Mayapur, fredag den 8.3.2002  
Her til aften kom en russisk hengiven hen til mig og spurgte, om jeg havde tid og lyst til at være guide for en gruppe russiske hengivne på en tur til Ekachakra, Herren Nityanandas fødeby. Jeg må indrømme, at jeg følte mig smigret, og var naturligvis indstillet på at prøve at efterkomme deres ønske.  

Selvfølgelig er det opblæst af mig at tro at jeg er kvalificeret til at indføre dem i den esoteriske forståelse af Herren Nityananda. Egentlig føler jeg mig ikke kvalificeret, men eftersom de beder mig om at tage med dem, ser jeg det som min pligt (en sød pligt) at prøve at tjene dem. Selv har jeg aldrig været i Ekacakra, så det er vel også på tide, at jeg besøger dette vigtige pilgrimssted.  

Fra begyndelsen af min nystartede karriere som rejsende prædikant har jeg prøvet at kultivere den forståelse, at jeg er de hengivnes tjener, og at min eneste kvalifikation er, at jeg lidt længere har prøvet at følge den proces, Prabhupada har givet os. Det har givet mig nogle erfaringer, som jeg kan dele med andre. Jeg oplever, at hvis jeg kan fastholde denne forståelse og ikke falde for fristelsen til at prøve at nyde at være i centrum, er det en helt vidunderligt tilfredsstillende tjeneste. Det er så meget lettere at tænke på Krishna, når man har muligheden for at dele sine tanker med andre eller udtrykke dem.  

På den måde kan man også sige, at det er Lalitanathas barmhjertighed, at han har bedt mig om at føre denne dagbog, for det tvinger mig også til at tænke og kultivere min egen Krishna-bevidsthed.  

Parigraha og Krishna Karuna kom i går. De har jo begge været på farten et stykke tid nu, og det var rart at se dem igen. De virker begge til at være ved god Krishna-bevidsthed og godt helbred. Lidt tyndere og mere solbrændte er de. I morgen tror jeg, vi finder ud af at lave noget sammen. Det er måske også den eneste mulighed, for dagen efter kommer Sridhara Maharaja tilbage for at blive i en uge. Da hans assistent i Mayapur ikke kommer, bliver det mig, som skal tage sig af ham, hvilket bliver endnu en kærkommen chance til at blive renset og huske, at jeg blot er min gurus ydmyge tjener.

Fredag den 15.3 .2002  
Her til morgen blev vi brat revet ud af den glade festivalstemning har i Mayapur. Efter mangala-aratika blev det meddelt, at Tamala Krishna Maharaja var omkommet i en bilulykke ca. tre kvarters kørsel fra Mayapur. Han var taget af sted om morgenen efter sit første besøg i Mayapur i fire år.  

Meddelelsen vakte naturligvis stor sorg, og hele dagen har været viet til Maharajas ære. Kirtana har foregået nonstop, og her til eftermiddag ankom Maharajas krop til Mayapur. Han blev badet, ført i procession og bisat, som det passer sig for en sådan stor sjæl. Den ulykkelige hændelse fik mig til at tænke på denne materielle verdens barske realitet. Vi er tilbøjelige til at se alting som stabilt og under vores kontrol. Virkeligheden er, at den materielle verden er som et slagteri, hvor kroppe bliver født, fedes op på kort tid for derefter at blive slagtet og molesteret på grusomste vis.  

Vi kan ikke lide at se denne virkelighed i øjnene, men Krishna tvinger os til det igen og igen. Det er Hans barmhjertighed, for det hjælper os til ikke at blive fanget af den materielle verdens tillokkelser. Der er mange tiltrækkende ting i den materielle verden, men kunsten er at bevare hovedet koldt og huske, at døden er vis, hvis vi lader os fange. Samtidigt er det naturligvis af afgørende betydning, at vi lærer, at vi ikke behøver at lide af savn, fordi vi ikke hengiver os til denne verdens glæder. Vi må give os selv lov til at nyde den hengivne tjenestes transcendentale lyksalighed. Sagt på en anden måde må vi lære at elske Krishna og sole os i Hans kærlige opmærksomhed.  

Alting i Krishna-bevidsthed er smukt, selv en så sørgelig hændelse som en stor sjæls pludselige bortgang. Den sorg, som kommer til udtryk, er måske et endnu stærkere bevis på de hengivnes kærlighed end omfavnelser og smil.  

Det er også en triumf for Tamala Krishna Maharaja, at han nu er sammen med Krishna og sin elskede Prabhupada efter et livs trofast tjeneste. For os er det sørgeligt, at vi har mistet ham. Så lad os give os selv lov til at sørge og græde, som det er naturligt i sådan en situation. Selv Arjuna blev fuldstændigt overvældet af sorg, da han fik at vide, at Abhimanyu var død under slaget på Kuruksetra. Men da han havde sørget færdig, gik han ud og kæmpede med dobbelt beslutsomhed og energi. Så lad os følge hans eksempel og benytte denne sørgelige hændelse som en inspiration til at tage kampen op mod maya med fordoblet energi.  

Mens jeg sad og reciterede mine runder i tempelrummet i dag, kaldte Bhakti-Vikasa Swami mig hen og sagde: ”Jeg ville sige det til dig allerede før, men det som skete i dag gør, at jeg føler, det er endnu vigtigere, at du tager sannyasa.” Sridhara Swami har allerede snakket med Prahladananda Swami, som lovede at sætte mig på ventelisten til næste år. Jeg har hele tiden følt, det var det jeg skulle, og Krishna giver flere og flere indikationer af, at nu er det tid.*