Kamsahanta Dasa, Skovlunde, skriver:

 En lille respons til Trayimaya og Lalitanathas udveksling i nr. 9 efter et par ord til Yadu.

Et sent til lykke for den fine påskønnelse, Yadu! Så mange år med den samme tjeneste. Vedholdenhed så det batter! Mine dandavat, vaisnavaji!

Visnupadas fald har afgjort været af største betydning for udviklingen af vores personlige liv og ISKONS’s fremdrift her i landet, såvel som i andre dele af det hengivne samfund, men at sagen ikke har været diskuteret eller omtalt her i bladet, i radioen eller på hjemmesiden, ser jeg ikke noget suspekt i. Det er da ikke Lalitanathas, Dandanitis eller Yadunandans ansvar at bringe den sag op. De har måske lagt den affære bag sig, og finder ikke noget behov for at bearbejde sagen yderligere.

Min egen mening om dette er, at selv om vores gurus fald har påvirket vores hengivne liv fundamentalt, nytter det ikke noget at lade fortiden fastlåse os i negative, eller endnu være, traumatiske tankebaner. Hvad der er sket er passé – lad os komme videre med vores liv!

Så mange i nutidens samfund, det hengivne som det verdslige, tager offerrollen på sig: ”Det er på grund af den eller det, dit og dat, at jeg ikke kan udrette så og så.” Selv om ydre omstændigheder afgjort påvirker vores liv og muligheder, er det i sidste ende vores eget ansvar hvor vi bevæger os hen på livets landevej. Hvor smertelige de end kan være, må vi se tidligere ulykker dybt i øjnene, bearbejde dem og lægge dem bag os. Lad os lære af egne og andres fejltagelser, men lad os ikke blive fastlåst af dem!