Kamsahanta Dasa, Skovlunde, skriver:

I respons på min gamle kampfælle Trayimayas indlæg vil jeg gerne give mit besyv med i sagen.

Jeg synes også at bladet skal være et forum for udvekslinger og diskussioner, og et par kontroverser sætter altid lidt chilikrydderi på tilværelsen, så det er heller ikke sådan at kimse af (og så sparker det jo debat som bare den!). I den henseende er jeg helt på samme bølgelængde som Trayimaya.

At bladet er forudsigeligt, er jeg også enig i, men om forudsigelighed så er noget ensidigt negativt, er jo en anden sag. Forudsigelighed kan tværtimod være noget yderst ønskeligt eller positivt. Det er jo et kendt faktum som bl.a. underholdningsindustrien lukrerer på til bestandighed, ved at sende den ene docu soap eller Simpsons episode efter den anden. Og så mindes jeg ikke at den yderst forudsigelige morgen-kichori i templet nogensinde var et problem (med mindre kokken havde brændt den på).

Forudsigelighedssagen til side, her kommer mit væsentligste punkt: Man kan synes hvad man vil om redaktionens linje, men man kan altså kun udgive et udvekslings- og debatforum, hvis der er nogle læsere som bidrager til debatten. Som jeg har påpeget tidligere, og som Lalitanatha også var inde på i sin respons i sidste nummer: Få fingrene ud af kagedåsen kære læser, og bidrag til at gøre bladet mere levende! Løgstrup udtalte engang at samfundet har den skole det fortjener, og det kan tilsvarende siges at vi får det blad vi fortjener. Ingen aktivitet på indlægssiden fra læserne – ingen debat!

Der er flere punkter i denne sag jeg godt kunne tænke mig at give mit besyv med på, men grundet tidsmangel skal jeg blot tilføje denne lille sløjfe. Der er afgjort mulighed for at forbedre bladet, men vi må ikke glemme det overordnede, som er at to hengivne bruger en betydelig del af deres tid og energi på at tjene og facilitere den danske yatra. Hvilken anden fællesnævner findes der i vores hengivne samfund på kryds og tværs af bælterne i denne mellemfasetid! Så kære bløde, mellembløde og rigide trafikanter på hengivenhedens hav, lad den konstruktive kritiks bølger skylle op på vores strande igen og igen! Og er I ganske tilfredse med bladet som det er, ja så er der da vel heller intet i vejen med det synspunkt!

Helle Mølris, Holbæk, skriver:

Allerførst vil jeg lykønske Radio Krishna i København ved Yadunandana Dasa, til lykke! At Radio Krishna i København og Danmark er blevet hørt og har affødt Global Excellence Award i år, een ud af 56 mulige, fordi radioen uafbrudt har kørt med usvigelighed så længe, fremmaner min personlige respekt.

Der er måske nogle personer, som ikke ved, at man kan ringe for at bestille kopier af musik eller programmer, som har været udsendt på Radio Krishna i København eller i Århus. Det kan man. Jeg selv bor udenfor radio-radius, og må gøre brug af denne mulighed fra tid til anden. STORT TILLYKKE TIL RADIO KRISHNA

Dernæst har jeg et svar til Trayimaya Dasa.

Du har nu selv spurgt læserne af bladet. Jeg er een af læserne. Og læserne er dem, der tegner bladet, sådan som jeg i sin tid forstod det. Det er for mig at se et rigtigt godt indlæg at respondere på.

Om bladet er kedeligt, er subjektivt vurderet, men Du har ret i, at flere billeder og flere livshistorier kunne florere i vort blad. Jeg har bidraget med mit liv gennem årene. Og jeg ville elske at læse/høre om Jeres...! Ananta Sri sender pragtfulde tekster og dejlige billeder fra sine rejser, og jeg føler mig virkelig godt underholdt på den glade side.

Det vil glæde mig hvis Du og Din Frue vil fortælle om Jeres hverdagsliv. Jeg ville holde meget af at kende jer lidt bedre.

MEN – at Nyt fra Hare Krishna skulle være kedeligt...jeg er ikke enig. Back To Godhead er et verdensblad og ikke sammenlignelig  med Nyt fra Hare Krishna! Hari Bol fra Helle Witte Mølris.       

Trayimaya Dasa, Thorsager, skriver som svar på vores svar til ham i sidste nummer:

Tak for svaret, Lalitanatha. Så vil jeg starte med en konstatering af, at hundreder, snarere tusinder, af hengivne, mange også i Danmark, har mistet deres åndelige mester, Sri Visnupada, i 1998. Du kan mene, at det kan vi da bare skrive om, hvis vi mener, at det er af betydning. Du og jeg ved, at denne begivenhed er af største betydning, og så meget mere påfaldende er det, at den kun omtales periferisk og udenomsk.

Min egen mistanke er, at Visnupadas afgang ikke er enestående i ISKCON's historie, og at den har sammenhæng med f.eks. de sædelighedsforbrydelser, der foregik i Mayapurs gurukula og andre steder, samt det magtmisbrug, der var udbredt i ledelsen dengang.

Jeg tror, at mange hengivne fra dengang har resigneret og trukket sig fra ISKCON pga. afmagt og skam over disse ting. Afmagt, fordi de mange gange har oplevet, hvor højt der er fra gulv til loft, og skam, fordi ISKCON, netop ISKCON, skulle falde for sådan noget snavs.

Jeg vil gerne skrive mere en anden gang, men kan lige klemme dette svar på dit svar ind i bladet inden trykning.

SVAR: Kære Trayimaya Prabhu. Tak for din respons. Du har ret i, at Visnupadas (herefter kaldet Harikesa) fald i 1998 var en begivenhed af største betydning og fortjener at blive diskuteret. Alligevel har vi ikke skrevet ret meget om det  i bladet. Vi har ikke forsøgt at undgå emnet, men har på den anden side heller ikke villet pådutte en måske uønsket diskussion. I stedet har vi ventet på tegn fra andre på, at det skal bringes op.

Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Harikesas fald ikke er enestående. Vi er i den materielle verden, og med nogle få undtagelser er vi alle betingede sjæle, der kæmper med vores svagheder og materielle tilbøjeligheder. Vi må forvente, at alle bestræbelser (vores egne og andres) er behæftet med fejl, som vi bagefter ikke kan fatte, at vi kunne være så dumme at begå. Sådan var det i fortiden, sådan vil det være i fremtiden.

Historisk set udsættes alle religiøse bevægelser og samfund for episoder i stil med Harikesa. Det er ikke kun ISKCON. Narahari Sarakara, en af Caitanya Mahaprabhus nære hengivne, omtaler det (så der må være sket et eller andet dengang for 500 år siden), og Gaudiya Math gennemgik en række lignende skandaler efter Srila Bhaktisiddhantas bortgang i 1936, hvilket splittede Gaudiya Math op i en masse små fraktioner. Faktisk har ISKCON klaret sig langt bedre end det og er et intakt, stærkt og stadigt voksende verdensomspændende vaisnava-samfund.

Hvad menes der egentlig med ISKCON? Er ISKCON nogle stærke ledere på den ene side med en række magtesløse undersåtter på den anden side og en dyb afgrund imellem dem? Jeg tror, det er en forfejlet forståelse. Jeg ser snarere ISKCON som den ultimative græsrodsbevægelse (ISKCON’s ledelse er heller ikke stærk og slet ikke så stærk, som i hvert fald jeg kunne ønske mig). Jeg ser mest ISKCON som dig og mig. Et bedre ISKCON starter med os selv og ikke med nogle ledere på den anden side af jorden. Det er hver især din og min opgave at skabe et godt ISKCON inde i os selv og derefter lade det brede sig. Det er dit og mit ansvar at gøre os selv så Krishna-bevidste som muligt igennem kontakt med Krishnas hellige navn, omgang med ligesindede hengivne, efterlevelse af Srila Prabhupadas instruktioner igennem hans bøger mm. Ved at skabe et godt og stærkt ISKCON inde i os selv kan vi måske bidrage til at forbedre resten af ISKCON.

Når du skriver: ”Jeg tror, at mange hengivne fra dengang har resigneret og trukket sig fra ISKCON…” er mit svar, at jo, det er sandt. Men det er også  sandt, at mange hengivne ikke har gjort det, og disse hengivne oplever faktisk på flere områder ISKCON som bedre end nogensinde. Hvis vi stod overfor en håndgribelig  katastrofe som en flodbølge, blev vi alle våde på samme måde. Men da forskellige personer her oplever den samme situation vidt forskelligt, må forskellen bero på, hvordan vi hver især har valgt at tackle den givne situation. Tillader vi f.eks. vores tanker igen og igen at kredse om, hvad andre burde have gjort eller burde gøre, vil vi kun opleve frustration, bitterhed og følelse af håbløshed (da det er ting, vi alligevel ikke kan gøre noget ved). Vi kan  tro, at vores følelse af håbløshed skyldes, hvad andre har gjort, men i virkeligheden er det blot vores egen bevidsthed, vi oplever. Det bevises af, at de, der i stedet vælger at arbejde med deres egen Krishna-bevidsthed, tværtimod oplever masser af håb.

Jeg har nok ikke rigtigt svaret på det, du bringer op (som magtmisbrug, overgreb i skolerne osv.). Men min første tanke er, at det er vigtigt at få på plads, at hvad end der sker i den ydre verden, har det ingen betydning for dit og mit forhold til Krishna, hvis vi ikke giver det lov til at have nogen betydning. Sagt på en anden måde mener jeg, at vi først skal have konstateret, hvorvidt vores utilfredshed blot er en utilfredshed med os selv, vi projicerer ud på verden. Først når vi har fundet ud af, at det ikke er tilfældet, giver det mening at udtale sig om verdens problemer, og først da kan vi være en konstruktiv del af en løsning og ikke blot bidrage yderligere til problemet.