Jeg glemte sidste gang at fortælle om de kæmperødbeder, vi fik med hjem fra Trayimaya. De største var større end mit hoved.

Friland, som er vores næste stop, er en økolandsby, som startede for et par år siden i Feldballe. Parigraha var deroppe sidste sommer for at hjælpe med at bygge et halmhus og dem er der et par stykker af foruden andre eksperimenterende byggeformer, der alle har det til fælles, at de tilstræber bæredygtighed både med hensyn til byggematerialer, energiforbrug og spildevand. Vi gik en rundtur og så på de mange forskellige huse. Til forskel fra Thy-lejren har alle deres egen parcel som i et villakvarter. Jeg tror, det kan blive en spændende og flot landsby, selv om det lige nu er mere en stor byggeplads. TV følger projektet på nært hold og bringer udsendelser derfra ind imellem. Det, der også er tiltalende, er, at man kan bygge et stort flot hus for omkring 200.000 kr. og undgå at  blive bundet på hænder og fødder.

Acintya og Manjari

Ind i bilen igen, og så går turen til Skødstrup, hvor Jyotisvara og Haridvara og deres to guldklumper Laksmana og Manjari har boet i snart to år. Jeg er vildt imponeret over det flotte tag, han selv har lagt på deres hus her i sommers og nu er ved at gøre færdig indvendig. For Jyotisvara er der ikke noget, som er umuligt. Han går bare i gang og løser problemerne, som de kommer.

Det er kun pigerne, der er hjemme, da vi kommer, og da det er første gang, Visakha er der, kigger vi lidt rundt. Det er et dejligt hus og en skøn have. Jeg nyder at være sammen med alle de dejlige unger, som vi møder på vores tur, så jeg snakker lidt med Manjari, som er ca. 4 måneder og en lille krudtugle. Man siger, at piger får deres fars natur og omvendt for drenge, og det stemmer vidst meget godt i det her tilfælde. Jeg har helt glemt, hvor krævende det er at have  børn. Jeg kan jo bare give dem tilbage, når jeg ikke vil mere, så det er rigtigt dejligt at se, hvordan de begge hjælper hinanden med at tage sig af den store opgave, det er at give børnene en tryg og kærlig opvækst.

Jyotisvara kommer fra arbejde, og vi spiser frokost, imens vi diskuterer verdenssituationen i forhold til en hengivens univers. Laksmana bliver hentet i børnehaven, som ligger i nærheden, og det er en af de ting, der er dejligt ved at bo i en lille by. Alting er lige ved hånden med hensyn til transport, indkøb osv. Vi bygger en togbane sammen, og det er herligt at høre, at han allerede er begyndt at snakke jysk.

Laskmana og Jyotisvara

Det er tid at komme videre, og ind imellem to regnbyger knuser vi farvel og drager videre mod Skanderborg. Det var faktisk Kanya Kumaris skyld, at vi overhovedet kom ud på denne her tur, for det var hende, der indtil flere gange har ringet og inviteret os til at komme på besøg hos hende, Balarama og lille Nitai i deres nye hjem i Skanderborg. Kanya hjælper os op med alle vores pakkenelliker, og efter at have fortalt om, hvad vi har oplevet indtil nu, pludret lidt med Nitai og udbragt vores hyldester og respekt til hinanden og hjemmets meget smukke Deiteter af Sri-Sri Radha og Krishna og Gauranga, sætter vi os til bords. Som mange af jer sikkert husker, var Kanya en af de kokke, som stod for tilberedelsen af nogle af de bedste søndagsmåltider, vi havde på Bauneholm, og i dag har hun heller ikke sparet på evnerne. Efter dejlig lasagne og salat tryller hun en flot lagkage frem og siger, at det er min fødselsdagkage. Jeg bliver helt rørt, for jeg fik aldrig rigtig fejret de 50, som jeg fyldte, mens jeg var i Kroatien. Den smager rigtigt godt, og der er nok til flere dage. Foruden at være en god kok er Kanya også dygtig til at synge og spille på harmonium, så vi overtaler hende til, at vi synger lidt sammen for Deiteterne.

Trætte efter en lang dag slår vi sovesofaen ud, og det varer ikke længe, inden vi sover. Om morgenen går jeg ned til søen og chanter Krishnas navn til alle svanerne og ænderne, og forhåbentligt trænger de rensende lydvibrationer også igennem til mit eget stenhjerte, alt imens solen står op på den anden side af søen.

Kanya Kumari og Nitai

Vi holder et lille morgenprogram og spiser morgenmad, og så tager hele familien på skovtur. Det er pragtfuldt vejr, og Balarama er ivrig efter at vise os alle de smukke steder og spændende stier i skoven og ved søen. Med røde kinder og trætte ben og lommerne fyldt med blade i alle efterårets farver trasker vi hjem til deres hyggelige taglejlighed. Jeg blev så inspireret af at være hos Trayimaya og Gunamani til at lave noget kreativt, så jeg vil prøve at forevige nogle af de smukke blade ved at presse dem og så male et træ og sætte dem på.

Søndag og vi skal hjem. Kanya og Balarama skal også til Århus for at mødes med de andre familier, som mødes hver anden søndag for at chante, synge og diskutere Krishna-bevidsthed. Vi gør os klar, og efter et par hyggelige dage og et vemodigt farvel og på gensyn kører vi lige ind forbi min bror og hans familie i Århus, inden vi flyver over vandet til Sjælland.