Indtryk fra Makedonien og Bulgarien
Af Gaura Hari Dasa

       

Ja, så er jeg tilbage i Danmark efter en lille måned i Bulgarien og Makedonien. Det var, som sædvanlig fristes jeg næsten til at sige, en stor succes, i hvert fald at dømme efter den respons jeg fik fra de hengivne. Jeg holdt foredrag morgen og aften og snakkede med mange hengivne.

Jeg havde masser af berigende oplevelser, som jeg kunne skrive mange sider om. I Bulgarien snakkede jeg blandt andet med en meget sød hengiven, som desværre havde haft en meget traumatisk oplevelse, idet hans forlovede havde begået selvmord. Han tog det faktisk på en meget Krishnabevidst måde. Jeg snakkede med ham om, hvordan den slags oplevelser er noget vi alle må igennem i den materielle verden. Tendensen er, at når sådan noget sker, føler vi, at skæbnen har været ekstra hård mod os, men i virkeligheden kommer alle ud for den slags smertefulde oplevelser. Jeg rådede ham også til ikke at prøve at fornægte sorgen, men se den i øjnene og lade den komme til udtryk, så han kunne få den ’ud af systemet’. Det betyder naturligvis ikke, at man skal lade sig overvælde, men hvis man artificielt undertrykker sine følelser, bliver det bare værre. Når man har en højere smag, som kommer gennem at høre og synge om Krishna, bliver sorgen til at bære. Faktisk giver den slags hændelser en speciel mulighed for at fordybe sig i Krishnabevidsthed og opleve denne højere smag. Vi snakkede til langt ud aftenen, og jeg tror, vi begge følte os lige oplivede.

Det bedste på hele turen var måske, at jeg også fik lejlighed til at være sammen med Bhaktivaibhava Swami i lidt over en uge i Sofia. Han er GBC-sekretær i området, så han havde temmelig travlt med at prøve at udrede den temmelig rodede situation. De hengivne har ikke noget tempel, men penge til at købe det for. De kan dog ikke blive helt enige om, hvad for et tempel, det skal være, eller hvem der skal lede det osv. Det er en situation, man jævnligt støder ind i, men jeg tror på, at det hele ordner sig i løbet af nogen tid, for de hengivne er alle oprigtige og ønsker at tjene Krishna.

Heldigvis gav Bhaktivaibhava Swami dog også en del foredrag, som jeg værdsatte meget. Han fortalte blandt andet om en hændelse, som fandt sted under Srila Prabhupadas besøg i Sverige i 1974. I spørgetiden efter et foredrag, han [Srila Prabhupada] holdt på universitetet i Uppsala, var der en student, som blev ved med at argumentere. Han snakkede og snakkede og nægtede at acceptere, at Krishna er Gud. Han var ganske respektløs, og de hengivne skulle lige til at smide ham ud med fynd og klem, da Prabhupada stoppede dem og gav tegn til, at studenten skulle have lov til at snakke færdigt.

Endelig sagde Prabhupada til ham: „Hvordan vil du have, at jeg skal bevise for dig, at Krishna er Gud?" Det fik studenten til at stoppe og tænke sig om. Han måtte erkende for sig selv, at der i virkeligheden ikke var nogle argumenter, som kunne overbevise ham, for han var ganske enkelt ikke villig til at lade sig overbevise. Det lille ophold i studentens talestrøm udnyttede Prabhupada til med munden helt ind til mikrofonen at sige: „Accepter derfor, at Krisna er Guddommens Højeste Personlighed." Knapt nok havde han sagt det, før klokken i auditoriet begyndte at ringe. Effekten var så stærk, at hele salen bifaldt højlydt, mens den trættekære student slukøret forlod salen. Prabhupada lænede sig tilfreds tilbage ’stolt som en løve’, som Bhaktivaibhava Swami beskrev det. Han var naturligvis ikke stolt på egne vegne, men over Krishna.

Alt i alt har det for mig været et fantastisk godt år, hvor jeg har nået det meste at det, jeg havde sat mig for. Nu drømmer jeg om at komme til Indien til Mayapur-Vrindavana festivalen, inden det går løs igen med at prædike i østlandene. Jeg har lige fået et brev fra Rusland, hvor de spørger, hvornår jeg kommer igen, så det ser ikke ud som om jeg bliver arbejdsløs lige med det første.

Hare Krishna, Gaurahari Dasa Vanachari.