|
|
|
|
|
Gita
Mahatmya fra Padma Purana, del 2 Herren Visnu sagde: ”Min kære Laksmi, nu har du hørt Min lovprisning af Bhagavad-gitas første kapitel. Hør nu godt efter, så skal Jeg fortælle om det andet kapitels navnkundighed. En gang i syd i en by ved navn Pandharpur boede der en lærd brahmana ved navn Devashyama. Han kunne udføre alle de forskellige ildofringer, han vidste, hvor vigtigt det var at tage imod gæster, og med sine aktiviteter havde han tilfredsstillet alle halvguderne. Men han var ikke lykkelig og fredfyldt i sit hjerte og sind. Han havde et ønske om at tilegne sig viden om sjælens forhold til Oversjælen, Paramatma. Med det for øje inviterede han alle slags yogier og sadhuer, som han tjente på alle måder, mens han udspurgte dem om Den Absolutte Sandhed. På denne måde levede han mange år af sit liv. En dag, mens han var ude og gå, faldt han over en yogi, som helt fordybet i meditation sad med korslagte ben og blikket rettet mod næsetippen. Devashyama forstod, at denne yogi var absolut fredfyldt og uden materielle ønsker. Devashyama faldt ned ved hans fødder med den største ærbødighed og respekt og spurgte ham, hvordan man kunne opnå fuldkommen fred i sindet. Denne yogi, som havde fuldstændig kundskab om Guddommens Højeste Personlighed, Herren Krishna, rådede Devashyama til at tage til landsbyen Sowpur og møde Mitravan, en gedehyrde, og modtage instruktioner i videnskaben om Gudserkendelse fra ham. Efter at have hørt dette frembar Devashyama igen og igen sine mest respektfulde hyldester ved yogiens fødder og satte kursen mod Sowpur. Da han kom dertil, fandt han nord for landsbyen en smuk skov, hvor Mitravan boede. Inde i skoven så han Mitravan, som sad på nogle klipper på bredden af en lille flod. Mitravan var smuk og fredfyldt. En mild brise blæste igennem skoven, og en skøn duft spredte sig i alle retninger. Gederne gik fredeligt omkring uden frygt. Nogle af dem sad ved siden af tigre og andre frygtindgydende rovdyr. Da Devashyama så denne situation, blev han helt fredfyldt i sindet, og respektfuldt nærmede han sig Mitravan og satte sig ned ved siden af ham. Mitravan så ud til at være helt fordybet i sin meditation. Efter en stund spurgte Devashyama, hvordan han kunne opnå hengivenhed til Herren Krishna. Da Mitravan hørte dette spørgsmål, forblev han hensunket i dybe tanker et øjeblik. Så svarede han: ”Min kære lærde Devashyama, en gang da jeg var i skoven og vogtede gederne, gik en frygtelig tiger gik til angreb. Gederne sprang i alle retninger, og jeg sprang også af frygt for tigeren. På afstand så jeg, at tigeren havde fanget en af mine geder på flodbredden. Da skete der noget vidunderligt og godt. Tigerens vrede og dens ønske om at spise min ged forsvandt. Da spurte geden tigeren: ”Du har fået fat på din mad, så hvorfor spiser du ikke kødet på min krop. Du bør straks dræbe mig og med stort velbehag spise mit kød. Hvorfor tøver du?” Tigeren svarede: ”Min kære ged, efter at jeg kom til dette sted, har al min vrede forladt mig, og jeg mærker hverken sult eller tørst.” Geden sagde: ”Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg føler mig så frygtløs og fredfyldt. Hvad kan årsagen være til dette? Hvis du ved det, så vær venlig at fortælle mig det.” Tigeren svarede: ”Jeg ved det heller ikke, men lad os spørge den person der.” Da jeg så denne samtale mellem tiger og ged, blev jeg vældig overrasket, og da de nærmede sig mig for at spørge om grunden til dette, opdagede jeg en abe, som sad på en gren i et nærliggende tre. Jeg gik sammen med de to, og vi henvendte os til aben. Med stor respekt sagde aben, ”Hør, jeg skal fortælle jer en meget gammel historie. I denne skov foran jer er der et stort tempel, hvor Herren Brahma har installeret en Siva-linga. For længe siden levede her en vismand ved navn Sukama, som havde udført særdeles mange askeser. Hver dag bragte han blomster fra skoven og vand fra floden og tilbad Herren Siva. Sådan levede han i mange år, da en anden vismand en dag kom til stedet. På den tid bragte Sukama frugt og vand og gav ham disse. Efter han havde spist og hvilet sig fortalte Sukama ham, at han kun boede der og udførte askeser og tilbedelse for at få viden om Herren Krishna, men at resultatet af hans selvtugt nu var, at i dag var han kommet i kontakt med ham. Da vismanden hørte Sukamas ord, som var fulde af ydmyghed, blev han meget glad, og han skrev det andet kapitel af Srimad Bhagavad-gita på en sten. Han sagde til Sukama, at han skulle læse disse vers daglig, og ved at gøre dette ville han hurtigt nå sit mål. Efter at have sagt dette forsvandt vismanden fra stedet, mens Sukama så på. Derefter fulgte Sukama de instruktioner, han havde fået, ved at læse disse vers hver dag i resten af sit liv. Meget hurtigt opnåede han fuldstændig viden om Herren Krishna, og fra den dag, han begyndte at læse versene, følte han hverken sult eller tørst. Og på grund af den selvtugt og hengivenhed, som er udført på dette sted, vil alle, som kommer her, ikke længere mærke sult eller tørst, men opnå fuldstændig indre fred.” Mitravan sagde: ”Min kære Devashyama, efter at aben havde fortalt sin vidunderlige historie, gik jeg sammen med tigeren og geden til templet. Der fandt vi det andet kapitel af Srimad Bhagavad-gita skrevet på en sten, og vi begyndte at recitere disse vers dagligt. På den måde opnåede vi meget hurtigt hengivenhed til Herren Krishna. Min kære brahmana, hvis du også begynder at recitere Srimad Bhagavad-gitas andet kapitel, vil du også meget hurtigt opnå Herren Krishnas nåde.” Herren Visnu sagde: ”Min kære Laksmi, på denne måde fik Devashyama viden fra Mitravan, og efter at have tilbedt denne store sjæl drog han tilbage til Pandharpur, hvor han dagligt reciterede det andet kapitel. Han reciterede det også for alle, som besøgte Pandharpur. På denne måde opnåede Devashyama Herren Krishnas lotusfødder. Min kære Laksmi, dette er navnkundigheden af Srimad Bhagavad-gitas andet kapitel. |
