Dyrkning af jord
Af Lalitanatha Dasa

I Forårstanker i sidste nummer kom jeg med en opfordring til alle med rådighed over en smule jord såsom en have, en græsplæne osv. til at dyrke grøntsager og frugter til eget forbrug. Det er alle anstrengelserne værd. Hurtigt bliver man forbavset over, hvor stort udbytte man får, og specielt hvilken kvalitet, man får. 

I dette nummer vil jeg lidt ind på nogle ting omkring dyrkning af jord, hvilket er vigtigt, for det er et fremmed område for mange mennesker af i dag og synes tit skræmmende. Det virker som en umulig krig imod naturen, hvor man ender med at brække ryggen på sig selv. Og jo, sådan er oplevelsen sikkert for mange. Havefræsere og efterårsgravninger med megen sved på panden, en konstant bekæmpelse af det ukuelige ukrudt, for meget eller for lidt vand og et mylder af talrige arter af sultne væsener, der kryber, kravler, gnaver og yngler hurtigere, end man kan være over dem og få dem udryddet.  

Men sådan behøver det ikke at være. Arbejder man med naturen i stedet for at gå imod den, ender den med selv at gøre en stor del af arbejdet og give langt mere, end ens hjerte i al anstændighed kan begære.
 

Planten og rhizosfæren

Lad os se lidt på, hvordan planter vokser fra naturens side. Den gængse opfattelse er, at planternes rødder er sugerør, med hvilke de suger vand og næringsstoffer op fra jorden og transporterer dem op til bladene, hvor næringsstofferne bruges til at opbygge alt det, en plante består af. Er det ikke sådan, en plante lever? 

Nej, ikke helt. Hvad mange ikke ved, er, at der naturligt går en strøm den modsatte vej, nemlig fra planternes blade ned gennem rødderne og ud i jorden. Den strøm er ikke ubetydelig. Op mod en tredjedel af den solenergi, planten binder, havner i jorden i form af sukkerstoffer og andre ting, der afgives fra rødderne. Disse stoffer holder liv i en hærskare af mikroorganismer, der lever på, omkring og endog til dels inde i plantens rødder. 

Denne levende sfære omkring planterødderne kaldes rhizosfæren (af rhizo = rod). Fra naturens side er det fra symbiosen med rhizosfæren, at planten virkeligt får sin næring. Her finder man de såkaldte knoldbakterier (rhisobium), der danner knolde på bælgplanternes rødder og binder luftens kvælstof, som derved bliver tilgængelig for planterne. Her lever mykorrhiza, en gruppe svampe, der bl.a. hjælper med forsyningen af fosforforbindelser. Her er der colibakterier, der også kan binde kvælstof. Nogle bakterier leverer vækststoffer til planten , andre skaffer andre stoffer, planten har brug for osv. 

Ikke blot ernærer rhizosfæren planten, men den beskytter den også. Planter med en stor og sund rhizosfære er langt mindre sårbare overfor sygdomsforvoldende organismer end planter med en lille rhizosfære. 

Dyrk jorden

På dette punkt kan vi konstatere, at de, der opfatter jorddyrkning som en veritabel krig imod naturen, bruger en stor del af deres kræfter på netop at ødelægge rhizosfæren. Når vi vender jorden alt for meget, ender organismerne på og omkring rødderne i jordoverfladen langt nede i jorden. Sprøjter vi med svampemidler, dræber vi mykorrhiza-svampene. Holder vi jorden bar, har rhizosfærens organismer mindre at leve af, og jorden omkring dem udtørres. Gøder vi med kunstgødning, tvinger vi planterne til at optage næringsstoffer udenom rhizosfæren, uanset om de har brug for dem eller ej (hvorimod en sund rhizosfære hele tiden leverer næringsstoffer til planten ifølge dens øjeblikkelige behov). 

Sætter vi os på den anden for at arbejde med naturen, er vor første opgave at fremme betingelserne for rhizosfæren. Rhizosfærens organismer kræver egentlig kun tre ting: plads, luft og  noget at leve af. Plads og luft er mere eller mindre en og samme ting og skaffes ved at holde jorden løs. Jorden må aldrig være sammenpresset og kompakt. Noget at leve af betyder kompost, dødt plantemateriale, dyregødning eller levende planter, der afgiver næring igennem deres rødder. Det er alt, der skal til, for at få en stærk og sund rhizosfære, som igen er nøglen til en vellykket og arbejdsmæssigt mindre krævende jorddyrkning end ’normal’ jorddyrkning. 

Det hele handler om at dyrke jorden. Mange dyrker ikke jorden, de dyrker planterne. Men det er jorden, der skal dyrkes, så kommer planterne af sig selv. I næste nummer skal vi derfor ind på nogle praktiske fif om jordbehandlingsteknik, hvorefter vi skulle være klar til at springe ud i foråret og omsætte teori i praksis. 

Til sidst skal jeg nævne, at jeg har taget information til denne artikel fra en artikel af Troels Østergård i Praktisk Økologi (Økologisk jorddyrkning, marts/april 2003)