Efterårstur til Indien, del 2
Af Bhakta Gert

I sidste nummer fortalte Gert om sin tur til Bombay og Vrindavana, som han besøgte en måneds tid sammen med Caitanya-Candra Dasa, Krishna-Karuna Dasa og Bhakta Milorad fra templet i København. I denne anden og sidste del af sin beretning fortæller han om sit ophold i Vrindavana og deltagelsen i Vrindavanas store årlige parikrama, der varer en hel måned.

Klokken er tre, uret ringer. Jeg slår øjnene op i Radha-Gopinatha Mandir. Om en time skal jeg være klar til at trave op til Krishna-Balarama Mandir [ISKCON’s tempel], hvor en minibus hver dag klokken 5.30 kører ud til parikramaen. Jeg finder mine gamcha’er og toilettaske i mørket og lister mig ud for ikke at vække de andre. Nede ved håndpumpen ligger Tommy og hans venner, templets hunde, og sover. ”Hare Krishna, Tommy, det er mig.  Sov bare videre, jeg skal bare have et morgenbad.” Det er uklogt at alarmere hundene i Vrindavana, idet de enten gør i en evighed eller direkte angriber en. Det er et problem, idet jeg flere gange er nødt til at drage tidligt af sted. Vrindavana vågner først klokken fire, og enhver aktivitet inden da er ’unormal’ og en trussel imod Vrindavanas hunde, som omgående reagerer. Hvert hus har mindst to hunde, så denne morgen bliver endnu en stor prøvelse og meditation på Herren. Sri Krishna, Du er Herren over alle og bestemmer alle handlinger. Hvis Du ønsker det, bliver jeg bidt. Jeg vil ikke være bange, men blot slappe af i vished om, at Du er fuldstændigt god og kærlig, og at alt, som sker, er Din barmhjertighed. Så lad mig omfavne ethvert resultat i taknemmelighed og ikke lade mig forstyrre af den ydre energis mange fremtrædelsesformer. Hare Krishna, lettere sagt end gjort, når et snerrende hundekobbel omringer en i Vrindavanas mennesketomme gader.

Jeg træder ind i templet lige inden morgenprogrammet med oppakning til to dages felttur i Vrindavanas smukke og magiske land, og her en time senere sidder jeg på bagsmækken af en firehjulstrækker på vej ud i Vraja. Solen er ved at stå op, og en helt lilla himmel med en helt orange morgensol hilser os i øst. Tak Sri Krishna.

Vi bliver sat af og får udpeget retningen til Parikrama-gruppen. Vi går og går, men sjovt nok bliver jeg ikke træt. Vi møder gruppen, og jeg genser min Guru Maharaja (Lokanatha Maharaja) i Ramaghata, hvor han fortæller historien om stedet. Her har Balarama Sin rasa-dans med sine gopier. Han har drukket varuni [rusdrik af honning], så Han er beruset, og Hans øjne ruller. Han kalder på Yamuna-floden, så hun kan komme og gøre hele skuepladsen perfekt, men hun tør ikke, for Balarama er fuld. Derfor griber Baladeva Sin plov, tager fat i Yamuna og trækker hende til Sig. Nu indvilliger Yamuna. ”Ja, ja, min Herre, hvor vil Du have mig?” Også Sri Nityananda Prabhu var her for 500 år siden.

Vi går igennem markerne i formiddagssolen. Jeg bærer den batteridrevne miniforstærker og holder mikrofonen for kirtana-lederen. Noget af en balanceakt på markskel og igennem bambusskove, men ekstase. Lokanatha Maharaja kommer op på siden af mig og siger, ”Ah, so this is a different experience, hm?” ”Yes, Gurumaharaja, very different, very peaceful.” ”Remember to bring dust from Vrindavana to the devotees in Denmark, so that they can be connected with the holy dhama.” ” Yes, Gurumaharaja.” Det er en dejlig måde at komme rundt på, og jeg diskuterer mange emner med gamle og nye venner, imens Vrindavanas landskab passerer forbi. I lang tid går vi langs Yamunas bred med hendes smukke lotusblomster og roligt drivende vand så fredfyldt og smukt. Hele rundturen tager en måned, men efter to dage skal jeg hjemover til de hengivne i Radha-Gopinatha Mandir.

Inden bussen kører tilbage, sætter jeg mig ud for mig selv i fred og ro og kigger ud over Vrindavanas marker. Åh Krishna.

Jeg er igen på farten. I dag er jeg på vej til Govardhana. Jeg må på parikrama der, inden jeg skal tage afsked med Vrindavana. En Tempo, et trehjulet motorkøretøj, som ligner noget fra en Mad Max film med motoren monteret på forhjulet, som sidder på en meget lang forgaffel, og som laver en øresønderdøvende larm, kører hver dag ud til Govardhana. Jeg vækker chaufføren, som sammen med to af sine venner ligger og sover i dette mærkværdige køretøj. ”Prabhuji, jeg skal ud til Govardhana, tolv rupees okay?” Et ryst med hovedet angiver, at forslaget er accepteret, og nu sejler vi derudaf. Der er hul i vognbunden, så jeg kan se vejbanen under mig, og den kølige morgenbrise blæser mig i ansigtet. Jeg skutter mig lidt og hylder mit cadar tættere om mig.

Radhakunda er begyndelsen på Govardhana-parikrama, og efter at have givet min hyldest og respekt til Srimati Radharani og Sri Syamasundara går jeg nu af sted. Dette bjerg, som er Krishna selv, er meget interessant at gå ved siden af, fordi man går med Herren. Selve turen rundt om Govardhana tager ca. 8 timer, og mange ting kommer op i én i den tid sammen med Herren. Følelser af glæde, sorg og stille påskønnelse. Glæde over Herrens tilstedeværelse og sorg over, at mit ønske om at glæde Ham er så lille, og at jeg er så optaget af mig selv og min egen nydelse. Govardhana har en meget dyb og smuk mørk gråblå farve. En meget stærk lys energi udstrømmer fra Ham. Han er en meget stærk oplevelse på alle måder. Jeg har specifikt bedt mine kære rejsefæller om tilladelse til at kommer herud, ene og alene fordi jeg ønsker at bruge lidt tid alene sammen med Herren. Når man går her, får man tid til at tænke over livet og tale til Herren. Bøn er meget befriende. Der kan man give slip på nogle af alle de følelser, hjertet bærer rundt på. Det er meget forløsende at være alene og alene med Herren.

Måske er mørket omkring os meget tykt, og måske er vi meget langt fra Krishna, men vi må aldrig opgive, for mørket vil blive fortrængt, og Sri Krishna vil træde frem foran os. Det er det, jeg tænker på her ved Govardhana. Her kan man mærke Ham, Han er her allerede. Vi mangler blot at opdage det. Og når vi opdager det, vil vi intet andet end Krishna.

Vi skal til at sige farvel til Sri Vrindavana dhama for denne gang. Jeg går rundt til alle de kære hengivne, jeg har mødt her. Mælkemanden Radha-Ramana Prabhu, Pujariji fra Sri-Sri Radha-Gopinatha Mandir, de dejlige køer, Yamuna Devi og Sri-Sri Krishna Balarama og den mest vidunderlige Radha-Ramana Deitet. Jeg tilbyder min mest ydmyge hyldest og respekt. Tilgiv mine forseelser og bliv venligst i mit hjerte for altid, lige meget hvor jeg er.

Vores næste mål er Mumbai, hvor vi skal have den sidste træning. Vi kører til Delhi for at tage toget. Det er en tre timers køretur efterfulgt af en 22 timers togtur. Jeg nyder mine rejsefællers selskab, og togrejser i Indien giver altid rig mulighed for at prædike. Vi sidder i en andenklasses sovevogn omgivet af tyve unger, som er helt opslugt af Krishna Karuna Prabhus fortællinger. De er lige så ivrige som fugleunger efter at høre om Sri Krishna, så vi fodrer dem alt, hvad remmer og tøj kan holde. Toget rumler af sted, og Indiens brune jorder stryger forbi udenfor det åbne vindue,  imens vi alle sidder fordybet i en dejlig Hare Krishna mahamantra-kirtana. At se deres uskyldige opslugte barneansigter kalde på Radha og Krishna rører hjertet. Solen skinner, og luften er mild.    

Sri Krishna er afgjort stadigt med os. Mumbai nærmer sig, og forstæderne begynder at passere forbi. Stanken fra byen blander sig mere og mere med den før så friske luft. Tusinder af forarmede mennesker bor på den bare jord midt i bunkerne af affald uden nogen form for komfort. Jeg tænker på, hvad de laver her. Hvad får dem til at blive i en så trøstesløs situation? De har ikke Krishna, og det er slemt, men de har end ikke illusorisk lykke og velstand, intet, absolut intet. Det er rystende og fascinerende på samme tid. Så nøjsomme de er. Selv den mest ubetydelige ting har betydning. Intet er ubrugeligt eller værdiløst. Det er fascinerende.

De sidste dage i Indien skal bruges på uddannelse. Uddannelse i hvordan man kører et tempel. Ikke for at blive rig, berømt eller hyldet, men for at give Sri Krishna til andre. Som tjener af Srila Prabhupada er det vores pligt at give Krishna til andre, og det er et fokus, som er utroligt vigtigt at holde konstant og i alle beslutninger. Jeg gør mig klart den erkendelse, hvor svært det er at sætte sig ud over mine egne ideer og ønsker og lytte til andres. ”Nu kommer han med den tåbelige ide igen. Kan han da ikke se, at den er fuldstændigt ubrugelig? Eller er der måske noget relevant? Kan det tænkes? Er der måske en teoretisk chance for, at han måske har noget, der kan bruges?” Det er i de få procent, den lille gnist af mulighed for, at en anden kan have ret, at alt samarbejde ligger, og et gennemgående tema i hele træningen hernede er da også, at det mest vanskelige i denne tid og i vores situation i ISKCON Danmark er at samarbejde. At tolerere andre og på trods af store forskelligheder at blive sammen og turde stole på hinanden. At samarbejde ikke behøver at være dejligt, men at det er bydende nødvendigt.

Endnu en rejse er ved at nå sin afslutning. Det er med blandede følelser, at jeg vender tilbage til arbejdet. Vores hjem, den hellige dhama, er så sødmefyldt og fuld af åndelig energi, og man kan fortabe sig her i evigheder. Men uden tjeneste til Srila Prabhupada vil man ikke finde lykke her. Srila Prabhupada knyttede sin næve mod Vestens ateistiske antikultur og udpegede målet for alle, som kommer efter ham. Hvordan kan jeg da blive her? Samtidigt  melder længslen sig, så snart jeg forlader den hellige dhama, men sådan er livet.

Vi ankommer til Frankfurt. Det er gråvejr. Så langt øjet rækker, ser jeg grå firkantede terminalbygninger i beton, og den så berømte tyske effektivitet ses i hvert træk af denne kæmpekolos. Det er tydeligt, at intet har været overladt til fantasien. Midt i al denne håbløshed kan jeg dog ikke lade være at grine, for på en grå lufthavnsbus står skrevet ”Velkommen”. Ha.

Verden er stor, og der vil gå længe, inden de har fået cementeret det hele, hvis de overhovedet når det. Et godt eksempel på dette er det indiske par, vi mødte på vej ned ad en rulletrappe. En indisk mor med sin søn stod på toppen af en rulletrappe og skulle ned, men morlille havde aldrig befundet sig på et sådant instrument før, så hun var ikke ovenud vild med at sætte foden ud på trinet. Drengen prøvede at opmuntre hende, men hun satte kun foden ud som en kat, der mærker på vand for hurtigt at trække den til sig igen, opslugt af rædsel. Sådan stod de længe, og flere ihærdige forsøg blev gjort fra dem begge. Først efter et godt stykke tid så vi hende komme kørende ned ad rulletrappen med et tydeligt rystet udtryk i ansigt. Indien rummer 900 millioner mennesker som hende, og det giver håb for fremtiden.

Tilbage hos jer alle og Sri-Sri Gaura Nitai giver mig ligeledes tro. Mørket kan aldrig fortrænge lyset. Srila Prabhupada har sagt ”Always keep this Krishna sun shining, then all these glow worms will be useless.”

Hare Krishna

Jeres tjener Bh. Gert