Vi har lige taget bad i en flod kaldet Brahma-puta, som betyder Brahmas søn og er den eneste maskuline flod i verden. Her er heller ikke megen strøm, og man kunne svømme over til en lille ø, hvor nogle af de hengivne satte sig og nød solen. Herren Krishnas og hestenes aftryk er lige hundrede meter væk, tæt ved flodbredden. I Indien er der virkelig noget ved at rejse rundt. I Vesten ville man jo aldrig have mulighed for at se noget, som bare kommer tæt på.

Efter frokost, som vi tager her i det grønne, skal vi videre tilbage mod byen og derefter op på et bjerg ovenfor byen, hvor vi håber på at kunne få lov at se Deiteterne, inden de lukker. Templet er mindst tusind år gammelt...

**

Jeg vil bare lige skrive, at vi nåede det! Eller i hvert fald nogle af os. Alteret lukkede næsten lige, da vi var ankommet til stedet, men fordi jeg er høj, nåede jeg præcis at se Deiteterne, inden de lukkede lugen. Haribol!

                                                
Dag 16, i tog mod Siliguri
Klokken er otte, og vi er lige stået på toget mod Siliguri. I dag er det Kavicandra Maharajas vyasa-puja, men det har vi desværre først lige fået at vide, så vi har ikke engang mulighed for at købe Ham en gave. Alt, hvad vi har, er en vandmelon, men den vil vi til gengæld også give til Ham, for hvis bare man giver, hvad man har, så kan man jo ikke gøre mere eller hvad?? Selvfølgelig vil vi også give Ham nogle pengedonationer, men det er ikke helt det samme som en gave. Det er faktisk meget hyggeligt at køre i tog, også selv om det er så mange timer. Her er jo masser af hengivne at snakke med, og vores guruer kommer flittigt på besøg i de forskellige kupeer, så tiden flyver af sted.

** 

Her i Siliguri bor kvinderne i en stor sovesal, og det giver vist mulighed for nogle komplikationer. Jeg fik lige vasket alt mit tøj og hængt det op, da en russisk dame kom og pakkede det hele sammen igen. Hun sagde en masse til mig på russisk, men det forstår jeg jo ikke. Heldigvis kan min veninde russisk, og hun er ovre og spørge hende, hvad der var i vejen. Alt, hun ville sige var, at det dryppede på gulvet, og at jeg skulle hænge det over i den anden side, som er lidt mindre befærdet. Men kunne hun da ikke have fundet en tolk? Jeg har også lige haft store problemer med at få hængt mit myggenet op, da folk kæmper om pladsen.

Nå, men det er vel sådan noget, man også må acceptere, når man er på safari. Så er der nok større chance for, at jeg en dag kan blive lidt ydmyg.


Dag 17, Siliguri
Her til morgen tog vi bussen til det endnu uindviede ISKCON-tempel, og der var klasse udenfor under et halvtag.  Morgen-prasadam-serveringen var kaotisk, men det var vist også kun i dag, vi skulle spise sammen med alle de cirka 7000 lokale indere. Fra i morgen får vi vores helt eget, personlige telt.

Klokken et skal vi til åbningen af den nye Govindas restaurant (hvilket jo lyder meget lækkert), men nu kan jeg se, at næste del af programmet er ved at gå i gang, og jeg kan skimte Jayapataka Maharaja, som ser ud til at have noget lignende en stor frugtkurv på hovedet som hat (hvad det så end skal betyde!).

Nu skal de til at hejse flaget uden for templet, som er den første del af åbningsceremonien, så jeg slutter her...

** 

Efter et overdådigt festmåltid i restauranten (de havde noget virkelig fint youghurt-ris) er vi nu på vej ud på en kæmpeprocession gennem byen for endnu en gang at gøre byens indbyggere opmærksomme på de næste dages festivitas. Til at lede optoget har de hengivne lejet en elefant, som en af de russiske hengivne har fået lov til at ride på, imens han holder et stort ISKCON-flag. Efterfølgende kommer der forskellige bands, små børn udklædt som Radha- Krishna, ryttere og vogne. Derefter kommer alle vi hengivne fra
Vesten. Vi bærer på vores eget lands flag (rød-hvide farver, vi skal ud og slås...!). Og efter os har vi så vandbærerne, som er indiske kvinder, der alle er i ens orange sari og bærer på helligt vand fra forskellige hellige steder. Og så nogle indiske dansere. Efter dem kan jeg ikke lige se, hvad som kommer, men vores optog er i hvert fald nok en kilometer langt!...

** 

Vi er endelig kommet tilbage nu, og jeg er både træt og forvirret. Overalt er der så pakket med indere, at man næsten ikke kan komme nogen vegne. Mest af alt har jeg lyst til lidt fred og ro, men det kan jeg vist godt glemme. Jeg skal snart op og spille harmonium, men ved ikke helt hvornår, da alting jo som sædvanlig er forsinket.

Her er mellem fem- og titusind mennesker, og jeg be'r bare til Krishna om, at jeg må spille og synge godt.

Harinama’en var dog helt utrolig, og de fleste af os dansede en masse under hele turen. Vi kvinder lavede forskellige danseformationer, som matajierne fra Rusland er specielt gode til.


Dag 18, Siliguri
Jeg vågnede her til morgen ved lyden af en stemme, som råbte, "Den sidste bus er på vej fra templet", men jeg nåede den!

Lige nu sidder jeg og iagttager 108 ildofringer, som alle foregår på samme tid. Det er meget stemningsfuldt! Senere skal der være installeringsceremoni og abhiseka, hvorfor jeg vil forsøge at være til stede i god tid, da der er mindst 10.000 andre, som også gerne vil have en god plads. Så det er bare om at mase på. Det har jeg selv lært i Indien!

Jeg har fået brev fra min mand!! Hvilken uventet lykke. Jeg havde slet ikke regnet med at høre fra ham på noget tidspunkt, men så mødte jeg lige Jagadvala fra Danmark, som kom direkte fra Mayapur. Jeg havde næsten glemt, hvor meget jeg egentlig savner ham! Vi har jo så meget at lave.

Jeg står her med en lerkrukke i hånden, som jeg har fået fyldt op adskillige gange ovre i køen for caranamrita. Jeg tror ikke, at jeg har plads til nogen frokost, men caranamrita er jo også bare det bedste!

Trængslen inde foran alteret var næsten helt sygelig, men de lokale hengivne havde arrangeret, at selv hvis man som vesterlænding kom en anelse for sent, kunne man stadig komme op foran. Man følte sig helt som en VIP!

Tiden er som fløjet af sted i dag, og det er faktisk sengetid, men jeg tror, at jeg bliver ved templet lidt længere, for her er sammensat et utroligt fest-underholdningsprogram, som ikke rigtigt er til at slippe!

Først på scenen var der en lille dreng, som sang som en engel. Derefter har der lige været en indisk musiker, som spillede noget moderne indisk musik med dansere, som kom ind og ud af scenen. Nu skal det teaterstykke, som en del af de safarihengivne har forberedt, så løbe af stablen. Jeg så lidt på, da de øvede, og det så ret kvalitetsbetonet ud.

Det er historien om Herren Ramacandra, og selv om de hengivne ikke har haft så megen tid til at øve, tror jeg, at det bliver vældigt godt. Ikke mindst på grund af kostumerne, som er opfindsomme.


Dag 19, Sidste dag i Siliguri
Her til morgen har alle vi hengivne, som er med på turen, fået tilbudt en gratis rejse med alt betalt til Jagannatha Puri! Jeg vil helt sikkert gerne med, men må lige forhøre mig med min mand, om vi har tid. Han er for tiden i gang med at skrive en bog, som han gerne vil have trykt, inden vi tager fra Indien, så det kan være, at vi får travlt med det.

I dag er der ikke så mange ting på programmet. Lidt senere er der abhiseka for alle (i går var det kun for dem, som havde doneret nogle klækkelige summer til templet), og efter det skal jeg med et par piger ud på indkøb. Personligt har jeg ikke rigtigt brug for noget, jeg har vist allerede rigeligt med sarier, men Siliguri er den rigeste by i Bengalen, og det kan jo være, at man finder noget specielt flot.


Dag 20, Fra Siliguri mod Darjiling
Jeg stod tidligt op og var frisk og udhvilet i morges, men lige nu føler jeg mig som en klud. Vi er stoppet for at tage morgenmad i vejkanten, og det vil nok være godt for mig at få noget solidt i maven, da jeg er totalt køresyg og glæder mig meget til vi når op til vores bestemmelsessted, Darjiling i Himalaya-bjergene.

Vi tager morgenmad på de lokale togskinner, som ellers stadig er i brug. Man må håbe, at de kender togtiderne! Heldigvis kører Darjiling expressen ikke særligt stærkt, den er nemlig drevet på damp, og så er det selvfølgelig også op ad bakke, så det går nok. Men hvad nu, hvis det kommer fra den anden retning!

Darjiling ligger knapt 2.200 meter højt og ikke langt fra grænsen til Nepal, Butan og Kina, så det bliver nok meget anderledes, end de andre steder vi har været.

** 

Vi er just blevet indkvarteret. Vores værelse er meget nuttet med lysekrone, draperede gardiner og udsigt over den del af byen, hvor vi kom fra. Udsigten på vejen herop var "hjertegribende", men også vældig køn. Meget af naturen så skandinavisk ud, bare med flere rhododendron, roser og stokroser. Husene var kinesisk inspirerede.

Fra vores hotel er der udsigt til en hesteudlejning, som jeg og et par af de andre piger skal ud og benytte os af om et øjeblik. Der er ikke udsigt til nogen frokost alligevel, og resten af pigerne på mit værelse er faldet i søvn i alle sengene (vi er nemlig fire til en dobbeltseng, og der er vist ikke grund til at presse sig ind nogen steder, før det er nødvendigt!). Senere på aftenen skal vi allesammen over og besøge Jayapataka Maharaja, som bor på et andet hotel, og som har været ovre i nabostaten og prædike lidt til deres guvernør.


Dag 21, Darjiling
Frokosten blev serveret klokken halv ti i går aftes, men det var faktisk ikke helt galt, for lige nu står vi på noget som hedder Tigerhill og venter på, at solen skal stå op, mens vi hopper op og ned, fordi det er så koldt! I det mindste har vi noget prasadam i maverne at 'køre' på.

Herfra er der på klare dage udsigt til verdens højeste bjerg, men det er hverken for at se solopgangen eller Mount Everest, at vi er her, men for at se et helt andet bjerg, hvor fire halvguder og Herren Visnu engang imellem opholder sig. Navnet på det er Kanchenjunga. Solen er dog kommet op nu, og det ser ikke ud til, at man kan se så meget, men det gælder nok om at være tålmodig som med alt andet i livet. Imens holder vi kirtana.

Nogle bjerge fik vi aldrig at se, men de største chancer er også i oktober måned. I stedet købte jeg et par postkort med bjergene på, det er da bedre end ingenting. Nu er vi så på besøg på et verdensberømt buddhistisk munkekloster, for Herren Buddha er jo også en inkarnation af Herren Krishna. Munkene ser ikke lige så glade ud som de hengivne, men jeg har også hørt rygter om, at de ikke er strenge vegetarer mere, men at de accepterer, hvad folk bringer dem, og så kan de klart nok ikke få Herren Buddhas nåde, som jo stod for ikke-vold.

Nu er folk ved at være sultne, så vi drager tilbage til hotellet, og efter dagens morgenklasse er der prasadam.

Jeg har lige været ude på endnu en ridetur, denne gang alene. Udsigten var lidt for flot i går, så jeg blev nødt til at gentage successen. Det var så mine sidste penge, men det var det værd. Der er ikke noget som en galop ude i den vilde natur. Jeg er bare glad for, at jeg ikke stødte på nogle tigre!

Efter prasadam skal der så være harinama. Folk her i byen har aldrig mødt de hengivne før for ikke at tale om hengivne fra Vesten, så det har nok gjort indtryk på dem.


Dag 22, Fra Darjiling mod Mayapur
Jeg FRYSER!!! På nuværende tidspunkt har vi stået og ventet i to stive timer på vores busser for at komme tilbage til Siliguri. Nok var det ikke så behagligt med det iskolde bad her i morges, men det går, når man er forberedt. Det er noget andet, når man ikke ved noget om, hvad der foregår.

** 

Tre timer er gået, og vi har endelig fået at vide, hvad der er sket. Mafiaen kaprede rent faktisk vores busser i går aftes og sendte dem tilbage til Siliguri, hvor de kom fra, og vores ledere arbejder nu på højtryk på at få skaffet os nogle nye køremuligheder. Vi har et tog mod Mayapur her i efter middag, som vi bare skal nå. Klokken er snart halv ti, og det tog mange timer at tage herop, så jeg håber virkelig, at der snart sker noget. Rundt omkring sidder hengivne godt indpakket i deres tøj fra de seneste dage, men jeg slutter her, for nu sker der vist noget.

** 

Det lykkedes lederne at få skaffet taxier til alle de hengivne, hvilket var en god ide, for så var det muligt at tage den kortere rute, som ellers er for snæver til busser, så nu er vi heldigvis tilbage i Siliguri. Planen er, at vi skal tage prasadam her og så med nogle minibusser til stationen. Prasadam'en er bare ikke færdig, så det begynder at blive lidt stramt med tiden selv her.

** 

Jeg har lige været med til noget af det skøreste, jeg endnu har oplevet i Indien! Afgangen fra Siliguri var værre end en engelsk fodboldskamp! I Siliguri havde alle de hengivne efterladt det meste af deres bagage, som vi så skulle have fat i, inden vi steg på busserne. Problemet var bare, at alting lå i en stor dynge, som så selvfølgelig skabte en del kaos. Men det egentlige problem kom, da tiden for afgangen med toget begyndte at nærme sig. Der var egentlig slet ikke plads til alle de hengivne, som gerne ville med den sidste bus, så det var et rent gedemarked og kamp til stregen. Min næsering blev revet ud, og jeg ved ikke engang rigtigt hvordan.

Nu her står vi så på stationen og venter på vores tog, som efter sigende skulle være en og en halv time forsinket. Min næse bløder, men jeg føler mig glad og lettet, for i det mindste kom jeg med den sidste bus!

** 

Nu er vi så omsider kommet på toget og kan slappe rigtigt af. Her skal vi overnatte og så ankommer vi efter planen  til Mayapur klokken 18.30.

Det har været den mest oplevelsesrige tur, jeg nogensinde har deltaget i, og jeg kan stærkt anbefale hvem, som end synes, at de behøver noget inspiration i livet, et åndeligt opløft eller noget skæg og ballade at tage med på den årlige safari, for den er alle pengene værd (prisen i år var 150 skaldede dollars).

Jeg ønsker jer alt godt i åndeligt liv. Mange haribol'er og ydmyge hyldester fra jeres tjener, Niramaya dd.