Gita Mahatmya fra Padma Purana, del 6
Herren Sivas lovprisning af Bhagavad-gita
Sjette kapitels navnkundighed
Oversættelse af Keshav Nrugham

Herren Visnu sagde: Nu skal Jeg beskrive navnkundigheden af Srimad Bhagavad-gitas sjette kapitel. Alle som hører denne beskrivelse, vil blive befriet fra den materielle verden.

På bredden af floden Godavari er der en smuk by, der hedder Prathisthanpur (Paithan), hvor Jeg er berømt under navnet Pippalesh. I den by var der en konge, som hed Janshruti. Han var højt elsket af sit folk og havde ubegrænsede kvaliteter. Han udførte dagligt ildofringer, som var så storslåede, at røgen fra dem nåede de himmelske glædeshaver ved navn Nandavana og gjorde løvet på kalpavriksa-træerne [de ønskeopfyldende træer] sorte. Det så ud, som om træerne frembar deres respekt for kong Jansruthi. På grund af kongens fromme handlinger boede der altid halvguder i Prathisthanpur.

Når Janshruti gav velgørenhed, spredte han den på samme måde, som en sky spreder regn. Og på grund af hans fromme handlinger regnede det altid på det rigtige tidspunkt. Markerne var fulde af afgrøder, som ikke blev forstyrret af de seks slags skadedyr. Han gravede også regelmæssigt brønde og kanaler for indbyggernes velfærd.

Halvguderne var meget tilfredse med Janshruti og kom til hans slot i skikkelse af svaner for at velsigne ham. De fløj hen over himmelen den ene efter den anden, mens de talte sammen. Bhadrasva fløj sammen med to-tre svaner i forvejen foran de andre. De andre svaner henvendte sig til Bhadrashva og sagde, ”O bror, hvorfor flyver du i forvejen? Ser ikke du kong Janshruti foran dig? Han er så kraftfuld, at han kan brænde sine fjender til aske med sit ønske alene.”

Da Bhadrashva hørte dette, begyndte han at le og sagde, ”O brødre, er denne kong Janshruti lige så mægtig som den store vismand Raikva?”

Kongen hørte svanernes ord, og med det samme kom han ned fra taget i sit høje palads og satte sig lykkeligt på sin trone. Han sendte bud efter sin vognkusk Maha og gav ham ordre til at drage ud og finde den store vismand Raikva. Vognkusken Maha tog imod kongens ordre med glæde og drog med det samme ud for at lede efter Raikva. Først rejste han til Kashipuri, hvor Herren Vishvanatha opholder Sig for alle levende væseners velfærd. Så tog han til Gaya, hvor den lotusøjede Herre Gadadhara, som kan befri alle levende væsener fra fødslen og dødens trældom, bor. Efter at have rejst til mange hellige steder, kom Maha til Mathura, som kan udslette al synd. På dette sted bor Guddommens Højeste Personlighed, Herren Krishna. Alle store og hellige mænd, halvguderne og Vedaerne og andre skrifter i deres personlige skikkelser udfører bodsøvelser og yder tjeneste til Herren Krishna her.

Mathura har form som en halvmåne og ligger ved bredden af den hengivenhedsskænkende flod Yamuna. I det område er der det smukke bjerg Govardhana, som øger Mathura-mandalas berømmelse og pragt som en stor juvel i en krone. Det er omgivet af træer og buske. Tolv smukke skove omgiver også Mathura, hvor Herren Krishna nød Sine vidunderlige lege.

Etter at have forladt Mathura drog Maha mod vest og derefter mod nord. En dag ankom han til en by, som er kendt ved navnet Kashmir, hvor han så en stor og skinnende hvid plads. Alle menneskene, selv de mest uintelligente, var smukke som halvguder, for der blev hele tiden udført mange ildofringer.

Det så ud, som om en række skyer hele tiden hang over byen. Deiteten af Herren Siva, der er kendt som Manikesvara, opholdt sig der. Kongen af Kashmir var netop kommet tilbage efter at have besejret mange andre konger og var optaget af tilbedelse af Herren Siva. På grund af sin store hengivenhed til Herren Siva var kongen kendt som Manikesvara. Nær indgangen til templet så Maha den store vismand Raikva, som sad på en vogn under et træ. Da han genkendte Raikva efter Janshrutis beskrivelse, faldt han ned ved hans fødder og spurgte ham, ”O store vismand, hvor bor du? Og hvad er dit navn? Du er så ophøjet en person. Hvorfor sidder du her?” Da Raikva hørte Mahas spørgsmål tænkte han sig om en stund og svarede, ”Jeg er helt tilfreds og begærer intet.”

Da Maha hørte dette, forstod han det i sit hjerte og drog på sin lange rejse tilbage til Pratishthanpur. Da han nåede sit mål, gik han med det samme op og viste sin respekt for kongen, og med foldede hænder forklarede han kongen, hvad der var sket. Efter at kongen havde hørt fra Maha, bestemte han sig for at tage af sted for at få darsana med den store vismand Raikva. Siddende i en vogn og med kostvare gaver drog han til Kashmir. Da han kom til stedet, hvor Raikva opholdt sig, faldt han ned ved hans fødder og stillede værdifuld silke og juveler foran ham. Den store vismand Raikva blev vred. Han sagde, ”Dumme konge, tag disse ubrugelige ting, læg dem i din vogn og rejs herfra.” Kongen faldt med stor hengivenhed ned ved Raikvas fødder, bad om tilgivelse og om, at han var nådig mod ham.

Han spurgte, ”O vismand, hvordan har du opnået sådan en høj grad af forsagelse og hengivenhed til Herren?” Tilfreds med kongens underdanige holdning svarede Raikva, ”Jeg reciterer det sjette kapitel af Srimad Bhagavad-gita hver dag.”

Etter dette hørte kong Janshruti Srimad Bhagavad-gitas sjette kapitel fra Raikva. Derefter engagerede han sig selv i at fremsige det dagligt. I tidens løb kom et luftskib af blomster og tog ham med til Vaikuntha. Imens fortsatte Raikva med at recitere det sjette kapitel af Srimad Bhagavad-gita hver dag. Derefter drog også han til Vaikuntha, hvor han blev engageret i at tjene den Højeste Herre, Visnus, lotusfødder.

Alle, som reciterer Srimad Bhagavad-gitas sjette kapitel, vil snart opnå at tjene Herren Visnus lotusfødder. Om det er der ingen tvivl.