Med Gaura Hari i Indien og Nepal 

Gaura Hari vendte hjem til Danmark midt i maj 2003 efter en længere rejse til Indien. Han har et stående løfte om at føre dagbog til Nyt fra Hare Krishna, men dagbogen, vi fik af ham denne gang, fylder dog ikke så meget som de forrige, og den slutter også ret brat. Vi bringer alligevel på de næste par sider de få dagbogsnotater fra denne rejse, for et lille indblik i Indiens verden får vi under alle omstændigheder. Vi møder her Gaura Hari,  efter at han deltog i Mayapur-festivalen i foråret og rejste gennem Indien til Nepal, hvor han blandt andet ’fisker’ efter Salagrama-silaer i den berømte Gandaki-flod. (Krishna manifesterer sig dog ikke altid lige på den anden måde, man forventer.) 

Tirsdag den 8.4.03.

På vej fra Bombay til Vrindavana. Siden sidst jeg skrev har jeg deltaget i Mayapur-festivalen, hvorefter jeg tog til Jagannatha Puri, Pandarpur og endelig Bombay. Nogle korte stop i Bhuvanesvara og Solapur blev det også til. Den årlige festival i Mayapur er for mig en større og større kilde til lykke og inspiration. Specielt var det oplivende at møde mange af de hengivne, jeg har besøgt rundt om, på et og samme sted. Nye bekendtskaber gjorde jeg naturligvis også. Blandt andet traf jeg en ung brahmacari, som hedder Kirtiraja og er søn af en af Prabhupadas tidlige disciple fra New York. En vældig seriøs og venlig ung fyr, som jeg håber at møde, når jeg tager til Nepal om en uges tid, hvis alt går efter planen.  

Her i Indien har jeg mødt flere meget seriøse hengivne fra anden generation. Det synes jeg er utroligt oplivende – at det ikke er alle, som har fået nok af ISKCON og er vendt tilbage til det materielle liv, så snart de fik mulighed for at træffe deres eget valg. En anden sådan hengiven fra anden generation er Dhruva das, som nogle måske vil huske fra en artikel, han skrev i Back to Godhead om sit besøg i Ahovalam, hvor jeg jo som før nævnt var for nylig sammen med Sridhara Swami. Han kom til Sridhara Swamis seminar om Nrsimhadeva i Mayapur og berettede entusiastisk om sine rejser rundt til forskellige Nrsimha-templer.  

Som nævnt gjorde jeg et kort stop i Solapur, en by i Maharastra. Det er et sted, jeg helt sikkert har tænkt mig at vende tilbage til. Der er ikke noget stort tempel i denne by, men op mod 200 hengivne bor her. Det var meningen, jeg ville have været direkte til Pandarpur, men de hengivne i Solapur overtalte mig til at blive natten over og komme til et spontant arrangeret program hjemme hos en af de hengivne. Konen i huset havde lavet vidunderlig prasadam, bagefter havde vi en ekstatisk kirtana, og jeg gav et lille foredrag, som de påskønnede meget. De sagde, at hvis jeg ville blive længere, kunne vi have et program hver aften i et nyt hjem. Desværre følte jeg, at jeg måtte videre for at nå det jeg vil, inden jeg vender næsen hjem mod Danmark i begyndelsen af maj. Jeg måtte love dem at komme og bruge lidt mere tid i Solapur, når jeg efter planen kommer til Indien igen næste vinter 
 

Torsdag den 24.4 .03

Beni, Nepal. Denne lille flække ligger i bjergene på bredden af Kali-Gandaki, hvor Salagram-sila’er kommer fra. Byen er på mange måder som taget direkte fra den gamle by i Århus. Gaderne er ikke asfalterede, biler er der ikke mange af, og husene er små og mest byggede af sten med udskåret træværk, der ser ud, som om det kunne være flere hundrede år gammelt. En del vesterlændinge viser sig med mellemrum i gadebilledet – for en dels vedkommende bjergbestigere, der bruger byen som udgangspunkt. Hvide ’sadhuer’ kommer der dog ikke mange af her, så alle gør store øjne, når jeg kommer gående gennem byen. 

Spændende er det at være kommet til kilden til de hellige små sorte sten, mange hengivne i ISKCON tilbeder. Det gik dog op for mig, at man ikke bare lige går ned til flodbredden og finder sila’er. Sten er der nok af – i alle størrelser, farver og faconer, men de fine, glatte, sorte og runde sila’er, jeg kender fra templerne, er ikke helt så lette at finde, i hvert fald ikke på denne strækning af Gandaki-floden. Jeg fik godt nok at vide af pujarien i Katmandu, at enhver sten fra Kali-gandaki kan tilbedes som Krishna, men jeg må indrømme at jeg foretrækker sila’er med den fine runde, glatte form, som min egen Krishna-murari har. 

Kali-Gandaki er en imponerende flod, som bruser i en bred strøm ned gennem en smal dal her i Himalaya-forbjergene. At sidde på bredden og recitere det hellige navn er en ganske speciel oplevelse. Naturen er storslået. Lige her kan man ikke se sneklædte tinder, men de er ikke langt væk. Byen ligger i ca. 1000 meters højde, men alligevel er klimaet varmt nok til, at der kan gro bananpalmer.