Gita Mahatmya fra Padma Purana, del 10
Herren Sivas lovprisning af Bhagavad-gita
Tiende kapitels navnkundighed
Oversættelse af Keshav Nrugham

Herren Siva sagde: ”Min kære Parvati, jeg vil nu fortælle dig om navnkundigheden af Srimad Bhagavad-gitas tiende kapitel, som i sig selv er som en trappe, der leder til den åndelige verden.

I Kashipuri var der en brahmana ved navn Dhirabuddhi, som var mig lige så kær som Nandi, min bærer. Han var bestandigt fredfyldt, og hans sanser var stadigt fikseret på at forherlige Herren Krishna. Hvor som helst han gik, fulgte jeg efter ham med stor kærlighed, så jeg kunne beskytte og tjene ham. Da min evige tjener Bhringiriddhi bemærkede dette, spurgte han mig, ”Hvilken selvtugt eller fromme handlinger har den hengivne udført, siden du personligt tjener ham?”

Da jeg hørte Bhringiriddhis spørgsmål, svarede jeg: ”En gang i Kailash Parvata i en have, der var kendt som punnaag, og som jeg nød at sidde i i månelyset, kom der pludselig en stærk vind, som fik træerne til at skælve med en høj lyd. En skygge lagde sig overalt, som om et bjerg fløj hen over os. På himmelen viste der sig en stor fugl, der havde farve som en regnsky. Når den baskede med vingerne, fik den træerne til at dirre og støvet til at flyve omkring. Fuglen landede på bakken, viste mig sin respekt og gav mig en smuk lotusblomst. Derefter sagde den, ”O Mahadeva! Al ære til dig. Du er alles beskytter. Der er ingen grænser for din berømmelse. Du er beskytteren af de hengivne, som behersker deres sanser. Du er den ypperste af den Højeste Herre Krishnas hengivne. Store sjæle som Brihaspati synger bestandigt din pris. Selv den tusindhovede Ananta Sesa kan ikke beskrive dine herligheder. Så hvad kan jeg sige om en fugl som mig, som har så lille en intelligens.”

Da jeg hørte fuglens bøn, spurgte jeg, ”Hvem er du, og hvor kommer du fra? Du ser ud som en svane, men din kropsfarve er som en krages.” Fuglen svarede, ”Vær så god at forstå, at jeg er den svane, som bærer Herren Brahma, og grunden til, at jeg er blevet sort, skal jeg fortælle dig.

I nærheden af Saurashtra (Surat) er der en smuk sø, hvor denne vidunderlige himmelske lotus kommer fra. Der nød jeg livet en stund, men da jeg fløj derfra, faldt jeg pludseligt ned til jorden og fik denne sorte farve. På det tidspunkt tænkte jeg ved mig selv, ”Hvorfor er jeg faldet ned, og hvordan er min krop, som før var hvid som kamfer, blevet sort?” Mens jeg tænkte, hørte jeg en stemme fra lotuserne i søen, ”O svane, rejs dig op, så skal jeg fortælle dig grunden til, at du faldt ned, og at din krop blev sort.” Jeg rejste mig op og drog ud til midten af søen. Der så jeg fem ualmindeligt skønne lotusblomster, og ud af dem kom der en smuk kvinde. Efter at jeg havde omkredset hende, spurgte jeg om grunden til, at jeg faldt ned. Hun svarede, ”O sorte svane, da du fløj væk, fløj du over mig, og på grund af denne krænkelse faldt du ned, og din krop er nu sort. Jeg så dig falde ned og syntes, det var synd for dig, så derfor kaldte jeg dig herhen. Da jeg åbnede min mund, rensede duften, som strømmer ud fra den, syvtusinde sorte bier, som omgående fik adgang til det himmelske rige. Min kære fuglenes konge, lad mig fortælle dig grunden til, at jeg har denne kraft.

Før denne fødsel og tre fødsler tilbage blev jeg født i en brahmana-familie, og mit navn var Sarojavadana. Min familie lærte mig principperne for kyskhed, og da jeg blev gift, tjente jeg min ægtemand trofast. En dag fandt jeg en maina (en sort fugl), og fordi jeg tog mig af den, påvirkede det min tjeneste til min mand. Han blev vred og forbandede mig til at blive en maina i mit næste liv.

I mit næste liv blev jeg en maina, men fordi jeg i mit tidligere liv havde fulgt principperne for kyskhed meget nøje, kom jeg i forbindelse med nogle hellige mænd, som beholdt mig i deres asrama. Datteren til en af dem tog sig af mig. Al den tid, jeg var der, hørte jeg hver morgen og aften recitationen af det tiende kapitel af Srimad Bhagavad-gita. På grund af dette fik jeg i mit næste liv krop som en apsara ved navn Padmavati og boede på de himmelske planeter. En dag sad jeg i mit blomsteraeroplan og så de smukke lotuser på denne sø. Jeg kom hertil og begyndte at nyde vandet. På det tidspunktet så Durvasa Muni mig helt nøgen. Da jeg var meget bange for ham, tog jeg form som fem lotusblomster. Mine arme blev to lotusblomster, mine to fødder blev to lotusblomster, og resten af min krop blev den femte lotusblomst. Så udgik der en ild fra Durvasa Munis øjne. Han sagde, at jeg var fuld af synd og skulle beholde denne form i hundrede år. Efter at have forbandet mig, drog han med det samme videre. Heldigvis kunne jeg huske det tiende kapitel fra Srimad Bhagavad-gita, og i dag er jeg blevet fri fra forbandelsen. Fordi du fløj hen over mig, faldt du ned, og din krop blev sort, men hvis du hører det tiende kapitel fra Srimad Bhagavad-gita fra mig, vil du igen blive fri.”

Efter at Padmavati havde fuldført sin recitation af Srimad Bhagavad-gitas tiende kapitel, drog hun til Vaikuntha i et aeroplan, og jeg drog hertil  for at give denne smukke lotus til dig.”

Herren Siva sagde: ”Efter at den sorte svane var blevet færdig med sin historie, opgav den sin krop og tog fødsel i en brahmana-familie som Dhirabuddhi, som lige fra sin barndom af altid sang Srimad Bhagavad-gitas tiende kapitel. Enhver, som hørte denne recitation, ville opnå darsana med Visnu, der bærer sankha og chakra [kølle og diskos] selv om de var meget faldne, afhængige af rusmidler eller til og med havde dræbt en brahmana. Af denne grund, min kære Bhringiriddhi, tjener jeg altid Dhirabuddhi.

Min kære Parvati, hvis man er mand eller kvinde, sannyasi eller grhastha – uanset hvilken situation, man er i – vil man opnå darsana med Visnu, hvis man synger Srimad Bhagavad-gitas tiende kapitel.