Han vågnede to timer senere og klagede sig i stor smerte. Jeg lod hurtigt to smertestillende piller falde ned i hans mund, og i løbet af nogle minutter faldt han til ro.
En stewardesse bemærkede, hvad der skete og kom hen til os. ”Er der noget galt?” spurgte hun.
Maharaja forbløffede mig ved med det samme at benytte sig af lejligheden til at prædike til hende. ”Der er altid noget galt i denne verden,” sagde han. ”Hvert eneste øjeblik kæmper vi med fødsel, sygdom, alderdom eller død. Derfor bør en intelligent person forsøge at komme ud af den materielle eksistens og vende tilbage til den åndelige verden.”
”Det lyder fornuftigt,” sagde stewardessen. ”Er det, hvad du er i gang med?”
”Ja,” smilede Maharaja, ”Det er præcis, hvad jeg er i gang med.”
”Hvordan kan jeg lære også at gøre det?” spurgte hun. Jeg satte mig overrasket op.
Maharaja stak hånden ned i sin håndtaske og trak en af Srila Prabhupadas bøger, Perfection of Yoga, frem. Jeg blev endnu mere overrasket.
”Ved at læse denne,” sagde han.
”Jeg vil meget gerne have den bog,” sagde hun. ”Lad mig hente min pung, så jeg kan give dig en donation.”
10 minutter senere kom hun tilbage med en 10-punds seddel.
”Dette er for bogen,” sagde hun, da Maharaja gav den til hende. Da jeg så udvekslingen, mindede det mig om,
hvordan Srila Prabhupada havde prædiket op til sit sidste øjeblik, indtil han døde. Sridhara Maharaja fulgte i sin åndelige mesters fodspor.
Dernæst vendte Maharaja sig til mig. ”Kan du give mig en af de der sandwicher med jordnøddesmør og marmelade i posen,” sagde han.
”Det er måske ikke den bedste ting at spise,” sagde jeg, ”i betragtning af din leversygdom.”
Han lo. ”På dette punkt er det udelukket at helbrede sygdommen,” sagde han. ”Jeg vil hellere nyde prasadam og dø tidligere end at begynde at faste og leve en smule længere.”
Jeg gav ham sandwichen, og da han var halvvejs igennem den, kom en fem år gammel bengalsk dreng op og stirrede på Maharaja. Businessklassen var fyldt med velhavende bengalere, der vendte hjem fra Vesten.
”Må jeg få noget?” spurgte den lille dreng.
Maharaja holdt op med at spise og så på drengen.
”Jeg er sulten,” sagde drengen.
Før jeg kunne blande mig, smilede Maharaja og gav drengen et stykke af sin sandwich. Uden at vente et øjeblik bed drengen i den med det samme og belønnede Maharaja med et stort smil.
Da drengen tog sin anden bid, kom hans mor og takkede Maharaja.
”Du er så rar ved min søn, Swamiji,” sagde hun. ”Du giver resterne af din mad til min søn. Tak skal du have.”
”Hvor skal ud hen, Swami?” fortsatte hun. ”Til jeres tempel i Calcutta?”
”Nej,” sagde Maharaja, ”I virkeligheden er jeg på vej til Mayapur for at dø, Mataji. Jeg har leverkræft, og lægerne giver mig kun nogle dage tilbage at leve i.”
Jeg vidste, at kvinden ville blive oprevet over at finde ud af, at hendes søn spiste en døende mands sandwich, så det lykkedes mig at bryde ind.
”Ja, ja, Mataji,” sagde jeg. ”Han tager til Mayapur for at dø, det vil sige, han vil opgive alle sine materielle ønsker og engagere sig fuldt ud i Herrens tjeneste.”
”Åh,” sagde hun. ”Det lyder godt, Swami. Velsign min søn en gang til.”
Maharaja lagde sin hånd på drengens hoved, og drengen og hans mor gik videre.
Netop i det øjeblik kom en bengalsk mand op til Maharaja. Han havde holdt øje med os, lige fra vi steg om bord på flyet. ”Jeg har lagt mærke til dig, Swami,” sagde han, ”og jeg kan se, at du er forsagende. Du spiser kun lidt, sover lidt og prædiker til de uheldige sjæle på flyet. Jeg vil give dig en af mine sønner, Swami, min ældste dreng. Tag imod ham som din tjener.”
I et øjeblik var Maharaja målløs. Så smilede han og så på mig. ”Det er lidt for sent, er det ikke?” sagde han til mig.
Han vendte sig til manden. ”Mange tak, hr.,” sagde han, ”men jeg er nødt til at afslå. Jeg har kun kort tid tilbage at leve i.”
Maharaja var afkræftet. Han lagde sig tilbage i sit sæde og faldt i søvn. Hans sæde var lagt tilbage som en seng, men Maharaja var en stor mand med en voldsomt opsvulmet mave, og jeg kunne se, at han havde det ubekvemt, alt imens han flyttede sig rundt i sit sæde og klagede sig. Jeg flyttede rundt på hans stilling med jævne mellemrum for at gøre ham det mere bekvemt. Han savlede somme tider, og jeg tog et papirstørklæde og gjorde hans ansigt rent. På et tidspunkt urinerede han. Ude af stand til at gøre meget arrangerede jeg hans tøj på en måde, så det kunne tørre. Luften blev kølig, så jeg gav ham sokker på fødderne.
Jeg bemærkede nogle af de andre passagerer se undrende på mig, men jeg var ligeglad. Jeg nød tjenesten. Jeg tænkte, at omsider kunne jeg gøre noget seva for en ældre hengiven. Det meste af tiden er det mig, der tager tjeneste fra andre hengivne. ”Men jeg kan bedre lide det på denne måde,” tænkte jeg, ”ikke at være genstand for tjeneste, men at give tjeneste.”
Da Maharaja omsider holdt op med at flytte rundt på sig, tog jeg det sidste stykke af sandwichen og spiste det. Idet jeg følte med udmattet, men renset, faldt jeg i søvn.
”Lægeurten, der renser sindet på fjolser, der er opslugt af sansenydelse, er trofast tjeneste til Sri Guru. Kosten er resterne af mad, der er blevet ladt tilbage fra vaisnavaerne.
[Srila Sarvabhauma Bhattacarya, Sri Gauranga-mahima, Susloka Satakam, tekst 8]
Vi vågnede begge lige før vi landede i Calcuttas lufthavn. Maharaja strakte begge arme ud og omfavnede mig. ”Tak, Indie, for at have ført mig hertil,” sagde han. ”Hvor jeg bare elsker mine Gudsbrødre.”
Det var en ægte varme og kærlighed, som Maharaja ofte udtrykte i dagene, der ledte op til hans bortgang. Imens mange af os sørgede over hans forværrende tilstand, synes han kun at koncentrere sig om de gode kvaliteter og tjenesten hos dem, der besøgte ham. For mig var det endnu en manifestation af hans totale mangel på frygt til trods for døden.
Der var en munter stemning i businessklassen, imens stewardessen serverede et måltid frisk frugt, brød, ost og drinks lige før landing. Folk talte og lo og stod i små grupper her og der.
Men jeg delte ikke deres optimisme. Jeg var sammen med en mand, der var ved at dø, og jeg var nøgtern og tænksom. I mit sind henvendte jeg mig til disse mennesker. ”I tåber,” tænkte jeg. ”Hvad er der at glædes over? Før eller senere skal vi alle dø.”
Jeg forestillede mig, at optrinet var som på Titanic: folk festede på dækkene, imens det skæbnesvangre skip sejlede i fuld fart imod sin undergang på de høje bølger.
”Enhver takserer andre ifølge sin egen mentalitet.” [Kilde ukendt.]
Da vi landede, følte Maharaja og jeg os lettede. Hans første ønske var tæt på at gå i opfyldelse: vi var ikke langt fra Mayapur. Efter at vi var kommet igennem immigration og told, hjalp jeg Maharaja med at gå ud af terminalen. Jeg måtte holde ham oppe, for hans tilstand forværredes hastigt. Én gang, da han gispede af smerte, holdt jeg fast om ham. ”Vi er der næsten, Swami,” sagde jeg.
Igen smilede han på trods af den voldsomme smerte, han gik igennem.
Maharajas discipel Mayapura Dasa ventede på os og hjalp Maharaja til varevognen, der holdt udenfor. Vi fik ham ind i den og lagde ham ned på en madras, der var med til den fire timer lange tur til Mayapur.
På vejen talte Maharaja med varme om sine disciple. I særdeleshed tænkte han tilbage på Mayapura Dasa, hans første discipels, tjeneste. Det var nektar at høre hans minder, men også smerteligt, for der ville ikke være mange flere i dette liv.
Vi var så opslugte af samtalen, at vi til at begynde med ikke hørte den store kirtana på vejen, der ledte op til vores område i Mayapur. Jeg var den første, der hørte det, og da jeg så ud af vinduet, blev jeg målløs. Hele GBC-rådet var kommet for at byde Maharaja velkommen sammen med mange sannyasier og andre ældre hengivne. Hundredvis af andre hengivne var også mødt op. Alle sang og dansede til en lyksalig kirtana under ledelse af Danavir Goswami.
”Maharaja,” sagde jeg, ”de hengivne er kommet for at tage imod dig. Se.”
Vi løftede Maharaja en smule, så han kunne se ud af forruden, og da han så kirtana-gruppen, løb tårer ned ad hans kinder, og han kunne ikke tale. Så genvandt han langsomt sin stemme. ”Hvor jeg bare elsker mine Gudsbrødre!” sagde han.
I dette øjeblik gik det op for mig, hvor vigtig en rolle Gudsbrødre har i ens liv. Ligesom man ikke kan elske Krishna uden den åndelige mesters nåde, kan man ikke elske guruen uden hjælp fra ens Gudsbrødre. Alle tre er nært forbundne. Srila Narottama Dasa Thakura synger, ”Hari, Guru, Vaisnava, Bhagavata, Gita.”
På grund af de mange hengivne, der løb rundt om vores bil, måtte vi sætte farten ned. Imens vi sneglede os af sted, kom mange ældre hengivne op til sideruden for at hilse på Maharaja og frembære deres respekt. Det er et rørende syn at se den kærlighed, der kom til udtryk imellem Maharaja og disse mænd. Han havde gjort tjeneste sammen med mange af dem igennem årene, og det var tydeligt, at det kammeratskab, de havde udviklet i tjeneste til Guru og Gauranga, stak dybt.
Vi kørte omsider igennem de store porte og derefter tæt op til Sri-Sri Radha-Madhavas tempel. Ved den tid havde nyheden om Maharajas ankomst spredt sig, og en endnu større skare på over tusinde hengivne havde samlet sig. ”En helts velkomst,” tænkte jeg, ”og velfortjent.”
Jeg hjalp Maharaja ud af bilen og begyndte at hjælpe ham over til templet for at have darsana med Deiteterne. Men på et tidspunkt skubbede han mig væk, som om han irriteret over, at han overhovedet havde brug for hjælp. Jeg tog det ikke som nogen fornærmelse, men tænkte på ham som en gammel soldat, der var bedrøvet over det faktum, at han behøvede hjælp. Maharaja havde været en aktiv prædikant i det meste af sit liv. Han fortalte mig engang, at han ville foretrække at gå ned kæmpende i stedet for at dø liggende i seng med en langtrukken sygdom. En ædel følelse for enhver prædikant, men efter nogle skridt begyndte Maharaja at vakle, og jeg måtte gribe ham og hjælpe ham igen.
Vi trådte ind i templet. Maharaja stod foran Sri-Sri Radha-Madhava og de otte gopier med øjne koncentrerede om Deres guddommelige skikkelser. Så overraskede han alle ved at løfte sine arme i vejret og danse lidt. Hele tiden opsat på at lære kunsten at dø holdt jeg spændt øje med ham, og jeg tænkte på en passage fra Krishna-bogen:
”Flammerne voksede, imens vinden blæste hurtigt, og det så ud, som om alt bevægeligt og ubevægeligt ville blive fortæret. Alle køerne og drengene blev meget skræmte, og de så hen på Balarama og Krishna på den måde, som et døende menneske ser på billedet af Guddommens Højeste Personlighed.”
[Krishna-bogen, ”Skovbranden fortærres.”]
Derefter hjalp adskillige af os Maharaja til hans værelse. Mange hengivne ledsagede os, og værelset fyldtes hurtigt op med hengivne, der ønskede at se ham. På trods af sin tilstand var han den fuldkomne vært, tog imod deres velsignelser, anerkendende ord og opmuntring.
Men snart blev det tydeligt, at den lange rejse fra Vancouver og darsanaen havde tæret på Maharaja. Hans mave syntes at være alarmerende opsvulmet med væske. En læge blev tilkaldt, og de, der fik lov til at blive i værelset, var meget alvorlige, imens Maharaja lå der med lukkede øjne, og lægen undersøgte hans mave med et stetoskop.
Pludselig åbnede Maharaja sine øjne .”Det er en dreng, doktor,” sagde han. Hele værelset eksploderede i latter. Han var stadig den muntre Swami.
Den aften havde vi kirtana i hans værelse. Maharaja bad om at tale med mig, og jeg gik over til hans seng. Han lå ned, så jeg lænede mig tæt ned over hans ansigt. Han talte dæmpet. ”Du har gjort din pligt, Maharaja,” sagde han. ”Du har ført mig hertil sikkert. Jeg er taknemmelig. Nu kan mine disciple tage sig af mig. Du har ikke været til Mayapur-festival i årevis. Du bør deltage i alle højtidelighederne. Det vil gøre de hengivne glade.”
Jeg protesterede. ”Men Maharaja ... ”
”Der er ikke noget at tale om,” afbrød han. ”Kom til mit værelse om aftenen og syng bhajana. Det vil være nok.”
I løbet af den næste uge, imens forberedelserne til den kommende installering af Panca-Tattva-Deiteterne foregik, gik jeg dagligt op til Maharajas værelse. Skønt der var snak om nogle særlige læger og mirakelkure, vidste jeg, at Maharajas tid var inde.
En aften sagde jeg det til ham. Jeg ville have ham til at koncentrere sig om at høre og synge om Krishna – de sidste pligter for enhver hengiven, der forbereder sig på døden.
”Du har ret,” sagde han. ”Lad os have mere kirtana. Jeg ønsker kun at leve længe nok til at se installeringen af Panca Tattva og deltage i Gaura-Purnima-festivalen. Min eneste frygt er, at efter Gaura-Purnima forlader mine Gudsbrødre Mayapura.”
Vi øgede antallet af bhajanaer og kirtanaer i Maharajas værelse op indtil installeringen af Panca-Tattva Deiteterne. Begivenhederne var en storslået lejlighed, ikke som noget, jeg nogensinde før har set. Over 5000 hengivne deltog, og på en eller anden måde tog Maharaja også del og var med til at hælde lykkebringende ting over Deiteterne under abhiseka-ceremonien. Imens jeg så til på afstand, takkede jeg Deiteterne for at have opfyldt Maharajas ønske om at være der den dag.
Den næste dag kom jeg for at sige mit sidste farvel til Maharaja. Jeg måtte vende tilbage til mine tjenester i Vesten. Det tog mig lang tid at samle alt mit mod og gå op til hans værelse. Jeg trådte ind, og i en alvorlig ånd spurgte jeg Mayapura Dasa, om jeg måtte se Maharaja. Maharaja var i bad, men han overhørte vores samtale. ”Kom indenfor, Indie!” råbte han.
”Men du er i bad, Maharaja,” svarede jeg.
”Det er i orden,” råbte Maharaja tilbage. ”Jeg er næsten færdig.”
Jeg åbnede døren og så Maharaja i gamcha, imens han lænede sig imod brusevæggen. Han kunne næsten ikke stå op, men han smilede.
”Jeg er kommet for at sige farvel, Maharaja,” sagde jeg. Jeg måtte holde mine tårer tilbage.
”Åh Indie,” sagde han med sin sædvanlige ligevægt, ”vi mødes igen. Vær ikke ked af det. Tjeneste til den åndelige mester er evig.”
”Jeg ved det,” sagde jeg, ”men der kan gå en rum tid, for vi igen ser hinanden.”
Maharaja tænkte et øjeblik og begyndte at smile. Så brød han ud i en sang, vi begge kendte fra vores ungdom: ”Happy trails to you, until we meet again.”
Endnu engang havde han gjort et vanskeligt øjeblik til noget let og leende. Men da jeg kom udenfor, overvældede det faktum, at jeg ikke ville se ham igen i dette liv, mig. Imens jeg gik tilbage til min taxi, forsøgte jeg at skjule tårerne, der kom til mine øjne, imens hengivne kom for at sige farvel til mig hen ad vejen.
To uger senere på Srinivasa Acaryas lykkebringende fremkomstdag var jeg i Laguna Beach og talte med Giriraja Maharaja lige udenfor templet, da nyheden kom, at Sridhara Maharaja var gået bort nogle timer tidligere i Mayapur, imens han fredfyldt så på et billede af Srila Prabhupada. Det var præcis en uge efter Gaura Purnima.
Lige meget hvor meget man er forberedt på sådan en nyhed, kommer den altid som et chok. Blødhjertet som Giriraja Maharaja er, blev han omgående overvældet af følelse. Bølger af sorg overvældede også mig, men jeg fik hurtigt styr på mig selv og smilede let. Jeg tænkte på, hvordan Herren Caitanya havde været venlig imod Sridhara Swami. Som værdsættelse af hans usvigelige tjeneste i mange år havde Herren opfyldt alle Maharajas sidste tre ønsker og derefter taget ham til en højere destination.
Jeg tænkte på, hvad Srila Prabhupada havde skrevet efter Jayananda Prabhus bortgang: ”Krishna har gjort dig en stor tjeneste ved ikke lade dig fortsætte med din syge krop og har givet dig et passende sted for din tjeneste.” [Brev af 5. maj 1977]
