|
|
|
|
|
23 august 2004
I Simhaldvipa var der en konge ved navn Vikram-Betal. En dag drog han ud i skoven på jagt sammen med sin søn og to jagthunde. Ude i skoven slap han den ene hund løs for at jage en kanin. Da hunden jagede kaninen, så den [kaninen] ud, som om den fløj. Kaninen løb og løb og nåede omsider frem til en eneboers asrama, et smukt og fredfyldt sted. Rådyrene lå i skyggen under træerne. Aberne spiste lykkeligt af træernes frugter. Tigerungerne legede med elefantungerne, og slangerne kravlede hen over påfuglene. I denne skov boede den store vismand Vatsa, som tilbad Herren Krishna ved at recitere det fjortende kapitel af Srimad Bhagavad-gita. Ved siden af Maharaja Vatsas asrama var en af disciplene i færd med at vaske sine fødder, mens han reciterede det fjortende kapitel af Srimad Bhagavad-gita. Jorden på det sted var blevet våd. Da kaninen kom dertil, gled den i mudderet. Med det samme fik kaninen en himmelsk krop. Et aeroplan kom ned og tog ham med til de himmelske planeter. Et øjeblik efter kom hunden til det samme sted og gled også i mudderet. Han opgav ligeledes sin hundekrop og blev taget med til de himmelske planeter. Da Maharaja Vatsas discipel så dette, begyndte han at le. Kong Vikram-Betal, som havde bevidnet denne hændelse, spurgte brahmanaen, ”Hvordan er det muligt, at kaninen og hunden drog til himmelen lige foran vores øjne?” Brahmanaen svarede, ”I denne skov er den store vismand Vatsa, som fuldstændigt har betvunget sine sanser, altid engageret i at recitere det fjortende kapitel af Srimad Bhagavad-gita. Jeg er hans discipel, og ved hans nåde er jeg også altid engageret i at recitere det fjortende kapitel af Srimad Bhagavad-gita. Af den grund opnåede både kaninen og hunden de højere planeter, da de gled i mudderet, som var blevet dannet af vandet, som jeg havde vasket mine fødder med. Nu skal jeg fortælle, hvorfor jeg lo. I Maharastra er der en by ved navn Pratudhak. En brahmana ved navn Keshava boede der. Han var den mest grusomme blandt mænd. Hans kone hed Vilobana. Hun var en løsagtig kvinde, som nød at være sammen med andre mænd. Derfor blev hendes mand vred og dræbte hende. I sit næste liv blev hun en hund, og brahmanaen Keshava blev en kanin på grund af sine syndige handlinger.”” Herren Siva sagde: ”Efter at have hørt om navnkundigheden af Srimad Bhagavad-gitas fjortende kapitel begyndte Kong Vikram-Betal også at recitere Srimad Bhagavad-gitas fjortende kapitel dagligt. Da han opgav sin krop, kom han til Vaikuntha, hvor han for altid blev engageret i at tjene Herren Visnus lotusfødder. |
Herren Siva sagde: ”O Parvati, lyt venligst på mig med fuld opmærksomhed til lovprisningen af Srimad Bhagavad-gitas fjortende kapitel.