|
|
|
Referat fra IDL-møde 4.august Efter knap 1½ måneds ’sommerferie’ mødtes ISKCON Danmarks landsråd igen i ISKCON-kontorets lokaler i Rødovre. Til stede var Yadunandana, Lalitanatha, Mrgendra, Caitanya Candra, Bhakta Gert, Kesava Priya, Laksmirupa og Dandaniti. Gennemgang af referat fra sidste møde I forbindelse med godkendelsen af referatet fra sidste møde oplyste Gert, at han har modtaget et brev fra Nrsimha Kavaca, hvori standarderne for arati, kirtana og ofring af bhoga til Deiteterne gennemgås. Pujarier og andre, der er interesseret i at høre nærmere om dette, er velkomne til at kontakte Bhakta Gert eller redaktionen. SKCON’s regnskaber Årsregnskaberne for 2002 skulle i skrivende stund være helt på plads efter over en måneds regnskabs-maraton fra Laksmirupas side, til dels hjulpet af Visakha og fru ’Tommy’ (Laksmirupas moder). Strategi Vi havde en længere diskussion om emnet strategi – hvordan vil vi gerne have, den danske yatra udvikler sig? Vi startede med en runde, hvor hver især i korte træk gav deres bud på en strategi eller en strategi til, hvordan man laver en strategi. Dette er et emne, vi vil arbejde videre på ved kommende møder og til dels også udenfor møderne, ligesom vi også vil diskutere det her i bladet. Inden næste IDL-møde vil emnet således også komme op at vende på stormødet i templet lørdag den 9. august. Vores foreløbige mål er at prøve at skabe overblik over yatraens mål og midler – hvor vil vi hen, og hvem er vi? Vores mål er ikke at lave en detaljeret plan over alt, hvad der skal ske indenfor ISKCON-regi, men i fællesskab med resten af yatraen at udarbejde nogle overordnede mål og til dels fastsætte nogle områder, projekter eller værdier, som vi gerne vil sætte fokus på. Govindas Mrgendra Dasa meddelte, at han har
besluttet sig til at trække sig tilbage som leder af Govindas Restaurant, senest
fra årsskiftet. Vi diskuterede mulighederne for at fortsætte restauranten med en
anden ledelse. Mrgendra vil aflevere en økonomisk rapport til rådet til brug for
yderligere beregninger af forskellige muligheder/koncepter. I skrivende stund er
der allerede flere, der har vist interesse for at være med til restaurantens
fremtidige drift. Rådet mødtes igen allerede mandag den 11. august for at gå videre med ’strategien’. Referat derfra i næste nummer af Nyt fra Hare Krishna. |