Til min ven Yasoda-dulal Dasa  
Af Calle Rehbinder

Som vi omtalte det i Nyt fra Hare Krishna i nr. 17, forlod en af Sveriges kendteste og fineste hengivne, Yasoda-dulal Dasa, kroppen i en drukneulykke på Almvik sidst i juli. En af hans venner igennem mange år, Calle Rehbinder, har skrevet en mindeartikel om ham.

Haribol, Yasoda! Du var en god ven, en entusiast, udrustet med et enormt stort hjerte og grænseløs hjælpsomhed. Du var min sankirtana-leder i 80’erme, da jeg også levede som Krishna-munk, rejste rundt i en gammel, udrangeret bus og solgte magasiner på gader og torve. Og da jeg ville lave en lille bog som opfølgning til Turiyas lille Goraksya – Den Rena Maten – var du min bedste ansporing og min største støtte. Ved din hjælp blev den til virkelighed.

Du og jeg flyttede ind på Govindas, vendte op og ned på stedet og startede foreningen ’Krishnas Vänner’, som løb i lang, lang tid efter, at du og jeg var gået videre til andre projekter.

Du var en ildsjæl – og du brændte dig ud. Nu savner jeg dig.

Du ringede til mig kun nogle få uger, inden du forlod os, og vi havde en herlig og inspirerende samtale om Gud, Krishna-bevidsthed, ISKCON, shamanisme, andre hengivne, samtale med Gud, hvilke veje vi tager i livet og meget andet. Set i bakspejlet føles det, som om du ringede til mig som en af dine gamle venner for at være sikker på, at jeg havde det godt, at jeg klarer mig i livet, inden det var tid for dig at gå videre.

Din livsgerning var at inspirere, lede og hjælpe. Og det gjorde du med ære. Og du kæmpede – ufortrødent. Du gav aldrig op. Lige til det sidste fyldte du dine aktiviteter og dit liv med mening, med mål. Sagde du, at noget skulle gøres, gjorde du det. Dig kunne man kort sagt stole på. Du krævede aldrig mere af nogen anden end af dig selv. Oftest krævede du intet. Du bare gav og lo og sagde noget opmuntrende, så man faktisk ville hjælpe til og blive lige så entusiastisk som du. Det syntes jo så rart at være det.

 Jeg har nok aldrig i mit liv truffet noget menneske, der har været så grænseløst hjælpsom. Intet var umuligt, ingen kunne nogensinde bringe dig ud af ligevægt. Alle, som bad om hjælp (eller syntes at trænge til hjælp uden at bede om det) var for dig som gaver sendt fra Gud. Du tog imod det som barmhjertighed, ikke som et problem.  

Og du var altid venlig. Aldrig selvopofrende eller martyr. Aldrig nedladende, aldrig selvglad. Hjælpsom uden at kræve noget til gengæld. Ydmyg uden at være selvudslettende. Et godt menneske, helt enkelt.

Langt senere, efter kollaps og sammenbrud og svagt helbred fysisk såvel som psykisk var du alligevel altid entusiastisk, godhjertet, lyttende og opmuntrende for mennesker i dine omgivelser. Dette beundrer jeg dig for – endnu mere.  

 
Mukunda Dasa og Yasoda-dulal Dasa med det første nyhedsbrev til Krishnas Vänner.

Her ser vi dig i fuld fart ved Radha-Kunda. Hvor du end kom, hjalp du folk. Du organiserede, sørgede for mad, bar ting og sager, viste vejen – alt sammen for at hjælpe.