Åh guder!
Af Toby Lester

Srila Prabhupada sagde, at menneskets dybeste instinkt, det, der adskiller det fra dyrene, er dets religiøse instinkt. Dybt i alle mennesker ligger fornemmelsen af, at der findes noget højere, og ønsket om at forstå og komme i kontakt med dette højere.  

Men er dette religiøse instinkt ikke ved at blive kvalt i den moderne sekulære verden, hvor der, som Srila Prabhupada skriver  i Srimad-Bhagavatams Første Bog, ”…Systematisk er propaganda fra en gruppe mennesker om at stoppe forherligelsen af Den Højeste Herres Navn og berømmelse...” Er religion reelt ikke ved at uddø? 

Det følgende er et omredigeret og forkortet uddrag af en længere artikel af religionsforskeren Toby Lester, der påpeger, at religion er lige så stor og dynamisk en faktor i den moderne verden, som det altid har været. Dette kan f.eks. ses af de mange sammenstød imellem ’nye’ og ’gamle’ religioner. Disse sammenstød er der heller intet nyt i, for sådan har det altid været, og de beviser blot, at  religionen strutter af livskraft.

 I 1851 bekendtgjorde den franske historiker og filosof Ernest Renan, at Islam ville blive menneskehedens sidste religiøse frembringelse. Han tog fejl. På det tidspunkt, han skrev dette, opstod Bahai, Christian Science, mormonerne, syvendedags-adventisterne og en større japansk religiøs bevægelse ved navn Tenrikyo. Falun Gong og Pinsebevægelsen, der begge nu har mange millioner tilhængere, var endnu ikke spiret frem. Hovsa. 

Moderne teorier om social og politisk udvikling er næsten med vilje blinde over for religion som en konstant faktor i den globale udvikling. ”Fremskridt i rationel forståelse vil uvægerligt mindske indflydelsen fra den sidste irriterende ufornuft, religion, fra menneskets kultur,” er tanken. Men til al ubelejlighed er verden af i dag lige så gennemstrømmet af religiøs tænkning, forandring og dynamik, som den altid har været det. 

Denne dynamik understreger en af vor tids vigtigste kendsgerninger: at religion ikke er forsvundet, som det skulle være sket. Denne tingenes tilstand diskuterer sociologen Rodney Stark i bogen Acts of Faith (2000). “I næsten tre århundreder,” skriver han, “har samfundsforskere og forskellige vestlige intellektuelle lovet religionens endeligt. Hver generation har troet sig sikker på, at i løbet af nogle årtier eller måske lidt længere vil mennesket ‘være vokset fra’ troen på det overnaturlige. Denne idé blev hurtigt kendt som sekulariserings-tesen.” 

Stark citerer en række forfejlede profetier om den snarlige afvikling af religion og slutter med en udtalelse fra den amerikanske sociolog Peter Berger, der i 1968 fortalte The New York Times, at “ved det 21ende århundrede vil man sandsynligvis kun finde religiøst troende trykke sig sammen i små sekter for at modstå den verdensomspændende sekulære kultur.”  

En slags sekularisering har afgjort fundet sted i den moderne verden, men religionen ser ud til at tilpasse sig nye sociale økosystemer i en proces, man kunne kalde ‘overnaturlig udvælgelse’. Den viser ingen tegn på at uddø, men er som altid under stadig forandring og udvikling. 

                                    Religiøse blokke er ikke stabile
Det er fristende at forestille sig den religiøse verden som hovedsageligt bestående af veldefinerede og statiske blokke: kristne, jøder, muslimer, buddhister, hinduer osv. Men dette er en forenkling, der grænser til det farlige. Det forudsætter en stabilitet i det religiøse landskab, der helt er på tværs af virkeligheden. Nye religioner fødes hele tiden. Gamle forandrer sig selv dramatisk. I dag praktiseres hundredvis af stærkt afvigende former for kristendom over hele verden. Islam ses normalt som én massiv blok eller højst som shia/sunni-muslimer. Man hører sjældent om de 50 millioner tilhængere af den sufistiske Naqshabandiya-orden, der nu er stærk i det centrale Asien og Indien eller de mere end 20 millioner medlemmer af forskellige splittede muslimske grupper. I stedet for at være én altfavnende venlig glød fra Østen er buddhisme en stor familie af mere end 200 forskellige religioner. Osv. 

Set i et stort nok perspektiv er al tale om ‘etableret’ eller ‘traditionel’ meningsløs. Der er ingen grund til at tro, at religioner af i dag er mindre udsatte for forandring end religioner for hundreder eller selv flere tusinde år siden. Historien beviser dette. Den tidlige kristendom blev set som en ynkelig ting af det religiøse etablissement: Plinius den Yngre skrev til den romerske kejser Trajan, at alt, han kunne få ud af sine kristne fanger, var ”fordærvet, overdreven overtro”. Islam, oprindeligt en lille gruppe lidet kendte ørkenaraberes tro, chokerede hele verden med sin hurtige udbredelse. Protestantismen startede som en protestnote sømmet på en dør. I 1871 affærdigede Ralph Waldo Emerson mormonerne som intet andet end en ‘puritansk efterdønning’. Indtil 1940erne blev Pinsevækkelsen ofte affærdiget som ‘holy rollers’, men i dag skriver The World Christian Encyclopedia, at omkring år 2050 kan mere end en milliard mennesker være tilknyttet bevægelsen. Efter Anden Verdenskrig opstod så mange religiøse bevægelser i Japan, at lokale religionshistorikere var tvungne til at skelne imellem shin-shukyo (‘nye religioner’) og shin-shin-shukyo (‘nye nye religioner’). 

Alle, der betvivler, i hvilken grad verdensreligionerne udvikler sig, bør kaste et blik i den anden udgave af The World Christian Encyclopedia, der udkom sidste år fra Oxford University Press. Manden bag leksikonet er David B. Barrett, en tidligere missionær i Afrika. Jeg spurgte Barrett, hvad han har lært om religiøs forandring. “Det vigtigste, vi har opdaget,” sagde han, “er, at der hele tiden sker en enorm religiøs forandring i verden. Den er omfattende, den er indviklet, og den er kontinuerlig. Vi har identificeret næsten 10.000 tydeligt forskellige og adskilte religioner, som vokser med to eller tre nye hver dag. Hvad det betyder, er, at nye religiøse bevægelser ikke blot er et kuriosum, hvad folk i de etablerede religioner normalt tror, de er.” 

                                            Fremtidige chok
Hvilke nye religiøse bevægelser vil se dagens lys i det 21ende århundrede? Hvem kan sige det? Alle slags udviklinger er mulige. Katolicismen kunne udvikle sig til en karismatisk bevægelse med base i Kina under ledelse af en afrikansk pave. Afrika kunne blive hjem for den anglikanske kirke og frimurerne. Hele den islamske verden kunne svinge ind på sufisme. En ny-zoroastrisk profet kunne starte en verdensomspændende genoplivelse. Scientology kunne blive Californiens uofficielle statsreligion. Ingen af disse muligheder er så usandsynlige, som de lyder. 

En af de mest bemærkelsesværdige forandringer er ændringen af tyngdepunktet i den kristne verden. Kristendommen blomstrer nu mest i Afrika, Asien og Latinamerika, hvor uafhængige kirker, pinsevækkelsen og selv større katolske karismatiske bevægelser vokser stærkt. Kristendommens historie i Afrika i det 20ende århundrede er særligt iøjnefaldende. År 1900 var der færre end 10 millioner kristne Afrika. År 2000 var der mere end 360 millioner. Og noget meget interessant sker: Gamle kristne skikke som djævleuddrivelse, helbredelse ved ånder og tungetale er tilbage. En anden ting er, at missionærstrømmen er vendt. Mange nye afrikanske bevægelser har etableret sig i Europa og Nordamerika af medfølelse med sekulariseringen og de tomme kirker. En hurtigt voksende og kontroversiel brasiliansk pinsevækkelsesbevægelse ved navn Guds Riges Universelle Kirke, der blev grundlagt i 1977 og ofte kendes under sine portugisiske initialer IURD, har etableret en pågående og fremgangsrig mission i både Europa og Nordamerika. En antiinstitutionel vækkelsesbevægelse, der blev grundlagt i Kina i 1920erne, har gjort betragtelige indhug i USA. El Shaddai, en karismatisk, katolsk lægmandsbevægelse, der blev startet på Filippinerne i 1984, har bredt sig til 25 lande. En anden kristen gruppe, Verdenskirkens Lys, en pinsevækkelse fra Mexico, har bredt sig meget i USA de senere år. 

Den nuværende vækst af nye kristne bevægelser og deres geografiske tilhørsforhold lader formoder, at de vil blive en større social og politisk drivkraft i det kommende århundrede. Muligheden for misforståelse og stereotype opfattelse er enorm, som den var det i det 20ende århundrede med en ny religiøs bevægelse, som de fleste mennesker til at begynde fuldstændigt overså: Fundamentalistisk islam. 

                            Eksempler på religiøs mangfoldighed
Antallet af blomstrende nye religiøse bevægelser verden er forbløffende og stort set overset i Vesten. De grupper, der normalt får al opmærksomhed – moonier, Scientology, Hare Krishna – udgør en lille og ikke meget betydningsfuld del af, hvad der er derude. Her er nogle eksempler på religiøse bevægelser verden over: 

Ahmadia’erne:   En messiansk muslimsk sekt med rod i Pakistan og måske otte millioner tilhængere i 70 lande. Ahmadiya-bevægelsen blev grundlagt af Mirza Ghulam Ahmad, en muslim fra Punjab, der begyndte at få guddommelige åbenbaringer i 1876. “For at glæde Allah,” skrev han, “fortæller jeg hermed jer alle den vigtige kendsgerning, at den Almægtige Gud i begyndelsen af dette 14ende århundrede [efter den islamiske kalender] har udvalgt mig fra Sig Selv til at genoplive Islams sande tro.”
   Ifølge den admadiyaske version slap Jesus bort fra korset og kom til Indien, hvor han døde i en alder af 120 år. Bevægelsens medlemmer anses for kættere af de fleste muslimer og forfølges og nægtes adgang til Mecca. 

Brahma Kumaris åndelige verdensuniversitet:  En blomstrende asketisk meditationsbevægelse fra Indien med omkring 500.000 medlemmer (mest kvinder) verden over. Gruppen blev grundlagt af Dada Lekh Raj, en hinduistisk diamantforhandler, der i 1930erne havde en række kraftfulde visioner, der afslørede “Guds mystiske individ og forklarede processen til verdensforandring.” Dens grundlæggelse havde oprindeligt rod i et ønske om at give identitet og selvværd til indiske kvinder. Medlemmerne klæder sig i hvidt, afstår fra kød og sex og er dedikerede til samfundshjælp. Gruppen er anerkendt som en ikke-statslig organisation af FN, som den ofte arbejder sammen med. 

Cao Dai:  En synkretistisk religion fra Vietnam med mere end tre millioner medlemmer i 50 lande. Cao Dai kombinerer læresætninger fra Kungfutse, Tao og buddhisme og indpasser også elementer af jødedom, kristendom, islam og spiritisme. Bevægelsen blev formelt grundlagt i 1926 seks år efter, at en regeringsfunktionær ved navn Ngo Ming Chieu fik en åbenbaring fra Duc Cao Dai, det Højeste Væsen, under en spiritistisk seance. Bevægelsens organisatoriske struktur bygger på den katolske kirke: Dets medlemmer ledes af en pave, seks kardinaler, 36 ærkebiskopper, 72 biskopper og 3000 præster. Cao Dai er omstændeligt ritualiseret og symboliseret – en blanding af røgelse, lys, altre, yin og yang, karmiske kredsløb, seancer for kommunikation med åndeverdenen og bønner til et panteon af guddommelige væsener inklusive Buddha, Kungfutse, Lao Tzu, Quan Am, Ly Thai Bach, Quan Thanh De Quan og Jesus. Bevægelsen tiltrak flere tilhængere i dets første år i Vietnam end katolske missionærer i 300 år. 

The Raelians.   En voksende international UFO-orienteret bevægelse fra Canada med måske 55.000 medlemmer, hovedsageligt i Quebec, det fransktalende Europa og Japan. Gruppen blev dannet i 1973 af Rael, en fransk racerkørerjournalist, der tidligere var kendt som Claude Vorilhon. Rael hævder, at i december 1973 blev han på en fransk vulkan taget om bord i en flyvende tallerken, hvor han mødte et 120 cm højt, menneskelignende UFO-væsen med olivenfarvet hud, mandelformede øjne og langt, mørkt hår. Over seks dage havde Rael samtaler med ham og erfarede, at menneskeracen skabtes igennem DNA-manipulering af væsener, der kaldtes Elohim, et ord, der blev fejloversat i Bibelen som ‘Gud’, men i virkeligheden betyder ‘De, der kommer fra himmelen’. Tidligere profeter som Moses, Buddha, Jesus og Muhammed fik deres åbenbaringer af Elohim, men nu vil de have os op på lige fod og afmystificere “Den gamle ide om Gud”. Med dette for øje har The Raelians skaffet penge til at bygge ”den første ambassade til modtagelse af folk fra rummet”. Først fik Rael at vide, at ambassaden skulle være nær Jerusalem, men Israel har været mindre end samarbejdsvillig, og en nylig åbenbaring har fået Rael til at undersøge Hawaii som en mulighed. Rael har også tiltrukket international opmærksomhed ved at starte Clonaid, et selskab, der er viet til at klone et menneske. 

Soka Gakkai International.  En velstående form for buddisme-af-denne-verden fra Japan med rod i en buddhistisk 1200-tals munk, Nichiren’s, lære. Soka Gakkai har omkring 18 millioner tilhængere i 115 lande og blev grundlagt i 1930 af Makiguchi Tsunesaburo og Toda Josei og gendannet efter Anden Verdenskrig, hvor den voksede voldsomt.

Soka gakkai betyder ‘værdiskabende samfund’. Dets medlemmer tror på, at sande buddhister ikke bør arbejde for at undslippe jordiske erfaringer, men snarere tage dem til sig og ændre dem til oplyst visdom. Tidligere medlemmer blev kritiseret for deres mål om en verdensomspændende omvendelse og pågående forkyndelse. I de senere år er dette formindsket. Bevægelsen er nært, men uofficielt forbundet med Komeito (‘Den rene regerings parti’), der er det tredjestærkeste parti i det japanske parlament. 

The Toronto Blessing. En uortodoks kristen ny-evangelistisk, karismatisk bevægelser fra Canada, hvor den udsprang i 1994 fra Toronto Lufthavns afdeling af The Vineyard Church (i sig selv en bemærkelsesværdig fremgangsrig ny religiøs bevægelse fra 1974) efter en messe med en prædikant ved navn Rodney Howard Browne. Til dato har omkring 300.000 mennesker besøgt bevægelsens vigtigste kirke. Gudstjenester omfatter ofte ‘En berøring af Helligånden’, der kan afføde ustyrlig latter, tilsyneladende fuldskab, gøen som en hund og brølen som en løve. Gruppen finder støtte for sin praksis i passager fra Apostlenes Gerninger. The Vineyard Church anerkender ikke længere The Toronto Blessing som en søsterkirke, men begge grupper lægger som mange andre nye kristne bevægelser en udpræget vægt på spontanitet, uformalitet, forkyndelse og mangel på traditionel organisatorisk hierarki. 

Umbanda. En større synkretistisk bevægelse med åndetilbedelse og –helbredelse fra Brasilien med måske 20 millioner tilhængere i 22 lande. Som en identificerbar bevægelse opstod Umbanda i 1920erne og sammensmelter traditionel afrikansk religion med indfødt sydamerikansk tro, elementer af katolicismen og den franske filosof Allan Kardec’s spiritistiske ideer. Bevægelsen voksede fænomenalt i det 20ende århundrede og regnes somme tider for ‘Brasiliens nationalreligion’, der forener landets mange racer og religioner.

                                                    Konklusion
Det er ikke usandsynligt, at en eksplosion af nye religioner vil ryste det 21ende århundrede. Religion forsvandt ikke med det 20ende århundrede, som nogle akademiske eksperter forudsagde. Langt fra. Og det nye århundrede vil sandsynligvis se religion eksplodere – både i styrke og mangfoldighed.

Toby Lesters fulde artikel, der er mere end tre gange så lang, kan fås elektronisk ved henvendelse til redaktionen.