|
|
|
|
|
12 august 2004
I syden løber den store flod Tungabhadra, på hvis bredder der er en smuk by ved navn Hariharpur. Der tilbedes deiteten af Herren Siva, der er kendt under navnet Harihar. Ved at få hans darsana opnår man alle gode ting. I Hariharpur boede der en brahmana ved navn Hari-diksit, der var meget lærd og levede et enkelt, spartansk liv. Hans hustru kaldte folk Duracara på grund af hendes lave og tarvelige aktiviteter. Hun talte altid groft og fornærmende til sin mand, og hun havde aldrig sovet med ham. Hun var altid uforskammet overfor sin mands venner og plejede omgang med andre mænd for at tilfredsstille sine lystne ønsker. Hun var også forfalden til forskellige slags rusmidler. Da hun så, at byen blev mere og mere befolket, opførte hun et lille hus i skoven, hvor hun kunne møde sine elskere. En aften, da hun følte sig meget lysten og ikke kunne finde nogen elsker til at tilfredsstille sig, gik hun ud i skoven til sit mødested for at se, om nogle af hendes elskere skulle være der. Efter at have gået omkring et stykke tid og opdaget, hvor megen smerte hendes krop, sanser og sind gav hende, fordi hun ikke kunne tilfredsstille sine begær, blev hun forvirret og satte sig ned og begyndte at græde. En sulten tiger, der lå og sov, hørte hende græde og løb hurtigt hen til stedet. Da den lystne kvinde hørte tigeren komme, rejste hun sig og tænkte ved sig selv, at nu kom der helt sikkert en for at tilfredsstille hendes behov. Da så hun tigeren vise sig foran hende. Den skulle lige til at sønderrive hende med sine skarpe kløer, men på det tidspunkt sagde den lystne kvinde: ”O tiger, hvorfor kommer du her for at dræbe mig? Fortæl mig det først, og derefter kan du dræbe mig.” Dyrenes konge afholdt sig fra at dræbe Duracara og lo. Så fortalte den følgende historie. ”I syden er der en flod ved navn Malapaha. På dens bred ligger byen Muniparna. På det sted er der en berømt deitet af Herren Siva ved navn Pancalinga. I den by fødtes jeg i en brahmana-familie. Skønt jeg havde taget sådan en høj fødsel, var jeg fortsat meget grådig og havde ingen kontrol over mine sanser. Jeg plejede at sidde på flodbredden og udføre offerhandlinger for personer, der ikke var kvalificerede til at deltage i sådanne handlinger. Jeg spiste også i materialistiske personers hjem. Jeg indsamlede flere penge end nødvendigt i navn af offerhandlinger og tilbedelse af deiteten og brugte dem på min egen sansetilfredsstillelse. Jeg kritiserede også de brahmanaer, der strengt fulgte de foreskrevne principper, og jeg gav aldrig velgørenhed til nogen. Langsomt blev jeg gammel, mit hår blev hvidt, mine tænder faldt ud, mine øjne blev svage, men alligevel opgav jeg ikke mit begær efter tilrane og puge flere penge sammen. En dag gik jeg ved en fejltagelse ud for at tigge mad fra et hus, hvor der boede nogle brahmanaer, der var meget brutale og dygtige til at snyde. De pudsede hundene på mig. En af hundene bed mig i benet, og jeg faldt sammen og døde hurtigt. Derefter fik jeg denne tigers krop og bor i denne farlige skov. Heldigvis kan jeg huske mit forrige liv, og i denne fødsel angriber jeg ingen hengiven, sannyasi eller kysk kvinde. Jeg slår kun mine kløer i syndige personer og utro kvinder som min føde. Da du er den mest utro og syndige kvinde, skal du helt sikkert være min middag.” Da tigeren var færdig med sin fortælling, fortærede han den syndige kvinde. Derefter kastede yamadutaerne hende ned i et helvede ved navn Duyoda, en sø, der er fuld af afføring, urin og blod. Hun måtte opholde sig på dette uhumske sted i ti millioner kalpaer. Derefter blev hun kastet ned i helvedet Raurava, hvor hun opholdt sig i et hundrede manvantaraer. Så fødtes hun igen på jorden i en candala-familie, og igen levede hun på den samme syndige måde. På grund af sine syndige aktiviteter fik hun spedalskhed og tuberkulose. Til alt held besøgte hun engang det hellige sted Hariharpur. Tæt ved Jambakadevis (Parvatis) tempel så hun den store helgen Vasudeva, der altid reciterede Srimad-Bhagavad-gitas trettende kapitel. Hun hørte hans recitation fra hans mund, og da hun følte sig tiltrukket deraf, kom hun og lyttede igen og igen. Ved at lytte på denne måde opgav hun en candalas krop og blev fuldstændig fri fra reaktionerne på sine tidligere syndige aktiviteter. Hun opnåede en firarmet form i stil med Herren Visnu og blev ført til Vaikuntha. |
Herren Siva sagde: ”O Parvati, hør nu om Srimad Bhagavad-gitas trettende kapitels ubegrænsede navnkundighed. At høre derom vil gøre dig lykkelig.