Rejsen til Peru, del 5
Af Ananta Sri Dasa

Dette er femte og sidste del af Ananta Sris rejseberetning fra Peru i foråret 2003.

Nu skulle jeg endelig af sted for at se min svigerindes Govinda-restaurant i byen Nazca. Det er en lille by, som ligger omtrent syv timers buskørsel syd for Lima. Det meste af Perus kyst er gold ørken, og det samme gælder Nazca-sletten. I Nazca bor der lidt under 20.000 indbyggere, hvoraf en stor del lever af turisme. Grunden til, at mennesker fra hele kloden strømmen til denne lille ørkenflække er, at der findes noget meget uforklarligt og mystisk i nærheden. Det drejer sig om Nazca-linierne, som er en mosaik af geometriske linier og kæmpestore stiliserede figurer: En abe med en hale, der munder ud i en spiral, en kolibri, en ørn, en mand, fugle og fisk m.m. Figurerne er op til 275 m lange, så den eneste måde at observere dem på er fra en flyver. Men det kommer vi tilbage til senere.

Jeg har nogle ting, som jeg skal aflevere til Maha Mohinis mand og hans søn Kishor, så jeg tager bussen en tidlig morgen. Som fortalt før er det at rejse i Peru lidt af et eventyr. Man ved aldrig, hvad der sker på turen, eller hvor lang tid den vil tage. Men det er sjældent, at det er kedeligt, da man hurtigt falder i snak med rejsefællerne. Selv om de fleste her er katolikker, er de meget åbne for at diskutere andre trosretninger såsom Krishna-bevidsthed. Krishna-bevidsthed har også en del til fælles med det katolske religiøse univers, hvor alt er meget personligt, og hvor ritualer og helgener er en del af hverdagen. Her er folk inderst inde ret fromme, og Gud er en naturlig del af deres liv og verdensanskuelse. Gud er ikke et teoretisk begreb, som bliver udsat for intellektuel jonglering og i sidste instans ikke har nogen større betydning.

Efter at have taget en to-tre busser og været ude på et par ufrivillige afveje ankommer jeg om eftermiddagen til Nazca. Restauranten er nem at finde. Den ligger kun 150 meter fra Våbenpladsen, som er centrum i alle de byer, spanierne grundlagde. Jeg bliver modtaget med åbne arme af hele familien (mine svigerforældre er der også), og så bestiller jeg husets specialitet. Der er ikke de store forhold i restauranten, og den bliver ikke ligefrem overrendt. Men da det er et sted, hvor mange turister kommer forbi, bliver den jævnligt besøgt af europæiske vegetarer, eller folk som i forvejen kender Govindas. Det er jo efterhånden blevet et kendt mærke ligesom McDonalds (dog ikke i samme størrelsesorden). Dog er det (heldigvis) ikke det samme, der bliver serveret i alle restauranter. I Sydamerika er det et tilflugtssted for mange rygsækrejsende, der gerne vil have sund og ren mad.

Efter at have spist sidder vi og snakker lidt, og der kommer nogle flere hengivne, der er på vej tilbage til Lima efter at have været sammen med Jayapataka Swami og Hanumat Presaka Swami i en by, som ligger 12 timer længere mod syd. Bagefter er der en vigtig fodboldkamp i fjernsynet, og den SKAL ses. Fodbold er noget, man lever og ånder for i Sydamerika. Der findes praktisk talt ingen anden sportsgren udover volleyball, der interesserer folk. Når Peru spiller landskamp, standser alt i Peru. Meget få busser kører, og de, som kører, har radiotransmission fra kampen på fuld drøn. Jeg tror, at politiet og tyvene (som der er mange af) har en stiltiende aftale om ikke at genere hinanden under en kamp. Jeg kan huske fra min tid i templet, når der var verdensmesterskaber i fodbold. Vi var ganske simpelt nødt til at sætte et fjernsyn op eller andet sted, så de hengivne kunne følge med. Og så sad de hengivne med popkorn og vand og havde det ganske fornøjeligt. Jeg er blevet fortalt, at i Argentina (hvor de er endnu mere fanatiske med fodbold) var Bhaktibhusana Swami også nødt til at stille et fjernsyn ind i tempelrummet, når Argentina spillede kampe, for ellers forsvandt ALLE de hengivne i de timer, kampen varede. Personligt har jeg aldrig spillet fodbold eller interesseret mig synderligt for det, men jeg må indrømme, at jeg til sidst blev grebet af det. Der var sågar en ældre Prabhupada-discipel, som havde fundet et citat i Srimad-Bhagavatam om, hvordan Krishna spillede fodbold, så hvis man spiller i den åndelige verden, må man selvfølgelig også øve sig her J.

 Dagen efter blev jeg vækket tidligt på det lille hotel, jeg boede på, og jeg gjorde mig klar til flyveturen. Der var ikke så meget at tænke på udover, at det nok var klogest ikke at spise, da det er meget små flyvere, som ikke er beregnet til folk med følsomme maver. Vi ankom til flyvepladsen, hvor flere andre, der lignede mig, stod og ventede. Jeg blev så anvist et lille vakkelvornt fly sammen med et ungt tysk par, som var på hvedebrødsrejse jorden rundt. Jeg fik pladsen ved siden af piloten og følte mig hensat til Antoine de Saint-Exupéry’s (forfatteren til Den Lille Prins) fortællinger om hans liv som pilot for mange år siden. Men flyet lettede sandelig, og vi kunne se den store slette brede sig ud i den tidlige morgendis med Andesbjergene i baggrunden. Vi nåede hurtigt hen til linierne, og for bedre at kunne observere dem vippede piloten skiftevis til den ene og den anden side. Jeg var meget glad for ikke af have fået morgenmad.

Linierne siges at være omkring tusinde år gamle, og man kan spørge sig, hvordan de kan holde sig så lang tid, da de kun er lavet som mindre fordybninger i sandet. For det første er der tørt. Det regner kun omkring en halv time hvert andet år. For det andet er der et specielt naturfænomen, der gør, at luften stilner af nogle få centimeter over jorden på grund af stenenes mørke overflade, som danner en slags varmluftspude, som på denne måde beskytter reliefferne. Et andet element, der gør, at overfladen forbliver uændret, er, at indholdet af gips i overfladen i kontakt med den daglige dug får de små sten til at klistre sig til overfladen.

Formålet med disse linier er endnu et kæmpemysterium. Der findes utallige teorier, lige fra landingsbane for UFOer til astronomi-instrument. Problemet er grundlæggende, at tegningerne kun kan ses fra luften, og da man normalt ikke tror på, at folk kunne flyve for 1000 år siden, er det lidt af en gåde. Men flot er det at se på. Den ene tegning efter den anden dukker op nedenunder os, og jeg prøver blot at suge til mig af indtryk, så jeg kan tage det op bagefter. Efter en halv times overflyvning vender piloten næsen hjemad, og til trods for vores bekymringer lander vi sikkert på landingsbanen.

Peru er et ret specielt land. Det har mange af den slags uløste gåder. Det er et sted, hvor logikken halter lidt, og hvor man gang på gang står over for ting, som ikke kan forklares med den moderne videnskab. Det er fascinerende og spændende, og for en hengiven bekræfter det mange af de ting, som vi tror på, såsom at man før i tiden havde tilgang til teknikker, som ikke findes mere, og at vi trods vores videnskabelige fremskridt ikke er i stand til at forklare mange af de ting, som omgiver os. Men det bliver jeg nok nødt til at beskrive næste gang, jeg tager til Sydamerika.

Tilbage har jeg så en uges tid, som først og fremmest bliver brugt til at deltage i forskellige hengivne arrangementer i Lima, besøge venner osv. Jeg får rigelig tid til at lede kirtanaer, som nok er det, jeg allermest nyder i hengiven tjeneste. At synge, se de hengivne synge og danse er for mig perfektionen. Her går alting op i en højere enhed. Her bliver alle ens personlige problemer ubetydelige, og man kan se tingene i deres rette perspektiv. Alt er simpelt. Det er det, religion drejer sig om. Ikke noget med intellektuelle diskussioner eller for den sags skyld administrative problemer, der er så normale inden for alle religiøse samfund. Der er kun Guds Navn og intet andet, og det er mere end nok. Det er det øjeblik, hvor jeg føler mig mest tilfreds. Jeg føler mig glad og sikker på, at det at være hengiven er det rigtige. I lyset af det Hellige Navn falder alting på plads. Selvfølgelig er der så mange ting, som står imellem mig og Krishna, men afstanden føles meget kort, når kirtanaen er i gang. Så vi kører på i lang tid. Jeg har min tro følgesvend harmoniet med mig, og nogle gange også min svigerindes søn Vrikodhara, som efter 7 år i Mayapur er en rigtig god mrdanga-trommespiller. Det er nok det, jeg savner mest ved at bo så langt væk fra de hengivne. Disse gode og livgivende kirtanaer. Og det er nok også en af grundene til, at jeg drager de tusindvis af kilometer til Peru.

Denne tur er ovre nu. Jeg har et liv, en familie, et arbejde og nogle tjenester, som skal gøres i Danmark. Det har været et par dejlige og begivenhedsrige måneder, og jeg håber, at I har fået noget ud af at sidde lidt med i min rygsæk.

Hare Krishna og tak for denne gang. Ananta Sri Dasa.