Parigraha Dasa er netop kommet tilbage til Danmark fra sin jordomrejse, som startede i maj sidste år. Han tog først vestpå til USA og Canada, derefter over Stillehavet til New Zealand og Australien og videre til Indien, hvorfra han nu er vendt hjem.  

Han har flere gange sendt os rejsebreve, men på det sidste har vi ikke hørt fra ham. Faktisk sluttede hans sidste hilsen fra New Zealand med, at han var på vej til Australien for at distribuere bøger i julemaratonet midt i den australske sommervarme. Nu deler han igen ud af sin dagbog med os, denne gang fra Australien og i næste nummer fra Indien.

   Brisbane. Jeg delte værelse med en hengiven ved navn Dhruva Prabhu, som er født og opvokset i Brisbane og har gået ud på sankirtana (bogdistribution) i 9 år i Brisbane. Han var rigtig flink og tog sig pænt af mig. En anden sankirtana-hengiven, Vijaya Prabhu fra USA, var der også. Han har været på sankirtana i 22 år og er i dag GBC’s minister for bogdistribution. Vi tre udgjorde sankirtana-stammen i templet.  
   Jeg må indrømme, at det hurtigt gik op for mig, at det nok ikke var mig, der skulle befri hele Australien på ét julemaraton, for sikke en kamp jeg havde for at bare befri mig selv fra den frugtstræbende mentalitet, der er så altødelæggende. Men selv om det var hårdt nogle dage, var der altid en ny dag, og intet er så slemt, at det ikke er godt for noget. Der var da også en masse dejlige oplevelser.  

En dag, jeg stod uden for restauranten, stoppede en kvinde, som viste sig at være døv. Uden  ord, men med et smil og store armbevægelser endte det med, at hun gik bort med en Higher taste, der er en lille kogebog. Selv om man måske ikke kan høre, skal man da altid have noget at spise.  

En anden dag, hvor jeg stoppede en person, viste det sig, at han var muslim. Alligevel spurgte jeg ham, om han ikke ville tage en bog med sig. “Nej tak,“ svarede han pænt. Om han så ikke måske havde  lyst til at støtte en omrejsende munk med et lille bidrag, spurgte jeg. ”Nej,” svarede han, “For ifølge Koranen må jeg ikke støtte mennesker med en anden overbevisning såsom buddhister eller hinduer.” “Men jeg er hverken buddhist eller hindu. Jeg følger vaisnavismen,” svarede jeg. “Åh, så du giver læren om yoga til andre,” spurgte han. “Ja,” svarede jeg. ”Så kan jeg godt hjælpe dig.” Med de ord gav han en hjælpende hånd.

Da vi var på Sunshine Coast lidt nord for Brisbane, havde jeg en anden fin oplevelse. Jeg havde fået den ide at tale om Mahatma Gandhi, som rejste rundt i Indien med Bhagavad-gita i hånden og befriede hele Indien fra det engelske styre. Med de ord prøvede jeg at  fange folks interesse og få dem til at tage nogle af Srila Prabhupadas bøger med sig hjem. Jeg stoppede en ung mand i kystbyen Noose Heads og præsenterede Bhagavad-Gita, som Mahatma Gandhi så kært havde taget til sig og startet sin ahimsa (ikke volds-) bevægelse med. Den unge mand svarede, “Det var godt nok underligt. Jeg er lige blevet færdig med at læse biografien om Mahatma Gandhi og var på vej hen til boghandleren for at få fat i en ny bog, og så kommer du og præsenterer den bog, som blev omtalt så meget i biografien. Den tager jeg.“

Vi var også i byen Byron Bay, som ligger syd for Brisbane. Det er et rigtigt hippiested (med stort HIP). Det er den alternative scene i Australien, hvor alle, der søger efter noget nyt i livet, tager til. De kommer med rygsækken på skulderen fra hele verden for at finde nøglen til livets gåde. Men man må indrømme, at når man kikker bag kulisserne, er der ikke rigtigt noget alternativt over det, for det er det samme dekadente liv, der foregår der som alle andre steder, nemlig at prøve at nyde kroppen ved at fylde den med så mange rusmidler som muligt og så ellers ligge på stranden hele dagen. Der var selvfølgelig mange søde mennesker med et modtageligt sind, hvilket nogle gange i ordets bogstavelige forstand kom til udtryk i et knus med ordene, “Det er så dejligt at se, at nogle gør noget for at ændre samfundet.“

Jeg mødte en dansker, der sagde, at han var taget ud i verden for at finde nogle dybere værdier i livet. Jeg præsenterede bogen Sri Isopanisad for ham og fortalte ham om sjælens evige natur og dens søgen efter lykke. En søgen, som mange gange bringer os her og der, men hvis vi ikke ser vores liv i det større perspektiv, at der er en skaber, som vi har et evigt forhold til, fordi vi udstrømmer fra Ham (Krishna), vil vores søgen aldrig give nogen frugt eller tilfredshed.  Han var ivrig efter at høre og kunne også nikke genkendende til nogle af de oplevelser og erkendelser, man kan gøre på sin søgen efter højere mål med livet, hvis man bare har et modtageligt sind. Han tog bogen til sig og gik der fra med fornyet næring. Jeg ønskede ham det bedste på hans rejse og sagde, at han skulle komme og besøge templet, når han en dag kommer tilbage til Danmark. 

En anden dag i Byron Bay mødte jeg en børsmægler, der havde sagt sit arbejde op for at få tid til at søge efter højere værdier i livet. Jeg præsenterede Bhagavad-gita for ham og fortalte om Gandhis ikke-voldsbevægelse. Han kunne nikke genkendende til problemet med volden og ødelæggelsen. Det var også en af grundene til, at han havde sagt sit arbejde op.
   “Det hele er simpelthen blevet alt for kommercielt,” sagde han. 
   Jeg kunne ikke dy mig, Jeg blev nødt til at spørge, om han havde arbejdet, da skæbnen ramte verden den 11. september, og om han havde bemærket noget særligt. Ja, han havde arbejdet på det tidspunkt, da det skete, og han kunne huske en meget unaturlig handlen med olie, som han aldrig havde set før. Han havde undret sig over, hvorfor det foregik. Hans konklusion ud fra hans erfaring gennem mange år som børsmægler var, at nogle måtte have haft besked om, hvad der lå i vente.  Men tilbage til Bhagavad-gita’en. Han var glad for se os arbejde hårdt for at vække folk op til den frihed, vi alle har ret til. Han tog bogen med sig videre på sit livs vej.

Det hele var ikke bare sankirtana eller bogdistribution, for snart var det nytår, og ved nytårstid i Australien får Jagannatha altid den ide at tage til stranden for at dele ud af sin nåde. Efter at have distribueret i 47 graders varme på Juleaftensdag tog Prahladananda Maharaja, Vijaya Prabhu, Dhruva Prabhu og jeg bilen ned til ISKCON’s landsbyprojekt New Govardhana for at holde nytårsfest. Stedet ligger godt en times kørsel syd for Brisbane, et stykke dejligt natur med masser af gode hengivne uden for byen Murwillumbah. Indradyumna Swami, Jayapataka Swami, Prabhavisnu Swami og Ramai Swami kom også forbi.  

Den 29.12 holdt vi en åben festival på stranden i Byron Bay. Det var et heldagsprogram, hvor vi kørte Jagannatha, Baladeva og Srimati Subhadra langs strandbreden til stor forbløffelse og forundring for alle dem, der solbadede. Der var også gratis prasadam-distribution plus musikteater på scenen, der dannede rammen for endnu en herlig dag i Krishnas tjeneste. Jeg mødte gode, gamle Jahnu Prabhu fra Danmark. Det var et glædeligt gensyn med smil på læben og udvekslinger af positive livserfaringer. Dagene på New Govardhana, hvor Sri-Sri Radha-Govardhandhari står, var fyldte med masser af sadhu-sanga, gode klasser og dejlig prasadam. 

Den 31.12 fik Jagannatha endnu en usædvanlig idé, nemlig igen at tage til Byron Bay for at fejre Nytårsaften, så vi tog alle dertil sammen med Jagannatha. Da vi kørte Jagannatha, Baladeva og Subhadra gennem gaderne i Byron Bay ved midnatstid med sireneblink og farvede pærer på vognen, var det ligesom at træde ind i en anden verden. Omkring 40.000 lettere berusede og lige så let påklædte mennesker havde alle et ønske om at trække vognen eller bare synge og danse foran Jagannatha. Beruset af det Hellige Navn eller noget andet var ingen hindring for at få Jagannathas barmhjertighed, for  Jagannatha gør ingen forskelsbehandling. Med sine kæmpeøjne og store smil så Han nådefuldt udover den store mængde af mennesker, der hoppede og sprang, som om deres sidste time var kommet.

Dagen derpå tog alle brahmacarierne hen til en nærliggende flod for at køle af fra nattens strabadser. En dejlig naturoplevelse med samværet som det vigtigste punkt. 

Nogle dage senere gav Janananda Prabhu, en Prabhupada-discipel fra England, en fin klasse, hvor han gav en historie om det ustyrlige sind. Lige før klassen skrev jeg i dagbogen. ”Sindet tynger en ned på en mental platform, men heldigvis er der sastra til at få os til at forstå, at vi ikke skal tage det alvorligt.” Med det i tankerne gav Janananda Prabhu denne historie, som lige var, hvad jeg havde brug for at høre.

   En konge bad engang sine ministre købe alt, der var tilbage på markedspladsen efter dagens handel, så ingen led nød. En dag var alt solgt ud på nær én ting, som en gammel dame besad – en flaske. 
   Ministeren sagde, ”Den køber jeg.” 
   “Nej,” svarede den gamle dame. ”For det er en speciel flaske. Der er nemlig en ånd i flasken.” 
   ”Ingen grund til bekymring, kongen vil blive glad for ånden,” sagde ministeren. 
   Den gamle dame holdte på sit nej, men efter en længere diskussion fik ministeren hende til at sælge flasken.
   Tilbage på slottet med ånden i flasken tog kongen proppen af.
   ”Se,” sagde kongen, ”Der sker intet,” men i samme nu kom en voldsom lyd fra flasken, og ud spang ånden. 
   “O herre, hvordan kan jeg tjene dig,” spurgte den. Kongen så lidt forvirret ud, men kom sig hurtigt. 
   ”Vask alle vinduerne i kongeriget.” Det måtte kunne holde ham beskæftiget et stykke tid. Men ganske hurtigt kom ånden tilbage.
   “O herre, hvordan kan jeg tjene dig,” spurgte ånden.
   “Det var godt nok hurtigt, du kom tilbage. Det næste, du skal gøre, er at feje alle gader og stræder i kongeriget.” Med ét susede ånden rundt i hele kongeriget, og der stod støv op fra alle gader. Kongen tænkte, at dette måtte holde ham beskæftiget et stykke tid. Men nej, inden længe var ånden tilbage. 
   “O herre, hvordan kan jeg tjene dig?” spurgte den. Kongen begyndte at blive bekymret. 
   “O herre, hvordan kan jeg tjene dig,” spurgte ånden igen utålmodigt. Kongen vred hjernen.  
   ”Afhold en kæmpefest for alle borgerne. Du skal ikke stoppe, før alle er tilfredse og mætte.” 
   Igen gik der ikke lang tid, før ånden var tilbage. “O herre, hvordan kan jeg tjene dig.” 
   Kongen vidste ikke, hvad han skulle finde på. Ånden nærmede sig for at kvæle ham. Kongen så skrækslagen på ånden, vendte sig desperat til ministrene, men der var der heller ingen hjælp at hente. Ånden havde nu et godt greb om kongens hals. Så med ét fik kongen en idé. “Stop,” skreg kongen. ”Jeg ved nu, hvad du skal gøre.” 
   “O herre, vær venlig at sige mig, hvad jeg skal, for jeg gør nøjagtigt, hvad du beder mig gøre,” svarede ånden.
    “Se det store fyrretræ ude på gårdspladsen. Skær alle grene og kviste af træet.” 
   På mindre end en truti kom ånden tilbage. “O herre, hvordan kan jeg tjene dig,” spurgte ånden. 
   ”Gå hen til foden af træet, kravl op i toppen, og når du har nået toppen, kravler du ned igen. Når du kommer ned til foden, kravler du op, hvorefter du kravler ned, og så fremdeles. Sådan forsætter du, indtil jeg giver andre instruktioner,” svarede kongen. Og det gjorde ånden. På den måde fik kongen en god og trofast tjener i mange, mange år. 
   [På samme måde skal vi også engagere vores sind. Vi engagerer det, når vi har brug for det, og når det ikke har andet at lave, skal det recitere Hare Krishna. Dermed bliver det vores ven og ikke fjende. Når vi har overvundet sindet, har vi også nået Krishna. Hare Krishna]

Der var så mange andre gode oplevelser i Australien. De havde nogle dejlige søndagsfester med omkring 200 gæster, så der var mange, man kunne tale med. Jeg var også med til et nama-hatta-program lige før, jeg måtte videre på min færden. Tiden løb ud, og før jeg vidste af det, stod jeg i lufthavnen i Brisbane efter at havde sagt farvel til alle. Så gik turen ellers til det hellige land, Indien.