Efter et besøg på en ø med et helt enestående Krishna-bevidst potentiel skriver Jayapataka Swami til øens hengivne og resten af verden med for den sags skyld.

Den 8. februar 2003.

Jeg besøgte for nyligt Mauritius for tredje år i træk. Siden Mauritius er en lille demokratisk ø-nation med en 55% hindu-indisk befolkning, er den enestående i verden. Den samlede befolkning er på omkring 1.2 millioner. Traditionelt har premierministeren altid været hindu. Skolerne underviser i religiøs historie, der byder på hinduisme, og eleverne studerer Bhagavad-gita og andre vediske tekster.

Srila Prabhupada besøgte Mauritius på invitation af den daværende premierminister, og han gav instruktioner om at gøre Mauritius til en Krishna-bevidst østat. Srila Prabhupada var meget inspireret af besøget på Mauritius og ivrig efter at give lederne relevante instruktioner om udvikling af Mauritius ifølge åndelige retningslinier.

Krishna-bevidsthed har eksisteret på Mauritius siden da, og mange hengivne er kommet som resultat af den Krishna-bevidste prædiken. Mulighederne for at opfylde Srila Prabhupadas instruktioner og drømme i denne henseende er noget ganske enestående i verden og bør ikke forspildes af ISKCON. Jeg prædiker i mange indisk befolkede områder i verden, men mulighederne på Mauritius ses efter min erfaring ikke i samme grad i noget andet land i verden.

Mange kender historien, så jeg går ikke i detaljer. Jeg blev for nogle år siden bedt om at tage til Mauritius af GBC’ forretningsudvalg (EC) for at løse nogle problemer og undersøge situationen på grund af rapporterede konflikter. Da jeg kom til Mauritius, fandt jeg, at der var konflikter og gruppedannelser omkring forskellige disciple af forskellige guruer. Jeg fik at vide, hvordan Jaya Tirtha oprindeligt var GBC-sekretær og guru efter Srila Prabhupadas bortgang. Han havde initieret folk fra samfundets højeste lag, men da han faldt ned, mistede vi disse elitære hengivne.

Dernæst kom Bhagavan Dasa som GBC-sekretær og guru. Han var ligeledes i stand til inspirere folk, men da han også gik væk, var der igen sammenbrud. Så byggede Giriraja Swami og de lokale hengivne gradvist tingene op. Der var fortsat nogle skel på øen. Da Giriraja Swami blev syg og trak sig fra sine GBC-pligter, søgtes andre alternative GBC-sekretærer.

På et tidspunkt var det meningen, at Bhakti Tirtha Swami skulle komme, men en af grupperne hindrede det igennem et brev til regeringen, og Maharaja blev sat på den sorte liste. Trivikrama Swami forsøgte sig en overgang som officiel GBC-sekretær, men så trak han sig. Da han forsøgte at komme tilbage, blev han også sat på den sorte liste, og nogle personer, der holdes ansvarlige for dette, er blevet kritiseret af EC.

Nu er B.B. Govinda Swami der som GBC-sekretær. Man kan se, at Mauritius har lidt af en vanskelig historie med hensyn til sin GBC-repræsentation, og sandsynligvis har Govinda Swamis regeringstid været den mest fredfyldte i lang tid. Jeg hørte for et par år siden, at hans stærke prædiken praktisk taget har stoppet de guru-grupperinger, der plejede at være på Mauritius, og alle disciple af forskellige guruer besøger nu templerne. For øjeblikket er der mange disciple af mange åndelige mestre inklusive disciple af Giriraja Swami, Krishna Dasa Swami, Gopala Krishna Goswami, Bhakti Caru Swami, Bhakti Tirtha Swami, Bhakti Bringa Govinda Swami, Satsvarupa Swami og mange andre.

Dette var mest en politisk historie om GBC-medlemmer og genspejler slet ikke historien om den vidunderlige prædikeren, som det ville fylde mange sider at fortælle om. Jeg giver blot en kort oversigt.

Der er et smukt tempel på den nordlige del af øen på et sted, der hedder Bon Aqcuiel. Templet er med traditionelt vedisk design, der er udført af Arjuna Dasa under ledelse af Sri Sriniketana Dasa, begge initierede disciple af Srila Prabhupada. Sriniketana Prabhu har været tempelpræsident lige så længe, man kan huske, og er en meget standhaftig og striks hengiven. Han er en åndelig drivkraft og vejleder og støtte for mange hengivne på Mauritius.

Der er et andet tempel på øens sydlige del på et sted ved navn Phoenix. Templet er arkitektonisk intet særligt, men er meget praktisk indrettet med tempelrum, reception, kontorer, gavebutik, restaurant, FFL-køkken, brahmacari- og brahmacarini-områder, gæsteværelser, haver og masser af tilhørende jord. Hvad der gør dette sted til noget særligt er dets centrale placering på øen på et sted, der er nemt at komme til fra de mest befolkede områder. Der er butikscentre til begge sider af templet indenfor kort afstand, og beliggenheden er strategisk meget god med hensyn til opførelsen af et tempel, der kunne have stor indvirkning på øens åndelige udvikling.

Siden jeg besøgte dette tempel for nogle år siden, er det gået fremad. Den nuværende tempelpræsident Advaita Krishna Dasa Adhikari har bygget et nyt alterrum i en større sal i templet og lagt et flot gulv i tempelrummet. Det gamle tempelrum er blevet til modtagelsesområde, og til søndagsfester er begge områder fyldt op. Under min Panihati-festival kom 600 eller flere hengivne og deltog og fyldte templet op, imens flere var udenfor. Jeg fik at vide, at på normale søndage besøger mere end 300 gæster templet. Jeg blev også fortalt om særlige Food For Life-programmer, der leverer mad direkte til døren til virkeligt sultne mennesker og har et godt ry. Tempelpræsidenten Advaita Krishna Dasa er grhastha, men hans forretning kører med et minimum af tid fra hans side og drives af hans hustru og personale, så han kan give så megen tid som muligt til templet, hvilket han gør. Han var initieret af Bhagavan Dasa, men da han endnu ikke har søgt tilflugt hos nogen anden åndelig mester, anses han af mange som en neutral person, der står udenfor enhver guru-orienteret lejr. Det er til hans anerkendelse, at han har været i stand til at engagere mange personer fra alle mulige grupper.

På trods af det er der personer, der ikke har lyst til at arbejde med Advaita Krishna Dasa og mukker lidt i baggrunden. Dette fik jeg hovedsageligt at vide på anden hånd, da ingen kom til mig med specielle indsigelser under dette besøg, men jeg har tidligere af og til fået nogle e-mails. Jeg lagde mærke til, at nogle af dem, der skrev til mig på e-mail, nu arbejder sammen med Advaita Krishna Dasa. Det virker, som om de hengivne der har brug for en kærlig og fast åndelig vejledning om, hvordan man samarbejder og indordner sig.

Begge templer er i store træk ansvarlige for prædikenen på deres respektive halvdel af ø-staten, og jeg er blevet fortalt, at de har regelmæssigt nama-hattaer i de fleste af landets landsbyer og byer. Hvert tempel har også faste ugentlige harinamaer på hver sin halvdel af øen med omkring 500 deltagere. Disse harinamaer er noget helt særligt.

Mange andre fælles programmer som Bhaktivedanta College, universitetsprogrammer, FFL og nama-hatta finder sted. Den nordlige del har startet forsøg med bhakti-vrksa-grupper, der vokser. Under Janmastami-festivalerne kommer omkring 50.000 mennesker til templerne ifølge de seneste oplysninger, jeg fik for et par år siden. Det er sikkert flere siden dengang.

Lad mig prøve at give nogle anbefalinger for den fremtidige udvikling.

1. Siden der undervises i hinduisme i skolerne, skulle ISKCON kunne påvirke skolebøgerne og pensummet, der for øjeblikket hælder til mayavada, i en mere vaisnava eller neutral retning. Hele uddannelsesprocessen kunne med tiden påvirkes af ISKCON, hvilket ville have en kraftfuld indvirkning på alle fremtidige generationer.

 

2. Hvis prædikeindsatsen fortsætter systematisk og uden den tendens til splittelse, der ofte plager Mauritius, kan den udbredte udvikling af Krishna-bevidsthed på denne ø blive et eksempel for hele verden. Alle mennesker kender til Krishna-bevidsthed og er generelt favorable. Selv i lufthavnen hilser indvandringsmyndighederne en med "HARE KRISHNA!" En gennemarbejdet plan for, hvordan man effektivt når hvert eneste sted på øen, kunne udarbejdes af hvert eneste hold og med jævne mellemrum tages op til vurdering for resultater og virkningsgrad. Bhakti-vrksa-grupper kan komme til at spille en vigtig rolle i udviklingen af Krishna-bevidst prædiken i dette land.

 

3. Universitetsprædiken: under min gæsteforelæsning på Mauritius’ universitet (Jeg talte om ’Kloning af mennesker og de etiske hensyn’) blev jeg overrasket over at se, at mange af kvinderne, der studerede der, var klædt i sarier og traditionelt indisk tøj, hvilket er noget, man ikke længere ser selv i store byer i Indien, hvor alle studenterne normalt er militant vesterliggjorte og gør grin med enhver, der går i traditionelt tøj. Forelæsningen havde fuldt hus, og studenterne var meget opmærksomme og modtagelige. Jeg ser et enormt potentiel i udviklingen af programmer for studenter.

 

4. Popularisering af chantning og japa er noget, der kunne blive virkelighed på Mauritius. De unge på Mauritius hælder mere og mere til Krishna-bevidsthed, og dette kunne fremmes kraftigt.

 

5. Der er mange initierede hengivne på øen, men mange af dem er ikke længere involveret i Krishna-bevidsthed på grund af den Krishna-bevidste historie der. En indsats på at opspore alle disse hengivne og igen involvere dem i Krishna-bevidsthed kunne give nogle gode resultater.

 

6. Jeg fik at vide, at i Krishna-bevidsthedens begyndelse var mange af de 10% tamiltalende hinduer (de fleste er fra hindi-talende områder i Indien, hovedsageligt Bihar og Bojpur) aktive i Krishna-bevidsthed, men over årene har de distanceret sig. Hvis nogle tamilske prædikanter fra Sydindien eller Malaysia kunne bruge nogen tid på at kultivere tamilerne på Mauritius, kunne de igen blive aktive i Krishna-bevidsthed.

 

7. Der er andre etniske minoriteter som kinesere, der også kunne kultiveres til at tage del i Krishna-bevidsthed.

 

8. Opførelse af et flot tempel på Phoenix-templets strategiske område kunne have en dynamisk indvirkning på øens befolkning som et vartegn og gøre stort indtryk på alle. Jeg ved ikke, om studenter eller turister bringes til Krishna-Balarama-templet på den nordlige del af øen, men dette er noget, som regeringen også kunne støtte som en kulturel demonstration og eksempel.

 

9. Ved at kombinere de eksisterende templer med massemedierne (TV, radio osv.) kunne Krishna-bevidsthed blive spredt til hvert eneste hjem på en daglig basis. Dette bør være en del af en prædikestrategi. Der er allerede nogle Krishna-bevidste restauranter og snackbarer, der kunne blive til flere, når behovet vokser.

 

10. Tværreligiøs dialog sker her fra den enestående position, at Krishna-bevidsthed er en del af flertalsreligionen. Der er andre religioner, men de ville sætte pris på tværreligiøse aktiviteter, og det ville generelt hjælpe at skabe en koalition for åndeliggørelse og bevarelse af Mauritius’ religiøsitet, imens landet udvikler sig økonomisk. Srila Prabhupadas formel med den stærke, men blinde mand, og vise, men svage mand kan blive til virkelighed i dette land.

 

Jeg kunne blive ved. Muligheden for at udvikle Krishna-bevidsthed i dette land med dets politiske støtte, regeringens støtte og en generelt favorabel og jævn og ligefremsindet befolkning er noget helt enestående og specielt. Min tanke var blot at give nogle ideer om, hvordan jeg ser, at ISKCON her på Mauritius kunne virkeliggøre ting, som vi i andre lande kun kan drømme om ude i en fjern fremtid. Med yderligere undersøgelser og gennemtænkning er jeg sikker på, at meget mere end blot disse grundlæggende ideer, som jeg har, kunne udvikles af lederne der.

Jeg håber, at alle hengivne på Mauritius kan arbejde sammen om at få Krishna-bevidsthedsbevægelsen til at udvide sig og derigennem vise deres kærlighed til Srila Prabhupada. Tiden er kort, og Kali arbejder hurtigt. Der er fortsat store muligheder på Mauritius, men som tiden går, vil tingene ændre sig, hvis Krishna-bevidsthed ikke prædikes tidsnok og på den rigtige måde på Mauritius.

Jeg vil gerne takke alle de hengivne, der praktiserer og spreder Herren Sri Krishna Caitanya Mahaprabhus store budskab på Mauritius, for deres fantastiske hengivne tjeneste. Jeg finder det altid oplivende at besøge Mauritius og se de vidunderlige hengivne. Tak for jeres fine gæstfrihed og gode selskab. Jeg håber, at I alle under den kvalificerede ledelse af jeres lokale GBC-sekretær B.B. Govinda Swami og de lokale ledere kan opnå store ting for Srila Prabhupada i den nærmeste fremtid. Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe, vil jeg være glad for at gøre det, hvad end der står i min magt. Jeg håber, at de berørte GBC-medlemmer kan gøre noget for at hjælpe Krishna-bevidsthed på Mauritius og sætte de lokale ledere der i stand til sprede Krishna-bevidsthed som højeste prioritet. Jeg hørte, at på et tidspunkt overvejede Srila Prabhupada at lægge verdenshovedkvarteret her. Jeres tjener, Jayapataka Swami