Indien 2004, del 8
Af Ananta Sri Dasa

Gandhari og Dina Bandhu med Radha Madana Mohana templet i baggrunden

Onsdag den 17. marts
På ekadasi er det meget lykkebringende at gå de 10 km rundt om Vrindavana, så de fleste hengivne samles lige efter mangala arati uden for indgangen til templet. Selv Gandhari er kommet ud af fjerene og er klar til den lille maraton. Det bliver en tur uden svinkeærinder. Gandhari og jeg stopper end ikke op for at høre på Dina Bandhus hurtige forklaringer. Vrindavana er smuk om morgenen, selv om den tykkeste morgendis og smukkeste morgensol ikke kan skjule al det affald, der ligger overalt. Folk her er vant til at bruge engangsting, som bliver smidt ud i naturen bagefter såsom lerkrus og bladtallerkener, som går direkte ind i det økologiske kredsløb. Nu kommer alt jo i plastikindpakning, men de har stadig de samme vaner og regner derfor med, at plastikken forsvinder ligesom det andet plejede at gøre. Det gør det bare ikke. Og da de ikke har noget sted at gøre af det, ender det bare ude i den åbne natur som alt andet.

Et ikke så kønt syn

Den sidste del af turen går vi ved siden af en lille russisk dreng, som har fundet stor morskab i at jagte alle Vrindavanas grise med en lang pind. Han sniger sig ind på dem og råber så lige pludseligt op og svinger pinden i luften. Grisene styrter frem og tilbage og den lille dreng samt tilskuerne får sig et grin. Selv om Gandhari har været ved at flække af grin, får vi lidt ondt af grisene, som bliver vækket af deres meditative gnøflen af et vildt angreb. Men da vi vil sige noget til drengen, er vi nået hele vejen rundt, og drengen hopper op på en bøffelkærre og forsvinder ned ad en sidevej.

Raghunatha skal af sted i aften. Vi hjælper ham med at pakke hans to kæmpestore indiske stålkufferter med sølvting. Han har været inde og tømme en sølvbutik for at kunne dekorere sin nye lejlighed. Det er de mest vidunderlige ting, han har anskaffet sig. Krishna og Arjuna på deres stridsvogn med heste foran. En smukt udformet gynge til at svinge Deiteterne på. Store krukker og vaser med Krishnas lege indgraveret i. Alt i det pureste sølv. Lidt over en million rupier. I må selv lave regnestykket. Der går syv rupier på en dansk krone. Det må være sjovt en gang imellem bare at kunne købe hvad man har lyst til. Men som man siger “De fattige håber, at det er rigtigt, man ikke bliver lykkelig af at have masser af penge, og de rige ved det.” Men det er dejligt at have penge og kunne bruge dem til noget Krishna-bevidst. Vi glæder os til at se alle de smukke ting, næste gang vi besøger Raghunatha.

Gandhari og Raghunatha spiller computerskak

Torsdag den 18. marts
Lektiedag. Gandhari knokler på livet løs for at blive færdig med de lektier, hun har lovet at lave, mens hun er på rejse. Det kan til tider være hårdt, for turen har ikke givet megen plads til lektielavning, så det er en masse, der har hobet sig op.

Vi spiser sidste gang på MVT. Vi får en dejlig snak med Jay Govinda, en amerikaner, der er gift med en mexicaner og har en dreng på en 9-10 år. De skal på en tre måneders tur til Europa, så jeg har selvfølgelig inviteret dem til at besøge os, selv om det nok er ret usandsynligt, at deres rute går igennem Danmark. Men nu har de i hvert fald muligheden, hvis lysten skulle komme.

Vi går hen til templet for at tage afsked med Deiteterne og for sidste gang synge med Aindra. Det er lidt sørgeligt. Hvem ved, hvor lang tid, der går, inden vi kommer til Vrindavana igen? Bagefter går vi hen til prasadam-hallen, hvor gurukulierne viser os et teaterstykke. Det er ikke den store teaterkunst, men børnene gør det med stor entusiasme og glæde, så det var oplivende. Vi gider ikke gå i seng bare for at skulle stå op igen et par timer senere, så vi pakker færdigt, hygger os lidt, spiser lidt lækkerier.

Hjemturen gik som planlagt, og jeg var oven i købet så heldig at sidde ved siden af en inder, der er født i Surinama (Sydamerika), men som derefter er flyttet til Holland. Nu importerer han ayurvedisk medicin til Holland, og det lader til at gå udmærket. Turen er lang, og vi vil bare hjem. Jeg har ikke sovet hele natten, da de viste en interessant cricketkamp i fjernsynet i lufthavnen, og da jeg var bange for at falde i søvn og miste flyet, kunne jeg jo lige så godt se lidt cricket.

Danmark... Man kan allerede mærke kulturchokket i Frankfurt lufthavn, hvor vi venter på at komme ombord i flyet til København. Personligt synes jeg, at det er et langt større chok at komme tilbage til Danmark end at ankomme til Indien. Det er godt nok underligt, så hurtigt man kommer til at synes, at Danmark og danskere er nogle underlige og stille størrelser. Men der er ingen vej udenom. Hjem skal vi og være ’underlige’ ligesom dem.

Min inderven og jeg i Amsterdam lufthavn
 

Søndag den 30. maj
Disse sidste linier bliver skrevet flere måneder efter turen. Så kan man måske reflektere lidt. Var turen hele besværet værd? Var det en god beslutning at tage Gandhari med? Hvordan har turen påvirket både hende og jeg? Der er mange spørgsmål, der popper op i ens sind. Men uden at gå i detaljer må jeg sige, at det nok har været en af de bedste ture i mit liv, og beslutningen om at tage Gandhari med var rigtig god. Jeg føler, at det er en god gave, som hun har fået. Hun sagde til mig, da vi var på vej hjem, at nu ville hun til at tjene nogle penge, så hun kan komme til Indien hvert år. Det bliver måske ikke til en tur hvert år, men jeg kan da håbe, at Krishna lader os tage derned noget oftere. Selv om det er dejligt at være i det hellige land, tror jeg dog ikke, at jeg er parat til at tage derned og bosætte mig, dertil er min tilknytning til den materielle verden nok for stor. Men jeg synes dog alligevel, at turen har bragt mig et lille skridt nærmere Krishna. Det kan godt være, at vejen er meget lang endnu, men bare det, at jeg på en eller anden måde er på rette vej, gør i hvert fald mig lidt lykkeligere midt i min materielle sanserus.

Min konklusion er, at en rejse til Vrindavana og Mayapur er noget af det bedste, der kan ske i et menneskes liv, og at næsten lige meget hvem man er, efterlader Krishna et meget dybt og blivende aftryk i ens hjerte.