Efterårstur til Indien
Af Bhakta Gert

Den seneste måned har fire af os, nemlig Caitanya Candra, Krishna Karuna, Miloradhe og jeg selv, tilbragt i Indien. Vi fik en aftale i stand med de hengivne i templet Sri-Sri Radha-Gopinath Mandir i Mumbai (Bombay), så vi kunne besøge dem og få deres ideer og vejledning om templet for bedre at kunne fremme Krishna-bevidstheden i Danmark.

Afgang den 10. oktober fra Kastrup lufthavn. Vi sidder forventningsfulde i flyveren til Paris, hvor vi skal skifte fly. Kaptajnen byder os velkommen ombord og fortæller, at vi bliver lidt forsinkede, for de har problemer med at koble traktoren, som har skubbet os ud fra gaten, fra.

Hm. Der er kun en time og tyve minutter at løbe på, når vi kommer til Paris, inden vi skal videre til Indien. Nå, det tager nok bare et par minutter. ”Det er deres kaptajn igen. Jeg må med beklagelse meddele, at vi af frygt for at beskadige næsehjulet ikke tør frigøre traktoren og heller ikke kan trække maskinen tilbage til gaten. Jeg har rekvireret en trappe og I vil alle blive kørt tilbage til gaten, imens vi prøver at løse problemet. Jeg beklager igen mange gange.” Der røg vores forbindelse til Indien. Hvad mon Krishnas plan er med det? En time og tredive minutter senere er vi endeligt på vej i en ny flyver.

Charles De Gaulle lufthavnen i Paris er et sandt helvede af myldrende mennesker og et virvar af snoede omfartsveje imellem terminalerne, som selvfølgeligt ligger spredt ud over et kæmpeområde. Labyrint er nok det mest dækkende ord. Samtidigt bliver vi ’betjent’ af nogle kølige franske fruer, som har den mest rolige og utilknyttede holdning til, at vores bagage er væk, og at maskinen til Indien fløj for en time siden. Vi begynder at skrive navne ned og slår i de forskellige skranker, og det hjælper ganske vidunderligt. Jeg er ked af at sige det, men det hygger mig, at vores tilstedeværelse og problemer har en vis tendens til at bringe en noget mere irritabel vred, men tjenestevillig attitude frem i de ellers så utilknyttede, velafbalancerede madammer. Vi er endeligt efter flere timers heftige ordvekslinger på vej ind på Holiday-Inn til en nat med alt betalt, 80 euro på lommen og ret til frit at overfalde husets beholdning af bhoga (frugt, grønt, o. lign).

Efter to dages strabadser står vi endeligt på trinet til Sri-Sri Radha-Gopinatha Mandir i Mumbay. Hvor er der sket meget her. En stor vedisk indgangsportal med søjler og støbejernslåger pryder indgangen, og hele templet er nyrenoveret i traditionel vedisk stil i marmor og sandsten med fint udskårne rækværker. Fantastisk. Kun få af de vidunderlige hengivne byder os velkomne, da det er lørdag, og klokken er over ti om aftenen.

Næste dag. ”Jamen, det er jo…” ”Var du ikke her i templet nogle år tilbage?” ”Kommer du alene?” ”Er Krishna Karuna Prabhu og Caitanya Candra Prabhu også med?” ”Hvad med Miki (Miloradhe).” Jeg føler mig glad og velkommen. De er så venlige, og morgenklassen med Radhanatha Maharaja er perfekt. Senere på dagen kommer 1500 hengivne til søndagsfest, og flere swamier og andre Prabhupada-disciple er også mødt op. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg undlader at beskrive kirtanaerne, dertil er det danske sprog for fattigt. Radha-Gopinatha ki jaya.

Her er en intens dynamisk Krishna-kraft, og undervisningen, som vi får de næste dage, spænder fra tempeldrift og konfliktløsning til prædikestrategi og søndagsfester. Det er svært at beskrive disse dage, men de er fulde af latter og Krishna-bevidsthed. Gurukula-drengene er fantastiske, og deres stemmer og energi under morgenprogrammet er en utrolig oplevelse. Her er omkring 25 drenge, og hvis man bare er lidt vild, har man venner for livet. Det er skønt at opleve.

Efter dagene i Mumbay går turen til Vrindavana med indenrigsfly. Et stop i templet Radha-Parthasarati Mandir i Delhi, videre med en lokal bus, over i en motorrickshaw og endeligt fremme ved Sri-Sri Krishna-Balarama Mandir i Vrindavana.

Miloradhe er den første, som vælter om i støvet, og vi andre følger lige efter. Køer og rickshawchauffører ser undrende på, imens vi tager bad som en anden flok gråspurve. Det er tre år siden sidst, og nej, hvor er det dejligt at være her igen. Solen skinner, luften er mild og lys, og støvet her er så blødt. Jeg tænker på Prabhupada, som sagde, at alle kan mærke den åndelige verden i Sri Vrindavana. Køerne med deres tunge fredelige slentren giver stor lyst til en ordentlig krammer, men det bliver kun til et par kærlige klap, imens cykelrickshawen snor sig vej igennem Vrindavanas små tæt befolkede gader på vej til Radha-Gopinatha-templet i det gamle Vrindavana, hvor vi skal bo. Det er meget simple forhold, men inspirerende tæt på det sted, hvor Srila Prabhupada boede i Radha-Damodara-templet. Både Sri Caitanya Mahaprabhu og Jahnavi Devi har været her i Radha-Gopinatha Mandir, hvilket er vidunderligt umuligt at rumme. Så tæt på Krishna og alligevel så langt fra.

Klokken 19 træder jeg ind i Krishna-Balarama Mandir for første gang på turen. Til min store glæde er Aindra Prabhu med hjælp fra bl.a. Bhagavata Purana Prabhu midt i en sønderrivende, melodisk, inderlig, ekstatisk bhajana. Livet er perfekt. 200 hengivne danser og synger i det smukke tempelrum, Tulasi Maharani er her, og alle tre altre med Gaura-Nitai, Krishna-Balarama og Radha-Syamasundara er åbne. Op igennem tempelrummets åbne tag skimtes den stjerneklare aftenhimmel, og det er 25 grader varmt. Jeg mærker, at jeg har et hjerte, og at tiden ingen virkning har her. Jeg kan sidde her for evigt og chante Hare Krishna.

Krishna-Balarama Mandir ligger i Ramana-Reti, hvor Krishna og Balarama tager hen med kohyrdedrengene og alle deres køer, når De er på tur fra Nandagram (Nanda Maharajas palads), så det er det mest eventyrlige sted. Min åndelige mester Lokanatha Swami arrangerer hvert år en rundtur i Vrindavana (Vraja Mandala Parikrama), og Gurumaharaja beder mig om at komme ud til parigrama-gruppen efter, at jeg har været til Ratha-Yatra i New Delhi.

New Delhi er en by med ca. 20 millioner indbyggere og den mest velholdte af Indiens tre store byer (Mumbai, Kolkata og New Delhi). Vi har fem templer her, og det er et stort Ratha-yatra optog. Tre store femten meter høje vogne med Baladeva forrest, Subhadra i midten og Herren Jagannatha bagerst. Der kører lastvogne med en fire kvadratmeter højtalermur, som forsynes med strøm fra en dieselgenerator placeret på en cykelrickshaw foran hver af Deres herskabers vogne.

Forskellige sannyasier leder kirtanaerne, så vi allerede fra starten danser af sted til stor glæde for New Delhis indbyggere og os selv. Solen skinner, og Herren Baladeva ser ned til os og smiler. Syv timer senere ender vi godt hæse og tilfredse på festivalpladsen, hvor der er prasadam, inden bussen kører tilbage til Vrindavana. Indiens trafik er et kunststykke, som jeg er betaget og fascineret af. Alt er næsten tilladt. På hovedvejen fra Vrindavana til New Delhi, som er en stor vej med midterrabat, møder vi til min store undren et vejskilt som lyder. ”Kør venligst ikke i den forkerte retning.” Fascinerende og bindegalt er ikke en helt forkert betegnelse af Indiens trafik.

Klokken er tre, uret ringer, jeg slår øjnene op i Radha-Gopinatha Mandir. Om en time skal jeg være klar til at trave op til Krishna-Balarama Mandir, hvor en minibus klokken halv seks kører ud til parikramaen. Det er et helt nyt eventyr, som starter her, men det må jeg gemme til næste nummer. (Fortsættes)