ny krop, ligesom vi skifter vort gamle tøj ud med nyt tøj. Dette kaldes sjælevandring.  

Når en sjæl ønsker at nyde denne materielle verden og glemmer sit virkelige hjem i den åndelige verden, antager han dette liv af hård kamp for tilværelsen. Dette unaturlige liv af gentagen fødsel, død, sygdom og alderdom kan bringes til ophør, når hans bevidsthed forbindes og kommer i harmoni med Guds højeste bevidsthed. Dette er Krishnabevægelsens grundlæggende idé. 

Hvad en hjertetransplantation angår, kan den umuligt lykkes, medmindre sjælen er der i hjertet. Så sjælens tilstedeværelse må accepteres. I en seksuel forening er der ingen undfangelse, ingen graviditet, hvis der ingen sjæl er. Svangerskabsforebyggelse gør livmoderen ugæstfri, så den ikke længere er et godt sted for sjælen at være. Dette er imod Guds orden. På Guds ordre sendes en sjæl til en bestemt livmoder, men med denne svangerskabsforebyggelse nægtes han adgang til livmoderen og må anbringes i en anden. Dette er ulydighed imod den Højeste. Lag os tage eksemplet med, at det er meningen, at et bestemt menneske skal bo i en bestemt lejlighed. Hvis situationen der er så forstyrret, at det ikke kan komme ind i lejligheden, sættes det i stor forlegenhed. Det er et ulovligt indgreb og strafbart. 

At påbegynde ’sjæleforskning’ ville afgjort være tegn på videnskabens fremskridt. Men fremskridt i videnskab vil ikke kunne finde sjælen. Sjælens tilstedeværelse må simpelthen accepteres igennem indirekte forståelse. I den vediske litteratur finder man, at sjælens størrelse er en titusindedel af størrelsen af et punkt. Den materielle videnskabsmand kan ikke måle et punkts længde og bredde. Derfor kan den materielle videnskabsmand ikke indfange sjælen. Man må  simpelthen acceptere sjælens eksistens ved at tage den fra en autoritet. Hvad de store videnskabsmænd finder, har vi forklaret for længe siden.

Så snart man forstår sjælens eksistens, kan man med det samme forstå Guds eksistens. Forskellen imellem Gud og sjælen er, at Gud er en meget stor sjæl og det levende væsen en meget lille sjæl, men kvalitativt er de ens. Derfor er Gud altgennemtrængende og det levende væsen lokaliseret. Men naturen og kvaliteten er den samme.

De siger, at det centrale spørgsmål er, ”Hvor er sjælen, og hvor kommer den fra?” Det er ikke svært at forstå. Vi har allerede diskuteret, at sjælen bor i det levende væsens hjerte, og at den søger tilflugt i en anden krop efter døden. Oprindeligt kommer sjælen fra Gud. Ligesom når en gnist kommer fra ild, falder ned og synes at være slukket, kommer sjælegnisten oprindeligt fra den åndelige verden til den materielle verden. I den materielle verden falder han ned i tre forskellige tilstande, der kaldes naturens kvaliteter. Når en gnist fra ilden falder på tørt græs, fortsætter dens kvalitet som ild. Når gnisten falder på jorden, kan den ikke manifestere sig som ild, medmindre jordoverfladen på en eller anden måde er gunstig. Og når gnisten falder i vand, slukkes den. Som sådan støder vi på tre slags livstilstande. Ét levende væsen har fuldstændigt glemt sin åndelige natur. Et andet har næsten glemt, men har fortsat et instinkt om åndelig natur, og et tredje er fuldstændigt opfyldt af søgen efter åndelig fuldkommenhed. For sjælens åndelige gnist findes der en ægte metode til opnåelse af åndelig fuldkommenhed, og hvis han ledes ordentligt, vil han med lethed blive sendt hjem, tilbage til Guddommen, hvorfra han oprindeligt faldt.

  Det vil være et stort bidrag til menneskesamfundet, hvis denne autoriserede viden fra den vediske litteratur præsenteres for den moderne verden på basis af moderne videnskabelig forståelse. Kendsgerningen er der allerede. Den skal simpelthen blot præsenteres for den moderne forståelse.

 Med venlig hilsen,

A. C. Bhaktivedanta Swami