|
|
|
|
|
Tribhuvanatha En af de hengivne, der gik bort i 2002, var Tribhuvanatha Dasa fra England. Tribhuvanatha var initieret af Srila Prabhupada og en Englands første Hare Krishna-hengivne. Til minde om ham bringes først nogle mindeord af en hans Gudsbrødre og derefter nogle af Tribhuvanathas erindringer om Srila Prabhupada, sådan som han delte dem med hengivne i 1995 i England.
Tribhuvanatha Dasa
blev født i 1953 i Longford, Irland, som Thomas Heggarty og var en af livets
store individualister. I hele sit liv skilte han sig ud fra mængden. Hans
charme og gode humør stod i skarp kontrast til hans rene karakterstyrke og
frygtløse holdning. Intet var for meget for ham, og intet kunne få ham til at
tabe modet. Ulykke prægede Toms
tidlige liv med en stor del af det tilbragt på forskellige børnehjem i Irland,
hvilket gjorde, at han dårligt nok kunne læse og skrive. Seksten år gammel
kom han til London med sin ældre broder i søgen efter eventyr og tiltrækning
til Østens mystik. Næsten med det samme mødte han nogle Hare Krishna-hengivne
og besøgte deres tempel i London. Han var der hele dagen og hjalp til, og da
aftenen kom, og de hengivne gik til ro, var han tilbage på gaden. Den næste
morgen klokken 4:00 ventede Tom udenfor døren for at få lov til at komme ind
igen. Den første nat i sit Krishna-bevidste liv havde han sovet i en park i nærheden
af templet. Dette skulle vise sig at blive typisk for hans fornemmelse for
forsagelse og dedikering. Den samme dag blev han accepteret af de hengivne, og
han gav lige fra starten af sin grænseløse energi fuldt ud på sit nye liv.
Da jeg kom til
templet seks måneder senere, var han grundpillen i templets arbejdsstyrke.
Skulle noget gøres, gjorde han det, og havde nogle af os brug for et eksempel på,
hvad det vil sige at være fuldt optaget af Krishnas tjeneste, behøvede vi kun
at se ham. Han var specielt god til at opmuntre andre og hjælpe dem frem.
Ukuelig munter og altid i stand til at se den lyse side havde han evnen til at
give Krishna-bevidst filosofi på en bemærkelsesværdig praktisk måde, der var
helt igennem seriøs på trods af hans mangel på formel uddannelse.
En dag kort efter at
jeg var flyttet ind, blev vi inviteret til The London School of Economics
for at give en præsentation af Krishna-bevidsthed. Denne skole var berømt som
en smeltedigel for yderliggående politiske opfattelser, og studenterne der var
et skrapt publikum. Men på trods af det holdt Tribhuvanathas tale efter, at vi
havde sunget, en stor gruppe bjergtaget langt på den anden side af deres
middagsfrikvarter med en blanding af lige dele underholdning og instruktioner.
Tribhuvanathas største
kærlighed var at synge Hare Krishna på gaden og spille mrdanga. Han
kunne synge i timevis, som om det gjaldt hans liv, hvilket det i hans sind
afgjort gjorde. Enhver, der så ham i fuld udfoldelse, blev rørt af hans
hengivenhed. Mange gange var han udmattet af lange arbejdstimer og for lidt søvn,
men han gik alligevel ud på gaden og trak os andre efter sig. At se hans
eksempel var nok til at få os til øge vor egen indsats. Han viste os, hvad der
var muligt.
En nøgle til
Tribhuvanathas aldrig svigtende energi var hans kærlighed til hans åndelige
mester, Srila Prabhupada. Han mente, at hans gurus nåde havde reddet ham
fra en katastrofe, og således var hans overgivelse til Prabhupada betingelsesløs.
Da jeg først kom
til templet, hørte jeg ofte Tribhuvanatha sige, ”Prabhupada siger...” og
derefter citere et eller andet passende til lejligheden. Jeg spurgte ham, hvornår
han havde hørt alle disse ting fra Prabhupada. Han var overrasket. Den følgende sommer
i 1971 kom Prabhupada til London, og de fleste af os mødte ham for første
gang. Tribhuvanatha blev udvalgt til at give ham en blomsterkrans i lufthavnen.
I ugerne, der fulgte, og i de følgende år, når som helst Prabhupada kom, så
jeg, at han altid havde et særligt godt øje til Tribhuvanatha. Jeg var ikke
den eneste, der lagde mærke til dette. Vi vidste alle, at Prabhupada havde en særlig
kærlighed til Tribhuvanatha.
I 1973 under
Prabhupadas første besøg til Bhaktivedanta Manor sang vi Hare Krishna efter
hans Bhagavad-gita-klasse. Prabhupada
så alvorlig ud. Snart stod Tribhuvanatha helt oppe foran Prabhupada og spillede
en mrdanga-tromme, imens han dansede sin enestående flatfodede dans med
rank ryg som en uddannet skuespiller. Hans fødder trommede rytmen, og hans
hoved nikkede op og ned. Hans øjne mødte Prabhupadas, og pludselig lo de begge
samtidigt i perfekt harmoni.
I de følgende år så
jeg sjældent Tribhuvanatha. Prabhupada bad ham komme til Indien for at være
med til at lægge grundstenene til ISKCON’s templer der, og derefter fortsatte
han med at rejse og prædike. Men jeg vil altid huske ham den dag i 1973, da han
lo ud af ren og skær glæde foran sin elskede åndelige mester. Da Prabhupada kom
igennem dørene til stuen, var hans smil overvældende. Han strålede. Jeg
skulle give ham en blomsterkrans på, men jeg stivnede. Jeg tænkte, ”Denne
person er ikke i denne dimension.” Jeg var kun 18, men jeg kunne se, at han
ikke var af denne verden. Andre hengivne gav ham blomsterkranse på, men jeg
bukkede mig ikke engang ned. Prabhupada gik lige forbi, imens jeg stod der og så
på ham og holdt en stor blomsterkrans. Så løb jeg op til ham og lod
blomsterkransen glide ned over ham. Det var morsomt, for jeg var helt tydeligt
modtagelseskomiteen, men jeg kunne ikke røre mig. Prabhupadas smil havde slået
mig ud. De andre hengivne græd praktisk taget, og det gjorde mig endnu mere
forbløffet over denne persons kraft, at han kunne komme ind igennem en dør og
få alle til at græde. Det var fascinerende. ***
Ved initieringen var Prabhupada meget alvorlig, da han chantede på kæderne.
Jeg sad lige under vyasasana’en, da en fyr kom frem, og Prabhupada
sagde til ham, ”Hvad er de fire regulative principper?” Drengen sagde,
”Ingen beruselse, intet spil, ingen kødspisning, intet utilladt sexliv.” Prabhupada sagde
da, ”Så, hvad for et af dem kan du bedst lide?” Drengen blev knaldrød
i hovedet. Jeg synes, det var morsomt, for Prabhupada havde været så alvorlig.
Det var en alvorlig anledning, men alligevel sagde han dette.
På St. James Path påpegede Prabhupada hele tiden
forskellige ting. Engang så han nogle fugleklatter og spurgte, ”Hvad er
dette?” Alle kiggede på fugleklatterne og tænkte, ”Måske
Prabhupada kan læse i kaffegrums og ser noget esoterisk?” Prabhupada sagde, ”Hvad siger dette jer?” Alle var forvirrede. ”Dette fortæller jer, at den samme fugl sover på den
samme gren hver nat. Selv fuglen bliver knyttet til sit opholdssted. Så vær
forsigtige.” *** En gang, da vi kørte forbi Buckingham Palace i en taxi med Prabhupada, var vi stolte over, at en fyr, der var i dronningens livvagt (de der soldater med de store pelshatte), var blevet en hengiven. Vi sagde, ”Prabhupada, en af dronningens personlige livvagter er blevet en hengiven.” Prabhupada sagde, ”Ih! Så hvad med dronningen?” *** På
morgenvandringer kommenterede Prabhupada jævnligt samfundets tilstand. Han bemærkede
nogle folk, der sov i parken i deres soveposer eller på en avis og forklarede,
”Karma er så stram, at selv om disse mennesker bor i et så avanceret
samfund, kan de alligevel ikke undgå deres karma.” Prabhupada sagde,
”Selv om de lever i et meget civiliseret land, lider de fortsat og sover under
ubehagelige forhold.” *** Engang spurgte vi
Prabhupada om fremskridt, og han standsede op meget bestemt. Han tog ét skridt
fremad, pegede på sit ben og sagde, ”Når dette ben har solidt fodfæste,
flytter man det næste ben. På den måde kan man gøre fremskridt. Men løber
man, snubler man blot.” *** Engang var
Prabhupada så svag og syg, at han en sen nat kaldte på Syamasundara, der for
ind på Prabhupadas værelse tidsnok til at gribe ham i det øjeblik, han faldt
om. Syamasundara sagde, at Prabhupada var utroligt let. Den morgen blev vi i
seng, fordi vi ikke ville forstyrre Prabhupada. Da vi endelig stod op, holdt vi
en 24-timers kirtana i templet. Cirka tre dage
efter blev Prabhupada pludseligt rask og gik ud på en morgentur. En hengiven
spurgte, ”Srila Prabhupada, hvordan kan det være, at en hengiven bliver
syg?” Prabhupada
standsede og blev følelsesladet. Hans øjne blev rigtigt store, og han sagde på
en kærlig måde, ”Det er ligesom elskere. Somme tider skændes elskende.” Den hengivne sagde,
”Aha! Et kærlighedsskænderi, Prabhupada.” Prabhupada sagde,
”Ja. På samme måde har Krishna Sine kærlighedsskænderier. Somme tider kæmper
han imod den hengivne.” Så smilede han. Det var meget dybt og ekstatisk. *** Engang spiste
Prabhupada prasadam på sit værelse. Yamuna havde været hans kok, og
Malati løb op og ned med friske puri’er. Jeg hørte hende sjokke op og
ned af trappen. Jeg var betaget, så jeg stak mit hoved rundt om hjørnet, og
der stod Malati og sagde, ”Prabhupada, hvor mange purier kan du
spise?” Hun havde bragt en masse purier, imens Prabhupada respekterede prasadam.
Prabhupadas øjne
blev store, og han sagde, ”Flere end du kan lave,” og lo. Han virkede
ekstatisk. *** Prabhupada hilste
Deiteterne, da han først kom, og sagde, ”Vær meget forsigtige. Bliv ikke
stolt. I har at gøre med Radha og Krishna. Hvis I bliver stolte, bliver alting
spoleret.” En anden gang
spurgte en gæst Prabhupada, ”Hvorfor har Krishna en påfuglefjer?” Jeg
ventede, at Prabhupada ville give en esoterisk grund, men på en enkel måde
sagde, ”Fordi Han kan lide det.” Ved et andet tilfælde sagde han, da han
sad på vyasasana’en, at Krishna-bevidsthed er så enkel, at man vil
overse det. Jeg husker det, fordi det er så enkelt, men alligevel så dybt. *** Vi var af sted for
at besøge den indiske ambassadør sammen med Prabhupada. Templet var på det
tidspunkt så fattigt, at vi ikke havde en bil. Jeg spurgte gæsterne,
om en eller anden havde en bil, vi kunne bruge. En hippie sagde, ”Jeg
har en, Swami kan bruge.” Det var en latterligt udseende folkevogn med
blomster malet på den. Jeg tænkte, ”Hvordan kan vi køre Prabhupada i
denne?” Men vi havde intet valg. Srila Prabhupada, Syamasundara og jeg
kravlede ind, og denne hippie kørte os til den indiske ambassade. Da vi besøgte den
indiske ambassadør, var Prabhupada afslappet og transcendental. Han talte om
Rupa Goswami og gav ambassadøren The Nectar of Devotion. I omkring en
halv time talte Prabhupada. Efter den halve time var denne herre blevet renset.
Prabhupada tiltalte ambassadøren ved hans fornavn og sagde, ”Sidste gang, jeg
var her, sagde du, ’Swamiji, hvad end du vil have, vil jeg gøre, hvis jeg
kan.’ Nu har jeg en ønske.” På dette tidspunkt
havde de så fint et forhold, at ambassadøren ikke kunne nægte det. Prabhupada
havde fuldstændigt smeltet ham. Prabhupada bad ambassadøren kontakte Indira
Gandhi og sørge for et 5-års missionærvisum for hans disciple i Indien. Det
fortryllede mig, hvordan Prabhupada blødte ham op ved at tale om Goswami’erne
og filosofien. Det var ingen forretningssamtale. Prabhupada var en ambassadør
fra Goswami’erne, og da han mødte den indiske ambassadør, var han på
hjemmebane. Han gjorde det ikke på den indiske ambassadørs præmisser.
Prabhupada opførte sig ikke som en diplomat eller forsøgte på nogen måde at
tilpasse sig til nogen verdslig ide om, hvordan man opfører sig i en
forhandlingssituation. *** Denne morgen fik
Prabhupada en smule morgenmad og tog af sted ved middagstid med tog til
programmet i Glasgow, men ingen havde givet ham frokost med. Fra morgenmad hen
til om aftenen spiste han intet, men han beklagede sig ikke så meget som en
eneste gang. Hvor om alt er, nåede
vi frem til salen, der var pakket med 400 til 500 mennesker, og havde en massiv,
ekstatisk kirtana. Vi lod alle komme ind inklusive nogle gadebørn, der
dansede som bare den. Prabhupada ansporede dem, da der på en eller anden måde
var et nært forhold imellem dem og Prabhupada. Det meste af tiden forsøgte vi
at smide disse børn ud, men Prabhupada brød sig ikke om, at vi gjorde det. Efter kirtana’en
gav Prabhupada en forbløffende klasse fra Bhagavad-gita og sagde
derefter, ”Er der nogle spørgsmål?” En upersonalist rejste sig, og med
mange ord sagde han, ”Jeg er Gud, vi er alle Gud, det er alt sammen et.”
Prabhupada sagde intet. Denne fyr var forrest i publikummet og så direkte på
Prabhupada, og Prabhupada så direkte på ham. Han fortsatte et stykke tid og løb
omsider tør for ord. Prabhupada så meget alvorlig ud, men som en løve. Der
var total stilhed. Prabhupada sagde, ”Du er ikke Gud, du er en hund.” Han
sagde det på så forbløffende en måde, at fyren praktisk taget faldt bagover
af chok. Publikummet rejste sig, klappede, heppede og piftede, som om der var
blevet scoret et mål i verdensmesterskaberne. Det var en forbløffende respons.
Prabhupada var overrasket over responsen. Publikum bakkede ham fuldstændigt op.
*** Jeg var i værelset
med Prabhupada, da han skulle til at barbere sig. Han havde sæbet sig ind, og
Nanda Kumar stod bag ham med et håndklæde. Prabhupada forsøgte at bruge
barberkniven og var irriteret. Han så på Nanda Kumar, pegede på barberkniven,
for Prabhupada havde en barberkniv med indstillingsskive på, og sagde, ”Ingen
skive?” Nanda Kumar sagde, ”Nej, det er ikke din normale barberkniv,
Prabhupada. Den har ikke nogen skive.” Prabhupada sagde,
”Det er Gillette?” Nanda Kumar sagde,
”Nej, det er ikke Gillette.” På en fantastisk,
utrolig måde sagde Prabhupada, ”Blot humbug.” Han kasserede
barberkniven på samme måde, som han ville have kasseret mayavadi-filosofi.
Barberkniven svævede på en eller anden måde hen på hylden. Jeg var betaget
af den måde, Prabhupada var så engleagtig på. |
