|
|
|
|
|
En tur til Vestafrika Kavicandra Swami er omrejsende ISKCON-sannyasi og har som sit GBC-område bl.a. dele af Vestafrika. Han fortæller om sit seneste besøg i området.
Tidligt i januar kom jeg tilbage til Vestafrika. Fordi jeg ikke behøvede et visum til Elfenbenskysten, var mit første stop dette lands vigtigste by, Abidjan. Jeg landede kl. 19:00. Flere hengivne arbejder i lufthavnen, så jeg var i stand til at komme igennem formaliteterne og hurtigt komme udenfor. Efter et hurtigt stop i templet for at tage et bad tog vi hen for at deltage i en radioudsendelse, der sendes fra 22:00 til midnat. Det var den første aften med en genoptagelse af en religiøst orienteret udsendelse, og studieværten var favorabel. Lytterne, der ringede ind, var fornuftige, og alt gik godt. Om lørdagen havde vi en pressekonference i templet. Journalister fra fire aviser kom, og resultatet blev nogle gode artikler. Massemedierne i Vestafrika interesserer sig for åndelige ting, og det er rart at møde dem. Det hengivne samfund vokser her, og de har for nyligt anskaffet et nyt hus, der ligger i et godt nabolag og er praktisk beliggende. En stor velsignelse er det, at BBT netop har skænket tre containerlæs med franske bøger (Elfenbenskysten er et fransktalende land), og de er ankommet i god behold. Nu kan de hengivne prædike vidt og bredt og give bøger til alle. Vægten ligger på fred, siden der hele tiden foregår en slags borgerkrig her. Om morgenen, da vi chantede japa i templet, kom fire små børn og satte sig rundt om mig. Det var en fornøjelse at høre dem alle chante tydeligt. En pige på omkring to år sad i lang tid og chantede, imens hun fingerede med sin kæde (se billede). Det næste stop var Accra in Ghana, et engelsktalende land. Vi har fem templer i Ghana. Det største er lige udenfor Accra og er temmelig stort med Deiteter af Radha-Govinda. Vi har også en skole, hvor de hengivnes børn går sammen med børn fra den lokale landsby. Skolen drives af Moder Ila Devi Dasi og hendes mand, Shastra Dasa. Undervisningen er hovedsageligt gratis, siden lokalbefolkningen er ret fattig. Skolen vokser hurtigt, og børnene kommer alle til templet hver morgen til kirtana. De opfører gode teaterstykker over Krishna-lila og gør deres forældre favorable, siden de læser bedre end de børn, der går i de offentlige skoler. Nu sender landsbyhøvdingen sit barn i børnehaven. Vi havde to radioudsendelser på GBC (Ghana Broadcasting Corp). Endnu engang er de favorable og glade for at lade os prædike. Vi tilbragte en dag i Sweda til et stort Food for Life-program. Der var kirtana i timevis, og en stor menneskemængde tog masser af prasadam på trods af, at det begyndte at regne til sidst. Lederen der, Nrsingha Purana Prabhu, er en kraftfuld prædikant, og der er mange hengivne. Fra der tog vi Lome i Togo, et andet fransktalende land. Landskabet er interessant, specielt myretuerne (se billede). Hvis man er matematisk inklineret, kan man lave en beregning. Tag myretuens størrelse sammenlignet med størrelsen på en myre, og størrelsen på en skyskraber sammenlignet med et menneskes størrelse. Tænk så over, at millioner af myrer bor i og arbejder sammen i myretuen, og myrernes boliger går også dybt ned i jorden, hvor de får mudder til opførelsen. De har noget i deres spyt, der gør tuen lige så hård som cement. Varaha Prabhu har været aktiv i Lome i to år, og tingene går godt. Da kan ankom, mødte han mange hengivne, der praktiserede Krishna-bevidsthed på egen hånd. De havde bestilt bøger fra Frankrig og er glade for at have et tempel der. Studieprogrammerne over Bhagavad-gita går godt, og mange nye mennesker er blevet interesserede. Flere franske bøger er ankommet, og de lokale indere sørgede for at få dem ind i landet ved blandt andet at betale afgifterne for dem. Der er bjerge af bøger overalt, hvilket er en lykke at se. Fra der fløj jeg til Lagos, Nigeria, og med det samme videre til Abuja, hovedstaden, fordi vores ven Charleyboy ville have os med til en fredskonference. På grund af flytider og forsinkelser gik vi glip af konferencen, men tog med ham den næste dag for at møde arrangørerne og andre. Fra der tog jeg til Enugu for at tale på et nyt universitet, AUCCACCOI, African University for Critical, Creative and Caring Community of Inquiry. Grundlæggeren er Pastor Dr. Stan Anih, der er en ivrig læser af Srila Prabhupadas bøger. Dr. Anih taler kraftfuldt på radioen, hvor han siger til folk, at de skal besøge Hare Krishna-templet og få bøger. Han har 300 studenter i denne institution, og de kom alle for at høre om Hare Krishna. De lyttede opmærksomt i tre timer og stillede intelligente spørgsmål. Skolens motto er ’Selvrealisering, selvaktivering’. Dr. Anih er en produktiv forfatter, og mange ideer fra Srila Prabhupadas bøger præger hans forfatterskab. Der sker meget mere i Nigeria, men det kræver en artikel for sig. Krsne matir astu. Kavicandra Swami © dipika.org February 10, 2004
|
