Tejogaura Dasa gået bort

Det er med stor beklagelse og savn for os alle, at en af vore trofaste hengivne i den københavnske og danske yatra, Tejogaura Dasa, forlod kroppen om aftenen den 30. oktober 2002. Tejogaura var kendt som en altid meget tjenestevillig og mild vaisnava og afholdt af alle hengivne.   

Tejogaura fødtes den 14. juni 1963 i Bosnien som Tihomir Mucibabic og kom til Danmark omkring 1990 for at blive gift med en dansk pige, Mette, som han fik sønnen Markus med. I 1997 kom han i kontakt med Hare Krishna og de hengivne igennem Sukakanya og Mahaprabhu, hans gamle venner fra Bosnien, og det var kærlighed ved første øjekast. Han blev med det samme en ivrigt praktiserende og prædikerende hengiven. Han boede på Bauneholm en kort tid, men valgte hurtigt at indrette sig som ’ungkarle-grhastha’ og flyttede ind i en lille lejlighed på Nørrebro, der snart blev et samlingssted for mange i den københavnske menighed. I de sidste fire-fem år holdt han således fast nama-hatta-aften hver tirsdag for 10-15-20 gæster, som han trakterede med den bedste prasadam og største gæstfrihed. I den tid, Krishnahuset lå i Blågårdsgade, gjorde han også megen tjeneste der, og en overgang var han fast mand i, en lille periode tilmed leder af, Govindas restaurant. Læsere af Nyt fra Hare Krishna havde også glæde af hans 26 artikler om ekadasi-dagen, som vi bragte løbende i 2001-2002. 

I 2000 blev Tejogaura initieret af Jayapataka Swami i Indien og fik ved den lejlighed såvel som i foråret i år lejlighed til at gøre personlig tjeneste til og være sammen med sin åndelige mester, der holdt meget af sin altid glade, over to meter høje ranglede discipel.  

Tejogauras pludselige død er kommet helt uventet for os alle. Sidst i 90erne havde han helbredsproblemer med et mavesår, men alle inklusive ham selv troede, det var gået over. Men torsdag den 30. oktober klagede han over smerter, som han fik noget smertestillende imod. Dagen igennem virkede han lidt ved siden af sig selv, men da Jagadwala, der delte lejlighed med ham, så ind til ham ved 21-tiden, var han i gang med at chante japa. Klokken 23:30 ville Jagadwala se ind til ham igen, da han så, at der fortsat var lys inde på hans værelse, og han fandt da Tejogaura sunket om ved skrivebordet – stadigvæk med japa-posen i hånden og Srila Prabhupadas japa-bånd kørende i baggrunden. I skrivende stund er dødsårsagen ikke blevet fastslået, men det første gæt er en form for indre blødninger.   

Selv om det er et stort savn for alle os, der kendte ham godt, er vi også taknemmelige for at have fået lov til at have ham imellem os. Vi er sikre på, at han er i Krishnas trygge hænder, for siden han kom i kontakt med Krishna, gav han aldrig udtryk for andet, hverken i handling eller ord, end at ville tjene og opnå Krishna. Lad os alle bede til Krishna for ham, og også bede til ham om at se venligt til os, der fortsat er i denne jordiske eksistens.  

 

Andre Hasselgård skriver:

Vi må lære å sette pris på hverandre. Hadde ikke snakket med Tejo Gaura Prabhu på flere uker da jeg plutselig fikk den sjokkerende meldingen. Hadde ingen ide om at han var alvorlig syk før jeg tilfeldigvis fikk høre det av Morten dagen før.

Det er med sorg jeg dessverre må innse at vi har mistet en god vaisnava her i Danmark. Blir igjen minnet på at jeg alltid må huske å sette pris på folk, både innvendig og utvendig. Tejo Gaura Prabhu var en varm og vennlig person som alltid var interessert i å gi andre Krishna-bevissthet. Han gjorde sitt hjem om til et tempel og hadde alltid hjerte- og husrom til de hengivne, noe jeg selv opplevde da jeg bodde sammen med ham mine første måneder i København. Han har lært meg mye.

Husker Tejo Gaura Prabhu som en god, alltid engasjert og inspirert Krishna-bevist person. Full av medfølelse, ærlig og med en ydmyk service-attitude ovenfor alle. Føler med hans famile nå i sorgen samt spesielt hans nære venn Mahaprabhu. At Tejo Gaura Prabhu fortsatt er engasjert i Herren Krishna's tjeneste der han er nå, er jeg overbevist om.
 

Thomas Nielsen, Albertslund, skriver:

Onsdag den 30.10.2002 mistede jeg og bevægelsen kære Tejogaura Dasa. I skal alle vide, at Tejo var den første, som besøgte mig her i fængslet og fik mig til at indse, hvor vigtigt det er at chante og leve som Krishnas hengivne. Han støttede mig 100%. Jeg vil huske dig, kære Tejo, som den gode ven, du var. Må Krishna tage godt imod dig, som den kære, gode sjæl, du er. Jeg ser frem til at møde dig igen. Jeg vil savne dig meget.
 

Morten Helms skriver:

Som I efterhånden nok alle sammen ved, har Tejogaura Prabhuji forladt sin krop alt for tidligt. I den forbindelse sidder jeg tilbage med følelsen, at jeg ikke fik udnyttet muligheden for at drage fordel af en så stor sjæls tilstedeværelse. Jeg har jo en tendens til (upersonlig som jeg er) at tage jer alle for givet. Men lige pludselig er det slut. Der var så mange gange at jeg havde muligheden for at snakke med eller hjælpe ham, men forpassede chancen. Jeg har begået talløse forseelser imod ham. Men nu er det for sent at gøre noget ved det, og jeg sidder bare her med sorgen og savner ham. I
sidste ende drejer det sig, for mig, om at lære at værdsætte jer alle sammen som de store Mahatmaer i er. Tilgiv alle forseelser som jeg har begået ved jeres lotusfødder. Vancha-kapa-tarubhyas ca Krpa-sindhubhya eva ca patitanam pavanebhyo vaisnavebhyo namo namah. Tejo Gaura prabhu ki Jaya.

Kamsahanta Dasa, Skovlunde, svarer Morten:

Du er afgjort ikke alene om de ovennævnte følelser. Ja, lige pludselig er det slut, og vi indser, at vi forpassede chancerne for at udtrykke tanker og følelser som vi egentlig gerne ville udveksle med en kær ven. Selv havde jeg flere gange tænkt på ham på det sidste og ønsket at kontakte ham, men fik det så ikke gjort. Nu må vi så tage det skete og bruge oplevelsen i et konstruktivt Krishna-bevidst lys.

Tejogaura var/er en meget meget vidunderlig fin hengiven. Jeg savner ham også og håber at vi alle vil bede for ham og ære ham ved at møde talrigt op til hans antyesthi-kriya/kremering.
 

Jørgen Kjerulff skriver:

Det er med sorg i hjertet, at vi ikke mere har Tejogaura i vor midte, men samtidigt en glæde over, at Krishna skal bruge ham andre steder i Sin transcendentale skabelse. Han var en glødende hengiven i vor nama-hatta-gruppe, en dygtig skribent i Nyt fra Hare Krishna og en fortræffelig kok i tilberedelse af prasadam mm. Jeg ser for mig hans mørke, faste og kærlige blik, når jeg kom til Struensegade, og hvor han altid  udbrød: ”Hvordan har du det, Jørgen?” En stor omsorg for os alle, for at holde os fast på den hengivne vej, en fasthed, der til tider var bestemt, måske grundet hans baskiske baggrund og livssyn. Altid ringede han til os og orienterede os om nama-hatta-planer og tidspunkter og forventede, at vi levede op til hans tillid. Hvert sekund skulle/skal bruges i Krishnas tjeneste. Vi må nu kæmpe videre uden at have hans ildsjæl at støtte os til, men Krishna vil helt sikkert vise os vejen frem i Sin perfekte skabelses klarsyn.

Ære være dit minde, Tejogaura, Hare Krishna.

 

Marici, en af Tejogauras Gudsbrødre fra Indien, skriver:

Jeg har netop fået den triste nyhed, at min gode ven og Gudsbroder Tejogaura Prabhu har forladt kroppen. Jeg har ikke fået mere at vide om, hvordan det skete. Blot for en uge siden fik jeg en CD fra Tejogaura med den sidste safari-sang, som han filmede personligt. I slutningen af brevet, han sendte mig for to uger siden, sagde han, ”Overbring venligst min respekt til alle vaisnavaerne der og bed for mig. Tak for alting, for du og din bror Madhava Kripa har hjulpet mig så meget…Din tjener, slynglen Tejo.” Han sagde altid, at han var en slyngel, men han var den mest vidunderlige vaisnava, man kan tænke sig. Hver gang han kom til Mayapur, var han altid ved siden af sin elskede Guru Maharaja og rede til en hvilken som helst tjeneste fra tidlig morgen til sen aften. Han er også en safari-hengiven, der var afholdt af alle, så vi kan alle bede sammen og huske denne store sjæl Tejogaura Prabhus herligheder.