Det følgende er en klasse over Srimad Bhagavatams Tiende Bog (10.3.21). Verset, klassen gives over, er fra Devakis bønner til Herren Krishna, da Han åbenbarede Sig som hendes søn..

Bhakti Vidya Purna Swami gav dette foredrag søndag den 2. februar 2003 i  Sri Mayapur Dhama. Først kommer oversættelsen og Srila Prabhupadas kommentar efterfulgt af Maharajas klasse, der er redigeret og forkortet.

 Oversættelse

O min Herre, hele skabelsens ejer, Du har nu åbenbaret Dig i mit hjem, fordi Du ønsker at beskytte denne verden. Jeg er sikker på, at Du vil dræbe alle de hære, der bevæger sig rundt over hele verden under ledelse af politikere, der er klædt som ksatriya-herskere, men i virkeligheden er dæmoner. Du må dræbe dem for at beskytte den uskyldige befolkning. 

Kommentar

Krishna åbenbarede Sig i denne verden med to formål: paritranaya sadhunam vinasaya ca duskrtam [Bg. 4.8]: for at beskytte Herrens uskyldige, religiøse hengivne og for at udslette alle de uuddannede, ukultiverede asuraer, der gør unødigt som hunde og slås indbyrdes om politisk magt. Det siges, kali-kale nama-rupe krsna avatara. Hare Krishna-bevægelsen er også en inkarnation af Krishna i form af det hellige navn (nama-rupe). Alle vi, der faktisk er bange for de asuriske herskere og politikere, må byde denne inkarnation af Krishna velkommen: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Da vil vi helt sikkert blive beskyttet imod asuriske herskeres chikane. For øjeblikket er disse herskere så magtfulde, at de med vold og magt erobrer de højeste regeringsposter og plager talløse mennesker under påskud af national sikkerhed eller en eller anden nødsituation. Derefter besejrer én asura en anden asura, men befolkningen fortsætter med at lide. Derfor er hele verden i en prekær tilstand, og det eneste håb er denne Hare Krishna-bevægelse. 

Herren Nrsimhadeva kom, da Prahlada blev plaget af sin asuriske far. På grund af sådanne asuriske fædre, dvs. de herskende politikere, er det meget vanskeligt at sprede Hare Krishna-bevægelsen, men nu har Krishna åbenbaret Sig i Sit hellige navn igennem denne bevægelse, og derfor kan vi håbe på, at disse asuriske fædre vil blive udslettet og Guds rige blive oprettet over hele verden. Hele verden er fuld af mange asuraer, der er forklædte som politikere, guruer, sadhuer, yogier og inkarnationer, og de vildleder den almindelige befolkning væk fra Krishna-bevidsthed, der kan give menneskesamfundet den sande velgerning. 

Bhakti Vidya Purna Swami: Så her er vi på den tid, da Krishna åbenbarede Sig, og vi ser, at på nuværende tidspunkt har vi den samme vanskelige situation med dæmoniske personer, der påtager sig ledelsen af verden og derefter gør, hvad de har lyst til, hvilket i bund og grund vil sige at chikanere alle andre. 

Herren udtænkte det vediske samfundssystem for at skabe harmoniske forhold i skabelsen., så alle har deres plads, og alting går glat, hvis alle gør deres pligter. Men dæmonerne ønsker ikke at handle på denne måde. De vil have mere, end de har krav på og overskrider eller går udenfor de vediske kulturelle anvisninger og kæmper for at herske over og nyde det, der ikke er deres at herske over og nyde. 

Den almindelige befolkning lider under dette, og Herren er kommet i form af Det Hellige Navn for at redde alle. Dette er en anden form for inkarnation. I tidligere tider kom Krishna og dræbte dæmonerne fysisk, men i denne tid griber Han tingene an på en anden måde, for ellers måtte Han slå alle ihjel. 

I Satya-yuga boede dæmonerne og halvguderne på forskellige planetsystemer, dæmonerne på de lavere planeter og halvguderne på de højere planeter. I Treta-yuga boede de på forskellige kontinenter. De fromme mennesker boede i Indien og Ravana og hans slæng på Lanka. I Dvapara-yuga boede de i forskellige familier som Pandavaerne og Kauravaerne,  men i Kali-yuga bor dæmoner og hengivne i samme krop. Derfor må man i denne tid dræbe den dæmoniske mentalitet. 

Ængstelse og uforstyrrethed

Prabhupada sagde, at igennem sang af Hare Krishna beskyttes vi fuldt ud. Man kan ikke genere en person, hvis personen ikke er modtagelig for at lade sig genere. Dette er et meget vigtigt punkt, at man forstyrres, fordi man lader sig være åben for at blive forstyrret. Ellers forstyrres man ikke, i hvert fald ikke på egne vegne. 

Den dæmoniske mentalitet er, ”Jeg bør nyde, jeg bør herske,” og ser vi omhyggeligt på, hvad der forstyrrer os, er det, at vi ikke har kontrol over noget, eller vor kontrol er blevet forpurret, fjernet eller truet, og dermed trues vor nydelse og vore faciliteter, som vi har fået igennem at have denne kontrol, også. Når som helst, vi foruroliges, bør vi tænke over, hvad der forårsager denne uro. Hvilken kontrol har vi mistet, og hvilken nydelse ser vi truet. 

Dette er den dæmoniske mentalitet, for i åndelig mentalitet er vi overgivet til Krishna. Hvad end Han ønsker, er sådan, det skal ske, og det accepterer vi. Vi ser med Prahlada Maharaja, at Krishna tillod hans dæmoniske fader at chikanere ham, men det generede ikke Prahlada, for han lod sig ikke true af dette. Han følte ikke, at ”min kontrol over min kropslige situation trues, eller min nydelse trues.” Nej, han fortsatte og var Krishna-bevidst. Han var upåvirket og reciterede blot Hare Krishna. 

Man kan sige, ”Det var Prahlada Maharaja, men virkeligheden er en nogen anden.” Men nej, i de foregående vers er der allerede blevet gjort rede for, at denne tanke er den dæmoniske mentalitet, for en dæmonisk mentalitet tænker, at den materielle verden, og hvad den har at tilbyde med hensyn til sansenydelse, er værdifuldt og virkeligt har substans. 

Men de vise og de, der er Gudsbevidste, ved, at den ikke har det. Det, der falder indenfor området af Krishnas tjeneste og nydes af os i Hans tjeneste, kommer, når det kommer. Kommer det ikke, tænker vi ikke på det. Tingene kan udvikle sig ved Herrens arrangement, men vi er ikke forstyrrede. Sådan er den hengivne. Dæmonen tænker, ”Jeg ængstes af dette.” Dette er ting, vi meget nøje må overveje, for dette er et afgørende punkt for at komme til stadiet af avanceret hengiven tjeneste.

At herske og nyde

Avanceret hengiven tjeneste begynder i bund og grund med, at ”Jeg er ikke herskeren eller nyderen, jeg er blot en tjener.” Så er identiteten klar og tydelig, og derfor kaldes det ren hengiven tjeneste. Kan vi forstå dette, kan vi gøre meget for at højne os selv ved altid at prøve at kue vor medfødte natur til at herske og nyde med vore egne formål for øje og ikke tjene Krishna. Vi må være meget ærlige med os selv, for vi kan tage hvad som helst og gøre det til noget andet. 

I disse tider forvirres hengivne mange gange så meget, at de ikke engang kan tro på sastraerne. Hvorfor? Fordi en eller anden kan fremlægge skrifterne fra to modstridende sider. Derfor er de ikke længere autoritet for dem. Hvad medfører det? Fordi jeg er stolt og gennemsyret af den dæmoniske kvalitet, bliver mit eget sind autoriteten for, hvad der er godt og dårligt. Ingen heldig position, for sindet ændrer sig altid. Sindet har ingen skelneevne. Intelligensen har skelneevne, men i dette scenario styres det af sindet, så hvad andet er autoritet end ens følelser og ønsker? 

Alt dette bringer os tilbage til nydelse, og for at nyde må man herske. At herske og at nyde er ikke modsætninger, men den samme ting. Er glas og vand modsætninger? Det ene er hårdt som sten, det andet blødt. Alligevel kan man ikke drikke vand uden et glas, og glasset giver ingen mening uden vand. De to hænger sammen, og at herske og at nyde hænger sammen på samme måde. Ser man den ene, ved man, at den anden er der.

Flinke dæmoner

Selv hvis personer siger pæne, søde, sentimentale ting som at ”Vi må bryde os om hinanden, vi må være hensynsfulde,” siger de kun dette for at kunne nyde. Men man kan ikke nyde uden at herske. Derfor ser man, at de samme folk, der siger alle disse pæne, omsorgsfulde ting, mange gange er de mest politiske og upålidelige mennesker, hvis man studerer dem nærmere. 

Dæmoner kan lide at have gode udvekslinger med andre og kan derfor være meget tiltalende. Men hvad er deres formål? Deres eget formål. De er ligeglade med dig. Et menneske er høfligt overfor alle på gaden, for han ved ikke, hvem de er, så han ønsker ikke at fornærme nogen, så de ikke gør gengæld imod ham. Han vil have et godt forhold til alle, så han kan få det, som han vil have det. Derfor er de, der virkeligt er dæmoniske, normalt meget tiltalende og rare. De kan tale så sødt, så pænt, for de ved, at sådan får de det, de vil have. Smiler man og er flink, får man hvad som helst. 

Således udviser folk deres dæmoniske natur om at være herskere og nydere, og de ønsker ikke en ubehagelig situation, for så kan de ikke nyde. Men hvad værdi har de? Hvad kan de gøre for en? Hvis venlighed er målet, hvad da med udviklingen af kærlighed til Krishna? Ønsker vi bare at være ’behagelige’? Ønsker vi kun at komme til den åndelige verden, fordi alle der er rare? Eller ønsker vi at gøre noget positivt for Krishna? Er vort mål større end os selv? 

Og vi kan se, at disse rare dæmoner kan holde med at være så rare. Der skal bare trykkes på de rigtige knapper. Går noget galt for dem, bliver de ubehagelige. Man kan sige, hvad man vil, men er der ingen benzin i USA, kan folk skyde hinanden. Det sker. Folk venter i kø for at få deres benzin, og de bliver meget irriterede, for man behøver aldrig at vente på noget som helst, og nu er man nødt til at være i kø. En mand har en nødsituation, han skal køre sin kone på hospitalet eller noget i den retning, så han kører ind foran køen. En anden mand stiger ud af bilen i frustration og skyder den første mand. Det er ikke noget, jeg finder på. Dette er vor vidunderlige, bedre-end-hengivne karmi. 

Dæmonen i den hengivne

I Hare Krishna-bevægelsen er der mennesker, der brydes med denne guddommelige og dæmoniske natur. Somme tider opgiver de deres ydre høflighed. De burde ikke gøre det, men det er en naturlig ting. Enhver utrænet person vil opgive den. Det er den fælles platform for utrænede personer. Den utrænede person har denne brist, at hvis noget ikke omgående giver ham nydelse, opgiver han det. I Bhagavad-gita må Krishna bruge en masse tid på at forklare, at skønt man ikke aktivt gør noget for sin egen personlige sansetilfredsstillelse, gør man fortsat disse pligter, fordi man tænker på Herren. Det er Krishna-bevidsthed.  Skønt man ingen materiel vinding får fra dette, gør man det fortsat for at glæde Herren. Den naturlige ting er, at får man ingen vinding, opgiver man det. 

Hvad der derfor sker, er, at hengivne ikke ser nogen gavn fra verdslige høfligheder og opgiver dem og behandler hinanden naturligt på en ubehagelig måde, for de vil ikke gøre noget kunstigt. Det er forståeligt på det første begynderstadie. Men ønsker man virkelig at modnes, ser man, ”Nej, man må følge kulturen, for det glæder Krishna, for disse er Krishnas hengivne. Det er ikke kunstigt. Jeg er måske utrænet i virkelig hengivne transcendental venlighed, men det betyder ikke, at jeg ikke praktiserer den.” Det er sadhana-bhakti. Selv om jeg tilsyneladende ingen gavn har af det, glæder det Krishna og de hengivne, og derfor følger jeg kulturen. 

Vi kan dog se, at disse ubehagelige omgangsformer er en naturlig fejl, men man skal være et fjols for at tro, at ikke-hengivne er bedre end hengivne. Kun en dæmon kan sige dette. Kun den dæmoniske mentalitet kan tro, at dæmoner er bedre end hengivne. 

Fejlfinding

En anden brist er tilbøjeligheden til at finde fejl. Måske er man bedre ligesom moderen, der ikke er forstyrret over barnet, fordi det ikke ved, hvordan det skal gå på toilettet, eller hvordan det spiser rigtigt. Nej. Moderen tager sig af det og finder glæde i at hjælpe og træne. 

Men hvis ens ’bedrehed’ blot er, at man kan finde fejl, hvad særligt er der i det? Alle kan gøre dette. Gå på gaden i New York og se, at alle, selv om de aldrig har set mig før, kan finde fejl i mig på et øjeblik. Og de kan sige det på den dygtigste måde i én sætning, som man aldrig har hørt det før. Så hvad så? Er det noget særligt? Det er som en hund, der gør, fordi den ser en fejl. At finde fejl er intet særligt. Det er blot et udslag af ønsket om at herske. Jeg kan se fejl, derfor er jeg herskeren, derfor er jeg bedre. Det er blot endnu en manifestation af denne misundelse. 

At se fejl vil sige at skelne, dvs. intelligens. Det er en form for jnana. Jnana betyder at finde fejl ved den materielle verden og derfor vende sig til det åndelige. Men upersonalisterne gør det for deres egne formål. De er fortsat misundelige på Gud. Fortsat er det intet særligt. Det er blot en verdslig kvalitet, som alle faktisk har. Det giver en følelse af at være bedre, men det er den dæmoniske natur, behovet for at herske.

Vi må kende fjenden

Sådan er den dæmoniske natur. Man må vide, hvordan den fungerer, og hvordan man fanger den. Man må analysere. Dette er, hvad det vil sige, at den hengivne er tankefuld, manisa. Han sætter sig ind i disse ting og analyserer, hvordan maya virker. Hun er meget underfundig, meget dygtig. Hun ved nøjagtigt, hvordan hun skal ramme os, så vi ikke engang ved det. Vi lader os lykkeligt besejre, så dygtig er hun. Hun behøver ikke engang at vise sig. Men ser man efter, kan man se det. 

Man må tage et omhyggeligt og dybt kig på, hvilke veje maya har narret os ind på ifølge vor specielle betingede natur, dvs. hvordan ønsker vi at herske, hvordan ønsker vi at nyde, hvordan kombinerer vi disse, hvad er metoderne, vi bruger. Når man ser dette, kan man begynde at være upåvirket af den materielle energi. 

At synge eller recitere Hare Krishna giver os styrken, der renser os. Ved at søge beskyttelse hos de hengivne og denne missions acaryaer får vi denne styrke og inspiration og kan langsomt opgive dette ønske og behov for at herske over og nyde denne materielle energi. Da kan vi kvalificere os til at vende tilbage til Guddommen.