|
|
|
|
|
Turen til Rusland I sommeren 2002 besøgte Gaura-Hari Dasa Rusland og opholdt sig der i 3-4 måneder. Han fortæller derfra. Begovaya,
Moskva. Endelig
fik jeg taget mig sammen til at fortsætte min rejsedagbog. Jeg sidder i det
komfortable gæsteværelse i BBT-afdelingen af templet her i Moskva. På bordet
foran sidder Krishna Murari på Sin simhasana og smiler til mig. Han er
en salagrama-sila, som kom til mig i Vrindavana. På grund af Sin årsagsløse
barmhjertighed har Han indvilliget i at være min rejseledsager, så jeg kan
have fornøjelsen af at tjene Ham på min egen beskedne og ufuldkomne måde.
Navnet Krishna-Murari fik Han, fordi jeg hele tiden blev de hengivne svar
skyldig, når de spurgte, hvad Han hedder. Han har et lille hul, som præcis
passer til en fløjte, ved Sin mund, så jeg tænkte, Han skulle have et navn
derefter. Krishnas fløjte hedder godt nok Murali og ikke Murari, hvilket senere
gik op for mig. Men da Krishna Murari var det første navn, som faldt mig ind,
og jeg synes, det er så smukt, valgte jeg at lade Ham beholde det. Jeg
prøver at styre min trang til at bruge mere og mere tid på at tilbede Ham og
lave små ting til Ham (af træ). Når alt kommer til alt, er det mest en hobby.
Min virkelige mission er at prædike, mest ved at holde foredrag og snakke med
hengivne. Alligevel føler jeg, at jeg er blevet en lille smule mere
Krishna-bevidsthed, efter at jeg er begyndt at tilbede Krishna Murari. Efter
jeg forlod Danmark i midten af maj, tog jeg den sædvanlige tur over Sverige til
Estland, Letland og Litauen. Det er skønt at komme tilbage til de steder, jeg
allerede har besøgt nogle gange gennem de seneste par år og møde de hengivne
igen. De fleste virker glade for at se mig igen. Jeg har fået en masse nye
venner rundt omkring. Efter cirka en uge i Estland tog jeg ind til Riga, hvor
jeg også blev ca. en uge. Derefter gik turen til Kaunas i Litauen. Den årlige harinama-turné
i Litauen, der kaldes Pada-yatra, og som foregik ugen efter min ankomst,
havde atter i år deltagelse af Bhakti Caitanya Swami. Jeg deltog også. Det var
igen en dejlig simpel Krishna-bevidst oplevelse.
Torsdag den 11.7 Jeg
tog af sted fra Moskva i går kl. 18:40 og nærmer mig nu Perm i Ural. Klokken
er 15:30 (Moskva tid). Det er tredje gang, jeg besøger Perm. Det rejsende liv
er ved at blive en hverdag. En togrejse på 20 timer føles ikke mere så lang.
Naturligvis er det ubehageligt ikke at kunne tage et bad, men som der står i
skrifterne, kan man altid blive renset blot ved at recitere det hellige navn.
Fordi det er en nødvendig askese, føles det ikke forstyrrende på samme måde,
som hvis grunden havde været en anden. Selv om russerne naturligvis bliver
meget overraskede over at se en vaisnava i dhoti, er de næsten
alle sammen venlige og respektfulde, muligvis også fordi jeg er udlænding. Dem
er der ikke mange af på disse kanter.
Tirsdag den 23.7 Tiden
går stærkt. Efter halvanden uge i Perm er jeg på vej til byen Kirov. Selv om
jeg holder så mange foredrag – ofte to gange om dagen – har jeg ikke svært
ved at finde på noget at sige. Det burde heller ikke være noget problem,
eftersom Krishna og Hans filosofi er ubegrænset. Hvis man bare kan huske en
lille smule af, hvad der står i Prabhupadas bøger, kan man snakke i timevis.
Jeg må indrømme, at jeg nyder at prædike. Jeg prøver at huske, at jeg bare
er et instrument for Krishna, og at jeg derfor ikke kan tage æren for min lille
succes. Så længe jeg kan holde den bevidsthed, ved jeg, at intet kan stoppe
mig, og at jeg aldrig vil miste den vidunderlige smag af Krishna-katha. I
Perm mødte jeg Purnacandra Prabhu. Han er en Prabhupada-discipel. Oprindeligt
er han fra New York, men han har tilbragt over ti år i London. Efter at være
blevet skilt har han de sidste ti år mest prædiket i Østlandene. Vi hyggede
os fint sammen og snakkede om løst og fast. Han holder meget af at synge
brijbasi bhajana’er og snakke om Krishnas Vrindavana-lila.
Personligt føler jeg nok, det ville være bedre at snakke om den grundlæggende
filosofi, selv om jeg ikke vil kalde ham en sahajiya. Han virker ret
uskyldig, og jeg tror, han har en ægte smag for disse fortrolige emner.
Personligt nyder jeg at høre ham, men jeg ved, hvor let man kan misforstå de
beretninger, og jeg føler, de hengivne her også behøver hjælp til at gå
igennem de almindeligste problemer i hengiven tjeneste – med at følge
principperne og undgå indbyrdes stridigheder for eksempel. Alt
i alt synes jeg dog om Purnacandra. Ingen er perfekt, og jeg prøver at træne
mig i at fokusere på andres gode kvaliteter. Som sagt hyggede vi os sammen, og
jeg håber også at få mulighed for at møde ham igen.
Onsdag den 7.8 Jeg
er i byen Kungar ca. 100 km fra Perm. De hengivne i Ural har arrangeret Rohini
Sutas vyasa-puja-festival her, og jeg blev inviteret. Jayapataka Swami og
Banu Swami er her også. Selv om jeg bliver inviteret til at spise sammen
med swamierne og Rohini Suta, prøver jeg at tage det afslappet og
ikke lade det stige mig til hovedet. I går var vi også i ’Ganga’ eller
sauna sammen. Jayapataka Swami morede sig med at sprøjte koldt vand på mig, og
jeg morede mig også. I øvrigt er jeg meget glad for at møde Banu Swami og høre
hans klasser, som jeg sætter stor pris på. Inden
var jeg rundt lidt forskellige steder i regionen. Jeg var i Kirov som nævnt.
Derefter besøgte jeg Izjevsk og Berezniky. I Izjevsk boede jeg i en lille,
gammel lejlighed sammen med et ældre par, der havde travlt med at producere samosaer
til salg hver morgen. Hele lejligheden var nærmest som et køkken med røg,
damp og hektisk aktivitet. Nå, men jeg prøvede at tage det som en oplevelse,
selv om det var lidt svært at slappe af og samle tankerne. Når man rejser,
specielt i Rusland, oplever man lidt af hvert. Trættende er det også, men i
Berezniky kunne jeg hvile lidt. Jeg tilbragte et par dage i en ’dacha’, et
sommerhus. Der var intet indlagt vand eller træk-og-slip, men efter at have været
på pada-yatra i Indien tager jeg den slags i strakt arm. Faktisk er det
moderne WC en rigtig dårlig opfindelse (ligesom alle de andre moderne
opfindelser). I Danmark har vi jo på Bauneholm selv kunnet se, hvor mange
problemer, det skaber, når man skyller sine ’ting’ ud i søer og vandløb.
Dyrene er jo heller ikke så dumme, at de forretter deres nødtørft i vandet.
Hvis vi fulgte deres eksempel og gjorde det på jorden, som det er meningen fra
naturens hånd, ville det reducere forureningen betydeligt. Selvfølgelig ved
jeg godt, at det ikke kan lade sig gøre, når man lever i byen, men igen kan
man så sige, at det slet ikke er meningen, at vi skal leve klumpet sammen i
store byer. Det kunne slet ikke lade sig gøre uden moderne transportmidler, som
bringer maden ind til byerne for eksempel. Uanset
hvad man tager fat i, vil man finde, at det liv, moderne mennesker lever, er
blevet spoleret af de såkaldte fremskridt. Det er, hvad der sker, når
mennesker i stedet for at bruge deres intelligens til at forstå, hvem de er,
bruger den til at ’forbedre’ deres materielle liv. Jeg
diskuterede lidt med min bror om de ting, mens jeg var i Danmark. Det blev lidt
ophedet, men jeg tror alligevel, det var godt, jeg fik sagt nogle ting om den
barske virkelighed. Jeg sluttede med at advare om, at det, der skete 11.
september sidste år, blot var en advarsel om langt værre ting. Det stejlede
han naturligvis over, men jeg tror, at han vil komme til at erkende, at jeg
havde ret.
Jeg får mest tid til at skrive, når jeg rejser. Denne
gang er jeg på vej i bus fra Cheylabinsk til Kurgan, begge byer i det sydlige
Ural. Efter oplysningerne skulle turen tage ca. 3½ time, men vi har allerede været
undervejs i fire timer nu, og Kurgan er ikke umiddelbart i sigte. Nå, men vi
kommer nok frem. Forsinkelser hører til dagens orden. Jeg var i Cheylabinsk i ca. to uger. Templet er endnu ikke
færdigt, men jeg fik mit eget rum stillet til rådighed. Det var ganske
komfortabelt. Eftersom Uttama Sloka, tempelpræsidenten i Cheylabinsk, tidligere
har udtrykt ønske om, at jeg tilbragte mere tid der, kom jeg til at tænke på,
at det måske var en ide, at jeg etablerer min base her. Jeg behøver et sted,
hvor jeg kan have mine få ejendele – mest bøger og lidt ekstra tøj – og
hvor jeg ind imellem kan hvile lidt imellem rejserne. Eftersom jeg har planer om
at tilbringe vintrene i Indien, er det ikke så meget af vejen at bruge Ural som
hovedkvarter. På den måde kunne jeg være her lidt om foråret og efteråret.
Om sommeren kunne jeg så besøge de andre steder på min ’rute’, mest
Baltikum og Bulgarien. Det er så let at glemme Krishna, men når man har en
tjeneste, hvor man hele tiden skal tale om Ham, er det en stor hjælp. Man er
ganske enkelt tvunget til at tænke på Krishna. Naturligvis er maya
utroligt stærk og snu, og faren er, at jeg i stedet for at glorificere Krishna
prøver at imponere tilhørerne med min lærdom og talegaver. Den fælde falder
jeg tit i, men når det sker, bliver det meget svært, og smagen forsvinder. Det vidunderlige ved Krishna-bevidsthed er, at det er vældigt
enkelt. Man behøver blot at være ærlig og dele det, man har fået, med andre.
Heldigvis har jeg fået lidt gennem Krishnas nåde, og de hengivne virker
taknemmelige for, at jeg er villig til at dele det med dem. Onsdag den 4.9 Jeg sidder i en sal i Nizny Tagil og venter på, at Bhakti
Vijnana Maharaja skal komme og holde foredrag. Som nogle ved, var han tidligere
discipel af Harikesa og hed Vaidyanatha Dasa. Han er for nylig blevet udpeget
til GBC-sekretær for dette område, og de hengivne ser spændte frem til at møde
ham. En undtagelse er måske min oversætter, Aghurnita Kalevara. Af en eller
anden grund er han ikke så begejstret for Maharaja. Jeg er tilbøjelig til at
tro, det er en lille smule misundelse, der kommer frem. Det ser man jo somme
tider, selv blandt hengivne. Generelt kan jeg se, at Aghurnita er tilbøjelig
til at se på hengivne som venner og fjender. Vi er gode venner, så jeg prøver
at påvirke ham til at opgive den måde at tænke på, selv om jeg godt ved, det
ikke er let. Mine egne erfaringer har vist mig, at den mentalitet er
meget ødelæggende for ens åndelige liv. Det er en almindelig tendens for
betingede sjæle at tænke sådan, men løsningen er at prøve at se sig selv og
andre som Krishnas tjenere. Når man forstår det, følger det, at vi alle har
samme interesse – at tjene Krishna. Nogle har måske glemt det, men det er
ikke nogen undskyldning for, at vi skal se dem som vores fjender. Snarere bør
vi prøve at hjælpe dem, hvis vi er i stand til det. Selv ældre hengivne har
også fejl, og det behøver vi ikke være blinde for, men sådanne fejl bør
ikke tages særligt alvorligt. Snarere bør vi prøve at se, at den hengivne
demonstrerer sin oprigtighed og vilje til at tjene Krishna trods alle
forhindringer, som der er mange af i den materielle verden. Eksemplet, som gives
i Hengivenhedens Nektar er, at ligesom pletterne på Månen ikke bør
anses for at være en fejl, bør en hengivens små fejl ikke tages alvorligt.
Som Prabhupada siger: ”En lille fejl blandt mængder af gode kvaliteter bør
ikke tages alvorligt.” Fredag den 13.9 Efter lidt over to måneder i Rusland er jeg begyndt at bevæge
mig tilbage mod Danmark. Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at nå tilbage til
min mors fødselsdag. Hun bliver 87 den 24. september, og i den alder ved man
aldrig, om det bliver sidste chance for at fejre hendes fødselsdag. Når alt
kommer til alt, finansierer hun stort set mine rejser, så det er vel kun
passende, at jeg viser hende lidt opmærksomhed til gengæld. Turen tager lidt
tid, når man rejser til lands. Jeg forlod Nizny Tagil i Ural i går og
forventes at ankomme med toget til St. Petersborg i morgen ved 11-tiden om
formiddagen. Jeg er lidt spændt på, om jeg igen i år støder ind i
Devamrta Swami i St. Petersborg. Sidste efterår mødte jeg ham der. Han har fået
til opgave at prøve at gøre noget for de hengivne i denne vigtige by, hvor
ISKCON har lidt meget under eftervirkningerne af Harikesas ’bortgang’. Som nogle ved, er Devamrta Swami en gammel kending af
Danmark. Han virkede her i årene fra 1980 til 1986, hvilket også var mine første
år som hengiven. Han hjalp mig naturligvis på mange måder i de år, og det er
jeg ham taknemmelig for. Samtidigt må jeg nok være ærlig og indrømme, at det
var noget af en lettelse, at han forlod Danmark. Han er en fin hengiven, men han
havde i det mindste dengang en tendens til at dominere de hengivne på en måde,
som jeg personligt godt kan undvære. Faktisk havde jeg en aftale med ham om, at vi skulle prøve
at lære russisk sammen i St. Petersborg i juni i år. Det blev dog ikke til
noget, eftersom han ændrede planer, men det er meget muligt, jeg støder ind i
ham, når jeg kommer til St. Petersborg nu. Jeg prøver at glemme fortiden og være
høflig overfor ham, da jeg kan mærke, han gerne vil have, at vi skal være
venner igen. Samtidigt er det dog helt klart, at vort forhold er et helt andet
nu. Selv om han gerne vil hjælpe mig med råd og vejledning, føler jeg mig på
ingen måde bundet til at følge hans råd. Hvis jeg skal være ærlig, lider jeg stadig lidt af bhauma-ijya-dhih
eller hjemve på godt gammelt dansk. Hver gang jeg har været væk nogle måneder
og vender næsen hjemad igen, begynder jeg at længes efter gode gamle Danmark
og alle de kendte ansigter. Jeg føler stadig min mors lille rækkehus som en
slags tilflugtssted eller ’hjem’. Det er selvfølgelig en illusion, men det
er svært ikke at tænke lidt på den måde. På den anden side er jeg altid
glad for at komme af sted igen efter nogle uger ’derhjemme’. Jeg er spændt på at se, hvordan det går efter, at templet er flyttet ind til København. Jeg så huset på Vangehusvej*, inden jeg tog af sted, men jeg er spændt på at se, hvordan Gaura-Nitai og de hengivne har indrettet sig. Efter et par uger i Danmark vil jeg prøve at komme til Bulgarien ligesom sidste år. Når jeg finder nogle steder, hvor jeg får respons på min prædiken, prøver jeg at holde kontakten ved lige og besøge dem mindst en gang om året. Det virker mest logisk, og det er naturligvis også lidt lettere end hele tiden at tage nye steder hen. *Fodnote: Efter at Gaura-hari var rejst, faldt valget i stedet på Skjulhøj Allé i Vanløse. |
