|
|
|
|
|
En meget træt og dog meget levende Jayapataka Swami begunstigede sommerlejren i Skamstrup med forelæsninger både aften og morgen den 25. og 26. juli. I den forbindelse var der selvfølgelig også kirtanaer, som blev meget kraftfulde og intense, så alle - tror jeg - glemte at klokken var rigtig mange, både aften og morgen. Fredag var vi mindst 30 personer. Vi havde tilsagn fra mange om at de ville komme forbi lørdag. Og det var dejligt at se dem, som kom! Men et lille suk. Nogle af dem, som ikke kom, end ikke ringede for at sige, at de ikke kom. På mig virker det som mangel på respekt overfor andre hengivne venner, når man ikke giver besked. Markvandringen lørdag var forholdsvis kort. Det blæste alt for meget. Søndag havde vi et mindre møde, da ikke flere end 6 personer deltog. Men det ved alle, som deltog i mødet i templet lørdag den 9.8. Søndag blev også begunstiget med besøg af familien Matu, fem personer, som begavede os med indisk sangteknik i klassisk-indisk stil. Vi vesterlændinge kan lære meget heraf Det sidste fællesprojekt om søndagen var et besøg i Skamstrup Mølle (som for nogle år siden nedbrændte kort efter en total-renovation). Nu er møllen igen bygget op, og melet (også spelten) bliver malet her. Flere af os købte økologisk spelt og økologisk mel, og vi så de kæmpestore møllevinger dreje rundt. Det var for mig at se en dejlig weekend, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at de, som ikke deltog, ved ikke hvad de gik glip af, for samværet imellem aktiviteterne os hengivne imellem binder det hele sammen. Gid vi kunne blive lidt flere, når det bliver sommer 2004. Hare Krishna til alle fra Helle.
Alexander Justesen, Greve, spørger: Jeg har hørt, at hvis man vil forlade sin krop i Vrindavana, er der en del papirarbejde, der skal klares for at få tilladelse af både de indiske og vores hjemlige myndigheder. Kan Nyt fra Hare Krishna beskrive, hvordan man gør? SVAR: Du har ret i, at der er praktiske og juridiske ting, der skal være i orden, før man begiver sig til Vrindavana for at tilbringe sine sidste dage der. Mindst to ting skal man have ordnet. Den ene er et sted at være i Vrindavana. Der findes ’herberger’ eller ’plejehjem’, hvor man kan opholde sig, og hvor der er hengivne, der er omkring en og hjælper en, imens man dør. Der er flere muligheder her, men man må regne med, at det koster noget. Selv om de hengivne selvfølgelig ikke lønnes for denne tjeneste, er der alligevel omkostninger forbundet med at drive sådanne steder. Derfor må man regne med at skulle betale et vist beløb for at være der. Som altid skal man have visum for at komme til Indien. Man må sørge for at have et visum med tilstrækkelig løbetid, så man ikke pludselig skal hjem midt i det hele. Jeg ville dog nok ikke ansøge den indiske ambassade om et visum for at kunne dø i Indien, men blot om et turistvisum. En anden ting er, at man skal have tilladelse fra de danske myndigheder til, at ens krop bliver brændt i Indien. Jeg kan ikke give dig alle detaljer i den forbindelse eller hvilken myndighed, der giver tilladelsen, men det skal også være i orden. Dette er muligvis ikke fyldestgørende, og måske er der andre ting, man også skal være opmærksom. Kan nogle af vore læsere være os behjælpelige her? Ld. |
