Helle Mølris besøger Indien en måneds tid og har sendt en hilsen til Nyt fra Hare Krishna:

Det har allerede været en speciel tur. I dag er det den 7ende dag i Delhi. Afrejsen blev speciel. For det første glippede min kørelejlighed fra Audebo ved Holbæk pludseligt, og jeg stod der klokken halv tre om natten og vidste ikke, hvad jeg så skulle gøre. Da et par nye bekendte – købmanden og hans kone i Hagested – ringede for at høre, om jeg var kommet af sted. Da jeg svarede, at jeg endnu ikke havde nået at finde ud af den side af sagen, tilbød de mig at køre mig til Kastrup, selv om det var midt om natten. En lignende gave har jeg aldrig modtaget før. Men der lå noget bag, Krishna måske. Jeg ved det ikke. Jeg følte mig reddet på stregen.

Så af sted kom jeg med fly fra København til Amsterdam 3½ time, før flyet til Delhi lettede. Den næste forsinkelse kom, da vi havde været to timer i luften fra Amsterdam. Vi måtte vende om pga. motorskade! Om det var en fugl eller andet, vides ikke endnu, men flyet vendte om, smed undervejs det meste af brændstoffet over havet vest for Tyskland og Holland for igen at lande i Amsterdam. Efter to timers flyvetid + to timers flyvetid tilbage + 4½ times ventetid og et nyt check ind af vores bagage plus sikkerhedscheck osv. osv. kom vi af sted med mere end ti timers forsinkelse.

Således landede jeg i New Delhi blot mere end ni timer for sent. Min gode ven, som skulle hente mig, havde ventet indtil 15 minutter, før jeg landede i lufthavnen. Så han var væk, og i stedet blev jeg overfaldet af alle, som ville tjene penge på mig. Jeg endte med at tage en tilfældig taxa til et tilfældigt hotel blot for at sove nogle timer. Efter tre forsøg til 2-3-4000 rupier pr. nat endte jeg med at acceptere et hotel til 1800 rupier pr. nat blot for at få hvilet en stund. Kl. syv om morgenen tjekkede jeg ind, men skulle igen være ude kl. 12. 1800 rupier på bordet efter 30 timers rejsen, venten og rejsen uden hvile eller søvn. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad jeg gør her.

Men da jeg ikke er 17 år længere, ved jeg også, at lidelserne får en ende. Jeg fik ringet til min ven, som så kom og hentede mig og førte mig til et lille gæstehus til en helt anden pris. Her bor jeg lige nu og går under navnet Tempel-mataji. Først troede de, at jeg var en rig, enlig kvinde, der ville have sjov, men da man så, at jeg lavede et alter på mit værelse og besøgte templer under Diwali, ændredes mine omgivelsers syn på mig. Før følte man sig fri til at gå ind hos mig, og jeg måtte lære at låse min dør, også når jeg selv var her. Nu ringer man på en klokke, og åbner jeg ikke døren, går de igen. Åbner jeg døren, går de kun ind, hvis jeg har nikket til dem, og skoene bliver efterladt ude på gangen. Alt det ansporer mig også til at tænke mig om og opføre mig ordentligt.

Alt i alt går det godt med mig her, og jeg spiser bedre, end jeg har gjort længe. Det eneste, jeg savner fra Danmark, er bladet, radioen og templet. Men det må jeg jo vænne mig til.