Krishna besvarer vore bønner Fra min dagbog, del 11 (Sidste del af dagbogen)  
Af Gaura Hari Dasa

Søndag den 5.5.2002  
Jeg sidder i flyet på vej tilbage til Danmark efter næsten tre måneder i Indien. Tiden er fløjet af sted. Jeg kunne godt være blevet længere, men jeg syntes ikke, jeg ville svigte min aftale med Devamrta Swami om, at vi skal mødes i St. Petersborg i juni.  

En af mine bagtanker med besøget i Vrindavana var, som jeg vist tidligere har nævnt, at se, om Giriraja Maharaja[1] ville være så barmhjertig at komme til mig i form af en Govardhana-sila, jeg kan tilbede på mine rejser. Eftersom jeg fik grønt lys af Sridhara Swamii, følte jeg, at nu skulle det være. Så jeg tog til Govardhana i håb om at finde Giriraja. Efter at have talt med Kesava Bharati Prabhu, som bor i templet ved Govardhana, og som har tilbedt Giriraja i mange år, konkluderede jeg imidlertid, at det ville være rigtigst at vente til Giriraja selv kommer til mig, selv om jeg måske godt kunne være gået ud og have samlet en sila op, når jeg havde Gurudevas godkendelse. Tanken om at vente og se, om Krishna ville opfylde mit ønske, inspirerede mig også.  

Tiden for min afrejse til Danmark nærmede sig, og det virkede ikke som om Krishna ville besvare min bøn denne gang. Men så skete der alligevel noget. Da jeg i går kom tilbage til Krishnadasas asrama for at pakke mine ting og tage af sted, var Krishnadasa lige kommet tilbage fra bazaren, hvor han havde mødt en bekendt, som lige havde ’reddet’ en håndfuld salagrama-silaer fra at blive solgt til turister af en butiksejer. Vennen havde givet silaerne til Krishnadasa og spurgt, om han ikke kendte nogle brahmanaer, som ville tilbede dem.  

Krishnadasa tænkte med det samme på mig, for jeg havde fortalt ham om mit ønske om at tilbede Giriraja. Ganske vist var det ikke Giriraja, men Krishna i Sin sila-form, der kom til mig på den måde, men jeg accepterede, at det var Krishnas ønske at komme til mig i den form, så jeg tog med glæde mod tilbuddet og valgte en af silaerne, som jeg har med tilbage i min kuffert.  

Det var endnu en ekstatisk oplevelse af, hvordan Krishna ikke er en ’sten’ (i hvert fald ikke en almindelig en). Han er altid lydhør overfor vores bønner, og hvis vi er oprigtige, besvarer Han vores bønner bedre end vi kunne håbe eller forvente. Som Krishnadasa sagde, er det ikke hver dag, der kommer nogle og tilbyder ham en håndfuld silaer. Jeg havde kun lige tid til at vælge en sila og hurtigt pakke mine ting og skynde mig ud af døren for at nå bussen til Delhi.  

Inden jeg tog af sted havde jeg også stået foran Krishna-Balarama i templet og funderet over, hvordan Krishna-bevidsthed kan være så utrolig enkel og smuk. Problemet er, at vi mange gange er så blaserte, først og fremmest fordi vores uskyld er blevet ødelagt af alle vores syndige aktiviteter. Jeg husker at vi i gymnasiet læste The Catcher in the Rye og forskellige bøger af danske forfattere, som var inspireret af denne ret berømte bog. Den mest kendte er jo nok Rifbjergs Den kroniske uskyld. Det gennemgående tema i disse bøger er, hvordan vi mister vores barndoms uskyld og dermed også evnen til at elske og glædes over livet.  

Jeg er lykkelig over at have fundet vejen til at genvinde denne tabte uskyld og igen elske uden lyst. Naturligvis er der lang vej igen for en ekstremt smudsig sjæl som mig, men jeg tør godt sige, at det går fremad, og det giver mig håb om, at jeg en dag vil blive i stand til at elske Krishna og dermed alle hans uadskillelige dele – de levende væsener – uden selviske motiver. Jesus sagde vist også, at man må blive som et barn igen for at komme til Gud. Naturligvis er børn langt fra frie for selviske motiver, men fordi de endnu ikke er så besmittede af synd i dette liv, besidder de et element af uskyld, som godt kan bringe inspiration.*