En rigtig kortstråle-historie
 Hvordan et besværligt problem bliver en værdifuld ressource
Af Lalitanatha Dasa 

Jeg hjælper en ældre dame, Adia Jørgensen, med hendes have. Den 2500 kvm. store have bugner med grøntsager og blomster og vidner om, hvordan dette har været hendes liv og sjæl og fortsat er det. Nu er hun 80 år, og selv om hun fortsat overkommer det meste, klarer hendes ryg ikke længere det hårdeste arbejde, som hun så får mig til at ordne.   

 I onsdags viste hun mig en lille plante. Hun havde lige set Søren Rye på fjernsynet fortælle, hvordan denne plante de senere år har bredt sig i mange haver som et besværlig ukrudt. Han havde vist kaldt den ’gallisa’. Det specielle ved den er, at den ikke hæmmes af at vokse i skygge. Problemer med andet ukrudt er som regel ovre, når de dyrkede planter er tilpas store, for da kvæler de alt andet. Men ikke denne plante. Og nu var den også kommet ind i hendes have, klagede Adia. 

 

Håret Kortstråle
Galinsóga parviflóra
En 20-40 cm høj plante med hårede stængler, svagt tandede, ægformede blade og talrige små blomsterkurve, der har korte, hvide randblomster og gule skiveblomster. Findes hist og her som ukrudtsplante i haver og på marker. Blomstrer juli-oktober. 

 

Jeg genkendte planten med det samme. Vi har den også i vores have, og sandt var det, at sidste år havde den nær udkonkurreret vore gulerødder. ’Håret kortstråle’ hedder den på dansk.   

Alligevel har jeg lært igennem mit arbejde med økologi, selvforsyning og permakultur at holde op med at bruge

ord som ’problemer’ eller ’affald’, når det gælder naturen, men i stedet ’muligheder’ og ’ressourcer’, som vi blot ikke har fået øje på. Mens de fleste andre haveejere således får grå hår af brændenælder, mælkebøtter og skvalderkål, er de blevet så værdifulde for os, at vi sommetider synes, vi ikke har nok af dem. 

Alt i naturen er i virkeligheden en velsignelse og er der med et eller andet formål for øje. Således har Gud skabt det, har jeg lært fra Jethro Kloss. Jeg foreslog Adia, at måske er planten spiselig, hvilket hun nu havde svært ved at forholde sig til. For hende var den noget ukrudt. 

Næste dag var jeg rundt i vores egen have, og jo, der var allerede mange ’håret kortstråler’. Jeg ved  fra floraen, at det i hvert fald ikke er en giftig plante, så jeg smagte på et blad. Slet ikke dårligt, ja faktisk rigtigt godt. Planten smager ligesom friske ærter og er afgjort spiselig. Jeg plukkede med det samme et par håndfulde til en grydefuld kichari. 

Lidt senere søgte jeg på internettet under plantens latinske navn, galinsoga parviflora. Flere interessante ting kom frem. Håret Kortstråle vokser på humusrig, næringsrig jord, så har man den i sin have, er det en kompliment til ens jord. Planten er oprindelig fra Andesbjergene. Måske er den i sin tid utilsigtet blevet spredt over hele jorden sammen med kartoflen, der også kommer fra Andes. Englænderne kalder den i hvert fald for ’potato weed’. Men i Andes var det ikke en ukrudtsplante, for indianerne dyrkede den sammen med majs, og den indgår fortsat som ingrediens i supper i Columbia og dyrkes også i Sydøstasien. 

Se, det  var jo interessant. Vi står altså med en plante, som vi i vores uvidenhed regner for et besværligt problem, men andre steder i verden er en skattet spinatplante. En sjov lille opdagelse. Måske har vi nu et andet problem, nemlig at vi ikke kan få nok af denne velsmagende urt, for fremover er den helt sikkert fast ingrediens i husets kichori.