Jeg ventede på Sridhara Maharaja i ankomsthallen i Londons Heathrow lufthavn. Omsider kom han og begyndte at gå langsomt hen imod mig. Han smilede, da han kom tæt på. ”Hvilket kapitel i dagbogen er du kommet til?” spurgte han.
Jeg omfavnede ham med det samme. ”Jeg har lige sendt kapitel 12 ud,” svarede jeg.
Han smilede igen. ”Jeg går ud fra, at jeg skal være med i næste kapitel,” sagde han, ”men jeg kommer ikke til at være her til at kunne læse det.”
Jeg kunne intet svare. Det var sandt. Han var i det sidste stadie af leverkræft og var på vej til Mayapurs hellige dhama for at tilbringe sine sidste dage der.
To dage tidligere i Durban, Sydafrika, havde jeg fået en e-mail fra Maharajas discipel Mayapura Dasa. Maharaja var i Vancouver, Canada, og havde brug for en levertransplantation. Mayapura ville vide, om jeg kunne hjælpe økonomisk.
Jeg skrev tilbage med det samme, at det ville være mig en glæde at hjælpe på ligegyldig hvilken måde, jeg kunne.
Mayapura skrev tilbage blot ti minutter senere. ”Lægerne har lige sagt, at Maharaja ikke kan få en ny lever,” skrev han. ”Udover hans leverbetændelse C og leverskrumpning har de fundet tre steder med kræft i hans lever, hvilket gør ham uegnet til en transplantation, for kræften har bredt sig til andre steder. Der er intet at gøre nu. Det er kun et spørgsmål om dage eller uger, før Maharaja forlader sin krop.”
Mayapura fortsatte, at Maharaja nu gerne ville rejse og give sig selv en sidste gang til sine disciple.
Jeg ringede med det samme til Maharaja i Vancouver.
”Sridhara Maharaja,” begyndte jeg, ”dette er dit livs sidste stadie. Du har kun dage eller uger tilbage. Jeg mener, det er bedst, at du tager til en af de hellige dhama’er i Indien og gør dig klar til din bortgang. Du har brugt den bedste del af dit liv på at prædike. Du har ret til at tilbringe dine sidste dage i den hellige dhama. Den årlige Mayapur-festival er lige rundt om hjørnet. Det er bedre, at dine disciple møder dig der.”
Jeg insisterede, indtil Maharaja gik med til det.
”Vil du hjælpe mig med at komme til Mayapur?” spurgte han.
”Selvfølgelig,” sagde jeg.
Maharaja gav telefonen til sin søster Fiona. Hun gik lidt væk og talte sagte ind i røret.
”Lægerne siger, han ikke vil overleve flyveturen til Indien,” sagde hun, ”men jeg tror alligevel, vi skal gøre forsøget. Jeg ved, at Indien er det bedste sted for ham lige nu. Jeg har undersøgt flyafgangene. En af hans disciple her kan ledsage ham, og du kan møde dem i London, når de mellemlander for en enkelt nat.”
Nu var jeg med Maharaja i Heathrow. Vi gik fra ankomsthallen til bilen, der ventede udenfor. Mange af Maharajas europæiske disciple flokkedes omkring ham. Han var omtåget efter den lange flyvetur og havde åbenlyst smerter. Jeg påtog med det samme den rolle, jeg skulle have de næste ti dage, og gav Maharaja lov til at tale til sine disciple i nogle minutter, hvorefter jeg fortalte dem alle, at han var nødt til at tage hen til hotellet for at hvile sig før flyveturen næste dag. Nogle af disciplene blev tydeligt vrede over ikke at få lov til at tilbringe et par kostbare minutter mere med ham og stirrede på mig. Jeg tog intet anstød, men Sridhara Maharaja sagde lige ud, ”Fra nu af gør I alle, hvad Indradyumna Maharaja giver jer besked på. Denne sygdom gør, at visse gasser ophober sig i min mave og stiger til hovedet, hvilket gør mig svimmel. Det kaldes encephalopati. Somme tider kan det tilmed få en til at falde i et hepatisk koma. Uanset hvad vil jeg være ude af stand til at afgøre, hvad jeg skal. Så fra nu af er Indradyumna Swami jeres autoritet.”
Men jeg måtte bøje mig, så jeg bad de 20 tilstedeværende disciple komme til hotellet den aften til en kort darsana.
På hotellet hjalp jeg Maharaja med at tage hans kurta af. Jeg blev chokeret, da jeg så, at hele hans mave var mørklilla.
”Blodkarrene begynder at sprænges derinde,” sagde han.
Han begyndte at smile. ”Når de store sprænges, gør jeg det også,” sagde han.
Jeg var forbløffet over hans ro og fatning, men det var kun begyndelsen. I de ti dage, jeg kom til at være sammen med Maharaja, sporede jeg ikke den mindste frygt for døden. Ja, han spøgte ofte med os om den. Ambarisa Prabhu kommenterede senere, at når en person nærmer sig døden, er det normalt et stort drama, men Sridhara Maharaja gjorde den næsten til noget humoristisk. Han var altid glad, lige op til slutningen.
Jeg kunne se, hvorfor han havde fået kælenavnet Jolly Swami [den muntre Swami]. For år tilbage i Bombay begyndte to velstående livsmedlemmer, Brijratan Mohatta og M. P. Maheshwari, ud af venskab at kalde ham The Jolly Swami, fordi han altid var glad, og navnet blev hængende. Selv Maharajas hjemmeside på Internettet hed The Jolly Swami.
Maharaja tog bad og hvilede sig kort, og jeg gav hans disciple lov til at komme ind. For de fleste ville det blive den sidste darsana, og stemningen var intens.
Selv før de havde sat sig, begyndte Maharaja at tale. ”Når jeg går bort,” sagde han, ”må I godt græde nogle dage, men så skal I vende tilbage til jeres tjenester. Jeg havde aldrig min egen familie. Jeg tog sannyasa, da jeg var en ung mand, men da jeg accepterede disciple, gavnede det mig utroligt. Jeg oplevede følelser, jeg aldrig havde troet, jeg har. Sådanne forhold vil helt sikkert ikke slutte, når jeg dør.”
”Når jeg går bort, kan vi være sammen på en mere betydningsfuld måde,” fortsatte han. ”Tjeneste i adskillelse er det største. Jeg elsker jer alle meget. Kongen er god for folket, og folket er godt for kongen.”
Imens Maharaja talte, greb jeg mig selv i at nedskrive alting, han sagde. Jeg havde hørt denne visdom før, men på en eller anden måde bar det mere vægt, når det kom fra munden på en, der var ved at dø. Jeg sluttede, at visdom ikke blot er ordene selv, men også den, der taler dem, og hvornår han gør det.
Efter at givet sine disciple nogle alvorsord vendte Maharaja tilbage til sit mere naturlige humør og gjorde stemningen lettere. En discipel kom til ham med et ret simpelt maleri af Radha og Krishna. I begyndelsen kæmpede Maharaja med at holde sine øjne åbne. Det var sent, og han var meget påvirket af de smertestillende midler. Når jeg så på hans opsvulmede, lilla mave og oppustede ansigt, undrede jeg mig over, hvordan han kunne have så mange kræfter til at kunne underholde så mange mennesker.
Han åbnede sine øjne og kom til bevidsthed. Så fik han øje på maleriet af Radha og Krishna og smilede. Han vendte sig med kærlighed til sin discipel og kiggede hen på de andre hengivne, der så på.
”Der er talent i dette billede,” sagde han. ”Det er umanifesteret, men det er der.”
Pludselig brød alle ud i latter. Han havde skåret igennem den tunge stemning på sin sædvanlige humoristiske måde. Nogle hengivne fortsatte med at le, men andre huskede hurtigt den nært forestående virkelighed, og deres ansigter blev igen alvorlige.
Som jeg så på, blev jeg ved med at huske Srila Prabhupadas bemærkninger til hans disciple fra hans dødsleje: ”Tro ikke, at dette ikke vil ske for jer.”
Det var helt sikkert et klogt råd, men at se en Gudsbroder på min egen alder gå igennem det samme dødestadie gjorde det på en eller anden måde så meget mere virkeligt. ”Jeg kommer også snart til at ligge på mit dødsleje med mine disciple omkring mig,” tænkte jeg. Jeg beundrede Maharajas evne til at give eviggyldig visdom i sådan en tilstand, og jeg iagttog ham på tættere hold og forberedte mit selv på at give mine sidste instruktioner.
Senere begyndte Maharaja at falde i søvn. En eller anden gav mig en tallerken med prasadam, og jeg begyndte at spise. Det gik op for mig, at jeg hverken havde spist eller sovet i mere end 32 timer, siden jeg forlod Afrika for at være sammen med Maharaja.
Nogle minutter senere kom Maharaja selv og bad om prasadam. En bragte ham noget. Han så på mig. ”Skal du ikke spise?” spurgte han.
”Jeg har allerede spist,” sagde jeg. ”Jeg gik ud fra, at du ville faste.”
”Spise er den eneste ting, jeg aldrig vil opgive,” sagde han. Rummet lyste igen op med latter.
Det var tæt på midnat, og jeg rejste mig og bad de hengivne tage af sted. Pludselig rakte en af Maharajas disciple mig et brev med anbefaling til brahminsk initiering fra et tempel i Slovenien.
Jeg så tilbage på ham med vantro øjne. ”Det er næsten midnat,” sagde jeg.
”Der var ingen lejlighed til det før,” svarede han.
Maharaja stirrede. ”Hvad sker der?” spurgte han.
”Der er fem hengivne her, der vil have anden initiering,” sagde jeg.
”Jeg kommer ikke til at være her og kunne give jer instruktioner,” sagde Maharaja til de hengivne. ”Tag hellere anden initiering fra Indradyumna Swami.”
Nogle af de vordende initierede begyndte at græde.
”Maharaja,” sagde jeg, ”Jeg vil gøre det som en tjeneste til dig, men jeg synes, det er bedre, at du giver initieringen, imens du stadig lever. Jeg skal nok hjælpe dine disciple, når du er gået bort.”
”Lad gå,” sagde Maharaja.
Jeg havde det pinligt med at instruere Maharaja, for jeg anså ham for at være meget ældre end mig. Vi havde rejst sammen i næsten et år i 1986, og jeg havde været glad for at have den underordnede position. Han sagde på det tidspunkt, at vi var et godt hold, men han traf altid de vigtige beslutninger. Det var ikke noget problem for mig, da jeg respekterede det faktum, at Maharaja havde haft så meget af Srila Prabhupadas selskab. Jeg har altid anset det for at være et sjældent privilegium at være sammen med Gudsbrødre eller Gudssøstre, der rent faktisk tjente i Srila Prabhupadas personlige selskab. De har ofte en særlig kærlighed til ham, og den smitter.
Et ur i nærheden slog midnat. ”Vi er nødt til at have initieringen nu,” sagde jeg. ”Alle kandidater til initiering kan komme frem, og Maharaja vil sige mantraet højt, så I kan høre det.”
Det var helt udelukket, at Maharaja kunne give gayatri-mantraet personligt til hver discipel. Darsanaen havde været for hård for ham, og han gled hen i øjeblikke af bevidstløshed. Jeg huskede hans søsters ord til mig over telefonen – at lægerne sagde, at han sandsynligvis ikke ville overleve flyveturen til Indien – så jeg ventede, at han kunne dø, hvad øjeblik det skulle være.
Da initieringskandidaterne trådte frem, bad jeg dem, der ikke havde anden initiering, om at forlade rummet. Maharaja åbnede langsomt sine øjne og gav til min forbløffelse en tydelig, kortfattet og Krishna-bevidst tale om vigtigheden af brahminsk initiering. Hen imod slutningen begyndte han igen at nikke og forsvinde, så jeg bad ham give mantraet med det samme.
Imens hans disciple lyttede opmærksomt, begyndte han at recitere gayatri-mantraet ord for ord, men jeg blev bekymret, da han kom til den tredje linie og begyndte at sætte tempoet ned. Han havde vanskeligt ved at koncentrere sig – igen en kombination af sygdom, udmattelse og de kraftige smertestillende piller, han måtte tage for bare at kunne holde rejsen ud.
Pludselig kunne han ikke huske den næste linie, men tro imod sig selv smilede han og så over på mig. ”Du siger mantraet,” sagde han, ”og så gentager jeg det til dem.”
Jeg var overrasket, men i betragtning af tid, sted og omstændighed begyndte jeg at sige resten af mantraet ord for ord, og Maharaja gentog det samme til sine disciple.
Men så begyndte jeg også at forsvinde på grund af udmattelse. På et tidspunkt glemte jeg, hvor jeg var, og tøvede et øjeblik. Maharaja så på mig og smilede.
”Der er ingen plads til fejl her,” sagde han.
Han så ud på de tilstedeværende hengivne. ”Kan en af jer brahmanaer sige mantraet til Maharaja,” sagde han. ”Maharaja kan så sige det til mig, og jeg siger det til de nye initierede.”
Og således gik det til, at de fem hengivne fik deres mantra. Derefter rejste de sig med tårer i øjnene for at sige farvel til deres åndelige mester den sidste gang i deres liv. Alle de hengivnes afsked fra hotelværelset den nat var en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft i mit liv som hengiven. De gik langsomt af sted i et forsøg på at trække hvert øjeblik så meget som muligt. De bevægede sig langsomt baglæns hen til døren, tårer løb ned ad deres kinder, al deres opmærksomhed var fokuseret på deres åndelige mester. Maharaja havde også tårer i øjnene, men han holdt sine følelser tilbage og gav sine sidste velsignelser til sine disciple.
Så snart døren lukkede, væltede Maharaja om i sengen og faldt i dyb søvn.
Den næste morgen vækkede jeg ham med stor vanskelighed. Til at begynde med vidste han ikke, hvor han var, eller hvad der skete. ”Maharaja,” sagde jeg til ham, ”du er i London på vej til Indien for at gøre dig klar til at forlade verden.”
Han kom mere til bevidsthed og smilede. ”Ja,” sagde han, ”jeg har tre ønsker: at komme til Mayapur i live, være med til installeringen af Panca Tattva Deiteterne og deltage i Gaura Purnima festivalen.”
”Så må vi hellere se at komme af sted, Swami,” sagde jeg. ”Tiden løber fra os.”
Adskillige hengivne hjalp Maharaja med at pakke tingene, imens jeg gik ned til mit værelse for at arrangere mine. Jeg lagde omhyggeligt de hvide plastikhandsker og operationsmasker, jeg havde købt, i min håndbagage, hvis der skulle være brug for dem. Lægerne havde fortalt Maharaja, at hans sygdom ville få ham til at kaste en masse blod op, når han døde. Ja, trykket i hans krop kunne få blodet til at springe ud fra hans øjne, næser og ører. De advarede, at på grund af hans leverbetændelse C ville blodet være meget smitsomt i nogle timer. Jeg tog risikoen ved at rejse med Maharaja med i mine overvejelser, men mente, at den kunne minimeres ved at handle varsomt i situationen, når den kom.
I bilen på vej til lufthavnen bad jeg Maharaja om hans pas og billet. Jeg så dem efter for at være sikker på, at alt var i orden, og fik øje på, hvad jeg syntes var en fejl. ”Maharaja,” sagde jeg, ”din billet går kun til Calcutta. Der er ingen returbillet.” Min stemme døde hen, da min fejl gik op for mig.
Maharaja smilede. ”En enkeltbillet hjem,” sagde han. ”Mam upetya tu kaunteya, punar janma na vidyate.”
[”Men den, der opnår Min bolig, O Kuntis søn, fødes aldrig igen.” Bg. 8.18]
Da vi kom til lufthavnen, bad jeg Maharaja holde sig i baggrunden lidt, imens jeg checkede ind. Flyselskaber giver ikke dødeligt syge patienter lov til at stige ombord på deres afgange af indlysende grunde, og Maharaja lignede med sin oppustede skikkelse, blege hud og vaklende holdning helt sikkert en, der var på dødens rand.
Og da kvinden ved skranken studerede Maharajas pasfoto og så på ham, så hun faktisk ud til at tøve et øjeblik. Jeg tænkte hurtigt. ”Alvorligt tilfælde af influenza, frue,” sagde jeg, ”Men han er næsten ovre det.”
”Åh,” sagde hun, ”Jeg troede, det var noget alvorligt.”
Jeg tænkte på Maharajas første ønske: at komme til den hellige dhama. ”Åh nej,” sagde jeg og trak en tillidsfuld mine, ”slet ikke.”
Efter immigrationen gik vi ombord på flyet. Begge vores billetter var sponsorerede, og ved de hengivnes nåde var vi på business klasse. Så snart Maharaja satte sig ned, gik han ud som et lys, og jeg lagde hans sæde tilbage for at gøre det mere behageligt for ham. Han vågnede først tre timer inde i flyveturen.
Han var omtåget. Han så ud og fortalte mig, at vi fløj den forkerte vej.
”Hva’?” sagde jeg. ”Hvad mener du?”
”Så du ikke skiltet?” spurgte han. ”Det pegede i retning imod Vancouver.”
Jeg var blevet advaret om, at gasserne i hans mave kunne påvirke hans dømmekraft, så jeg smilede. ”Det er helt i orden, Maharaja,” sagde jeg. ”Jeg siger det til kaptajnen, så han kan foretage de nødvendige ændringer.”
Maharaja lagde sig tilbage og faldt igen i søvn.
Imens flyet ilede igennem himmelhvælvingerne, sad jeg ved siden af Maharaja og chantede højt nok til, at han kunne høre det. Jeg tænkte på, at han kunne dø, hvad øjeblik det skulle være, og jeg følte mig ansvarlig for, at hvis øjeblikket skulle komme, ville han høre de hellige navne. (Fortsættes i næste nummer)
|
