Hvert år efter den årlige Gaura-Purnima-festival i Mayapur arrangerer Jayapataka Swami en ’safari’ i Ganges-området. I foråret i år var Niramaya Devi Dasi med på turen, der varede i tre uger. Niramaya førte dagbog, specielt med henblik på Nyt fra Hare Krishna.

Inden jeg tog til Indien i efteråret, spurgte Dandaniti mig, om jeg havde lyst til at sende et brev til Nyt fra Hare Krishna derude fra. Det fik jeg desværre ikke gjort, men hvis I er interesserede, kommer her min dagbogsfortælling fra dette års safari.

Min mand og jeg tog til Indien i efteråret for at tilbringe et halvt år i Krishnas hellige land. Det er altid en ny og spændende oplevelse at tage til Indien, og det var også meget rart at komme lidt væk fra det triste novembervejr i Danmark.

Vi startede i Vrindavana for efter et par uger at tage videre til Mayapur, men vi fik da deltaget i Govardhana-parikrama (ca. 22 barfodede kilometer) og den fantastiske, otte timer lange Delhi Ratha-yatra. I Mayapur lejede vi en lejlighed i familiebolig-komplekset, hvor vi boede det meste af vores tid i Indien.

Mayapur er stedet, hvor man har bedst mulighed for at lave hurtige åndelige fremskridt i Kali-yuga, så det var nøje planlagt, at det var der, vi boede. Hele festivalperioden var helt utrolig. Parikramaen var skæg, men også hård (mine fødder var til tider så ømme, at det gjorde ondt for hvert skridt). Men det var meget ekstatisk alligevel.

Safarien med Jayapataka Maharaja, som startede et par dage efter Gaura-purnima (Herren Caitanyas åbenbarelsesdag) gjorde dog et særligt indtryk. Her i efteråret valgte jeg Jayapataka Maharaja som min nye åndelige mester, så det var virkelig rart at lære ham bedre at kende. Derudover mødte jeg også en masse nye, søde hengivne, jeg fik mulighed for
at tage del i mange fantastiske arrangementer på turen, og jeg har også altid været glad for at rejse.

Her kommer så min udlægning af turen.


Dag 1, fra Mayapur til Calcutta

Lige nu sidder jeg og venter på, at busserne vil tage af sted, så jeg tænkte, at jeg lige ville skrive et par ord. Vi har allerede ventet i næsten to timer, så vi tager nok ikke af sted de næste fem minutter heller. Normalt er alting i Indien forsinket, men det er helt socialt accepteret, og tager man bare den kendsgerning med i betragtning, er det ikke så forstyrrende.

I går var vi til et informationsmøde angående safarien. Jayapataka Maharaja, Bhakti Vrajendranandana Maharaja og Maha Visnu Maharaja fra England var også til stede, da de alle tre skal med. Programmet for turen lyder virkeligt godt. Først skal vi rejse rundt i omegnen omkring Mayapur, siden skal vi op mod nordøst og besøge nogle af Bengalens nabostater for derefter at ende op i Himalaya-bjergene. Cirka halvdelen af dem, der skal med, er fra Rusland, resten fra alle andre dele af verden.

**

Vi tog af sted fra Mayapur to og en halv time forsinket, men nu er vi så nået til det sted, hvor HH Tamala Krishna Goswami forlod Sin krop på vej til Calcutta for bare nogle uger siden. Jeg husker tydeligt den dag. Lidt inden syvprogrammet fik vi at vide, at vi skulle bede for Maharaja, men allerede en halv time senere kom en af mine venner ud fra tempelrummet med tårer i øjnene og fortalte, at Tamala Krishna Maharaja havde forladt kroppen. Alle var helt i chok. En kvindelig hengiven var blevet dræbt ved samme lejlighed, og hendes mand, som også var med i bilen, humpede rundt med krykker og så meget forvirret ud. Jeg så adskillige Prabhupada-disciple gå grædende rundt, og hele dagen var der intens kirtana. Men det var faktisk også meget ekstatisk. Vi hører jo alle til hos Krishna, og derfor var det en glædelig nyhed, at Tamala Krishna Goswami omsider var blevet genforenet med vores evige far.

Træet, som bilen ramte, bærer tydelige mærker af sammenstødet. Jeg bliver lidt vemodig ved at tænke på, at mange af Srila Prabhupadas disciple nærmer sig en alder, hvor man kan miste deres selskab når som helst, og også når jeg tænker på, hvordan jeg aldrig har udført noget særligt eller fuldt ud overgivet mig til Srila Prabhupada. Suk.

**

Nu har vi så lige været til åbning af en bygning, som ISKCON for nyligt har overtaget. De hengivne har fået den i fin stand, og planen er, at de vil bruge den til Bhagavad-gita-klasser for de lokale indbyggere.

Inden festen havde vi en ekstatisk kirtana. Det er egentligt lidt for varmt til rigtigt at danse, men da Maha Visnu Maharaja begyndte at spille på sin harmonika, kom der alligevel rigtigt gang i alle. Han spiller utroligt godt,
og man bliver helt revet med.

Vi er på vej til templet i Calcutta, hvor Jayapataka Maharaja vil give aftenens klasse. Derefter skal vi ud til et område nær lufthavnen, hvor vi skal overnatte.

Dag 2, fra Calcutta til Haridaspur

Det er morgen nu, og jeg er bare så træt!

Det blev ret sent i går, og jeg blev vækket ved, at der var en eller anden, som råbte, at vi snart skulle af sted, men det var falsk alarm. Men det er jo også godt at komme rigtigt tidligt op og chante. Nu skal vi så småt til at tage af sted til mangala-aroti, som afholdes i et lille prædikecenter i gangafstand herfra, så jeg skriver videre lidt senere.

**

Hele morgenprogrammet blev holdt i et halvåbent telt midt ude på gaden. Mange af naboerne og andre forbipasserende kunne nyde godt af de opløftende toner af Hare Krishna-maha-mantraet, og overalt var der en liflig duft af eksotiske blomster fra de lokale villahaver. Området her er ret smukt, en hel lille oase i det ellers så uudholdelige Calcutta, og der er fyldt med blomstrende træer i gule og hvide nuancer.

Nu sidder vi så og venter på morgenmaden, og det lugter, som om kichori står på menuen (mums!), og derefter er det så over og pakke bagagen, da vi om en time skal videre med busserne til en by ved grænsen til Bangladesh kaldet Haridaspur. Jeg vil også lige nå at tage et kig på punjabierne (en slags indiske kjoler med tilhørende bukser) nede på hjørnet, så jeg må vist hellere spise lidt hurtigt!

**

Vi er nu ankommet til Haridaspur, og det er sent på eftermiddagen. På vejen hertil besøgte vi et par nama-hatta grupper, som havde ventet med iver på at møde os. Det var helt overvældende! De dansede os i møde med kirtana, og da vi kom ud af bussen, fik vi alle sammen blomsterguirlander på, fik stole at sidde på (hvad der jo i Indien er en luksus), og derefter serverede de os frisklavede søde sager i rigt mål. Man blev næsten pinligt berørt over opmærksomheden!

Her i Haridaspur skal vi overvære noget så specielt som en Deitets installation og installationen af ISKCONS første deitet af Haridasa Thakura. Templet er utroligt flot, og de hengivne har været så søde at sætte kæmpestore telte op oppe på taget, hvor vi alle sammen kan overnatte. Bade- og toiletforholdene er dog ikke så fantastiske. Der er kun én brusekabine til alle os kvinder (der var egentlig en til, men der er forhænget i stykker), og det virker, som om der er visse problemer med den lokale vandpumpe, men det går nok. Man kunne jo også tage sit bad i den lokale flod, hvor Haridasa Thakura plejede at bade i sin tid. Det lyder indbydende!

I aften skal der være program på en stor scene specielt opstillet i forbindelse med installationen, men jeg er træt og tror hellere, at jeg vil forsøge at være frisk til i morgen, hvor dagens program er fuldt pakket. Jeg går lige et smut nedenunder til aftenprogrammet for at se på det forberedende yajna (ildofring), og så er det på hovedet i seng (selv om seng utvetydigt er en pæn overdrivelse for de meget faste bomuldsmadrasser).

Dag 3, Deitets-installation i Haridaspur

Folk uden medbragte ørepropper kan have haft et vist problem i nat, da der (som alle gradvist fandt ud af) er 75 timers kirtana i installationsdagene. Personligt rejser jeg aldrig uden ørepropper, da jeg betragter dem som en af de meget vigtige ejendele, når man bor i ISKCON's asramaer. Nummer tre på pakkelisten, næst efter chanteposen og tandbørsten.

Efter en gang frugtsalat med yoghurt og sort salt (I, som kender sort salt, ved, at det smager af æg!) begyndte installeringsceremonien. Oppe på en forhøjning i tempelrummet kunne man se de forskellige Deiteter, alle med bind for øjnene. Der blev udført forskellige ritualer for, at Herren og Hans ledsagere ville tage plads i de utroligt velgennemførte
Gudsfigurer, og nogle hengivne blæste i konkylier, andre reciterede mantraer, og andre igen holdt kirtana. Bagefter var der abhiseka, badning af Deiteterne og derefter en voldsom kæmpen for at få fat i noget af den drik (lavet af forskellige safter, yoghurt, honning osv.), som var et udbytte af badeceremonien.

Der var Deiteter af Radha-Krishna, Gaura-Nitai og Haridasa Thakura, og efter badningen blev de klædt i det flotteste tøj og tilbedt af de hundredvis af hengivne, som havde været så heldige at få plads inde i tempelrummet. Nu er vi så på vej til aftenens program på scenen, for her i morges nævnte Jayapataka Maharaja henkastet, at der kun havde været seks hengivne til gårsdagens program, og han håbede på et lidt bedre fremmøde i aften. Ingen tidlig sengetid for mig i aften.

Dag 4, Fra Haridaspur til Yjiya Ganj

Lige nu sidder jeg i det lille rum tæt ved tempelrummet og kan stadig ikke tro, hvad jeg lige har oplevet. Jeg er våd og kold. Faktisk har jeg ikke så meget som et tørt stykke tøj i min bagage!

Jeg har ikke taget noget bad, for det var vist ikke nødvendigt!

Her i morges ved tretiden drømte jeg, at jeg var i bad, kun for at vågne op og finde ud af, at det ikke var nogen drøm, men at jeg faktisk befandt mig under noget lignende en bruser. Vindhastighederne fik vores telt til at ligne en spærreballon og det susede til tider så højt i ørerne, at jeg troede, at mine trommehinder skulle sprænges. Da jeg var i Indien i '96 oplevede jeg også en tropisk storm, men det var noget ganske andet at befinde sig lige midt i en. Det var bare mørkt, vådt og kaotisk!

Det lykkedes mig i det mindste at finde de fleste af mine ting, og nu sidder jeg så her i mine tørreste  beklædningsgenstande, en fugtig punjabi, og venter på, at det bliver tid til mangala-aroti. Gulvet i tempelrummet er
stadig lidt lunt fra gårsdagens temperaturer, så hvis jeg bliver der, undgår jeg nok at blive forkølet!

** 

Efter en del timer i busserne er vi nu ankommet til Yjiya Ganj. Det vigtigste lige nu er at få fundet et sted, hvor jeg kan få hængt mine ejendele op på en snor, specielt soveposen, da temperaturen er faldet noget efter stormen, og der nok ikke skal meget til at gøre mig syg efter strabadserne i de tidlige morgentimer. Der er ikke plads til os alle sammen på de værelser, som blev booket på forhånd, og de siger, at de ikke har flere ledige rum, så jeg ved ikke, hvor jeg skal sove, men Krishna skal nok arrangere noget.

**

Jeg skriver nu for lige at nævne, at min sovepose næsten blev helt tør, og at vi har fået et fint sted at bo. Det viste sig nemlig, at de havde en forsamlingshal, som vi først skal bruge til morgenprogrammet i morgen, og at der også fandtes nogle madrasser (de andre blev jo helt gennemblødte sidste nat).

Dag 5, Yjiya Ganj

I dag er det endnu en strålende dag med solskin, og vi skal blive i byen hele dagen. Senere skal vi ud og se nogle hellige steder og blandt andet ned og bade i Ganges-floden på det sted, hvor Narottama Dasa Thakura forlod Sin krop. Stedet hedder Dhut ghat, og dhut er bengalsk for mælk, da Hans krop blev forvandlet til mælk, da Han forlod den!

Stedet, hvor vi overnatter, har en hyggelig 1800-tals følelse over sig, lidt á la frilandsmuseet, med bjælker i loftet, gamle møbler og store dragkister til opbevaring af forskellige ting. Nu skal vi ud og tage morgenmad ude i gården og derefter ud og vandre.

**

Gangesbadet var meget forfriskende, da det er ved at blive godt varmt igen. Alle guruerne var med os ud at bade. Her i eftermiddag skal de fleste så ud og købe lidt ind, da her er gode shopping-muligheder, og i aften skal vi besøge byens lokale tempel, hvor vi holder aftenprogram og tager maha-prasadam.

**

Øv, jeg nåede aldrig hen til templet, da min veninde og jeg fulgtes med nogle andre hengivne, som sagde, at de vidste, hvor templet lå. Det viste sig, at de ikke var helt sikre. I stedet fik jeg købt mig en pæn sari. Den vil jeg bruge, når vi skal optræde på scenen, da jeg ellers kun har et par simple med, som vist ikke gør noget godt indtryk. Jeg optrådte lidt med noget bhajana på scenen i Haridaspur og følte mig en anelse malplaceret.

Dag 6, fra Yjiya Ganj til Ekacakra

I dag skal vi til Ekacakra, noget som jeg har glædet mig rigtigt meget til. Det er tredje gang, jeg er i Indien nu, og endnu har jeg ikke besøgt Herren Nityanandas fødested. Vi bliver der desværre kun en enkelt dag, da vi stadig prøver at nå at se de fleste hellige steder, så vi tager af sted lige straks.

** 

Vi sidder på nuværende tidspunkt under et Bakulatræ i Ekacakra, hvor Herren Nityananda rent faktisk plejede at fordrive tiden med sine venner, da Han var barn. For en halv time siden var vi ovre og besøge Herrens fødested. Det
var helt utroligt at endelig være der. Vi hørte nogle forskellige fortællinger, og det var helt fantastisk at befinde sig på selv samme sted, som fortællingerne omhandlede. Da vi forlod stedet, startede vi en fin harinama, som har fortsat hele vejen hertil.

** 

Her har vi været et stykke tid nu og overværet diverse teaterstykker og sketcher, som de hengivne forberedte på godt fem minutter. Selv var jeg med i et lidt kikset teaterstykke om Krishna og Balarama, og nogle russiske hengivne havde forberedt et udmærket og ganske skægt stykke, som ærgerligt nok var på russisk.

Perlen kom, da nogle hengivne fra Australien og USA spillede stykket om dengang, Krishna reddede sine hengivne ved at beskytte dem under Govardhana-højen. De hengivne spillede virkelig godt, og da Jayapataka Maharaja overraskende nok kom på ind scenen, hylede alle af grin. Han spillede skyen, som Herren Indra havde sendt for at destruere Vrindavanas indbyggere, og det gjorde Han rigtigt godt. Han løb rundt og svajede fra side til side, mens han forsøgte sit bedste på at lyde som et stormvejr. Siden hen kom ’Herren Indra’ ind (som var en af Hans disciple) og skældte
Jayapataka Maharaja huden fuld, fordi han ikke havde udført sin pligt og destrueret Vrindavana. Alt i alt virkede det hele ret grotesk, men også utroligt morsomt.

Nu skal vi så  videre til templet, hvor Herren Nityananda forsvandt efter, at Hans mission på jorden var slut. (Fortsættes i næste nummer)