Visakha Devi fra København er i USA i disse måneder og har netop sendt os en hilsen. På en måde er brevet mest til os, der kender hende godt, men vi har fået lov til at bringe det  i bladet og håber, at alle synes det er interessant med et frisk pust fra den anden side af verden.

Den 12. oktober rejste Pundarika og jeg til USA for at fejre vores åndelige mester Bir Krishna Dasa Goswamis vyasa-puja (åbenbarelsesdag). Rejsen gik godt uden forsinkelser, som man ellers tit oplever. Vi var ved at være godt trætte, da vi endelig efter 16 timer og 3 forskellige fly landede i Raleigh (North Carolina) for så at opdage, at vores bagage
ikke var kommet med fra Boston (den kom så heldigvis næste dag). Vi blev modtaget i lufthavnen af Nitai-lila og Krsangi (som begge har boet på Bauneholm) med maha-blomsterkranse fra Deiteterne Radha-Golokananda.

Templet hedder New Goloka og ligger lidt ude på landet. Kun fem minutter herfra går der de sødeste køer med deres kalve og græsser. Til templet hører en sø med en lille skov omkring, så her er fred og ro til at praktisere sit åndelige liv.

Her er de smukkeste Deiteter, Radha Golokananda. De er så nådefulde. Man føler virkeligt, at de er til stede. Radharani er så smuk og fin med en betagende udstråling af medfølelse for en. Hun har det sødeste varme smil, som helt sikkert kan smelte hjertet på den mest hårdhudede upersonlighedsfilosof, og Krishna er bare så smuk og tiltrækkende. Det er jo også det hans navn betyder (den alttiltrækkende). Han har de mest fortryllende øjne. Når man kigger ind i dem, er det som at få et glimt ind i den åndelige verden, så kan man se for sig Krishna og Balarama løbe rundt i Vrindavana-skovene og vogte kalvene sammen med alle deres venner kohyrde-drengene, se hvordan de efterligner de forskellige dyr i skoven, rider på hinandens skuldre, hvor sjovt de har det når de bytter hinandens medbragte prasadam, og hvordan moder Yasoda elsker sin lille Krishna, selv om Han laver mange narrestreger. 

Jeg har helt bestemt tabt mit hjerte til Radha-Golokananda. Jeg var herovre for to år siden, så det var dejligt at gense alle de søde hengivne, som jeg nu skulle have den ære af at være sammen med de næste tre måneder. Selv om min krop var træt efter rejsen, kunne jeg ikke sove, så jeg stod op kl. 02 og gik udenfor for at chante mine runder. Det var en fantastisk oplevelse at kigge op på en meget smuk stjerneklar nattehimmel. Man kunne høre stilheden, der kun blev brudt af cikadernes sang. Jeg følte mig overført til en anden verden. Det var en speciel oplevelse, og jeg fik chantet nogle rigtigt gode runder.

Klokken 4:15 på minuttet kommer Guru Maharaja ind i tempelrummet hver morgen så præcist, at man kan stille sit ur efter ham. Han er så reguleret med hele sit liv, og det må siges at være sundt for både krop og sjæl. Der er en helt speciel atmosfære her i templet og i menigheden omkring. Det er på grund af Guru Maharaja, der er alles far og velønsker. Man kan virkeligt føle sig tryg under hans vingers beskyttelse. Han er så personlig og tænker altid på alles ve og vel, og så har han en dejlig sans for humor. Han er virkeligt elsket af alle.

Onsdag den 16/10 var den rigtige vyasa-puja-dag, som blev holdt hos Govinda og Kalindi, Guru Maharajas disciple, som bor fem minutter fra templet. Vi startede med en dejlig bhajana – høj stemning. Normalt plejer disciplene at læse deres ofringer højt for Guru Maharaja, men i år valgte han selv at læse dem op (det var jeg glad for, for jeg er lidt genert i store forsamlinger). Vi var ca. 60 hengivne forsamlet, så Guru Maharajas drøbel var noget tør efter at have oplæst så mange rigtigt gode ofringer (glorificeringer af den åndelige mester ).

Efter det havde vi abhiseka-badning af Guru Maharajas lotusfødder, en ekstatisk kirtana og traditionen tro afslutning med rigtig lækker prasadam.

Lørdag den 19/10 var der initiering af fem nye disciple, hvor Elisabeth fra Norge var en af dem. Hendes nye navn er Gopakanya.

Søndag den 20/10 blev der holdt vyasa-puja igen i forbindelse med søndagsfesten. Der kom mange gæster. Guru Maharaja gav klasse, og bagefter var der puspanjali, hvor man efter at have fremsagt sanskrit-bønner tre gange kaster en håndfuld blomsterblade over den åndelige mester). Så kom der rigtigt gang i en ekstatisk kirtana, og Guru Maharaja  begyndte at dele småkager ud. På et tidspunkt begyndte han at kaste kagerne. Indtil da troede jeg, at det kun var fuglene, der kunne flyve, men nej, det kan de hengivne skam også. Jeg så flere flyve rundt i tempelrummet for at fange de kager, som også fløj rundt. Det var ret komisk at se, og samtidigt kom der mere fart på kirtanaen. Alle var i ekstase og dansede det bedste, de havde lært. På et tidspunkt troede jeg, at taget ville lette, men gudskelov blev det liggende. Så sluttede vi af med en kæmpefest af lækker prasadam. Som sædvanligt spiste jeg for meget (lærer jeg nogensinde at styre den tunge).

Efter al den festlighed blev det hverdag igen. Den var lidt for stille for mig. ACTION, tænkte jeg. Jeg må ud på gaden. Det er der ikke meget af her i templet, kun julemaraton i december. Så jeg snakkede med Guru Maharaja, og han sagde GREAT, lad Visakha få en af tempelbilerne, så kan hun tage rundt på parkeringspladserne, som der er et ubegrænset antal af. Så jeg fik en kurv med slik, nogle sætninger at sige og et brev, jeg kunne vise til dem, som
ville vide lidt mere.

Jeg var lidt nervøs for ikke at kunne finde rundt i bil herovre, men nej, sagde de alle, det er så nemt. Du drejer bare til højre, så til venstre, lige ud og så igen til venstre og så højre. Eller var det nu højre og venstre, de havde sagt? Pludseligt var jeg kommet helt ud på Herrens mark. Hjælp Krishna! Jeg mødte så to flinke mænd, som tegnede for mig, hvordan jeg kom til det rigtige sted. Folk er ualmindeligt søde og hjælpsomme herovre.

Men nu skulle jeg jo så også hjem igen, og var det så højre-venstre eller omvendt. Hjælp Krishna, og det fik jeg så. Sådan går dagene med at køre lidt vildt. Jeg får da set mig lidt omkring på den måde. USA er stort.

Hvad jeg har svært ved at vende mig til herovre, er alle de edderkopper her er. De er i alle størrelser og faconer, og af en eller anden årsag elsker de mit værelse. Men det er jo også en lille åndelig sjæl, der bare er havnet i sådan en grim krop, fordi den på et eller andet tidspunkt har glemt Krishna.

I sidste uge fik vi så den meget sørgelige meddelelse, at Tejogaura pludseligt har forladt sin krop. Det var et kæmpechok. Jeg kan stadigvæk ikke fatte det. Nitai-lila, Krsangi, Pundarika, Gargamuni, jeg selv og et par hengivne herfra havde en times bhajana for ham. Han var sådan en dejlig hengiven af Krishna, altid parat til at hjælpe andre. Det er svært at forestille sig den danske yatra uden Tejogaura. Han var elsket af alle, og vi vil komme til at savne ham utroligt meget.

Men der er ikke et græsstrå, der kan bevæge sig uden Krishnas tilladelse. Krishna har Sin plan for os alle sammen før eller siden.  Hare Krishna fra USA. Visakha.