|
|
|
|
|
Finn Madsen, København, skriver: Kære Lalitanatha. Jeg vil gerne følge op på dit svar til Rune Thøgersen (‘Jivaens fald’, Nyt Fra Hare Krishna. 15.2003). Her nævner du, at GBC i 1996 vedtog det standpunkt, at jiva’en har sin oprindelse i den spirituelle verden, hvortil den skal vende tilbage. Endvidere gør du opmærksom på, at hvis man agiterer for andre standpunkter i ISKCON, er det ensbetydende med, at man melder sig selv ud. Du bringer citater fra ISKCON’s autoritative værk vedrørende emnet ‘Our Original Position’, som alle sammen skal vise, at både ISKCON’s stifter, og de tidligere acarya’er er enige om, at jiva’en er faldet fra sin oprindelige bolig i Vaikuntha, fordi den vil nyde materielt, men at den egentlig er udødelig. Jiva’en kommer fra Vaikuntha og skal vende tilbage til Vaikuntha. Jiva’ens ophold i den materielle verden er en midlertidig fase, hvis længde afhænger af karma. Men når du hævder, at GBC’s standpunkt fra 1996 er den almindelige lære blandt de tidlige guru’er i de indiske templer, som A. C. Bhaktivedanta kom fra, er det desværre en overdrivelse. Man kan endda rejse spørgsmålet, hvorvidt det overhovedet var A. C. Bhaktivedanta’s standpunkt. Man kan diskutere det, fordi andre passager i A. C. Bhaktivedanta’s værker rummer udsagn der kan tolkes anderledes, end GBC har gjort. Og som det fremgår af Rune Thøgersens brev, ligger dokumentationen overalt på nettet. Det Rune, som så mange andre, har opdaget på nettet, er, at nok har A. C. Bhaktivedanta skrevet, at jiva’en stammer fra Vaikuntha, men at han underligt nok ligeså tydeligt har skrevet, at jiva’erne ikke oprinder fra Vaikuntha: The conclusion is that no one falls from the spiritual
world, or Vaikunthha planet, for it is the eternal abode.
(A. C. Bhaktivedanta, kommentaren til Srimad-Bhagavatam, 3.16.26). Angående de tidlige guru’er står der faktisk ingen steder i de Bhaktivinoda Thakura citater du bringer fra ‘Our Original Position’, at jiva’en er faldet fra Vaikuntha. Der står, at den rene jiva indhylles i maya grundet glemsel, men det er jo en anden diskussion. Bhaktivinoda Thakuras standpunkt fremgår klokkeklart af følgende citat: It should be understood that the jiva soul is neither produced of this material world, nor created in the transcendental world. They are originated from the marginal line between the transcendental and mundane spheres (Bhaktivinoda Thakura, Tattva Viveka 2.4, side 55). Sidstnævnte standpunkt repræsenterer den lære, der gives af de andre munke – A. C. Bhaktivedanta’s gudsbrødre – der kommer fra samme tempelkæde, som ISKCON’s stifter og de tidlige guru’er kommer fra. Selv om GBC er gået sine egne vegne i dette spørgsmål, mener jeg det er risikabelt, at forsøge at nedtone diskussionen, som i øvrigt ikke er ny i indoeuropæisk sammenhæng. Der er tale om et grundlæggende ontologisk spørgsmål af teologisk/antropologisk/psykologisk art, og drejer sig kort sagt om, hvordan individ og univers er skruet sammen. Alle diskussionens deltagere er enige om, at sjælen eksisterer, men flere er uenige om de nærmere detaljer. Er sjælen udødelig, altså har den altid eksisteret og vil den altid eksistere? Det synes GBC, Pythagoras (f. ca. 570 fvt.), Platon (ca. 427 - 347 fvt.) og f.eks. Tertullian (ca. 150 til 240 evt.) at være enige om (uden sammenligning i øvrigt). Eller skabes sjælene på et givet tidspunkt, med en given mulighed for at arbejde sig ud af det materielle? Det synes man at være enige om i gaudiya-sampradaya - i øvrigt sammen med de græske orfikere (ca. 500 fvt.), igen uden sammenligninger i øvrigt. Og A. C. Bhaktivedanta har sat sig mellem to stole i dette spørgsmål. GBC’s stærke fastholden af ét dogmatisk standpunkt rejser spørgsmålet om, hvorvidt GBC er ved at arbejde ISKCON bort fra den tradition, man kommer fra. SVAR: Selv om det er konsekvensen af, at sjælen ikke skulle have været i den åndelige verden før sin nuværende eksistens, har jeg aldrig før hørt det direkte hævdet om vedisk filosofi, at sjælen ikke altid har eksisteret. Og det er da heller ikke, hvad Vedaerne siger. I Bhagavad-gita 2.12 siger Krishna, at der aldrig var en tid, hvor Han, Arjuna eller de forsamlede konger ikke eksisterede, og der vil heller ikke være nogen fremtid, hvor de ikke er til. Katha Upanisad (2.2.13) siger, at ud af de mange evige (nityanam) og bevidste (cetananam) levende væsener er der ét evigt væsen (nityo, cetanas), der opretholder alle de andre. Alle levende væsener er ifølge Katha Upanisad kvalitativt ens, altså nitya, evige, og cetana, bevidste. Forskellen imellem det Højeste Væsen og alle andre er kun kvantitativ. Under en diskussion om den kristne kirkefader Origines kommenterede Srila Prabhupada ideen om, at sjælen skabes og først derefter er evig. Citat fra Dialectic Spiritualism, side 83, hvor Hayagriva siger: ”Origines troede ikke på, at den individuelle sjæl har eksisteret i al evighed. Den blev skabt. Han skriver: ”De rationelle naturer, der blev til i begyndelsen, eksisterede ikke altid. De blev til, da de blev skabt.” Srila Prabhupada: ”Det er ikke korrekt. Både det levende væsen og Gud eksisterer evigt på samme tid…Vi er ikke enige med Origines, når han siger, at sjælen blev skabt. Vores åndelige identitet blev aldrig skabt…” ” Nogle dage senere diskuterede Prabhupada og Hayagriva en anden kristen kirkefader, Augustinus. Prabhupada afviste atter, at sjælen bliver skabt og derefter er evig. (Dialectic Spiritualism, side 85). Hele gaudiya-læren følger naturligvis samme lære om sjælen. I Caitanya-caritamrta, som må anses for at være gaudiya-vaisnava-litteratur, siger Caitanya Mahaprabhu med Krishnadasa Kavirajas ord (Cc. M. 20, 108-109)
jivera svarupa haya – krsnera ’nitya-dasa’ Sjælens virkelige identitet (svarupa) er krsnera ’nitya-dasa’ , Krishnas evige tjener. Sjælen er tatastha-sakti, marginal energi. Krishnadasa Kaviraja beskriver videre denne tatastha-energi med et citat fra Visnu Purana
visnu-sakti para prokta hvilket betyder, at Visnus eller Krishnas indre energi er åndelig, og det levende væsen tilhører den samme åndelige energi. Der er en tredje energi, avidya, uvidenhed eller den materielle energi. Det levende væsen kan vælge at stå under indflydelse af enten den åndelige energi eller den materielle energi, og derfor kaldes han tatastha-sakti. Dette er også, hvad citatet, du giver fra Bhaktivinoda Thakura, siger. Citatet siger intet om, hvor sjælen var før sit ophold i den materielle verden. Det siger blot det, som alle allerede er enige om, nemlig at sjælen er tatastha. Tatastha betyder ikke, at den kommer fra stedet ved navn tatastha. Tatastha er ikke et sted, men en kategori. Med hensyn til citaterne i nr. 15, er de at tolke på anden måde, end at Bhaktivinoda Thakura og Bhaktisiddhanta Sarasvati havde samme opfattelse. Hvad ellers betyder udtryk som ’vende tilbage til sin oprindelige position’, ’vort virkelige hjem’, ’tilbage til vor evige Bolig’, ’ens sande funktion’, ’vort oprindelige hjem’, ’vor oprindelige bolig’, ’vor oprindelige position’ og ’dele af Sri Radhika’, [citater fra Bhaktisiddhanta Sarasvati] eller ’Så snart jivaen har glemt sit tjenerskab til Krishna, konfronteres han med samsaraens vej’, ’..dette sker også kun, når de glemmer deres naturlige funktion som Krishnas tjenere’, ’er faldet ned i havet af samsara’, ’forhold bliver genetableret’, ’Jivaen har glemt, at han er Krishnas evige tjener’ og ’Ligesom Gud har Sin svarupa-vigraha [naturlige form], har jivaen sin evige cit-vigraha [form af bevidsthed]. Denne cit-krop eksisterer i Vaikuntha.’ [citater fra Bhaktivinoda Thakura] Jeg kan heller ikke få øje på, at Srila Prabhupada har ’sat sig mellem to stole’ i dette spørgsmål, men kun en konsekvent anvendelse af udtryk som ’hjem til Guddommen’, ’faldne sjæle’ og ’genetablere sit forhold til Krishna’. Ved en søgning i databasen dukker udtrykket ’Vores oprindelige position’ [’Our original position] og ’den oprindelige position’ [the original position] sammenlagt op 69 gange, alle i forbindelse med at genetablere sit forhold til Krishna som Hans tjener. De 69 ’hits’ spænder over perioden fra før 1965 til 1977, så umiddelbart har Srila Prabhupada ikke ændret opfattelse, hvilket også ville være absurd. ’At ingen falder fra Vaikuntha’ findes to steder i Srimad-Bhagavatam (3.16.26 og 7.1.35). Først et par ord om anvendelsen af citater. Srila Prabhupada sagde og skrev så mange ting ved så mange forskellige lejligheder og sammenhænge, at det er muligt at finde citater, der underbygger praktisk taget hvad som helst. Når man citerer Prabhupada, er det derfor vigtigt at sammenstille samtlige citater om et givet emne og danne konklusionen ud fra det samlede billede, der tegner sig. Hvad Srila Prabhupada kan have ment, giver han en ide om i et brev til Madhudvisa den 6. juni 1972. Her sammenlignet han det materielle liv med en drøm. Når man drømmer, forlader man ikke det sted, hvor man er, selv om det opleves sådan. På samme måde har vi i virkeligheden aldrig forladt Vaikuntha. En anden forklaring, som jeg før har hørt, men ikke kunnet finde frem, er, at sjælen er kommet til den materielle verden igennem en meget gradvis proces. Sjælen var ikke det ene øjeblik i Vaikuntha for i det næste at vandre rundt i Istedgade. Snarere har den gradvist ’arbejdet’ sig ned igennem den materielle verden, og derfor kan man ikke tale om et fald. I mine øjne ser GBC således ikke ud til at have begået en fejl ved at undsige teorien om, at sjælen ikke kommer fra den åndelige verden. Og hvis nogle gaudiya-vaisnavaer påstår, at sjælen ikke har eksisteret i al evighed, er de afveget voldsomt fra den vediske lære og gaudiya-sampradayaen. Ld.
Please accept my humble
obeisances,
|
