Parigraha Dasa rejser for tiden i USA og har bl.a. besøgt Prabhupadas Village i North Carolina, hvor en Krishna-bevidst landsby er opstået, specielt takket være Madhuha Dasa, en meget ihærdig hengiven og discipel af Srila Prabhupada. Parigraha har sendt en artikel med et par indtryk fra Prabhupadas Village og et lille interview med Madhuha Dasa, hvor han spørger om, hvad der kræves for at starte et sådant landsbyprojekt.

Nu det er tredje gang, jeg er i Prabhupadas landsby, fik jeg den ide, at det kunne være sjovt at lave en lille artikel om stedet for ligesom give et billede af, hvordan det er muligt at få et projekt op og stå – specielt nu, hvor vi her i Danmark taler meget om at starte et projekt, hvor vi vil bygge vores egne huse, prøve at være så selvforsynende som muligt, og hvad der ellers høre til en åndelig landsby.

Så jeg lånte Madhuhas digitalkamera og gik en tur på det 140 hektar store område. Allerede da jeg gik op ad Prabhupada Road, som er en af de veje, der er blevet lavet på området og har fået et åndeligt navn, mødte jeg Krishna-Caitanya Prabhu. Han kom gåede med tyren Nandi på på vej ned til Madhuhas baghave, hvor han (altså tyren) skulle gå og græsse en stund. Krishna-Caitanya tager sig af stedets køer og for tiden to køer, der malker. Hans store drøm er at få et ’kobeskyttelsesprogram” op at stå som sit projekt. Det skal være et program, hvorigennem han kan vise omverdenen, hvad Krishna-bevidsthed er. Samtidig læser han også til skolelærer i naturfag for at kunne kombinere en levevej med noget, der har med Krishna-bevidsthed at gøre.

Derefter forsatte jeg op forbi templet, som er et fællesprojekt for alle Prabhupada-landsbyens indbyggere. Nogle deltager i selve byggeriet, og andre hjælper til økonomisk. Indtil videre har byggeriet stået på i 5 år, langsomt, men sikkert.

På min vej over til markene, hvor Mathura Prabhu og Rasikananda Prabhu går og arbejder med jorden til deres økologiske landbrug måtte jeg gå over Snow Creek, som er den store å, der løber gennem hele landsbyen. Det er et utroligt smukt stykke vildt natur, hvor der bor en masse dyr. Åen var en af de vigtige faktorer, der gjorde, at Madhuha valgte dette stykke jord til sit projekt, for som han siger, ”Der er tre ting, der er vigtige, når man vil købe jord. Det er, vand, vand og vand.”

Da jeg kom over på den anden side, var Mathura og Risikanada i gang med at udplante cirka 800 styk tomatplanter. Mathura og Risikanada er to brahmacarier, der arbejder på at få gang i en økologisk forretning som deres levebrød. I løbet af ugen tager de ind til forskellige markedspladser i byen for at sælge deres afgrøder. Det har de ret stor succes med, så meget at de har forøget deres udplantning tre gange i forhold til, hvad de havde plantet ud sidste år.

Da jeg gik op af dalens modsatte skråning på vej The Bhaktivedanta Archives’ kontor for at sige haribol til Ekanatha, kom jeg forbi Nirguna og Vijaya’s halmhus. Et dejligt halmhus, som de selv har bygget. Det er bygget ifølge vastu-principper, så det er fyldt med gode energier. Kort sagt er vastu-principper nogle kosmiske love, som man kan følge for at få den bedste udnyttelse ud af en given situation, når man skal opføre en ny bygning, hvad end det drejer sig om et tempel, en forretning eller et hjem osv. Vedaerne beskriver alt dette meget detaljeret alt efter, hvad formål man skal bruge huset til. Vastu-principperne er en del af de vediske skrifter, der beskæftiger sig med arkitektur. Som vi ved, handler Vedaerne om alle mulige ting, hvor arkitektur bare er en lille, men samtidigt vigtig del af de vediske skrifter, hvis det enkelte menneske vil have det bedste ud af livet, åndeligt såvel som materielt.

Oppe hos The Bhaktivedanta Archives, som ligger øverst på skråningen, sidder Ekanatha Prabhu som altid trofast. Han står for The Bhaktivedanta Archives, der varetager alle Srila Prabhupadas originale bånd, billeder og tekster. En guldmine uden lige. Væggene prydes af masser af de første malerier, der har været brugt som billeder i Srila Prabhupadas bøger.

På min vej tilbage til Madhuha Prabhus hus var jeg lige inde forbi Krishna Caitanyas Prabhu, for det var tid til, at køerne skulle malkes. Det bliver gjort med hænderne. Det er et sjældent syn i disse teknologiserede tider, hvor maskinerne mere eller mindre gør alt arbejdet, vel at mærke så længe der er olie til at køre maskinerne med. Den dag, det ikke er der længere, kan man ikke bruge dem til noget.

Det var et fascinerende syn. Sådan en fred at se Pingala, som koen hedder, bare stå der midt i haven og hygge sig, mens hun bliver malket. Krishna Caitanya Prabhu siger, at de to køer giver omkring 5 gallon til sammen om dagen. Jeg fik en gallon med hjem, så vi kunne smage en rigtig god kvalitetsmælk om aften. En gallon, som er måleenheden i USA, er lig med 3,79 liter i dansk målestok.

Nu sidder jeg tilbage i huset hos Madhuha. Imens vi drikker den varme mælk, stiller jeg ham nogle spørgsmål om projektet Prabhupadas landsby.

Parigraha: Hvor mange bor der her, og hvor stort er det område, landsbyen ligger på?

Madhuha: Der bor for tiden 20 familier her, og landsbyen er på 358 acre, som er lig med 140 hektar.

Parigraha: Hvad er målsætningen med landsbyen?

Madhuha; At skabe et sted, hvor vi kan leve et Krishna-bevidst familieliv og samtidigt give børene en tryg opvækst. Et sted, hvor samværet blandt familierne er i højsædet i overensstemmelse med de retningsliner, Srila Prabhupada gav gennem sine instruktioner om, hvordan et åndeligt landsbyprojekt bør være.

Parigraha: Hvornår påbegyndte du projektet?

Madhuha: Vi startede med at bygge på området med det samme, da vi fik det i 1992. Det første, vi gjorde, var at indrette hestestalden, som var den eneste bygning på stedet på det tidspunkt, til en skole, hvor børnene kunne gå. Men der gik ikke lang tid, før flere hengivne kom til, købte et jordlod i projektet og begyndte at bygge deres egne huse på grundene med hjælp fra os andre hengivne.

Parigraha: Hvorfor startede du et nyt projekt og ikke bare flyttede ind i et allerede eksisterende projekt som New Vrindavana, New Talavana, Murari Sevaka eller Gita Nagari?

Madhuha: Et gammelt ordsprog siger ’Proprietorship turns sand into gold’. Desværre har mange af de landsbyprojekter, der har været og er under ISKCON´s ledelse, vist sig gennem tiden ikke at bære nogen frugt. En af grundene er, at de familier, som har boet på nogle af de områder, som var ejet af ISKCON, følte sig usikre på deres fremtid. Det at have en familie betyder, at nogle gange er tiden til f.eks. at gå til morgenprogram der ikke. Og hvis ledelsen ikke synes, at man ikke lever op til de standarder, der er sat for projektet, kan de til enhver tid smide en ud. Der er nok også andre grunde til, hvorfor det er gået, som det er gået, og vi kan altid diskutere de forskellige grunde til dette, men jeg ser ikke, at det er væsentligt at gå dybere med det her.

Parigraha: Hvad er nogle af vanskelighederne ved et sådant landsbyprojekt?

Madhuha: Ligesom det er sikkert, at solen står op i øst og går ned i vest, er det sikkert, at vil være små som store problemer. Et af de væsentlige problemer er at holde entusiasmen oppe blandt de hengivne, for der er en tilbøjelighed til, at man begynder at passe sig selv, hvis der ikke er en stærk fællesånd og samarbejde. Man kan jo ikke presse nogle til at gøre noget, hvis de ikke vil. Nu hvor de ejer deres jord, kan de jo bare passe sig selv.

Der skete en forandring i landsbyen, da de yngre børn var vokset op og gik ud af skolen for at tage en højere uddannelse eller lave andre ting, og de fleste huse var færdigbygget. Lige pludselig var der et tomrum, og det var for nogle nok til, at de afskar sig fra den fælles interesse og begyndte at passe sig selv. Nok et problem, der er svært at undgå, når man har at gøre med hengivne, der har været i mange år og har oplevet lidt af alle siderne i bevægelsen. Jeg erfarede hurtigt, at det var sværere at tænde den samme entusiasme for et fællesprojekt hos de ældre, end det var hos de yngre hengivne.

Parigraha: Hvad vil du give af råd, hvis nogle i dag vil starte et landsbyprojekt?

Madhuha; Det er vigtigt, når man gå i gang med et landsbyprojekt, at starte projektet sammen med nogle hengivne, der har det samme lette sind og vision. Få nedskrevet en forfatning på papir, der klart beskriver, hvad der er tilladt, og hvda der ikke er tilladt i projektet, så når der kommer nye til, ved de, hvad der er at forholde sig til. Hvis det ikke er muligt at gøre det for hele projektet, så lav i det mindste en forfatning for de fælles områder, der laves på projektet såsom et tempel eller de marker, der dyrkes. 

Det er også vigtigt, at der er tilstrækkelige faciliteter for børnene. Børnene er Srila Prabhupadas bevægelses fremtid.

Med det i baghovedet spørger jeg mig selv (og dig, der læser denne artikel), om vi er parate til at tage udfordringen op og gå i gang med at bygge en landsby her i Danmark. Lige meget hvad der vil ske, godt som skidt, vil vi stå sammen for på den måde at glæde Srila Prabhupada?