Reinkarnationsdebat
Af Lalitanatha Dasa

Der verserer for tiden en debat i den danske folkekirke om reinkarnation. Grunden dertil er, at en mand ved navn Steen Ribers for nogle år siden blev smidt ud af folkekirken, fordi han tror på reinkarnation. Han var på det tidspunkt kirketjener ved Skt. Andreas Kirke i København, og ved udsmidningen mistede han også sit arbejde. Han har lagt sag an mod folkekirken, og Østre Landsret har netop behandlet sagen (resultatet kendes ikke i skrivende stund).

Sagen har medført debat om, hvorvidt reinkarnation er forenelig med den kristne lære. Et indlæg i debatten kunne læses i Kristeligt Dagblad den 16. januar, hvor chefredaktør Erik Bjergager hævdede, at reinkarnation er en fremmed tankegang for kristendommen. Reinkarnation kommer fra Østens religioner, hvor den ses som en evig lidelse uden mulighed for ophør, og nu er reinkarnationstroen kommet til Vesten og har slået rod i forskellige nye religioner. Uanset hvad er reinkarnation helt uforenelig med det kristne livssyn.

I den forbindelse indsendte jeg et indlæg til optagelse i Kristeligt Dagblad. Avisen kunne ikke finde plads til det på sine sider, men det blev i stedet lagt ind på hjemmesiden www.religion.dk, hvor det fortsat kan læses.

Reinkarnation ER et kristent begreb
Iblandt dansk presse indtager Kristeligt Dagblad efter min beskedne mening pladsen som den mest sobre, velorienterede og engagerede avis. Derfor er det så meget mere skuffende at konstatere den ringe indsigt, avisens egen chefredaktør Erik Bjergager demonstrerer, når han med en tyndbenet argumentation forsøger at afvise reinkarnation som et begreb i den kristne kirke (Hvor går man hen, når man går bort, KD 16.1.04).

Her skal jeg ikke ind på det paradoksale i, at folkekirken på trods af lidt mukken i geledderne mener at have plads til den darwinistiske evolutionslære og præster, der ikke tror på Gud, men ikke til personer som Steen Ribers, der tror på reinkarnation. Det korte af det lange er blot, at Erik Bjergager simpelthen ikke har ret i, at reinkarnation kun er ’importeret fra Østens buddhisme og hinduisme’ ind i New Age-kredse. For det første har reinkarnationsopfattelser eksisteret og eksisterer fortsat i mange sammenhænge i alle verdens kulturer og religioner. For det andet var reinkarnation ikke blot den fremherskende opfattelse i oldtidens hellenistiske verden med fortalere som Pythagoras, Sokrates og Platon; også for mange af de betydeligste tidlige kristne kirkefædre var reinkarnation en del af den kristne lære, som de ifølge sig selv havde fået direkte fra Jesu disciple.

Blandt disse tidlige kristne kirkefædre, for hvem den evige sjæls genfødsel var et naturligt begreb, er det specielt værd at bide mærke i Clemens af Alexandria (d. ca. 200) og hans elev Origenes  (ca. 181 – ca. 251). Ingen kirkehistorikere eller teologer vil benægte deres store indflydelse op til den dag i dag. For deres egen tids kristne blev de begge regnet for normsættende talsmænd. Med andre ord regnede ingen dem for kættere eller tilhængere af nogen form for vranglære.

Tværtimod blev de betragtet som kirkens vægtigste fortalere. Det sande ord er en bog, der blev skrevet i år 173 af den epikuræiske filosof  Celsus. I sin bog angreb han kristendommen så voldsomt, at Skt. Ambrosius fandt det nødvendigt med et officielt svar, som han bad Origenes affatte på de kristne menigheders vegne. Origenes skrev følgelig otte bøger under titlen Origenes contra Celsus (Celsus’ bog kendes i øvrigt ikke i dag; kendskabet til den kommer fra Origenes). Uden at komme nærmere ind på Origenes’ omfattende svar skal det i denne sammenhæng blot bemærkes, at læren om den evige sjæls genfødsel indgår som en væsentlig del. Ifølge ham genfødes den evige sjæl, der oprindeligt er faldet fra Guds verden, igen og igen i denne verden, indtil den i kraft af Guds nåde, som sjælen opnår igennem Guds repræsentant Jesus Kristus, vender tilbage til Guds verden. Reinkarnation må altså have været en fuld respektabel opfattelse blandt de tidlige kristne menigheder i tiden efter Jesus.

Det mest påfaldende i denne sammenhæng er imidlertid, at i det sjette århundrede blev Origenes afvist og forkastet på trods af den store betydning, han har haft for kirkens udvikling. På et kirkemøde i år 553 dømte den nu officielle romerske statskirke Origenes som kætter, netop på grund af hans tanker om reinkarnation. Om denne fordømmelse af Origenes siger mest om Origenes eller om den senere tids statskirkes forhold til Jesu oprindelige lære, skal lades usagt. Pointen her er blot, at reinkarnation var et normalt begreb i de tidlige kristne menigheder og således ikke kan siges at være et ukristent begreb.

En anden ting er, at imellem os sagt giver reinkarnationstanken om, at sjælen får en ny chance i et næste liv, da ikke også en del mere mening end eksempelvis ideer om en algod Gud, der kaster sjæle i evigt helvede eller udslukker deres eksistens for altid, hvis de ikke i første og eneste forsøg finder nåde for Hans øjne?

***

Indlægget medførte et par reaktioner fra folk, der læste det på Internettet. Et af dem kom fra en, der kalder sig Mik, der skrev:

Uanset hvor mange forskellige navne du kan henvise til bliver reinkarnation ikke mere sandt af den grund. Der er intet i evangeliet eller NT i øvrigt, der begrunder reinkarnation og derfor kan det ikke være korrekt, at - Citat begyndt ”også for mange af de betydeligste tidlige kristne kirkefædre var reinkarnation en del af den kristne lære, som de ifølge sig selv havde fået direkte fra Jesu disciple.” Citat slut.
Fordi man har med kirken at gøre kan man godt indeholde vranglære og vantro. Det har vist sig op gennem tiden og gør det stadigvæk.

Du skriver videre:
Citat begyndt: ”Uden at komme nærmere ind på Origenes’ omfattende svar skal det i denne sammenhæng blot bemærkes, at læren om den evige sjæls genfødsel indgår som en væsentlig del. Ifølge ham genfødes den evige sjæl, der oprindeligt er faldet fra Guds verden, igen og igen i denne verden, indtil den i kraft af Guds nåde, som sjælen opnår igennem Guds repræsentant Jesus Kristus, vender tilbage til Guds verden. Reinkarnation må altså have været en fuld respektabel opfattelse blandt de tidlige kristne menigheder i tiden efter Jesus.” Citat slut.

Kommentar:
Det er noget af en påstand du kommer med ”Reinkarnation må altså have været en fuld respektabel” fordi een enkelt kirkefader 200 år efter Kristus siger noget sludder. Mig bekendt er der masser af paver, der op gennem tiden også har foretaget sig mærkelige ting.

Nej, problemet er, at mennesker simpelthen ikke kan forstå underet ”at blive født på ny af Ånden (Helligånden)” (Johannes Evangeliet kapitel 3. vers 1-8 og vers 16) førend de har ’smagt’ Helligåndens overbevisende sandhed om Guds Søn. Mennesker har haft problemet lige siden jordens skabelse, fordi de selv vil være guder og tror at det hele klares gennem at gøre gode gerninger og derved opnå den højeste status og niveau i universet.

Du slutter af sådan her:
"En anden ting er, at imellem os sagt giver reinkarnationstanken om, at sjælen får en ny chance i et næste liv, da ikke også en del mere mening end eksempelvis ideer om en algod Gud, der kaster sjæle i evigt helvede eller udslukker deres eksistens for altid, hvis de ikke i første og eneste forsøg finder nåde for Hans øjne?” Citat slut.

Kommentar: Dine afsluttende bemærkninger om ”eksempelvis ideer om en algod Gud, der kaster sjæle” viser med al tydelighed, at du ikke forstår hverken Gud, Helligånden, Evangeliet eller hvad troen på Kristus er for noget.

Prøv at læse Johannes Evangeliet kapitel 3 vers 1-8.

Med venlig hilsen, Mik

***

Følgelig skrev jeg dette svar til Mik og en, der kaldte sig Mich.:

Til både Mik og Mich.

Tak for jeres kommentarer. Tillad mig uden at ville fornærme nogen af jer et par korte kommentarer oveni.

Hvis I havde haft mere kendskab til den historiske baggrund bag den tradition, I bekender jer til, ville I have vidst, hvem Clemens af Alexandria og Origenes er. Clemens, grundlæggeren af den betydelige kristne skole i Alexandria, var direkte elev af apostlen Peter. Paulus omtaler ham som ’min medhjælper’ i brevet til Filipperne (4.3), og han regnes den dag i dag for at have været den betydeligste kristne stemme i det andet århundrede. Origenes var hans elev. Om ham siger Encyclopedia Britannica, “…den mest prominente blandt alle kirkefædre,” og han blev kaldt ”…den største lærer i kirken efter apostlene.” Skt. Gregor af Nyssa kaldte ham ”Prinsen af kristen lærdom i det tredje århundrede.” Historikeren Eusebios af Cæsarea (d. ca. 340), der kaldes kirkehistoriens fader, skriver om Origines, at han ”…holdt fast ved de kristne principper, som hans forældre havde lært ham, som denne redegørelse allerede har vist.” Eusebios fortæller videre om Origines: “Da Origenes  havde embede i Cæsarea, var hans tjenester konstant efterspurgte, ikke blot af de lokale mennesker, men også af utallige fremmede elever, der var rejst fra deres egne lande. De mest fremtrædende blandt dem var Theodor…og Gregor, og han indpodede i dem en kærlighed til sand filosofi og fik dem til at udbytte deres hidtidige begejstring med en teologisk uddannelse. Hele fem år tilbragte de hos ham og gjorde så bemærkelsesværdige fremskridt i teologi, at imens de fortsat var unge, blev begge valgt som biskopper til kirkerne i Pontus.”

Når disse to fremtrædende kirkefædre blandt mange andre troede på reinkarnation, er jeg tilbøjelig til at tro på, at reinkarnation var en naturlig del af den oprindelige kristendom, og at en senere tids kirke har fjernet denne centrale del fra den kristne lære. Dette sætter denne kommentar fra Mik i perspektiv: ”Der er intet i evangeliet eller NT i øvrigt, der begrunder reinkarnation.” Nej, det er der ikke, for Bibelen blev til på et meget senere tidspunkt under direkte foranledning af de romerske censorer ved kirkemøderne i 325 i Nikæa og senere i Karthago. Ifølge tankegangen i det, jeg skriver, er hele pointen netop, at reinkarnation på det tidspunkt skulle fjernes fra den nu officielle romerske statsreligion, og at kanoniseringen af en officiel Bibel (sammen med forkastelsen af alle andre skrifter, som kristne indtil da havde støttet sig til) udgjorde en vigtig brik i denne fjernelse.

Bortset fra denne historiske redegørelse drejer denne debat efter min mening sig blot om en gang sund fornuft. Stridspørgsmålet er, hvad der sker med de sjæle, der ikke kommer til Gud efter dette menneskeliv. Uanset om årsagen til frelse er ren nåde, egen indsats eller vel mest sandsynligt en kombination af begge, vil de fleste i denne debat nok medgive, at der er to kategorier af sjæle. Med andre ord frelses nogle sjæle og vender hjem til Gud, imens andre ikke gør det. Hvad sker der med denne sidste gruppe? Kaster Gud dem i evigt helvede, udslukker Han deres eksistens for altid, eller giver Han dem en ny chance i en ny tilværelse? På trods af al udenomssnak er dette i bund og grund, hvad debatten drejer sig om. Ifølge Vedaerne, som er mit egentlige udgangspunkt, er vi faldne til denne verden på grund af et oprør imod Gud, og vi fødes her igen og igen, indtil vi opgiver vores oprør og vores forsøg på selv at blive Gud. Så vidt jeg kan se, er det også, hvad tidlige kristne kirkefædre som Clemens og Origenes sagde.